Love at first sight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2016
  • Opdateret: 8 nov. 2016
  • Status: Igang
Lea Walters er en 23 årig nyuddannet sygeplejerske, og har været kærester med Louis Tomlinson gennem 5 år. Leas forældre brænder inde i deres hus, mens Leas lillebror, Noah, overlever. Lea har nu forældremyndighed over Noah, men det skaber konflikter og mistillid i forholdet, samtidigt med at de skal håndtere ting i et langvarig forhold. Hvordan kommer de gennem denne tid, hvis det ikke bliver for meget for en af dem, kan læses i; Love at first sight

17Likes
11Kommentarer
5604Visninger
AA

9. Kapitel 9

Dagen i går står som et spørgsmålstegn for mig. Noah havde kaldt Louis for far og han mente det virkelig da han sagde det. Han var ikke et sekund i tvivl om at Louis var hans far. Og for mig var det fuldstændig surrealistisk at Noah nogensinde skulle kalde en anden mand for far end hans biologiske far. Vores far. I går havde drengene trukket Noah med ind på hans værelse og Louis og jeg var blevet i stuen. Jeg var fuldstændig ude af mig selv, Louis følte at det var hans skyld og egentlig var det et stort kaos.  Da vi begge to var faldet ned ringede jeg til en psykolog der fortalte mig at Noah havde haft et tilfælde af hukommelsestab i forbindelse med en traumatisk oplevelse og det eneste man kan gøre er at blive ved med at fortælle Noah at Louis ikke er hans far.  Alle drengene havde været her lige siden i går for at være sikker på at vi var i stand til at tage os af Noah men ikke mindst for at sikre sig at vi var okay. De havde stort set været sammen med Noah hele tiden så både Louis og jeg kunne ”finde” os selv igen. Men det er svært at befinde sig et sted hvor man ikke ved hvilken vej man skal gå. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller hvordan jeg skal forholde mig til det hele. Et eller andet sted har jeg lyst til at tage Noah i begge overarme, ruske i ham og råbe af ham ind til at han forstår det men det ved jeg at jeg ikke kan tillade mig for det er ikke et valg han selv har taget. Han har ikke selv valgt at kalde Louis for far. Det er noget hans hjerne har besluttet for ham og det kan han ikke sav gøre noget ved. Det er op til Louis og jeg at ændre på det. Vi kan hjælpe Noah på vej til at se det rigtige men i sidste ende skal han selv indse det.

”Hvordan har du det?” Mine tanker flyver rundt mellem himmel og jord og jeg ligger ikke mærke til at Liam sætter sig ved siden af mig. Først da han rusker blidt i mig vækker jeg min opmærksomhed mod ham. Han smiler sødt til mig.

”Jeg går inde til Noah” Louis kysser mig hurtigt på kinden og forsætter ind på Noah værelse hvor jeg høre hans grin så tydeligt. Jeg smiler helt ved lyden af hans grin. Jeg vender tilbage til Liam som stadig smiler sødt til mig.  eg har det fint, det er bare lidt svært"iler sødt til mig. værelse hvor jeg høre hans grin så tydeligt. Hans grin kan få mig ti

”Jeg har det fint, det er bare lidt svært” Liam nikker forstående ved siden af mig. Han stryger mig over ryggen der har en beroligende effekt på mig.

”Hvad med at jeg tager Louis og drengene med i byen så kan du være alene med Noah og tale om jeres far?” Jeg tænker hurtigt over ideen men bliver til sidst enig med mig selv om at det lyder som en godt ide. Derfor nikker jeg til Liam der går ind på Noahs værelse. Jeg sidder alene tilbage i stuen da Noha glad kommer løbende inde fra hans værelse. Han smider sig i mine arme og omfavner mig. Jeg kysser ham i hovebunden og krammer ham hårdt ind til mig, Jeg tager ham derefter under armene og sætter ham i mit skød. Der står et billede af vores forældre på det bord ved siden af sofaen. Jeg tager det i min hånd og viser det til Noah.

”Det er mor og far” Jeg kan hurtigt fornemme forvirringen i hans øjne da han ser at Louis ikke er på billedet.

”Han var det mest fantastiske menneske jeg kendte og han passede altid på dig da du var lille. Han holdt dig om natten når du græd, han trøstede dig hvis du slog dig. Han var der altid” Det er som at det langsomt går op for ham. Han forstår at Louis ikke er hans far men samtidig kan jeg fornemme at han ser tilbage på den dag i huset. Det brænder rundt omkring ham og hans mor og far der ligger bevidstløse i huset. 

”Vi tager af sted nu” Drengene har sat håret og duften af mandeparfume fylder hurtigt stuen op. Jeg giver Noah billedet og sætter ham i sofaen i mens jeg rejser mig op og går hen til Louis.

”Går det bedre?” Han fjerne en tot hår fra mig ansigt og fæstner det bag mit øre.

”Jeg tror det. Det virker som om at han er ved at forstå det” Jeg kysser Louis på munden men bliver afbrudt af nogen der rømmer sig omme bagved Louis.

”Hav en god aften” inden jeg ser mig om har de alle forladt stuen og ude i Londons natteliv.

”Når Noah er du klar til at komme i seng?” Uden at sige noget tager han billedet i hånden, smiler til mig og går ud på badeværelset. Han sidder på toilettet og klar til at få børstet sine tænder. Jeg putter en smule tandpasta på hans tandpasta og sætter mig på hug foran ham. Jeg gør tegn til at han skal åbne munden og han gør som han skal og åbner munden. Hans fokus er fuldstændig rettet mod billedet. Han fornemmer at vi er færdige og hopper ned fra toilettet og går ind på sit værelse og har allerede sit nattøj på og lægger i sin seng da jeg kommer ind til ham. Igen sætter jeg mig på hug ved siden af sengen og tager Noah i hånden.

”Jeg elsker far og jeg er ked af at jeg glemte ham” Hans ord får en tåre frem i mit øje.

”Du kunne ikke slev gøre noget ved det, vel Noah? Jeg ved du elsker ham” Han lægger stadig med billedet i hånden da han lukker øjnene og jeg forlader værelset

***

En høj lyd afbryder min ellers så skønne nattesøvn. Jeg sætter mig op i sengen for at finde ud af der ikke ligger nogen Louis ved siden af mig og at det er min mobil der ringer… Jeg ser hurtigt på min mobil inden jeg tager den. 03:27 og det er Harry der ringer? Hvorfor ringer han til mig midt om natten?

”Hallo?” Hurtigt kan jeg fornemme en masse baggrundsstøj og noget musik.

”Lea? D-du bliver nød t-til at komme her hen. L-Louis han er…” Jeg får hurtigt en klump i halsen.

”Harry, hvad er der med Louis?” Min tone er hårdere end ventet men et forsøg på at få Harry til at fokusere.

”Han er helt ude af den. Han har drukket alt for meget og brækker sig og… Og han kalder hele tiden på dig” Hurtigt rejser jeg mig op og får kastet noget tøj på og står allerede i gangen med overtøj og sko på men kommer i tanke om at Noah stadig ligger inde på værelset. Derfor får jeg hurtigt lagt på hos Harry og ringer Sophia op…

”Jeg er ked af at vække dig midt om natten med der er sket noget med Louis på natklubben så jeg bliver nød til at kører derhen men Noah ligger og sover…” Jeg tager en kort pause fra min talestrøm for at få vejret. Men inden jeg når at sige noget har Sophia afbrudt mig.

”Det skal du ikke tænke på. Jeg er på vej” Jeg smiler lettet over at Sophia tager det så let. Og rigtig nok dukker Sophia op 10 minutter efter at jeg har ringet til hende.

”Skal jeg ikke tage Noah med hjem til os?” Egentlig havde jeg slet ikke tænkt på det men hvis Louis er fuld og klokken er ret mange er det en god ide at Sophia tager ham med hjem. Jeg nikker hurtigt til hende men har ikke mere tid at spilde. Så jeg fortæller hende at hun bare kan låse, jeg har mine nøgle med. Jeg smækker så hurtigt døren og sætter kursen ned mod min bil. Jeg kører en smule hurtigere end det tilladte og tager måske et lyskryds eller to for rødt men jeg er bekymret for Louis. Da jeg når natklubben står der en stor trænede mand i døren og selvfølgelig skal han se billede-id. Jeg river i en hurtig bevægelse mit kørekort op af min pung og træder forbi manden og ind i natklubben. Den høje musik og alle menneskerne der danser rundt omkring mig for en klam følelse frem i mig. Men jeg skubber den til side og forsætter hurtigt ud på toilettet hvor musikken heldigvis ikke er så høj. Men inde i en bås kan jeg Louis der ligger livløst over toiletbrættet med tre bekymrede bandmates rundt om sig der forsøgte at få ham til at snakke.

”Hvad fanden har i lavet?” udbrød jeg. Jeg får hurtigt alle drengenes opmærksomhed og de kigger alle sammen taknemligt på mig.  Jeg puffer drengene til side og sætter mig på hug ved siden af Louis. Og efter en par forsøg lykkedes det mig endelig at få hans opmærksomhed men jeg fortryder hurtigt. Det gør ondt at fange hans blik. Hans øjne kører rundt i hovedet på ham og han er fuldstændig tom i blikket. Forskrækket over at fange hans blik giver jeg mig til at råbe af ham.

”Louis William Tomlinson, hvad fanden i helvede har du lavet?!” råber jeg med den vredeste stemme jeg kan fremtvinge.

”Lehiah?” Han kigger forvirret på mig og ligger ikke engang mærke til at han siger mit navn forkert. Jeg sukker af ham men får så ondt af ham at jeg ligger min hånd på hans kind for at blidt stryge ham over kinden.

”Hvem har ringet til hende?! Jeg sagde jo at hun ikke måtte få det af vide!” Han kigger stift på de andre drenge og jeg kigger forvirret på Louis. Hvorfor ville han ikke have at jeg skulle vide det? Jeg lagde tanken hurtigt fra mig og vender tilbage til Louis.

”Louis?” Fortvivlet prøvede jeg at fange hans opmærksomhed. Men hans øjne kørte stadig rundt i hovedet på ham.

”Du er en engel. Du er min engel” Jeg sukkede blot over hans ord, rejse mig op, satte mine hænder i siden og stirrede hårdt på ham.

”Ja, det er meget flot Romeo og rejs dig så op!” Jeg kigger hårdt på ham og min orde kom lidt hårde ud end ventet.

”Det er jo ligesom det jeg ik’ ka’” han ligger sit hoved tilbage på den kolde væg bag ham. Jeg kigger tilbage på de tre andre drenge der står bag mig og kigger bedende på dem. Jeg træder til side og lader de andre drenge bære Louis ud i bilen. De går alle sammen snore lige så jeg tvivler på at de har fået meget at drikke. Men med deres hjælp for vi Louis ind i bilen og jeg giver ham en pose i tilfælde af han skulle brække sig men han kan ikke engang holde fast i posen… Jeg har aldrig set Louis sådan her og det skræmmer mig virkelig. Han plejer at kunne styre det. Jeg satte mig selv ind på førersædet og startede bilen. Jeg kiggede skiftevis på Louis og på vejen. Han havde lagt hovedet tilbage, med åben mund og lukkede øjne. Et kort sekund blev jeg bange for at han ville besvime så jeg lagde min hånd på hans hals så jeg kunne mærke hans puls. Det var en lille smule langsom men det var stadig forsvarligt at tage ham med hjem.


”Louis?” Først reagerede han ikke men efter et par sekunder kom der en lille mh-lyd ud af ham.

”Hvad gik der af dig Louis? Det ligner slet ikke dig” Det virker som om at han vågner en lille smule op.

”Det blev for meget for mig. Jeg kunne ikke tage at jeg havde været skyld i at Noah skulle gå igennem at glemme sin far.. Jeg kunne ikke klare at du ikke vil giftes med mig. Jeg kunne ikke klare at skulle gå igennem et liv uden at få et barn med dig…” Det kommer fuldstændig bag på mig. Jeg anede ikke at han havde det sådan og jeg får det helt dårligt med mig selv. Og hvis jeg ikke tager helt fejl løber der en tåre ned af hans kind.

”Louis… Jeg har aldrig sagt at jeg ikke ville giftes med dig. Jeg sagde bare at jeg ikke kunne se det inden for den nærmeste fremtid. Hvis der var en på denne jord jeg skulle dele resten af mit liv med skulle det være dig Louis. Og det ved du. Og selvfølgelig skal vi have et barn sammen, det skal bare ikke være lige nu” Jeg kan mærke på min hånd at der løber endnu en tåre ned af hans kind. Jeg indser at vi er ved lejligheden og drejer ind til siden. Louis knapper selv sin sele op og træder ud af bilen. Hurtigt sætter jeg efter for manden kan ikke står på sine egne ben.

”Jeg kan ikke klare det lige nu. Vil du ikke være sød at lade mig være?” Først forstår jeg ikke hvorfor og stopper udvinde op.

”Undskyld?” er det eneste jeg kan få ud at min mund. Jeg sætter farten op og tager fat i Louis’ hånd så det tvinger ham til at stoppe op. Men han kan knap stå stille og det resultere også i at han vælter ned på jorden.

”Jeg kan ikke mere! Du betyder alt for mig, men du vil ikke det samme som mig og det kan jeg ikke bære rundt på længere!” Hans råber så højt at det kan høres helt op på øverste etage.

”Louis du er fuld, hold nu op” Jeg tilbyder Louis min hånd men kigger væk.

”Lad mig være!” udbryder han hårdt.

”Louis du kan ikke være her hele natten. Lad mig hjælpe dig op i seng” Han kigger fortvivlet på mig men tager så til sidst i mod min hånd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...