Mareridtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2016
  • Opdateret: 12 aug. 2016
  • Status: Færdig
En pige ved navn Pella finder ud af at hun er noget helt specielt... Læs med hvis i vil vide mere! Deltager til Oliva bladets konkurrence. Den er anderledes end de noveller i plejer, men jeg håber at den falder i jeres smag, og at I vil prøve noget nyt!

1Likes
1Kommentarer
66Visninger

1. Mareridtet

Der var mørkt. For mørkt. Men så kom han. Hans høje smalle skikkelse kom nærmere og nærmere. Hans lange arm bevægede sig ned mod hans lomme. Det han trak op kunne vel kun forventes. Selvom det var sent om natten, kunne man stadig tyde omridset af en pistol. Hvad kunne man ellers forvente? Han var kommet så pludseligt. Hånden der holdte om pistolen, trak sig tilbage ind mod den lange uhyggelige skikkelse. Han havde lige ladet pistolen. Han strakte hans arm, pegede på den uskyldige kvinde, som var det eneste menneske udover ham. Han sigtede og skød. Kvinden faldt til jorden, og så blev der mørkt. Pella rejste sig op med et sæt, hun lå i sin seng. Forvirret og skræmt. Det var altså bare et mareridt, mindede hun sig selv om. Det var bare... Det sted det var foregået. Pella havde set det før, men hvorfra vidste hun ikke. Hun kunne høre regnen tromme på vinduerne. Det var beroligende, så Pella faldt hurtigt i søvn igen.

"PELLA!", "Pella du skal op" Pella vred sig i sin seng. Hun havde lige brug for et øjeblik til at orientere sig. Så, det var første dag i sommerferien.. Pella havde glædet sig i flere uger. Hun rejste sig op fra sengen, og i samme øjeblik huskede hun mareridtet. Hun havde egentlig ikke lyst til at huske det, men sådan er de fleste ting: De ting man vil huske for evigt, glemmer man på et tidspunkt, og de ting man helst vil glemme, husker man for evigt. Pella fik en ide. Hun ville tegne mareridtet, så hun kunne huske det. Hun ville faktisk ikke huske det, men hun vidste, at hun kom til at huske det for evigt, og det var som om, at det her mareridt var tydeligere end hendes andre mareridt. Hun gik straks i gang. Da hun havde tegnet i en time, var hun helt færdig. Hun syntes selv at tegningen var vildt flot. Lige siden hun var helt lille, havde hun haft et stort talent for at tegne. Den nye tegning lignede mareridtet perfekt. Da hun havde beundret tegningen i et øjeblik, blev hun igen opslugt af mareridtet. Hvor var det, hun kendte stedet i hendes mareridt fra? Hvem var den mand? Hvem var kvinden? Det kunne være lige meget. Det bankede på døren. “Kom ind”, sagde Pella. Det var Pellas lillesøster Alma. Alma satte sig på sengen ved siden af Pella “Savner du også mor?”, spurgte Alma. “Mhmm…”, svarede Pella mens hun nikkede. Deres mor var på kursus i København i to uger. Hun sov på hotel hver nat. Der var kun en uge til hun kom hjem. Det var i hvert fald sådan, det var lige nu. Da deres mor tog afsted på rejse, sagde hun, at hun ville komme hjem, så hurtigt hun kunne, men at rejsen altid kunne blive forlænget. Pella håbede ikke, at den blev forlænget, for det var snart hendes fødselsdag. Hun blev tolv om otte dage. Alma blev ni år ugen før, deres mor tog afsted. Alma og Pella havde også en storebror, der hed Andreas. Han var 15 år. Hans klasse havde lejet en spejderhytte på Langeland så han var heller ikke hjemme. Andreas var faktisk Alma og Pellas halvstorebror, for før Alma og Pellas forældre blev gift, havde deres mor en anden mand. Han hed Erik. Erik og Simona, som deres mor hed, blev gift og fik Andreas. Simona mødte derefter Alma og Pellas far Niels. Simona og Erik blev skilt, da Simona fortalte, at hun havde fundet en anden. Erik var blevet både sur og ked af det, og derfor gav Simona ham ikke lov til at se Andreas. Det blev Erik bare mere sur over. “Er der noget galt Pella?”, spurgte Alma. “Tænker bare”, svarede Pella. Hun sad og forestillede sig hendes mor: Spids næse, lange øjenvipper, øjne så grønne som en emerald. Hendes lange røde hår der mindede om rævepels. “Jeg havde mareridt i nat”. Alma lignede et stort spørgsmålstegn. “Fortæl”, sagde Alma. “Det var mørkt…” Pella fortalte hele historien til Alma. Hun fik alle de detaljer med, som hun kunne. “Jeg ved ikke hvad det er, men der er bare et eller andet, der gør det mere skræmmende end normale mareridt”, fortalte Pella. “Jeg ved godt, hvad det er, Pella. Det her mareridt er mere skræmmende end andre, fordi det ikke er overnaturligt.” Pella skulle lige tænke over det, Alma lige havde sagt, før hun fandt ud af det. Lige pludselig forstod Pella det. I normale mareridt drømmer man måske om zombier, spøgelser eller rumvæsner, men det mareridt, Pella havde, kunne godt have foregået i virkeligheden. Altså hvis man satte hele mareridtet ind i virkeligheden, ville det måske være en meget særlig hændelse, men det kunne godt have foregået. “Det er det, Alma. Du havde ret” Alma lyser op i et stort smil. “Hvad er klokken?”, spurgte Alma. “Den er mange. Jeg tror, at vi skal have aftensmad lige om lidt”. “Okay så”, sagde Alma. Alma og Pella gik ned for at spise. Da de havde spist, skulle Pella i seng. Manden var der igen. Kvinden var der også. Hendes ansigt… Man kunne se hendes ansigt denne gang. Spids næse, lange øjenvipper, øjne så grønne som en emerald. Langt hår. Samme farve som en rævepels. Manden. Hans ansigt var også tydeligere. Eller… Hvad der nu gemte sig inde under den kulsorte maske, der lå så let som en fjer på det forreste af mandens hovede. Hans lange sorte hår flagrede i luften. Var det en kvinde? Det lignede en kvinde langt mere, end det lignede en mand. Næsen var alt for feminin. Skikkelsen tog pistolen op. I masken var der lavet tre huller. Et til munden og et til hvert øje. Hans målrettede triste øjne. Store runde blå øjne. Han rettede pistolen mod kvinden. Et hulk undslap manden et kort sekund før braget. Han havde skudt og kvinden faldt til jorden som forventet. Igen vågnede Pella. Helt rundt på gulvet. Hvad var der lige sket der? Kvinden. Kvinden med hendes spidse næse, lange øjenvipper og grønne øjne var Pellas mor. Det hele var for meget. For skræmmende. Det var alt sammen ligesom et puslespil. Et gammelt puslespil, der har været i brug lidt for mange gange, så de vigtigste brikker, var blevet væk. Pella satte sig op. En dunkende smerte fyldte hendes hoved. Som en tikkende bombe der ventede på en grund til at sprænge. Det gjorde ondt i Pellas øjne. Hendes tindinger havde det heller ikke for godt. Pella havde ingen anelse om hvad klokken var. Hun havde en form for mørklægningsgardiner i begge vinduer på hendes værelse. De var rullet helt ned, så der var kulsort på værelset. Hun rejste sig op mod sin vilje, og begyndte forsigtigt at gå hen mod det, hun troede var hendes skrivebord. Hun fandt hurtigt væggen med hænderne, og gennemsøgte den for en stikkontakt. Efter omkring tyve sekunder var heldet med hende, og det blev hvidt for hendes øjne. Hun missede med øjnene, og lukkede dem derefter i. Lyset var for skarpt og pletter i alle farver dansede under hendes øjenlåg. Da hun åbnede dem igen, kunne hun se tydeligt. Selvom om at bomben i hendes hoved tikkede værre end nogensinde følte Pella sig ikke specielt træt. Hun trak gardinerne op og så, at der var lyst udenfor. En tanke slog luften ud af Pella, som havde nogen givet hende en mavepuster. Hvad nu hvis det hele var virkeligt! Hvad nu hvis drømmen var virkelig og hendes mor blev skudt!?Hun nærmest sprang ud fra værelset og var lige ved at vælte ned af trappen, så meget hun skyndte sig. Det første hun så, da hun kom ned af trappen, var hendes lillesøster Alma, som sad og spiste morgenmad. “Alma”, sagde Pella meget højere end forventet. Alma der tydeligvis ikke havde opdaget Pella, fik et lettere chok. “Mareridtet var der igen, men med flere detaljer denne gang. Jeg så kvindes ansigt. Det var… mor! Alma mine drømme er virkelige! Alt det her er sket eller sker snart!” Pella råbte nu. Alma åbnede sin mund og begyndte at tale: “Så skriv til hende over SMS”. Alma tog det overraskende roligt. Pella gik i et rask tempo hen til sin telefon på køkkenbordet. Hun tog den op, og skrev til sin mor: “Hej Mor, har du det godt, hvor er du og er der sket noget… nyt? Jeg savner dig, og jeg glæder mig til, du kommer tilbage! Knus Pella” Nogle minutter senere svarede Pellas mor: “Hej skat, jeg har det rigtig godt og det hele går efter planen, så jeg kommer hjem til tiden. Lige nu er jeg på vores hotel, som hedder “Scandic hotel”. Der er ikke rigtig sket noget nyt, men du lyder lidt mistænksom… Er der sket noget? Savner også dig! KNUS FRA MOR!” Pella læste det højt for Alma. “Pella, vi bliver nødt til at tage til København og udspionere mor! Det er ikke sket noget endnu, så det vil sige at det snart sker”, sagde Alma. Alma og Pella begyndte at planlægge turen til København. Deres far havde meget travlt på arbejdet, så de ville tage afsted, når han var på arbejde. De ville afsted næste dag. De ville kun lige lægge en seddel, hvor der stod, at de var taget afsted og hvorfor de var taget afsted. De havde besluttet at tage et tog til København. Det eneste var, at de ikke havde penge nok, så de ville skynde sig ind på en af toiletterne i toget og stå af, når de var fremme. Der var kun ti minutter til København fra deres hus, så det skulle nok gå. De ville gå hen til Scandic hotel, sætte sig på en cafe overfor hotellet og holde øje med, hvornår deres mor gik ud. De havde ikke tænkt på, at det kunne tage flere dage.                    *Næste dag*

Alma og Pella var lige kommet hen på togstationen. Deres tog ankom og de skyndte sig ind på toiletterne. Togkonduktøren bankede heldigvis ikke på toiletdøren. Da de nåede til København, skyndte Alma og Pella sig hen til Scandic hotel. Halvvejs derover, så de deres mor komme gående. De ville ikke opdages af hende. De satte farten ned, så de ikke blev opdaget. Pludselig så Pella noget: “Alma!”, hviskede Pella. “Det her er stedet i mit mareridt!” Alma svarede: “Så lad os vente har, men Pella hvordan skal vi egentlig forhindre personen i at skyde mor?” Pella fik en ide. “Vi kan snige os ind bagfra og skubbe ham! Han stod lige her.”, sagde Pella og pegede på et sted et par meter væk fra dem. Nogle svage fodtrin kunne høres og så kom deres mor. Alma og Pella skyndte sig ind i nogle buske, før hun så dem. Havde hun aftalt at mødes med nogen? Så kom manden. Præcis som i mareridtet. Han gik hen til et bestemt sted, tog sin pistol op, ladede den og sigtede. I samme sekund han sigtede hoppede Pella frem bagfra og skubbede ham. Han væltede og pistolen fløj ud af hånden på ham. Alma løb hen og tog pistolen op fra jorden. Hun sigtede på ham, hvis han nu ville løbe væk. “Mor ring til politiet!”, råbte Pella. Det gjorde hun og de kom 5 minutter senere. De havde også pistoler med. De satte ham i håndjern og tog hans maske af. Manden inde bag masken var en person Pella kun havde set et par gange i sit liv… “Erik”, sagde Pella. “Erik hvad laver du her?, spurgte deres mor oprevet. Erik svarede ikke. Han blev bare slæbt hen af jorden af de fem politimænd. Pella og Alma løb hen og krammede deres mor. Pludselig sagde Pella: Nogle gange er det nok bedst med en lille ændring i de hårde tider…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...