En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
994Visninger
AA

8. Fjender og allierede

To dage var der nu gået, siden de ankom til Muslingehytten. Hermione var kommet voldsomt til skade. Stiksåret var dybere end de havde regnet med (Fleur måtte i gang med de bedste healingbesværgelser hun kunne) og et par brækkede ribben var hun heller ikke kommet udenom. Det værste ventede dem dog alle sammen endnu. Hun var ikke vågnet endnu, og ingen kunne fortælle hvor meget eller hvad Bellatrix havde nået at slette fra hendes hukommelse.

At befinde sig i samme hus som Harry, Ron, Luna og de andre gjorde det bestemt heller ikke nemmere for Draco. De havde kun snakket til ham, når det var allermest nødvendigt. Han fik skulende blikke fra dem alle. For det meste sørgede han for at være udenfor de andres blikke, gik lange ture på den store strand eller tilbragte sin tid på det værelse, hvor de havde lagt Hermione. Hvor ville han dog ønske at hun snart vågnede igen. Det var nu glasklart at han ikke kunne vende tilbage til hans forældres hus og der var sikkert allerede sendt flere dødsgardister efter ham.

På den tredje morgen, vågnede Draco ved at skolen skinnede på ham gennem vinduet. Knibende åbnede han øjnene og satte sig langsomt op. Han gned sine øjne, kom ud af sengen, i noget tøj og ned af den smalle trappe, til morgenmadsbordet.
”Jeg håber at hun har glemt ham. Det ville gøre det så meget nemmere! Vi kunne bare efterlade ham et eller andet sted. ” sagde Ron, der ikke havde opdaget at Draco netop var trådt ind i rummet.
”Tak, Weasly! ” sagde han med hånende stemme.
Ron kiggede forskrækket op og skyndte sig at henvende sig til sine spejlæg. Draco trådte nærmere og satte sig på en stol overfor de to andre. Han skovlede en smule mad over på sin tallerken, men prikkede bare lidt rundt i det. Han følte sig slet ikke sulten.

”Hør her, ” sagde han ud i stilheden og henvendte sig Harry og Ron, der begge fjernede opmærksomheden fra deres morgenmad.
”Jeg er bestemt heller ikke begejstret for at være her sammen med jer. Men I kan ikke blive ved med at ignorere mig på denne måde! Jeg hjalp jer tilbage på herregården. Jeg gik i mod mine egne forældre. Jeg efterlod min mor grædende. ” afsluttede han.
Der opstod en stilhed.
”Hvordan ved vi at du ikke bare er sat på en opgave af Du-ved-hvem, for at slå en af os ihjel. Det ville jo ikke være første gang. ” indvendte Ron.
”Ja, hvordan ville du havde at vi dog skulle stole på dig? Jeg mener, det eneste du har gjort de sidste mange år er, at få bragt os i dårligt lys eller gjort ting ualmindelige trælse for os. ” indskød Harry.
”Jeg ved det godt. Og jeg forstår at I ikke har en eneste grund til at kunne stole på mig. Men det er gået op for mig at den verden og de meninger jeg er født ind i, ikke er det som jeg vil. ”   
”Tsk, ja nemlig, og hvornår er hjernen så begyndt at fungere ordentlig for dig? ” spurgte Ron sarkstisk. Draco sendte ham et skulende blik.
”Jeg kan ikke gøre for den familie jeg er født ind i. Jeg er vokset op med en meget stærk mening om hvem der skal havde magten i vores verden, hvem jeg skal følge og hvem jeg skal holde mig fra. Jeg var et naivt barn og jeg så op til min far, så naturligvis mente jeg da at hans meninger var rigtige, og jeg skulle naturligvis træde i hans fodspor. På Slytherin har jeg altid fået meget opbakning omkring det jeg troede, dem jeg gjorde fortræd på skolen og den måde jeg opførte mig på. Men da jeg sidste år fik til opgave at skulle slå Dumbeldore ihjel, begyndte jeg at vakle i mine meninger. Om det nu også var det rigtige, jeg gjorde. Også reddet Hermione mig fra din forbandelse, og jeg … jeg ved det ikke hvad hun gjorde ved mig. Hun fik mig til at se tingene på en anden måde. Jeg forstår stadig ikke at jeg er faldet for hende, da det normal ville gå i mod alt jeg tror. Jeg har lagt søvnløs i utallige natter. Prøvede at tvinge mig selv til at hade hende, da det ville havde været nemmere, men jeg kunne ikke. Lige meget hvad jeg gjorde blev jeg mere og mere tiltrukket af hende. ” afsluttede Draco.
De andre to havde fulgt hvert af hans ord, men vidste ikke hvad de skulle svare. De kiggede olmt på hinanden og igen på Draco.
”Det er okay at I ikke stoler på mig, og jeg kan godt forstå jer. Men lad os i det mindste være allierede, og kæmpe denne kamp sammen. ” bed Draco.
”Vi kunne godt gøre brug af dig, du har nok en masse indsigt i Du-ved-hvems planer, og du er en ganske god troldmand. Men tro derfor ikke at vi ikke holder øje med dig. Et skridt i den forkerte retning og du er væk herfra! ” svarede Harry.
Draco nikkede indvilligende.

”Ron, Harry? ” sagde en sagte stemme over fra trappen.
”Hermione! ” sagde de to i kor og sprang. Draco rejste sig stille fra sin stol.
Hun smilede et varmt smil til Harry og Ron. Indtil hun fik øje på Draco. Hendes smil forsvandt fra hendes læber og blev til en tynd streg i stedet.
”Hvad laver han her? ” spurgte hun med foragt i hendes stemme.
Harry og Ron kiggede nervøst og forskrækket over på ham med halvåbne munde. Hvad skete der? Kunne hun virkelig ikke huske hende? Han blev pludselig meget ør i hovedet og satte sig atter ned på sin stol.

”Ehm, hvad er det sidste du husker Hermione? ” spurgte Harry forsigtigt uden at fjerne blikket fra Draco.
”Vi var i Malfoy Manor, der opstod en kamp, så husker jeg en masse smerter… og ikke mere. ” svarede hun.
Hun tog sig til maven hvor bandagerne sad og ømmede sig, som om hun først nu har lagt mærke til at det overhovedet var der.
”Hvad skete der? ” spurgte hun.
De tre drenge kiggede nervøst på hinanden.
”Ja, vi var i Malfoy Manor, du blev smidt i fangehullet med det samme, jeg kom et par minutter senere, mens Ron blev tortureret af Bellatrix ovenpå, da hun fandt sværdet. Dobby kom og befriede os, og da vi kom op så vi at Bella var ved at tvinge Draco til…. Til... at torturere Ron, men du stoppede ham. Der opstod en kamp og Bella stak dig i maven med en dolk. ” sagde Harry
”Skulle du til at torturere ham? ” spurgte Hermione med raseri i hendes stemme.
”Der er mere. ” indskød Ron og kiggede nervøst på hende.
”Bellatrix kastede en Obliviate besværgelse på dig, og indtil for få minutter siden var vi i tvivl om hvad hun havde valgt at slette fra din hukommelse. ” afsluttede han.
Hermione kiggede spørgende på dem.
”Hun har slettet din hukommelse om mig. ” afbrød Draco pludselig.
”Om dig? Jeg ved da godt hvem du er, I forvirrer mig. ” sagde Hermione.
”Du og Draco … I.. tja altså… er sådan … glade.. for hinanden? ” fremstammede Harry.
”Hvad? ”
”I er forelsket i hinanden, eller du var, indtil du fik den besværgelse kastet på dig. Det er derfor han er her, han hjalp os med at kæmpe mod hans forældre. ” sagde Ron
 

Hermione kiggede frem og tilbage på de tre. Var det her en eller anden dårlig joke? Hun ville da aldrig finde sammen med Draco! Helt ærlig, at de overhovedet kunne finde på at fortælle sådan nogle løgne! Hun kunne atter mærke den dulmende fornemmelse i hovedet mens rummet omkring hende begyndte at blive uklar, og hun med et bump lå nede på gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...