Sandheden om Brutus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Livia og Claudia er bedste veninder. Begge deres familier er rige, betydningsfulde og bor i Rom. Romerrigets hovedstad. Fordi deres familier er så betydningsfulde, kender de også til Cæsar og hans søn Brutus. De har et godt forhold til dem, selvom mange ikke ved det. De kender Brutus rigtig godt, og ved, at han ikke ville gøre en flue fortræd. Af den grund bliver de mistænksomme, da det bliver bekendt, at han har myrdet hans far. Den intet vidende Katie bliver revet ind i det hele. Men noget er anderledes ved hende. Meget anderledes. Baseret på ideer min mor og jeg fik på en gåtur.

1Likes
0Kommentarer
61Visninger

1. Livia

Min stola fejede hen over stengulvet mens jeg med lette skridt bevægede mig gennem den smukke søjlegang. På den ene side var der store, hvide og glattte søjler. Bag dem lå der en lille dam med et smukt vandfald, omgivet af eksotiske blomster fra Nilens bredder. Haven rundt om dammen var firkantet, og passede perfekt ind i det kvadratiske hul i huset, skabt af søjlegangen, der gik hele vejen rundt om. Til min anden side var der en almindelig stenvæg. Nogle steder var der malerier af vigtige scenerier i Roms storartede historie. Andre steder gik der døre ind til rum og gange. Jeg gik ind af en af dem og gik nu i en lukket gang. Jeg kunne høre tjenerenes hektiske stemmer i det fjerne. En af dem kom med fart hen i mod mig, bukkede, gik forsigtigt forbi mig og løb derefter videre. Jeg bevægede mig med stor sikkerhed gennem huset. Selvom det ikke var mit. Det var Claudias. Min barndomsveninde. Vi legede sammen da vi var et halvt år gamle og har holdt sammen siden. Vi er nu begge tretten år gamle. Hun blev gift for to år siden, jeg for et. Vi havde aftalt at mødes i dag ved middagstid.

Jeg gik ind i en af de smukt oplyste rum. Der var sofaer med purpur farvede puder, skamler, et bord i smukt udskårt træ og sydlandske planter i hele rummet. Der var to vinduer i rummet, der lyste det hele op med solens varme stråler. Man kunne se ud til den smukke gårdhave, der mest bestod af planter fra de sydlige lande. Men der var også nogle fra norden. Germanien. Ingen jeg kendte godt havde været der. Men en af købmændene på torvet kunne fortælle utroligt mange historier derfra. Han havde været der mange gange og handlet.
Midt i alt sammen sad Claudia og så på mig med glade øjne.

"Livia!" sagde hun glad og rejste sig. Hendes røde tøj draperede i smukke folder og fremhævede hendes smukke figur og kropsholdning.
"Claudia, jeg er glad for at se dig!" svarede jeg og satte mig i sofaen overfor den hun lige havde rejst sig op af. Med lette skridt gik hun hen til en reol og fandt et spillebræt frem. Det var lavet af mørkt og lyst træ og havde smukke mønstre udskåret i det. Hun tog også en sirlig æske fra Kleopatras rige. En fornem gave hendes mand havde fået af en højtstillet mand i Kleopatras rige for hans hjælp og støtte. Claudia havde fortalt mig det, men mere vidste  hun eller jeg ikke. Vi anede ikke hvad hendes mand havde gjort for at få sådan en kongelig gave. Claudias mand havde givet hende den kort efter deres bryllup, som et tegn på kærlighed og tillid. Med yderste forsigtighed åbnede hun æsken og tog spillebrikker ud af den. De var nøjagtigt og utroligt omsorgsfuldt udskåret og bemalet. Halvdelen af dem var af ibenholt og den anden halvdel af egetræ fra de vilde mænds skove oppe nordpå. De var smukke og dyrebare. Specielt bemalingen. Den var sjælden set og meget kompliceret.
"Lad os spille," sagde Claudia med et let smil på læberne. Hun gjorde spillet klar. Hendes lange fingre greb ubesværet med et let greb om brikkerne og stillede dem på plads. "Så er det klart."
Vi sad i stilhed et halvt minut og begyndte spillet. 
"Hvordan går det hjemme, Livia?" spurgte Claudia og fik et kort øjeblik øjenkontakt med mig. Så vendte hun bevidstheden tilbage til spillet, men lyttede alligevel efter. Hun tog sit træk. "Det er dig nu."
"Ja, det her er mit træk. Hjemme går det godt. Germanicus er taget til et møde med de andre senatorer. Jeg har ingen anelse om hvad de taler om, men det behøver jeg jo ikke at vide. Vi har iøvrigt fået en ny tjener," svarede jeg, mens Claudia sad og grublede over hvad hendes næste træk skulle være. Hun bevægede flere gange hånden ned til en af brikkerne, men rykkede den ikke alligevel. Til sidst tog hun utroligt forsigtigt fat om en brik og med et tåget blik flyttede den. Hun sad ikke længere lige så rankt som altid. Så dybt koncentreret var hun.

Germanicus var min mand. Han var adelig og en af Julius Cæsars senatorer. Så vidt jeg vidste, hjalp de ham med at bestemme love og regler der gjaldt i hele det mægtige rige. Det var det, han fortalte om det. 

Tiden gik og solen vandrede hen over himlen. Vi spillede flere omgange. Solens gyldne stråler badede byen i et orange lys. Jeg tog afsked fra Claudia og gik hjem. Byens torv var ved at tynde ud for mennesker. Folk var begyndt at gå ind i kroerne eller hjem. Købmændene var begyndt så småt at pakke sammen og sælge rester til en spot pris. Da jeg kom hjem, duftede der af mad. Duften kom fra køkkenet. Min mand var ikke kommet hjem endnu. Jeg vandrede derfor stille som en mus gennem huset. Næsten som et genfærd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...