Love at first sight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2016
  • Opdateret: 8 nov. 2016
  • Status: Igang
Lea Walters er en 23 årig nyuddannet sygeplejerske, og har været kærester med Louis Tomlinson gennem 5 år. Leas forældre brænder inde i deres hus, mens Leas lillebror, Noah, overlever. Lea har nu forældremyndighed over Noah, men det skaber konflikter og mistillid i forholdet, samtidigt med at de skal håndtere ting i et langvarig forhold. Hvordan kommer de gennem denne tid, hvis det ikke bliver for meget for en af dem, kan læses i; Love at first sight

17Likes
11Kommentarer
5712Visninger
AA

1. Kapitel 1

Velkommen til et kig ind i min verden. Jeg hedder Lea Walters, jeg er 23 år gammel. Jeg bor i London hvor jeg studere medicin. Min mor, Jessica, min far, Pete og min lillebror, Noah bor i et hus lidt længere ude på landet. Min kæreste kender i sikkert godt, Louis Tomlinson. Vi har været sammen i godt og vel fem år efterhånden. Sammen bor vi i en lejlighed i London.

 

I øjeblikket sidder jeg og forbereder mig til sidste eksamen. Som sagt studere jeg medicin og læser til sygeplejerske. En uddannelse der tager 4 år og jeg mangler 1 eksamen så er jeg forhåbentlig færdig, medmindre jeg dumper. Jeg sidder godt begravet i fysiske formler på medicin og  prøver på at huske alle kroppens knogler. 206 knogler! Det er en del. Men det er det jeg gerne vil så jeg skal bare kæmpe mig igennem det.  

 

”Hej skat, det er bare mig” kan jeg høre Louis råbe ude fra gangen. Jeg skriver den sidste formel ned før jeg svare ham.

 

”Øv.. Jeg troede ellers at du var en serie morder men det var bare dig”. Jeg kan høre Louis små grine ud i gangen. Mine notater bliver lagt til side før jeg finder min ”Viden om medicin” bog frem. Inden jeg når at læse noget står Louis ude i køkkenet.

 

”Hvad har jeg dog gjort forkert  for at fortjene sådan en flabet kæreste som dig?”.  Jeg griner af ham. Louis kysser mig hurtigt på munden inden han går hen til vasken for at tage et glas vand. Louis har tit fortalt mig at det var det han faldt for ved mig. At jeg var flabet og turde sige min mening.

 

”Er det spænende?” han hentyder til min læsning.

 

”Ja, for satan. Postural hypotension evt. pga. for intensiv antihypertensiv behandling” læser jeg op fra min bog. Og hvis jeg ikke tog helt fejl var det noget med lavt blodtryk. Jeg skulle nok komme igennem eksamen. Eller noget. Jeg hader virkelig eksaminer. Det er det værste jeg ved. Jeg besvimede til min 9. Klasses afgang eksamen fordi at jeg var så bange.

 

”Hvornår skal du op i morgen?”. Jeg tænker mig hurtigt om før jeg svarere ham.

 

”10:40. Så jeg er nok hjemme klokken 11:30 eller der omkring” han nikker kun som svar. Jeg vender tilbage til min bog.

 

”Du skal nok klare den”. Jeg kigger op på Louis der nu står bag mig. Jeg smiler op til ham. Jeg gør tegn til at han skal kysse mig men i stedet visker han i mit øre.

 

 ”Først skal der læses” og forlader køkkenet. Jeg giver et irriteret klynk fra mig. 

 

 ”Hvad har jeg gjort forkert for at fortjene sådan en flabet kæreste som dig?” råber jeg efter ham. De lange ord hænger mig langt ud af halsen for at sige det pænt. De lange ord gør mine øjne tungere og tungere. Til sidst giver min nakke også op for trætheden. Min krop ligger halvt over bordet. Mine øjne giver til sidst efter og jeg befinder mig langt inde i drømmeland.  

 

 

***

Louis’ Synsvinkel:
 

Lea er en fantastisk pige. Hun er lidt en pige version af mig og derfor tror jeg at vi har været sammen i så lang tid. Jeg kan stadig huske den dag vi mødes som var det i går. 

 

Londons vejr er til at brække sig over! Hvorfor skal det altid være så gråt, klamt og kedeligt? Og hvorfor vælger jeg altid at gå en tur i parken når det regner mest? Mit tøj er gennemblødt og mit hår klistre til mit hoved. Men til gengæld er der ikke nogen fans der har opdaget mig endnu og det er det positive ved dagen. Når jeg selv tænker over det lyder jeg som en deprimeret dreng. Men det er jeg ikke. Det hele er bare lidt for meget for tiden. Min kæreste, Eleanor, er gået fra mig og det har taget lidt hårdt på mig. Og så er der x-factor. Det er var hårdere end jeg troede. Jeg elsker at synge det gør jeg men det har ændret mit liv og det ved jeg ikke om jeg er klar til.  Selvom at Eleanor og jeg kun havde været sammen i 4 mdr. Betød hun utrolig meget for mig. Derfor går jeg tit en tur i parken for at rense mine tanker eller bare at komme lidt væk fra virkeligheden. Selvom at jeg godt ved at jeg aldrig kommer til at have et ”normalt” liv igen ville jeg ønske at jeg nogen gange bare kunne tage væk og bare være mig. Jeg krydser et lyskryds og er trådt ud af parken. I dette øjeblik ved jeg at der er større sandsynlighed for at der er nogle der ser mig. Og ganske rigtig kan jeg se at der er 2 piger på modsatte fortov der genkender mig. ”Det er Louis Tomlinson! Omg!!”  Jeg sætter farten op og inden jeg ser mig om er der en hel pigeflok efter mig. Det er det sidste jeg gider i dag. Jeg drejer til højre ind i den nærmeste opgang. Jeg skynder mig hen til elevatoren og trykker på et tilfældig tal. I frygt for at pigerne stadig er efter mig skynder jeg mig hen til den nærmeste dør og banker måske lidt for heftigt på døren. Da der ikke bliver lukket op sukker jeg engang og banker på igen. Døren bliver lukket op af en pige på min egen alder, måske lidt yngre. Hun ser en smule forvirret ud over at se en fremmed dreng på hendes dørtrin. Jeg går en lille smule panik da jeg kan høre pige skrig der kommer tættere på. Uden at sige noget til hende går jeg forbi hende og ind i hendes lejlighed og lukker døren. Pige skrigende kommer denne gang fra elevatoren. ”Undskyld mig men hvad tror du lige du laver? Kan du kommer ud af min lejlighed!” jeg træder et skridt tætter på hende og ligger min finger på hendes læber for at få hende til at tie stille. ”Vil du gerne beholde den finger?” jeg trækker hurtigt min finger tilbage. ”Undskyld, men jeg kan forklare” hun kigger tvivlsomt på mig med et hævet øjenbryn. Først nu lægger jeg mærke til hendes utrolig flotte blå øjne. Hendes lange lyse hår er sat op i en rodet hestehale og hendes blå øjne er gemt bag et par briller som klædte hende utrolig godt. I det hele taget så hun ret godt ud. ”Mit navn er Lo-” hun afbrød mig midt i min sætning. ”Jeg ved hvem du er? Men det giver dig ikke ret til bare at gå ind i mit hjem?” okay jeg må indrømme at jeg havde håbet på at jeg bare kunne sige mit navn og så ville hun ikke tænke mere over det men fair nok. Pige skrigende lyder som at de kommer lige udenfor døren så vælger at kigge ud af det kighul der er i en dør. Der er flere end jeg har regnet med og de har slået sig ned i gangen. Jeg sukker inden jeg kigger tilbage på pigen og siger ” Vil du være sød at kigge ud af døren, så vil du forstå mig”. Det er hendes tur til at sukke inden hun skuler til mig og kigger ud af døren. Hun vender sig om og kigger igen på mig. ”Og hvad vil du have jeg skal gøre ved det?” jeg trækker lidt på skuldrende. ”Kan jeg blive her til at de væk?” jeg elsker mine eller ikke mine, vores fans men en dag som i dag havde jeg bare brug for at være mig selv og ikke være omringet af fans. ”Jeg beder dig” hun sukker og klør sig lidt i håret. Hun kigger op på mig og hendes blå øjne fanger mine. Jeg kan ikke lade være med at smile da jeg ser på hende. Hun griner lidt ”Kommer jeg til at fortryde det?” det er min tur til at grine af hende. ”Sikkert nok” hun nikker let på hovedet. 

 

Jeg er ret glad for at hun ikke smed mig ud den dag. Så havde vi ikke været hvor vi er den dag i dag. Lea hjalp mig med at komme over den hårde periode jeg gik  igennem den gang og det er jeg virkelig taknemmelig for. Det er klart at vi har haft vores op og nedture men på en eller anden måde har vi altid formået at klare den.  Den dag jeg mødte Lea boede hun i en studiebolig i London og læste til læge. Det gør hun stadig men er flyttet til en ”rigtig” lejlighed hvor jeg senere hen flyttede ind. Vi besluttede sammen at vi skulle bo i hendes lejlighed for at besvare en del af det ”normale” og bare fordi at det var nærmere i forhold til hendes studie.  Jeg er utrolig stolt af hende. Hun har sin sidste eksamen i morgen og så er hun uddannet læge. Jeg burde gå ud i køkkenet for at underholde hende. Jeg løfter min krop fra sofaen og går ud mod køkkenet hvor Lea sidder. Hendes krop ligger halvt over bordet og hendes øjne er lukket. Jeg griner af hende og løfter hende op i mine arme. Hendes duft trænger ind i mine næsebore. Stille prøver jeg at lukke døren til soveværelset op og ligger Lea i sengen og giver hende et kys på panden og forlader igen soveværelset.

 

Leas synsvinkel

 

Jeg vågner i min seng selvom at jeg husker at jeg faldt i søvn ved bordet i går aftes. Det må være Louis der har båret mig her ind. Jeg vender min krop til højre for at ligge min hoved på Louis brystkasse. Mit hoved mærker kun en tom plads. Forvirret kigger jeg mig omkring. Louis burde være her? Jeg svinger mine ben ud over sengekanten og begiver mig ud i køkkenet.
 

´Hej skat.
Jeg er taget i studiet med drengene. Ked af at jeg ikke kunne tage med dig til eksamen. X Louis`

 

Det er klart. Selvfølgelig ville jeg ønske at Louis kunne tage med mig til eksamen, det ville hjælpe en del på mine nerver. Men jeg ved at han har forsøgt sit bedste på at tage med. Så det er der ikke noget at gøre ved. Jeg finder en skål og nogle havregryn frem og mælken fra køleskabet. Jeg tænker alle tænkelige svar igennem og ting jeg kan trække. Inderst inde ved jeg godt at det nok skal gå men det her gælder min fremtid. Banken på døren afbryder mine tanker. Gulvet knirker en smule da jeg træder på det men jeg ignorer det og forsætter ud i entreen. Udenfor døren står Liam. Jeg kigger forvirret på ham. Han ser min forvirring og smiler til mig.

 

”Hvad laver du her?” spørger jeg ham. Han smiler til mig. Burde han ikke være i studiet?

 

”Jeg kom bare for at ønske dit held og lykke med eksamen”. Jeg flytter mig fra døråbningen og Liam træder indenfor. Han smider hurtigt sit overtøj  og skoene og forsætter ind i stuen. Jeg undre mig stadig over hvorfor han ikke er i studiet?

 

”Hvor er Louis henne?” spørger han. Endnu engang kigger jeg undrende på ham.

 

Faktisk så ved jeg det ikke. Han har lagt en seddel om at han skulle i studiet men du er her så jeg ved det ikke” Liam tager sin mobil op af hans lomme og sætter den derefter op til øret.

 

”Hej Louis…. Hvor er du?.... Når ja forfanden… Ja, jeg er på vej” Han lægger mobilen tilbage i hans lomme. Jeg kigger igen undrende  på ham.

 

 ”Så hvor er han?” Liam bevæger sig ud i mod gangen. Han tager i en fart sit overtøj og sko på.

 

”I studiet. Et sted hvor jeg også burde være nu” Hvorfor er folk så mærkelige i dag? Jeg sukker tungt inden jeg går tilbage til mine havregryn og prøver at forbedrede mig til eksamen.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...