Love at first sight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2016
  • Opdateret: 8 nov. 2016
  • Status: Igang
Lea Walters er en 23 årig nyuddannet sygeplejerske, og har været kærester med Louis Tomlinson gennem 5 år. Leas forældre brænder inde i deres hus, mens Leas lillebror, Noah, overlever. Lea har nu forældremyndighed over Noah, men det skaber konflikter og mistillid i forholdet, samtidigt med at de skal håndtere ting i et langvarig forhold. Hvordan kommer de gennem denne tid, hvis det ikke bliver for meget for en af dem, kan læses i; Love at first sight

17Likes
11Kommentarer
5556Visninger
AA

3. Kapitel 3

Louis’ Synsvinkel:

Det hele var gået så stærkt. Til at stå i køkkenet til nu at sidde i en bil ud til noget vi ikke ved noget om. Det hele blev vendt på hovedet på kun få sekunder. En røgsky længere fremme fanger min opmærksomhed. Det ser ud som om at den kommer fra Leas forældres hus hvilket for mig til at køre hurtigere. Jeg kan mærke at pulsen stiger i min brystkasse i takt med at vi kommer tættere på røgskyen og i det jeg drejer ned af vejen til deres hus kan jeg se at Lea også opdager det. Jeg behøver ikke engang at se på hende for at føle hendes frygt. Frygten for at miste. Den frygt bliver måske til virkelighed da vi drejer ned i hendes forældres indkørsel. Hendes forældres hus står i flammer. Fra bund til loft. Der holder både ambulance, politi og brandbiler i indkørslen og jeg når næsten ikke at standse bilen før Lea er ude af den og henne ved afspærringen til huset. Selv slukker jeg hurtigt bilen og stiger ud. Jeg kan mærke varmen så snart jeg stiger ud af bilen. Jeg sætter i løb i mod Lea som står helt oppe ved afspærringen og prøver at få øje på sine forældre eller Noah. Da ingen af dem er til at få øje på gætter jeg på at de stadig er i inde i huset. Leas arme omfavner hendes egen krop,  det er noget hun gør når hun ikke føler sig tilpas i en situation og jeg prøver at berolige hende ved at lægge min arm på hendes hofte. Leas opmærksomhed er optaget af de brandmænd der prøver at slukke branden og da de har fået det meste under kontrol træder der en brandmænd ud af huset med Noah på armen.

”Noah!” Lea fjerner sig fra mit greb, passere afspærringen og sætter i løb mod Noah. To politimænd opdager at Leah har passeret afspærringen og går ind efter hende. Lea omfavner Noah og herfra kan jeg se frygten i hans øjne. De to politimænd når hen til Lea og beder hende om at følge med dem udenfor afspærringen. Lea går hen i mod mig. Hendes øjne viser både sorg og taknemmelighed. Bag ved Lea kommer to falckreddere kørende ud med noget der ligner lig på en båre og så kan jeg godt ligge to og to sammen. Inden jeg ser mig om står Lea og Noah på min side af afspærringen og jeg er ikke længe om at lægge mine arme om dem begge to. De har mistet alt. Noah er stadig et barn og Lea.. Lea har lige fået sin uddannelse. Hendes forældre skulle nå at opleve deres børnebørn. Hendes far skulle måske endda føre hende ned af kirkegulvet. Det kommer de aldrig til nu. De har ikke nogen familie tilbage. Intet. Jeg har lyst til at holde dem i mine arme bare for at give dem fornemmelsen af at der er noget der er som det plejer.  Lidt fra os kommer en politimand gående i mod os så jeg løsner grebet om Lea og Noah. De kigger begge to op på mig og derefter på politimanden.

”Tag Noah med ned i bilen så snakker jeg med ham” Lea smiler taknemmeligt til mig inden hun går ned mod bilen med Noah på armen. Politimanden står kun en meter fra mig.

”Det lykkedes os at få Noah ud og der er ikke sket ham noget. Men vi må desværre meddele at Jessica og Pete Walters er afgået ved døden. Jeg er ked af jeres tab” Han giver mig hånden inden han drejer om går sin vej igen. Jeg tager en dyb indåndingen og går ned til Lea og Noah der sidder inde i bilen. Der er stille i bilen da jeg sætter mig ind, bakker ud af indkørslen og sætter kursen mod lejligheden.

Leas synsvinkel: 


De var der bare. Jeg passede min skole og gjorde, hvad jeg skulle gøre. Jeg levede mit liv så godt jeg kunne og prøvede at holde humøret oppe selv om det var svært. De prøvede vist at gøre deres bedste men det hjalp mig bare ikke. Måske var det ikke deres skyld men jeg havde jo været vandt til deres støtte. Nu føltes det bare som om de svigtede mig, og lod mig stå alene med mine problemer; og de kunne stadig ikke se hvad de kunne gøre for at hjælpe mig. Forældre. For sådan er det. Folk tager deres forældre forgivet til når de ikke er her mere. Mine er her ikke mere og det føles så tomt uden dem. Jeg var vandt til at de var der, vandt til at de støttede mig, jeg var vandt til at de var her men de er her ikke mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har mistet alt. Min perfekte verden. Den er væltet fuldstændig sammen. Og Noah? I en alder af 3 år har han mistet sine forældre. Min krop føles tung at slæbe op til lejligheden, Noah er hos Louis og jeg er i min egen verden. Der er koldt i lejligheden og det føles ikke som min længere. Der er intet sted jeg føler mig tilpas længere. Jeg kan ikke være i min egen krop. Det hele føles ubekvemt, klamt og indelukket.

”Jeg har lagt Noah i seng” Jeg smiler taknemmeligt til Louis der sætter sig ved siden af mig i sofaen. Jeg kan mærke at han stirre på mig. Det eneste jeg har lyst til er at gemme mig væk i Louis’ arme. Min krop vælter ned i Louis’ arme og jeg føler endelig der er noget jeg kan genkende. Han rokker mig stille fra side til side og nusser mig på ryggen

”Prøv lige at kig på mig” Louis bryder stilheden. Men jeg kan ikke rejser mig. Det min krop genkender har jeg ikke lyst til at forlade. Louis skubber min krop op men jeg er slap. Han holder mig oppe. Han tager fat under min kæbe og tvinger mig til at kigge ham ind i øjne. Endnu en ting jeg genkender. Jeg bliver helt væk i hans øjne.

”Det er okay at være ked af det. Jeg ved du hader at folk ser dig ked af det men jeg ser dig ikke som svag. Jeg ser dig som den stærkeste pige jeg kender og vi klarer der her. Sammen” Jeg elsker den dreng. Han kan være noget så flabet men jeg ved at jeg altid kan regne med ham. Han lader vores læber mødes i et kys og jeg har slet ikke lyst til at trække mig. Det er Louis’ smil der afbryder kysset. Ved synet af Louis’ smil kan jeg ikke selv lade være med at smile. Jeg får så småt varmen tilbage i min krop. Jeg føler mig hel igen. Som mig selv. Jeg lægger mig tilbage i Louis’ arme og har endelig ikke lyst til at forlade det. Indtil at der er en der banker på døren. Kan folk ikke bare lade os være? Bare i dag? Jeg sukker inden jeg rejser mig og går ud i entreen. Jeg åbner døren og kigger lidt for vredt på damen der står ude foran. Hun er klædt i en fin blazer med skjorte indenunder, en fin nederdel, et par højhælede sko og ned af benet hænger der en advokatlignede taske.

”Emma James, Socialforvaltningen” Hun rækker mig hånden og trykker lidt for hårdt efter min mening. Jeg rykker mig et skridt så hun kan komme idenfor. Hun forsætter inden i stuen hvor Louis hurtig rejser sig op og giver hende hånden.

”Jessica og Pete Walters er i dag afgået ved døden og efterlader sig to børn Leah og Noah Walters. Du Lea er myndig men Noah skal anbringes i en plejefamilie eller også skal du, Lea have forældremyndigheden da i ikke har andet familie”  1 skidt af gangen moster. At du har dig den frækhed at komme her mindre en 24 timer efter at mine forældre er døde? Så tropper hun op foran min dør, vader ind i min lejlighed og tror hun ejer det hele? Hvem tror hun lige hun er?

”Undskyld mig men hvem tror du-” Louis afbryder mig.

”Lea!” Han lægger en hånd på min ryg for at få mig til at køle ned. Jeg kan hører små skridt ude fra gangen af der tyder på at Noah har hørt mig råbe lidt for højt af damen og så han er vågnet af det. Han står i dørkarmen og gnider sig i øjnene. Han får øje på damen og bliver en lille smule genert. Han går hen til mig og strækker sine arme op i mod mig. Jeg tager fat under hans arme og sætter ham på min hofte. Han gemmer sit hoved væk i min skulder og jeg kysser ham i håret. 


”Skal han blive hos dig?” Og hvem tror hun så lige jeg er? Vi har lige mistede vores forældre og så tror hun at jeg vil byde min lillebror en ny familie? Selvfølgelig skal han blive hos mig. Jeg vil ikke kunne se mig selv i øjnene hvis jeg svigtede Noah.

”Han skal blive hos mig” uden at have vendt den med Louis svarer jeg damen. Louis lægger sin hånd på min ryk at det giver en tryghed i mig. Han ved hvem jeg er som person og det indebære at beholde Noah. Ikke at jeg tror at Louis vil forlade mig for han elsker Noah som sin egen men det er et stort ansvar.

”Godt, der vil blive sendt en indkaldelse til socialforvaltningen hvor du skal skrive under på nogle papirer” jeg nikker bare til hende og hun giver Louis hånden og derefter mig. Louis følger hende ud og efterlader mig alene tilbage med Noah.

”Hvad siger du til at bo sammen med Lea og onkel Louis, Noah?” Han retter sit hoved i mod mig og kigger mig i øjnene. Hans blå øjne, der minder utrolig meget om mine fokusere kun på mig. Louis vender tilbage fra entreen men bliver ude af syne for Noah. Noah vil sikkert spørge om hvorfor han skal bo hos mig og Louis og så skal jeg fortælle ham at  hans forældre ikke er her mere.

”Hvor mor henne?” Jeg kigger over på Louis som stivner. Noah begynder at pille ved den halskæde jeg har fået af Louis.  Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham. Jeg prøver på at sige noget men hver sætning jeg former i mit hoved lyder forkert når jeg prøver at sige det.  Så bryder jeg sammen

”H-h-hun er sammen m-m-med far … De sidder i himlen og holder øje med os” Noah stirre vantro på mig og derefter på Louis der ikke græder men stirre som en hypnotiseret på et bestemt punkt på gulvet. Noah ved udmærket godt at himlen er et sted man kun kan komme til – ikke fra.

”Hvem skal så lave mad? Hvem skal hjælpe mig med at binde snørebånd? Hvem …?” De mange spørgsmål fik et lille smil frem på mine læber. Louis der før stod et stykke fra os var med små skridt på ved over ved siden af mig. Han lage en rolig hånd på min ryg.

”Vi må hjælpe hindanden nu, Noah. Vi må stå sammen og hjælpe hindanden. Jeg lover dig , du kommer ikke til at være alene” Selvom at Louis’ opmærksomhed var rettet mod Noah vidste jeg at det var ment til os begge. Jeg lagde mit hoved på Louis’ skulder og kneb mine øjne sammen da den sidste tåre flød ud af mit øje. Noah tørrede min tåre væk og jeg udstøde et lille grin. Han lagde hovedet på min brystkasse og Louis omfavnede os begge i et langt kram. Det her er min verden nu. Det eneste jeg har. Jeg må bygge min verden op igen med Louis og Noah. Louis retter lidt på sig og kigger ned på Noah der er faldet i søvn. Han kysser mig og tager Noah med ind i vores soveværelse. Jeg er efterladt med mig selv i stuen. Jeg har slet ikke tænkt over konsekvenserne hvis Louis beslutter sig for at forlade mig. Jeg er efterladt til mig selv med ansvaret for Noah. Jeg lægger min arme omkring min egen krop. Det giver en hvis form for tryghed i situationer jeg ikke kan lide.  Lous kommer tilbage ind i stuen.

”Vil du forlade mig?” hans øjne bliver store og ser mest af alt ud som at jeg har såret ham. Han tager to store skridt og er så henne ved mig.

”Hvad snakker du om? Selvfølgelig forlader jeg dig ikke!” Hvor er min facade blevet af? Jeg kan ikke længere agere det stærke menneske jeg plejer at være. Igen bryder jeg ud i gråd. Jeg gemmer mit hoved væk mine hænder, mine albuer hviler på mine knæ. Louis trækker min ind til sig og stryger mig op og ned af ryggen. Jeg prøver stille af få styr på min vejrtrækning imens Louis tysser på mig. Min gråd ebber ud og jeg må til sidst overgive mig søvnen.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...