Love at first sight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2016
  • Opdateret: 8 nov. 2016
  • Status: Igang
Lea Walters er en 23 årig nyuddannet sygeplejerske, og har været kærester med Louis Tomlinson gennem 5 år. Leas forældre brænder inde i deres hus, mens Leas lillebror, Noah, overlever. Lea har nu forældremyndighed over Noah, men det skaber konflikter og mistillid i forholdet, samtidigt med at de skal håndtere ting i et langvarig forhold. Hvordan kommer de gennem denne tid, hvis det ikke bliver for meget for en af dem, kan læses i; Love at first sight

17Likes
11Kommentarer
5714Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Sensor og jeg er blevet enige om en rimelig karakter synes vi” Fuck. Det tegner ikke godt. En rimelig karakter?! Var det så dårligt at jeg var lige ved at dumpe? Mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig.

 

”Der var egentlig ikke så meget at diskutere så det blev til 12” Hvorfor læste jeg ikke mere op? Jeg skulle havde haft mere sty- vent hvad? 12?! JEG BESTOD MED ET 12 TAL! Jeg kan nu kalde mig for uddannet læge! Udenfor døren står mine fantastiske forældre og min lige så fantastiske lillebror. Det der kunne gøre det mere perfekt var hvis Louis også stod derude men det ved jeg at han ikke gør. Døren knirker en smule da jeg tager i håndtaget. Jeg smiler stort over hele hovedet da jeg træder ud. Min mor smile ligeså meget som mig da hun ser mig.

”Jeg fik 12!” udbryder jeg. Min mor omfavner min krop og ud af øjenkrogen kan jeg se at min far og lillebror giver hindanden en high-five. Min mor giver slip på mig og jeg bliver omfavnet af min far og lillebror.

”Tillykke skat. Jeg er virkelig slot af dig!” Min mor fælder en lille tåre. Min lillebror går hen i mod mig med sine arme åbne. Jeg tager ham op i mine arme og knurre ham hårdt ind til mig. Min mobil vibrer i min lomme. Jeg sætter Noah ned på gulvet igen og tager min mobil op til øret.

”Det er Lea” hvorfor kiggede jeg ikke på skærmen? Der står hvem der ringer men jeg kiggede ikke.

”Hvordan gik det?” Louis. Han lyder spændt og en lille smule bekymret.

”Jeg fik 12!” igen bryder smilet frem på mine læber af glæde.

”Hvor er jeg slot af dig! Jeg kommer hjem så hurtig jeg kan! Vi ses skat” jeg når ikke at sige noget før han lægger på.  Jeg putter mobilen tilbage i min lomme. Min mor fanger mine øjne som er lidt triste. Jeg ville virkelig ønske at Louis var her.

”Hey, han elsker dig, det ved du. Han gjorde sit bedste for at være her i dag og mere kan du ikke forlange af ham” jeg nikker af min mor. Jeg ved hun har ret. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule ked af det. En lille tåre glider ned af min kind men jeg fjerner den hurtigt. Min far begynder at rode i nogle poser der står på to stole. Han tager en hvid kittel frem med et skilt hvor der står ´Dr. Walters´ på. Det er et symbol på at man har bestået uddannelsen og får overrakt en kittel.

***

Jeg parkere ude foran Louis´ og min lejlighed. Resten af mine medstuderende  skulle i byen og fejre at vi har gennemført uddannelsen. De havde flere gange spurgt om jeg ikke ville med men jeg takkede pænt nej tak. Det eneste jeg ville lige nu var at komme hjem (forhåbentligt til Louis) og bare være hjemme. Jeg sætter nøglen i døren og låser op. Der stille i lejligheden så jeg regner ikke med at Louis er hjemme. Jeg tager mit overtøj og sko af inden jeg forsætter ind i stuen. Lejligheden ser ud som da jeg forlod den i morges. En knirkende lyd fra køkkenet afbryder mine bevægelser. Jeg står helt stille og kigger ud i køkkenet. Og der står han; Louis. Med en buket røde roser i hånden.  Smilet er ikke til at fjerne fra mine læber. Jeg sætter i løb mod Louis for at omfavne hans krop. Hans så velkendte duft trænger ind i mine næsebore. Jeg gemmer mit hoved væk i hans skuldre. Det minder mest om at vi ikke har set hindanden i flere måneder men vi blev grebet af øjeblikket. Vi slipper hindanden et kort øjeblik. Jeg kigger ham dybt i øjnene inden jeg lader vores læber mødes i et lidenskabeligt kys.

 

”Jeg er så stolt af dig!” selvom at der er mange der har sagt det til mig i dag betyder det mere når Louis siger det.  De fleste har sagt det fordi de skulle. Louis derimod ved jeg at han ikke ville sige det hvis ikke han mente det. Derfor ryger der også en lille tåre ned af min kind. Louis griner af mig og tørre hurtigt min tåre væk. Han tager min hånd og fører mig ud i køkkenet. Bordet er dækket pænt op med levende lys og rosenblade rundt omkring på bordet. Louis skubber stolen ind under mig og sætter sig selv på modsatte side. Louis tager en pæn indpakket æske frem under bordet.

”Hvis det er en forlovelses ring kan du lige så godt pakke den væk igen” selvom at han smiler jeg kan jeg skimte en lille skuffelse i hans øjne. Jeg har aldrig sådan rigtig troet på ægteskaber. Man bruger en hulens masse penge på kjole, mad, og sådan noget og det er ting du bruger en gang i hele dit liv. Jeg vil godt bruge resten af mit liv sammen med Louis det er ikke det men det behøver ikke at være så højtideligt.

”Det er ikke en forlovelses ring men en lille ting på at du altid vil være en stor del af mig” Han skubber pakken over mod mig. Jeg slipper Louis’ hånd der var flettet ind i min. Den fine lilla indpakning ryger af og frem kommer en sort lille ”boks”. Jeg smiler op til Louis inden jeg åbner den. Den fineste lille halskæde. Jeg tager halskæden op i min højre hånd. Min venstre hånd fører jeg op foran munden. Louis fjerner min hånd fra munden og fletter den ind i hans.

”Jeg elsker den!” Jeg rejser mig fra bordet for at give Louis et kys. Jeg rækker ham halskæden. Han fjerner mit hår fra nakken og låser halskæden. Endnu en gang kysser jeg ham. Alting virker for perfekt til at være sandt. Jeg har min fantastiske kæreste, en dejlig familie, en uddannelse.

Outfit:



 


***

Jeg trækker dynen op til skulderne. Varmen omringer min kolde krop. Af ren vane rykker jeg længere over til Louis for at lægge mit hoved på hans brystkasse. Hans stærke arm bliver lagt om min krop. Jeg kan ikke lade være med at tænke over Louis’ ansigts udtryk da jeg sagde det med forlovelsesringen. Han er jordens dejligste menneske og jeg kunne ikke forstille mig en bedre kæreste men måske gik han og drømte om at vi en dag skulle gifte os?  Da jeg havde været sammen med Louis i 1 år sagde min far til mig; ”Et parforhold er et fællesskab, et bånd mellem to parter som forhåbentlig elsker hinanden. Det udfordrer os på mange måder. Begge parter har en hel række forskellige forventninger til og ønsker om hvordan forholdet skal forløbe og fungere. Der er mange ting som kan ødelægge et forhold men man må være tålmodig, have tillid til sin partner og ikke mindst være fleksibel og lytte. Det er så let at komme til at såre nogen, eller selv at blive såret. Jalousi er den værste gift i et parforhold det kan ødelægge alt. Et parforhold bygger oftest på kærlighed men er det nok? Når forelskelsen fortager sig skal kærligheden bestå og det er den som skal holde alt sammen i svære tider og gør parforholdet værd at kæmpe for.”  Jeg er bange for at Louis og jeg har forskellige forventninger til det og alt går skævt. Jeg er bange for at kærligheden forsvinder.


”Louis?” siger jeg stille. Jeg er ikke sikker på om han sover. Armen kan væren ren refleks. Hans krop er dejlig varm og hjerterytmen for mig til at slappe af. Først nu giver han tegn på at han er vågen. Han sukker og vender hovedet i min retning.

”Drømmer du om at blive gift?” endnu en gang sukker han. Han kysser mig i hovedbunden inden han forlader soveværelset uden at sige noget. Selv sukker jeg også inden jeg går over foran det det store klædeskab for at finde noget tøj.
 

Outfit:



Jeg samler det hele i en stor bunke for derefter at gå ud på badeværelset. Jeg tager mit tøj af og tænder for vandet og træder ind under det. Jeg gør mit hår vådt og presser noget af min shampoo ud i min hånd og massere det rundt i mit hår. Efter jeg har skyllet shampooen ud massere jeg noget balsam ind i mit hår. Jeg får balsammen ud, slukker for vandet og træder ud og vikler et håndklæde om mit hoved og min krop. Jeg tager mit tøj på og lægger en let make-up og går ud i køkkenet hvor Louis har stillet havregryn på bordet. Louis kommer gående ind i køkkenet i ført et par joggingbukser og en hvid T-shirt. Der er først akavet stilhed men Louis er den første til at bryde den.

”Hør, det var ikke meningen at sætte dig i en ubehagelig situation før. Jeg ved at ægteskab er en stor ting og det var forkert at mig at reagere sådan” Er han ikke bare den bedste? Jeg kan ikke lade være med at forme et stort smil på mine læber og mine kinder bliver helt røde. Louis sætter sig ved siden af mig og lægger sin arm omkring min krop. Hans næse strejfer min hals så jeg får kuldegysninger ned af min ryg. Louis begynder at kysse mig rundt omkring på halsen så jeg ikke kan lade være med at trække mine skuldre op til ørene.

”Du er nok i dit gode hjørne i dag var?” Louis retter sin opmærksomhed i mod mig. Han kigger mig i øjnene og jeg kan ikke lade være med at koncentrere mig om hans fantastiske øjne. Hver gang jeg kigge i de øjne føler jeg at alt andet er lige meget.  Vores læber mødes i et lidenskabelig kys der når at udvikle sig før jeg bliver nød til at trække mig da min mobil ringer. Jeg rejser mig fra min stol og Louis giver et ynkeligt klynk fra sig.

”Det var ikke fair” jeg smiler af ham inden jeg tager mobilen. På mobilen er der et smukt billede af min mor som viser at det er hende der ringer. Jeg når ikke at sige noget før min mor begynder at snakke.

”Lea! Husk vi elsker dig uanset hvad der sker” lige i det hun lægger på lyder det som om at hun tager sin sidste udånding. Min krop ryster og jeg kan ikke agere nogen handling. Jeg kigger over på Louis  som ser på mig med bekymrede ansigt. Han rejser sig hurtigt for at lægge sine arme omkring min krop. Jeg vrider mig hurtigt ud af han greb for at gå ud i entreen og tager sko og jakke på. Louis tager bilnøglerne ud af min hånd og går ned mod bilen med mig i hælene. Der er ikke nogen der siger noget i bilen. Jeg ved ikke engang hvad der er sket med min mor. Stille glider der en tåre ned af mine kind. Jeg prøver at tørre den væk så Louis ikke opdager det. Min svaghed er at jeg ikke kan lide at folk ser mig ked af det. Den medlidenhed der automatisk følger med når man er ked af det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke lide at folk ser mig som svag. Selvom at jeg prøvede at tørre tåren væk uden at Louis opdagede det mislykkedes jeg for Louis lægger en hånd på mit lår og begynder stille at nusse mit lår med sin tommelfinger.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...