En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
959Visninger
AA

11. Et afslørende møde

Ganske overvældet af nattens hændelser, vågnede Hermione, da der blev banket på hendes dør, den følgende morgen. Hun kiggede over mod Draco der rømmede en smule på sig. Hun krøb tilbage i hans favn, og han kyssede hende let på hovedet. Åh, hvor ville hun dog ønske at hun bare kunne blive liggende her med ham. Hun havde næsten ikke lukket et øje hele natten, men blev ved med at opleve nattens scener for sig, med lukkede øjne. Aldrig før havde hun følt noget så skønt gennemstrejfe hele hendes krop, og gøre hende så ør sammentidlig. Hun smilede let til sig selv, da hun atter tænkte på det.

Det var en kold og klam regenvejrsdag, og der trak op til torden da Harry, Ron, Hermione, Draco og Griphook, havde sagt farvel til Fleur og Bill, og nu befandt sig på en lille bakke, nær huset. Både Ron og Draco havde fået sig et fuldskæg og mørkebrunt hår. Hermione, der havde udstødt et lille hvin da hun så sig selv, kom op af bakken med Bellatrix’s udseende.

Med et lille plop landede de fire i en smal sidegade i tusmørkegyden.
”Skynd dig at smide kappen over jer. ” hviskede Hermione hysterisk, mens hun nervøst kiggede sig omkring.
Hurtigt fik de smidt usynlighedskappen over Harry og Griphook, og fortsatte nervøst og anspændt ud af den lille gyde. Hermione kiggede til begge sider og gjorde tegn til at der ingen var, og en efter en trådte de ud i tusmørkegyden. Med raske skridt bevægede gruppen sig mod diagonalstrædet. Et par enkelte øjne fulgte nysgerrigt den lille gruppe på tre (af hvad de kunne se) som havde Bellatrix i spidsen. Næsten ude ved Diagonalstræden, frøs alle på stedet, da de hørte en kold og tonløs stemme bag dem.
”Bella ?” spurgte Lucius Malfoy.
Stille vendte Hermione sig rundt på halen og kiggede nervøst over på Draco, der så ud til at havde mistet alt blodet i hans hoved.
”Ja. ” svarede hun tilbage, så kølig hun kunne.
”Du sagde da lige at du ville blive på herregården, hvorfor er du her? ” spurgte han.
Det blege ansigt var om muligt blevet endnu blegere, og dybe, mørke rander havde sat deres tydelige spor under Lucius øjne.
”Det … det … ” stammede Hermione fra sig.
Hun fik et lille puf i ribbenene af Draco.
”Ikke at det kommer dig ved Lucius, men jeg er her på vegne af Mørkets Herre. På … ehm … en hemmelig mission. ” de sidste ord kom nærmest ud som et spørgsmål, og Hermione kunne mærke hvordan hendes hjerte rasede afsted mens Lucius kiggede på hende med en større og større mistro.
”Hvad laver du dog her, Bella ?” spurgte Narcissa der nu havde sluttet sig til selskabet.
Draco udstødte et lille hvin, og rømmede på sig, mens Hermione prøvede at bevare roen.
”Hun er åbenbart blevet sat på en hemmelig opgave, af Mørkets Herre. ” svarede Lucius på Narcissa’s spørgsmål. Hun rynkede spørgende hendes øjenbryn.
”Hvem er disse herrer, du har med dig? ” spurgte hun nysgerrigt.
Kunne de da ikke bare lade dem gå?
”De to? Det er … ehm … Lawrence og Mckinley. De er her for at udføre opgaven sammen med mig. ” svarede Hermione så hurtig og selvsikker hun kunne.
Narcissa kiggede på de to, der stod tæt bag Hermione. Og som frygtet stoppede hendes blik mistænksomt og undersøgende på Draco, der prøvede at skjule sit ansigt ved at holde hovedet nede.
”Ehm … vi skal gå nu. ” sagde Hermione i håb om at kunne afslutte dette, mere end ubehagelige sammentræf.
”Jamen vi skal alligevel den vej, så kan vi vel gå sammen. ” sagde Lucius.
”NEJ! ” afbrød alle tre på samme tid, og med meget mere panik i deres stemme, end det var mening.
”Du kan ikke gå med os, Lucius! Har jeg ikke fortalt dig at jeg er på en hemmelig opgave. Det betyder såmænd også at DU ikke skal blande dig! ” sagde Hermione så hårdt hun kunne.
”Go’ dag! ” afsluttede hun og drejede rundt på halen, og skyndte sig mod hastige skridt hen mod Diagonalstrædet.
”God dag? Nu er de da først mistænksomme! ” snerrede Ron hende ind i øret.
”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, Ron! ”

Døren til den kæmpemæssige marmorhal, blev åbnet for dem, og med usikre og nervøse skridt gik de gennem hallen, og hen mod en af skrankerne.
”Du skal lyde hårdt og bestemt nu. ” hviskede Draco hende i øret.
”Jeg skal ind i min boks! ” sagde Hermione til en lille nisse, som befandt sig på den anden side af skranken.
”Miss Lestrange. ” afbrød nissen, først nervøst, men så mistænksomt.
”Vent venligst her ms. Lestrange. ” fortsatte han og forsvandt bag skranken.
”Du skal ikke lade mig vente! ” prøvede Hermione at sige så bestemt hun kunne, men endda hun kunne høre nervøsiteten i hendes stemme. Hun så sig omkring, og så hvordan alle øjne hvilede på den lille gruppe.
Nissen kom tilbage sammen med en anden, lidt højre, hvidhåret nisse, med en lille krogede næse.
”Madam Lestrange, jeg er Bogrod. ” sagde han kold.
”Jeg er bange for at jeg må bede om deres tryllestav som id.” fortsatte han.
Åh, nej! Mon nisserne vidste at hendes tryllestav nu tilhørte Harry efter slaget på Malfoy Mansion, eller troede de at hun stadig var i besiddelse af den. Hermione kunne mærke hvordan hun blev mere og mere anspændt, og hvordan koldsveden dannede sig vejen ned af hendes ryg. Hun kiggede nervøst på de to andre, men fik kun en stille hovedrysten tilbage.
”Det tror jeg skam ikke er nødvendigt. ” fremstammede hun, med panik i hendes stemme, som hun ikke længere kunne skjule.
”Jeg er sikker på de forstår, vores sikkerhedsregler, i denne tid. ” svarede Bogrot.
Hermione kunne næsten ikke trække vejret, og kiggede sig atter omkring, og så at vagterne stille gik hen over mod dem. Det var det, nu er de blevet afsløret, tænkte hun.
”Kast en imperio-beværgelse på ham. ” hviskede Griphook til Harry under kappen.
”Hvis De er så venlige at følge med mig. ” sagde Bogrod pludseligt med et afslappet smil på læben, og de andre nisser fortsatte atter deres arbejde. Hermione åndede lettede op, da de blev ført bag disken og ind af de små gange ned mod vognene.
”Det var tæt på! ” afbrød Harry og smed kappen, da de var kommet en etage længere ned, og der ikke længere var andre øjne.
Hermione åndede lettede op da de endelig satte sig ned i vognen, og den omgående satte sig i bevægelse. Aldrig før havde hun været så langt under banken, de passerede smalle tuneller og åbne huler, mens vognen raste afsted, længere og længere ned.

Pludselig gjorde vognen et udfald og drejede mod venste, og så pludselig ud til at havde sit eget liv.
”Hvad sker der, Griphook? ” hørte hun Harry skrige.
Plask! Drivvåde kiggede de skræmt på hinanden da vognen pludselig stoppede med et sæt under et kæmpe underjordisk vandfald. Alle så præcis ud som dem selv igen! En lille rød lygte hævede sig over deres vogn og en forfærdelig sirene begyndte at skrige. Deres vogn syntes pludselig at dele sig i to og med et sæt røg de alle ud, og blev kastet ud i luften.
”ARRESTO MOMETUM! ” skreg Hermione af hendes lungers kraft, med hævede tryllestav. Med et blødt bump landede de alle sikkert mod det kolde gulv.
”Jeg burde nok havde nævnt vandfaldet, det vasker alle fortryllelser og forklædninger af. ” sagde Griphook
”Aha! ” svarede Ron irriteret.
Bogron der var ved at komme til sig selv igen, fik atter en Imperio-besværgelse i hovedet af Harry, og fortsatte derefter med lystigt at vise dem vejen ned til Bellatrix’s boks.

Guld, sølv, krystal og mønter mødte deres syn da de ankom i boksen. De kunne stadig høre hvordan den kæmpemæssige drage udenfor boksen beklagede sig.
”Er den her, Harry? ” spurgte Hermione.
”Ja. ”
Ron der snublede på vej hen mod et bord, fyldt med en masse smykker og galleoner, faldt lang som han var ned en masse genstande med et højt brag, og fandens var løs. Alt inde i boksen multiplicerede sig. Hermione blev grebet af panik, kiggede bagud og så til hendes rædsel at døren var lukket. Flere og flere guld krus, mønter, pokaler og meget andet snæverede dem ind, mens de prøvede at befri sig.
”Lad nu vær, med at bevæge jer! ” råbte Draco, og Hermione og Ron holdte inde med ’et.
Det føltes som flere minutter inden Harry kom springene op af bunken med en lille guldpokal i hånden, som han (efter at havde afleveret sværdet til Griphook) afleverede til Hermione, der straks kom det i hendes lille taske.

Væltende kom de ud af boksen, mens alverdens ting væltede ud sammen med dem.
”Der er de! ” hørte de nogen råbe nedefra.
Hurtig kom de på benene alle sammen. Det var Gringotts vagter sammen med Lucius, Narcissa og naturligvis Bellatrix. Selvfølgelig havde de regnet den ud, tænkte Hermione vredt.
Lysglimt fra besværgelser fløj om ørene på dem, uden mulighed for dem at komme ud herfra igen.
”KOM HER UD DIN LILLE FORRÆDER! ” skreg Bellatrix.
Hermione kiggede nervøst på Draco, der forfærdet iagtog alting.
”DRACO, jeg be’r dig, kom her ned! ” klyngede hans mor.
Stivfrossen og ude af stand til at bevæge sig, tog Hermione hans hånd.
”Vi skal ud herfra, Draco! ” sagde hun, mens hun forsøgte at få ham til sig selv igen.
Han kiggede på hende og nikkede.
”Nogen planer? ” spurgte Ron nervøst, mens han skød et par besværgelser tilbage på angriberne.
Hermiones hjerne kørte på højtryk. Hvordan skulle de nogensinde komme levende ud herfra? De var jo fuldstændig omringet. Hvis bare de kunne flyve. FLYVE! Det slog hende, og Hermione kastede et blik på den kæmpemæssige drage der var indenunder dem.
”JA! ” råbte hun tilbage.
”Følg mig! ”
Med Draco lige bag hende løb hun til den næste søjle, hvor hun atter kunne finde skjul, og som befandt sig lige over dragens ryg. Med et hop landede hun på dragens venstre side og holdte sig fast med alle hendes kræfter, i dens kæmpe pigge, der spredte sig hele vejen langs dens rygsøjle.
Forvirrede over hvad der skete begyndte dragen at vride på sig.

”KOM NU! ” skreg hun over skulderen, og et par sekunder efter holdte de alle fat i dragen.
”Relashio! ” råbte Hermione med tryllestaven peget mod de solide kæder der holdte dragen.
Forskrækket satte dyret sig i bevægelse, og begyndte at spyde ild. Deres angriber stod frosset til sted da dragen begyndte at sprede dens vinger, og satte sig i bevægelse. Den kolde underjordiske luft piskede dem i ansigtet mens de bevægede sig højere op i den kæmpe underjordiske hule. Til alles skræk kunne de se at dragen havde kontakt kurs mod hulens top uden at sænke farten. Hermione skyndte sig at gemme hovedet indenunder hendes ene arm, mens dragen brød gennem stenlaget, og de atter befandt sig i den overdådige marmorhal. Der hørtes skrig og råb fra alle steder da dragen stod foran dem i fuld størrelse. Pustende og anstrengt trak dragen vejret.
”Reducto. ” råbte Hermione i pegede i mod resterende af kuplen, der øjeblikkeligt sprang i tusindvis af stykker. Forskrækket over eksplosionen spredte dragen atter sine vinger og begyndte at løfte sig langt over husets tagene, med dem på ryggen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...