Love at first sight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2016
  • Opdateret: 8 nov. 2016
  • Status: Igang
Lea Walters er en 23 årig nyuddannet sygeplejerske, og har været kærester med Louis Tomlinson gennem 5 år. Leas forældre brænder inde i deres hus, mens Leas lillebror, Noah, overlever. Lea har nu forældremyndighed over Noah, men det skaber konflikter og mistillid i forholdet, samtidigt med at de skal håndtere ting i et langvarig forhold. Hvordan kommer de gennem denne tid, hvis det ikke bliver for meget for en af dem, kan læses i; Love at first sight

17Likes
11Kommentarer
5656Visninger
AA

4. Kapitel 4

Næste morgen vågner jeg ved at Noah piller ved min halskæde. Hans krop lægger oven på min og han begynder at være en smule tung. Jeg kigger til min højre side hvor Louis’ plads ved siden af mig er tom.


”Godmorgen Noah” Jeg smiler til ham og fjerner ham fra mig. Jeg rejser mig fra sengen og tager en hættetrøje på da jeg kun sover i en af Louis’ T-shirts og trusser.  Jeg tager Noah ned fra sengen og sammen går vi ud i køkkenet hvor Louis sidder. Jeg smiler til ham og kysser ham på munden. Jeg finder en skål til Noah og havregryn i skabet. Noah prøver selv at hælde sine havregryn op men mislykkedes. Både Louis og jeg griner af ham inden Louis spørger om han skal hjælpe.

 


”Noah vidste du godt at onkel Louis er utrolig glad for gulerødder?” Noah kigger mærkeligt på mig og derefter på Louis. Louis sukker og kigger ned i gulvet. Han hader at jeg laver den joke. Og Noah er ikke gammel nok til at forstå at det er en joke så han vil altid huske på at Louis elsker gulerødder.


”Ligesom at Liam er bange for skeer og Niall altid er sulten?” Noah griner af ham. Uden at kigge på mig kan jeg fornemme Louis’ forfærdede ansigt.

”Er det rigtigt onkel Louis?” Louis vender sig om mig og hans blik siger jeg-hader-dig-men-jeg-elsker-dig-lidt-alligevel. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv. Jeg fylder et glas med mælk til Noah og derefter et glas med vand til mig selv. Jeg smiler skævt til Louis og sætter mig på den samme side som Noah.

”Det var noget Louis sagde da han var ung og desuden er det 6 år siden og jeg havde ikke regnet med at det ville forfølger mig resten af livet” det sidste siger han med sammenbidte tænder henvendt til mig.  Jeg ved at Louis hader at folk ikke er kommet videre siden dengang. Og ærligt kan jeg godt forstå ham. Det er 6 år siden og man forbinder stadig Louis med en der elsker gulerødder? Move on people. Jeg tager den sidste mundfuld af mine havregryn og stiller skålen I opvaskemaskinen. Jeg kysser Louis på munden og stryger Noah over håret inden jeg går ind på mit værelse for at tage tøj på.

Outfit:





Da jeg har fået tøjet på går jeg tilbage i køkkenet hvor Noah sidder på Louis’ skød. De kigger begge to en smule lumsk på mig da jeg træder ind. Deres blikke får mig til at udstøde et lille grin.

”Vi sad lige og snakkede om at gæsteværelset skulle laves om til Noahs værelse men vi blev enige om at der mangler lidt ting til hans værelse” Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over. Mest fordi at jeg har haft så meget andet at tænke på men fordi at det faktisk var lidt hyggeligt at have Noah liggende i revnen mellem Louis og jeg. Men det kunne jo ikke blive ved for evigt så selvfølgelig skulle gæsteværelset laves om til Noahs’.

”Så i forslår at vi skal bruge dagen på at handle ind til Noahs’ værelse?” de kigger på hindanden og et eller andet siger mig at jeg ikke er velkommen på den tur.

”Vi sagde aldrig at du var inviteret” Hvis jeg slipper Louis løs er han ikke til at stoppe. Og Noah får hvad han peger på. Men på det anden side er det en god ide at lade Noah være sammen  med Louis lidt. Han kender ham ja, men nu skal de bo sammen så måske er det ikke en så dårlig ide igen? Jeg overvejer hurtigt situationen inden jeg må overgive mig til deres hundeøjne.

”Okay fint. Men lov mig at du ikke kommer hjem med alt muligt andet end han behøver” Louis og Noah smiler til hindanden inden jeg bliver overfaldet af dem. Jeg mister mit fodfæste og lander på gulvet. Jeg kan ikke lade være med at grine af situationen. Louis sætter Noah på min mave og lægger sig selv ved siden af  mig. Louis og jeg giver hinden et kys inden vi vender opmærksomheden tilbage på Noah.

”Skal du med Louis ud og købe ind til dit værelse?” Noah løfter sin krop fra mig, trækker benene op til maven og lander med alt sin vægt på min mave. Louis og flad af grin og jeg har travlt med at have ondt af mig selv. Louis har sådan nogenlunde grint af da han rejser sig fra gulvet og tager Noah med sig.

”Jeg ville pakke en pose med noget at spise til ham hvis du skal have dig nogle forhåbninger om at klare det uden en umulig unge” Selv går jeg i gang med at pakke en pose med kiks og hvad jeg elleres kan finde i vores skabe. Louis er for længst smuttet ud af køkkenet så han slipper for at lave noget. Han står i gangen og er ved at putte overtøj på Noah da jeg kommer ud med posen i hånden.

”Køber du ikke et børnesæde til ham nu du alligevel er ude?” Louis nikker og giver mig et hurtigt kys og selv får tøj på.

”Jeg elsker dig. Vi ses senere” endnu engang giver han mig et hurtigt kys inden han samler Noah op fra gulvet og er ude af døren.
Jeg er efterladt med mig selv i lejligheden. Jeg ved ikke hvad jeg skal  give mig til så jeg giver mig til at ringe til Liam. Jeg fikser min mobil op fra lommen og ringer Liam op. Den ringer et par gange inden han tager det.

”Det er Liam” Ha! Han kiggede ikke på skærmen inden han tog den! Jeg ved ikke at han ikke ville sige ’det er Liam’ hvis han vidste det var mig.

”Louis har taget Noah med ud for at købe ting til hans værelse så jeg er efterladt til mig selv” Liam har altid været som en bror for mig. Jeg elsker de andre drenge men det er bare noget andet med Liam. Okay, jeg elsker ham ikke på den måde men på en bror-fra-en-anden-mor måde.

”Jeg er på vej” Jeg smiler af ham og lægger på. Den dreng har et godt hjerte. Jeg ved ikke om han var midt i noget men i hvert fald gav han slip på alt bare for at komme hen til mig. Okay, det var ret rosenrødt og alt for sødt.  Få minutter senere banker det på døren og Liam lukker sig selv ind. Han smiler til ham, giver ham et kram og sætter mig tilbage i sofaen. Liam sætter sig ved siden af mig. Selv kigger jeg lige ud i luften men jeg kan mærke hans blik på mig.

”Hvad så? Hvad sker der med dig?” Jeg har undgået det spørgsmål fra Louis for ærligt ved jeg det ikke. Det hele har været så forvirrende og gået så stærk så jeg ikke kan følge med. Det har ændret alt

”j-j-jeg ved det ikke. Det hele er gået så stærkt og jeg… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Liam…” Det er så surrealistisk at jeg nu skal leve i en verden uden mine forældre. At jeg nu i en alder af 23 skulle til at tage vare på et barn og så endda min egen lillebror. Mine hænder ryster. Jeg kan ikke fokusere på ting. Det rammer mig som et lyn fra en sky fri himmel. En følelse af panik skylder ind over mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg reagere sådan og det gør det kun værre. Min vejrtrækning bliver ukontrolleret og jeg kan ikke agere nogen handling. Jeg kan mærke at Liam sætter sig tættere på mig og jeg mærker en hånd på min ryg. Jeg ved ikke hvad der sker med mig.  Det er som om at min krop befinder sig et sted og mit sind et andet. Det hele sker så pludseligt. Jeg kan ikke være i min krop så jeg rejser mig op får at prøve at finde mig selv. Liam rejser sig op og lægger sine arme omkring min krop men jeg kan ikke holde mig selv oppe. Jeg ryger ud af Liams arme og ned på den kolde jord. Jeg ender i Liams skød. Der render tåre ned af mine kinder og min vejrtækning kan jeg ikke styre.

”Jeg… kan… ikke… trække… vejret” Jeg bruger alle mine kræfter på at få sætningen ud. Og ud af mine slørede øjne kan jeg se at Liam tager min hånd og lægger den på hans mave.

”Lea? Hey, følg min vejrtækning” Han trækker vejret stille og roligt og fuldstændigt kontrolleret.  

”Jeg kan ikke!” Jeg kniber mine øjne samen i håb om at jeg har fået styr på det når jeg åbner dem igen.

”Lea du kan godt. Følg min vejrtrækning!” Hans bestemte måde at sige det på får mig til at koncentrere mig om min egen vejrtrækning. Jeg prøver at matche Liams vejrtækning og på en eller anden måde virker det. Min egen vejrtrækning bliver stille og roligt kontrolleret og da jeg åbner mine øjne kan jeg se Liams bekymrende ansigt.. I stedet for at holde min hånd på hans mave fletter han den i stedet ind i hans. Liam kysser min hånd og hvis jeg ikke tager helt fejl glider der en tåre ned af hans kind. At forsøge på at trække vejret har taget alle mine kræfter. Det føles som om at hele min krop er fyldt med jern og følelsen af træthed overtager min krop.  Liam rejser sig fra gulvet og får hjulpet mig op i sofaen. Liam for lagt min krop ned, sætter en pude under mit hoved og lægger et tæppe over min krop. Jeg rykker mig lidt ind så Liam kan sidde ned. Han stryger mig over kinden og tvinger et falsk smil frem.

”Er du okay?” endnu en gang tvinger han et falsk smil frem på hans læber. Jeg prøver at berolige ham med at jeg er okay. Jeg ved godt hvad det var men der er ingen skade sket, så ingen grund til bekymring. Det er en blanding af noget mentalt og noget lægevidenskabeligt. Overordnede kaldes det et angstanfald… Ved angst sættes kroppen i alarmberedskab. Det sker automatisk. Man har ingen kontrol over det. Kroppen gør sig klar til at kæmpe mod en fare eller stikke af fra den. Det var det jeg prøvede.. At stikke af fra en fare. Selvom at der egentlig ikke var nogen fare i situationen var dagen i går fyldt med fare som jeg ikke reagerede på som sådan og derfor udvikler man et angstanfald…


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...