En helt anden vej

Harry, Ron og Hermione er på deres sjette år på Hogwarts. Historien er som vi alle kender den, indtil den aften hvor Harry kaster Sectumsempra besværgelsen på Draco. Denne aften ville få Hermioneog ikke mindst Draco til at overveje en helt anden vej.

6Likes
1Kommentarer
994Visninger
AA

10. Er det nu rigtig?

Hermione låste døren til hendes rum, da hun trådte ind. Hun havde virkelig brug for at være alene, med hendes tanker. Draco lød så oprigtig da han fortalte hende alt. Kunne det alligevel være sandt? Hun følte sig endnu mere forvirret, end inden hun havde snakket med ham. Ham og hende? Det gik jo i mod alt fornuft! Og dog… nej! Hun måtte smide de tanker fra sig. Hun krøllede sig sammen på sin seng, mens trætheden overvældede hende. Det sidste hun kunne huske inden hun faldt i søvn, var at hun sad på et vådt stengulv, med Draco i hendes favn, mens hun blev opslugt af hans blå øjne.

”Hvad gør vi nu? ” spurgte Harry.
”Jeg ved det ikke. ” svarede Ron.
De tre, sad nede i stuen. Det var sent eftermiddag og den grå himmel udenfor, gjorde stuen koldt og mørkt.
”Der må da være en måde at ophæve den besværgelse. ” sagde Ron.
”Jeg har kun hørt om at den blev ophævet ved hjælp af tortur. ” svarede Draco.
De havde tilbragt det meste af eftermiddagen i stilhed ved siden af hinanden, mens de prøvede at finde en metode til at få Hermiones minder tilbage.
Dette var værre end noget andet, tænkte Draco. Han havde håbet at Hermione måske ville bløde op overfor ham, da han fortalte hende hvordan de var blevet forelsket. Men intet! Det var så frustrerende. Han havde forladt sin familie, han kunne aldrig vende tilbage, og alt dette for den ene pige han elskede, og som intet kunne huske om dem to sammen?

Det blev mørkere og mere stormfuldt udenfor, som aftenen skred frem. Hermione havde ikke vidst sig nede i stuen siden formiddagen. Til aftensmaden havde alle været ganske stille omkring bordet. Der var ingen der vidste hvad der nu skulle stilles op.

Pludselig kunne de høre hvordan døren til Hermiones rum blev åbnet, og hvordan hun trådte ned af den knirkende trappe. Hun slyngede sin jakke rundt om sig mens hun gik mod hoveddøren og trådte ud gennem den, uden så meget, som at sende dem et blik, lukkede hun døren efter sig.

Draco åbnede døren og trådte ud i den kolde havluft. Han kunne se Hermione sidde nede ved stranden. Hun havde tændt et lille bål, som hun sad ved. Han nærmede sig hende med langsomme skridt, og lod sig falde ned i sanden ved siden af hende. Hun så på ham ud gennem øjenkrogen, men forblev tavst. De sad sådan i et stykke tid. Ingen af dem sagde noget. Hvis bare hun ville sige noget, tænkte han.

”Dengang jeg reddede dig fra Harry’s besværgelse. ” sagde hun ude i mørket, uden at se på Draco. ”Der var vådt på gulvet. Var der ikke? Og dit hoved, jeg holdte dit hoved, gjorde jeg ikke? ” sagde hun og kiggede forsigtigt over på ham. Draco lyste op i hele ansigtet.
”Jo! Det er rigtigt. Hvordan… hvordan ved du det? ” spurgte han ivrigt.
”Jeg ved det ikke. Jeg tror det var noget jeg drømte, men jeg er ikke sikker. ” svarede hun.
”Er det muligt at omvælte en forglemmelsesbesværgelse? Jeg mener, når vi taler om hvad der skete får du så dine minder tilbage? Desto mere vi fortæller dig om det? ” hans stemme var fyldt med begejstring.
Hermione kiggede spørgende ud i luften. Var der det? Var det muligt at genvinde sine minder, hvis man fik dem fortalt?
”Jeg… jeg ved det ikke. ” svarede hun til sidst, mens hun betragtede hvordan Draco’s ansigt atter blev formørket af skuffelse.
Hun kunne ikke klare det udtryk i hans ansigt. Det var pinefuldt at kigge på, og Hermione fik skyldfølelser for ikke at kunne huske ham på denne måde.
”Jeg ville ønske jeg vidste det. ” sagde hun.

Dagene gik langsomme for sig, og det syntes næsten at Hermiones krop slet ikke ville komme sig igen. Hun blev ved med at mærke de stikkende smerter, der hvor dolken havde siddet, hver gang hun rejste sig og hendes ribben gjorde også stadig ondt.

Det var en solskinsrig morgen, da hun trådte ind i det lille køkken. Harry, Ron og Draco var fuld optaget af en samtale, mens hun satte sig.
”Godmorgen. ” sagde hun.
De tre andre frigjorde sig fra samtalen.
”Hvordan har du det? ” spurgte Harry.
”Okay. Det gør stadig ondt. ” svarede Hermione mens hun smurte sig et stykke toast.
”Vi tror måske vi ved hvor den næste horxruc er. ” sagde Ron begejstret.
Hermione kiggede forskrækket på ham.
”Har i indviet Draco? ” spurgte hun forskrækket.
”Det var sådan set dig der gjorde det. Du fortalte ham om det. ” sagde Harry.
Havde hun fortalt Draco om horxrucerne? Gud, hvor dum har man lov og være!
”Det er også ligemeget nu, men han mener at der nok er en i Bellatrix’es boks i Gringotts. ” fortsatte Harry.
”Hvorfor tror du det? ” spurgte hun, Draco.
”Hun ville gøre alt for at hjælpe Du-Ved-Hvem. Og hun fik helt i spåner da hun så at hun havde sværdet, noget af det eneste det kan destruere en horcrux så vidt jeg har forstået? Det ville kun give mening at der er en i hendes boks. ” svarede Draco.
”Men hvorfor skulle den være i hendes boks? Han har masser af tjenere, hvorfor ikke din far for eksempel? ” spurgte Hermione.
”Han stoler næsten ikke andre end hende, og slet ikke min far længere. ” svarede han.
”I hvert fald har vi snakket med Griphook, og han ville hjælpe os med at komme ind i boksen, så snart du er klar igen. ” afbrød Harry.
”Ja, husk nu og fortæl hende, hvorfor han hjælper os. ” sagde Ron.
Hermione kiggede på Harry med hævede øjenbryn.
”Han får sværdet, hvis han hjælper os. ” hviskede Harry.
”Sværdet? Jamen, hvordan skal vi så destruere den, Harry? ” sagde Hermione anklagende.
”Ja sværdet, men nu bliver vi alligevel nødt til at fokusere på at få fat i horcruxen, og vi kan alligevel ikke tage af sted inden du er frisk igen, så kan vi sikkert finde ud af noget i mellemtiden. ” svarede Harry.
Bryde ind i Gringotts. Det var jo helt vanvittigt tænkte Hermione, men valgte at lade være med at sige noget.

Efter morgenmaden afskediget hun sig fra de andre, og begav sig udenfor i den kølige havluft. Hun satte sig nær stranden og lod brisen, stryge hende mod ansigtet. Hun havde tilbragt meget tid her ude de seneste par dage, her kunne hun få ro i hovedet, og slippe lidt for det alt for overfyldte hus. Fleur og Bill gjorde ganske vidst alt de kunne for at gøre det hele så hyggeligt og komfortabel for dem som muligt, men der var simpelthen for mange personer. Hun hørte hvordan hoveddøren til det lille hus. Draco kom gående hen mod hende. Han kom tit forbi mens hun sad her. Hun syntes stadig at situationen mellem dem var bizar, men hun nød hans selskab og ville bestemt heller ikke havde ham til at blive væk. Men siden den eftermiddag hun havde været hos ham, havde hun ikke haft flere tilbage glimt på hendes minder, hvilket virkelig var frustrerende. Hun ville sådan ønske at hun havde minderne igen.

”Nå, hvad syntes du om planen? ” spurgte han, mens han satte sig ved siden af hende.
”Den er vanvittig. Jeg mener, bryde ind hos Gringotts? Det er nok det mest dumdristige vi nogensinde har gjort!  ” svarede hun.
”Ja, det bliver vel ikke nemt. ”
”Jeg tror nærmere det er umuligt. ” sagde hun og sukkede dybt.
Deres blikke mødtes, og hun kunne mærke det velkendte sus, gennem hendes mave. Hvilket efterhånden skete jævnligt hver gang hun kiggede på ham. Hun kunne mærke hvordan hendes kinder blev en smule varmere og hvordan hun rødmede. Det lille smil der dukkede op på Draco’s læber fortalte hende, at han også havde lagt mærke til det. Hun skyndte sig at fjerne blikket fra ham, og stirrede stift ind i sandet.

”Jeg ved godt at alt dette ikke er nemt for dig. Det med os, og jeg ved også godt at du ikke tror på mig når jeg fortæller dig om det. ” sagde Draco.
Hermione vendte atter blikket mod ham.
”Jeg forstår det bare ikke. Du har altid hadet os, især mig, fordi jeg efter din mening slet ikke havde ret til at kunne udøve magi. Der er absolut ingen logik i at vi skulle være sammen. ” sagde hun opgivende.
”Logik? Du kan ikke bringe logik ind i det her. ” svarede Draco.
”Jeg har aldrig hadet dig, Hermione. Jeg kunne ikke klare at du var bedre end mig, når du er mugglerfødt. Du er bedre end nogen anden på skolen. Det gik i mod alt, jeg var vokset op med. Det eneste jeg kunne var at bruge min fars indflydelse, men du har altid kunne så meget mere. Du er stærk, selvstændig, modigt alt det jeg gerne ville være. Men det er dig, der er det, og det har du altid været. Hvis nogen sagde til dig at du ikke kunne så modbeviste du dem. Det er det jeg beundrer dig sådan for. Du har altid turde og være dig selv, ligegyldig hvad andre, eller rettere sagt jeg smed i hovedet på dig. ”   afsluttede han.
Hun kiggede på ham med store øjne. Havde han lige sagt at han beundrede hende? Hun kunne mærke hvordan hun blev ør i hovedet, det var som om hendes hjerne slet ikke kunne følge med.
”Det er derfor jeg elsker dig. ” sagde han sagte.
Hun kunne næsten ikke tro hvad det var hun hørte! Elskede han hende? Ja, det gik virkelig i mod alt logik. Han rejste sig op på benene. Han bukkede sig ned til hende og kyssede hende på panden. Hun lukkede øjnene, og var sikker på at hvis ikke hun sad ned, ville hendes ben give efter. Draco trak sig væk fra hende og begyndte at gå mod huset. Elskede han hende virkelig? Og hvad følte hun enlig for ham? Var der overhovedet noget? Måske? Nu kunne hun for alvor ikke samle sine tanker længere.

Hermione lå på sin seng og stirrede ud i den mørke luft. Det bankede på døren, og Ron trådte ind.
” Hey. ” sagde han.
”Hej. ” svarede hun, rejste sig og gjorde plads til ham på sengen.
”Det er midt om natten, Ron. Hvad er der? ” sagde hun.
”Jeg ville gerne snakke med dig. Om Draco. ” svarede han, mens han med et slag med tryllestaven tændte nogle stearinlys.
Hermione sank en klump. Det var virkelig det sidste hun havde lyst til lige nu.
”Okay? ”
”Jeg syntes bare at du skal være klar over at … at.. han virkelig er glad for dig. ” sagde han tonløst.
”Okay. Af alle mennesker troede jeg at du ville være allermest i mod det der skete mellem mig og ham.”
”Jeg er heller ikke glad for tanken, om dig og ham, okay. Men jeg kan se det på den måde han kigger på dig, og den måde du kigger tilbage på ham. Måske kan du lyve overfor dig selv, men jeg kan se at du igen er begyndt at havde følelser for ham. Fordi at… det var… det var sådan du plejede at kigge på mig. ”
Hermiones hjerte galoperede i brystet på hende. Hun havde slet ikke skænket Ron en tanke de sidste par dage. Hun kunne godt huske hvordan hun havde følt overfor ham. Var disse stoppede da hun første gang blev forelsket i Draco? Og var hun virkelig ved at blive det igen?
”Ron, jeg er ked af det… Jeg… ” prøvede Hermione, men hun vidste enlig ikke hvad hun ville sige.
”Det er okay, det er ikke din skyld. Sådan noget kan man vidst ikke gøre noget for. Jeg skulle bare havde været hurtigere dengang, så havde vi måske haft en chance. ”
Hermione rakte hånden ud mod ham, men han rykkede sig længere fra hende.
”Det er okay, det er det virkelig. Jeg ville bare havde at du er glad. Og så vidt jeg kan se er det ham der kan gøre det. Du er min bedste veninde, og jeg ville ikke miste dig over sådan noget. Selvom jeg måske ikke er enig med dig i dit valg, skal jeg nok støtte dig. ” afsluttede han.
Hun kunne mærke hvordan tårerne forlod hendes øjne, mens hun tog ham i sine arme. Efter et stykke tid løsrev Ron sig fra hendes greb, sendte hende et lille smil og begav sig atter ud af værelset.

Fuldkommen perpleks sad hun tilbage. Hun gik over mod vinduet og lukkede den kolde luft ind, som fyldte hendes lunger. Løj hun virkelig overfor sig selv? Hvad prøvede hun enlig at bevise overfor sig selv? Og hvorfor var alt dette så besværlig? Hun vidste så meget om så mange ting, men åbenbart intet om en situation som denne. Var hun virkelig blevet glad for Draco? Hun tænkte på de gennemborende blå øjne, hans kys mod hendes pande, hvordan han havde sagt at han elskede hende. Hendes ben begyndte atter at blive blød, bare ved tanken om det. Ja, måske løj hun overfor sig selv, når hun sagde at der ingen følelser var for Draco. Men hvordan kunne hun indrømme det? Han havde altid været så ondskabsfuld, men nu… han var helt anderledes.

Da det begyndte at gry udenfor, og himmelen blev lyst op i et svagt lys, havde Hermione stadig ikke lukket et øje. Hun trak i tøjet og besluttede sig for at gå ned til stranden. Hun listede sig ned af trappen i det stillelagte hus og åbnede døren ganske forsigtigt, for ikke at vække nogen og trådte udenfor.

Da hun kiggede ned mod stranden, så hun en silhuet vende sig mod hende. Fuldkommen lammet iagttog hun silhuetten. Solen første stråler skinnede i hans lyse hår. Uden at gøre modstand lod hun, hendes ben føre hende, hen mod ham. Han bevægede sig ikke. Mens hun nærmede sig ham fastholdte hun de klare blå øjne med hendes. Hendes hjerte rasede afsted indenunder hendes bryst, og hun følte sig ganske ør i hovedet. Draco satte sig stille i bevægelse og nærmede sig hende. De stod tæt overfor hinanden da de blev stående. Hun kunne høre hvordan han uregelmæssigt trak vejret, forsigtig løftede hun hendes ene arm og pressede hånden mod hans bryst. Han tog hende rundt om livet og trak hende endnu tættere på. Han bevægede hænderne op mod hendes hoved og trak det op mod hans. Deres læber mødtes ganske sagte. Deres hoveder skiltes atter en smule fra hinanden mens de med intenst blik kiggede ind i hinandens øjne. Hermiones hjerte syntes at galopere ud af hendes bryst. Hendes ene hånd fandt hans nakke og hun trak ham ned til sig og kyssede ham. Han gengældte kysset mens han med sine hænder holdte hendes hoved.
Hermiones ben syntes nærmest at give efter, og hun kunne mærke hvordan det svirrede i hendes hoved.
Aldrig før, syntes hun, havde hun oplevet sådan en vidunderlig følelse, sprede sig gennem hele hendes krop. Nej, hun kunne ikke længere nægte at hun havde følelser for denne dreng.

Solen sendte sine varme stråler ud fra horisonten, da Hermione og Draco bevægede sig mod huset. Hun var stadig ganske beruset af denne følelse der strømmede gennem hendes krop. De trådte ind af hoveddøren, og så at de andre nu også var stået op og sad omkring morgenbordet. Hovederne blev vendt i mod de to, da de trådte ind af døren. Hermione kunne ikke skjule et let smil, og begav sig mod bordet. Da de to havde sat sig kiggede hun over på Harry, der sad med et smørret smil over læberne mens han betragtede hende.
”Nå, hvor har i været? Vi har ventet på jer, men vi var så sultne. ” sagde han slesk.
”Nede på stranden. ” svarede Hermione kort for hovedet.
”Tag for jer. ” sagde Fleur, med en stærk fransk accent, mens hun stilte en pande med varme pølser på bordet. Hermione skyndte sig at tage en og proppe den i munden. Hvorfor var det her dog så akavet?

Da de var færdige med at spise, og  havde ryddet alt af bordet, smed Hermione sig på den bløde sofa. Hun kunne pludselig mærke hvor træt hun var. Hun skulle til at lægge sig, da Harry gjorde hende selskab.
”Så, hvad skete der? ” spurgte han, hende.
Hun kiggede sig kort tilbage, men det så ikke ud til at nogen tog sig af dem.
”Vi.. ehm kyssede. ” sagde Hermione hurtigt.
”Har du fået flere af dine minder tilbage? ” spurgte Harry overrasket.
”Nej. Det er ikke det. Jeg … jeg ved ikke hvad der kom over mig. Men der er et eller andet over ham som jeg ikke kan ryste af mig længere. Og hver gang vi har tilbragt tid de sidste dage, har han altid været så åben og ærlig. Også kom Ron i nat…”
”Ron ?” afbrød Harry overrasket.
”Ja. Jeg ved ikke hvad der gik af ham. Men i hvert fald opfordrede han mig til at bare og gi’ ind til det. Jeg ved ikke, det var mærkeligt. Men så tænkte jeg over det hele natte, og jeg ved godt at det ikke giver nogen som helst mening at jeg ville falde for en som ham, men det er hvad der er sket nu. Eller nærmere igen, åbenbart. Og da jeg i morges ville gå en tur på stranden var han der. ” afsluttede hun.
”Det behøver ikke give mening. ” afbrød Luna pludselig bag dem, og tog plads ved siden af Hermione.
”Hvad?” spurgte Hermione.
”Jeg overhørte jer. Min far sagde altid at den ene ting der aldrig behøver at give mening er når man elsker en anden person. Sådan er det også for dig og Draco, ikke? ”
”Det er det vel? ” sagde Hermione spørgende.

Hele dagen gik med planlægning om indbruddet hos Gringotts.
”Hvordan skal vi komme der ind? De opdager os med det samme! ” påpegede Hermione.
”Harry og Griphook kan være indenunder usynlighedskappen. Draco og jeg klæder os ud, og du tager den sidste slat polyjuice vi har, så du kommer til at ligne Bellatrix. ” svarede Ron stolt.
”Aha, ja. Hvordan skal vi få fat i et hår fra Bellatrix? ” snerrede hun tilbage.
”Tadaa. ” afbrød Ron stolt, mens han holdte et lille reagensglas op, med et lang sort, krøllet hår i.
”Det her var på noget af dit tøj, den dag du blev angrebet af hende. Vi har gemt det, da vi, eller Harry og Draco tænkte at vi måske kunne bruge det. ” afsluttede han.
”Okay. Så er det hele vel på plads. ” svarede Hermione og vidste at hun havde tabt denne kamp.
”Hvornår tager vi afsted? Hvornår tror du at du atter er klar igen? ” spurgte Harry.
”Giv mig en lille uge Harry, så burde jeg være helt frisk igen. ” svarede hun.
”Jeg går i seng. Godnat. ” afsluttede hun og bevægede sig hen mod trapperne.

Hermione vendte og drejede sig i sengen, men kunne atter ikke falde i søvn, selvom hun enlig var fuldstændig drænet for kræfter, syntes hun. Hun rejste sig op fra sengen og gik hen mod døren og pressede hendes øre i mod træet. Der var fuldstændig stille, alle de andre sov nok. Hun vandrede frem og tilbage i det lille rum. Kunne hun godt gøre det?
Hun åbnede døren ganske stille og trådte ud i gangen. På listefødder gik hun en etage længere op og begav sig mod den venstre dør. Langsomt omsluttede hendes fingre det kolde dørgreb. Et eller andet i hende ville virkelig gerne ind i det rum, mens forstanden bankede mod hendes hoved at hun skulle vende om. Langsomt åbnede hun døren, hun trådte ind i rummet og lukkede døren stille bag sig. Listende begav hun sig mod sengen og kravlede indenunder dynen. Hun kravlede så tæt mod Draco som hun kunne. Han slyngede sin arm rundt om hende, gav hende et kys på hovedet, og inden hun vidste af det var hun endelig faldet i søvn.

Som dagene drog afsted, viste solen sig mere og mere på himmelen, dagene blev længere og varmere. Hermione vågnede ved at solens første stråler fandt vej gennem det åbne vindue, og direkte på hende. Hun vendte sig og krøb tilbage i Draco’s varme favn. De sidste mange natter havde hun tilbragt sammen med ham. Ganske vist kun for at sove, selvom hun snart ikke længere kunne benægte, at hun enlig gerne ville mere. Men valgte at holde dette for sig selv. Ganske uforklarlig overfor hende selv, var hun blevet ganske forelsket i denne dreng, som holdte hende i hans favn. Hun havde lagt søvnløs mange natter, prøvede at finde en forklaring på hvorfor netop ham, prøvede at stritte i mod, men lige meget hjalp det. Hun blev enig med sig selv om at det nok var det bedste at give efter, og hun har nydt hvert et sekund siden.  Hun var blevet ganske fascineret af ham, de ting han havde at kæmpe med i sit børnehjem, hvordan hans forældre tvang alle disse meninger ned i ham, de ting han havde set Voldemort gøre overfor andre mennesker, og alligevel fandt han kraften til at lade alt dette blive bag sig, og kæmpe for det han troede var værd at kæmpe for, det var nok det hun beundrede allermest.

Da de to kom ned for at slutte sig til de andre ved morgenmadsbordet, var der en ganske munter stemning. Fleur havde som sædvanligt overdrevet med maden og atter lavet alt for meget.
”Er der slet ikke en der ville havde resten? ” spurgte hun nærmest hver morgen, da hun så hvor meget der altid var tilovers, men propmætte som de var, kunne der ikke tvinges en enkel bid mere ned.

Siden Harry, Ron, Hermione og Draco havde planlagt, hvordan de skulle fortsætte deres søgen på de resterende horcruxer, bød dagene ikke på meget andet end komplet afslapning i solen, på stranden, mens de ventede på at Hermiones sidste smerter forsvandt. Harry der var begyndt at blive ganske utålmodigt, havde fået for vane med at vandre frem og tilbage i sandet mens de andre afslappede sad ved siden af. Men selvom stranden og havet var et skønt sted, ønskede Hermione også snart at komme i videre i deres jagt.

”Giv mig to dage mere. ” sagde Hermione, da Harry atter var kommet med et mindre udbrud om, at de havde altså lidt travlt.
”Vi har været her i fire uger, Hermione! ” afbrød han surt og gik tilbage til muslingehytten.
Ganske vist var de andre nok blevet lidt doven, og havde lykkeligt smidt tanken om den krig der faktisk herskede, fra sig.

På deres sidste aften havde Fleur virkelig overtruffet sig selv med maden. Stege, frikadeller, kartofler og meget mere, i alle afskygninger var at finde på bordet. Alle mand gumlede lystigt på det lækre mad, mens stemningen var afslappet og de morede sig ganske fortræffeligt. Klokken blev langt over midnat inden selskabet så småt begyndte at aftage, og de trætte ansigter, fandt vejen til deres soveværelse.

Hermione lukkede den tunge trædør bag sig, efter at havde forladt selskabet nedenunder. Hun trak i sit nattøj og åbnede vinduet for at lukke den friske havluft ind. Med tankerne rettet mod morgendagens opgave, tog hun åndsfraværende hendes børste, satte sig for enden af sengen og begyndte at stryge børsten gennem krøllerne. Døren indtil hendes værelse blev sagte åbnet og lukket med et lille klik. Draco satte sig tæt bag hende på sengen, og hun lænede sig ind til ham. Mens hun lagde børsten fra sig, fandt hans arm rundt om livet på hende og han trak hende, om muligt tættere på sig. Med et strøg fjernede han hendes hår over til den ene side, og begyndte blidt at kysse hende på halsen. Hun lukkede øjnene og kunne mærke hvordan hvert af hans kys satte en ny kriblende fornemmelse i gang, som spredte sig gennem hele kroppen. Hun vendte hovedet mod hans ansigt, og hun kunne mærke hans varme ånde stryge hende mod ansigtet.
”Jeg elsker dig, Draco” sagde hun, knap en hvisken.
Ganske blidt lagde hun sine læber på hans. Sagte men bestemt lagde han hende ned. Hun placerede den ene hånd rundt om hans nakke, mens den anden var presset mod hans bryst, som bevægede sig hurtigt i taktløse åndedrag. Hans kys blev mere og mere ivrige, mens hans ene hånd stille fandt vejen indenunder hendes top.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...