Usynligt for hende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2016
  • Opdateret: 11 aug. 2016
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
91Visninger
AA

1. Usynligt for hende

Hun var bange. Hun var frygtelig bange, og det sås tydeligt i hendes blanke øjne, der rummede hele verden. Hun var rædselsslagen og knugede det lange, gyldenblonde hår i sine hænder. Hun forstod ikke, men stirrede med vidt opspærrede øjne på det hun ikke kunne se. Kulsort. Mørket var uigennemtrængeligt og forstærkede kun angsten. Hun vidste ikke om han stadig var der, og hvis han var, var han stille som en mus. Hun vidste ikke hvor han var eller hvem han var, han havde ikke besvaret spørgsmål.

Det var kommet som et lyn fra en klar himmel. Vejret havde været perfekt; blå himmel, skinnende sol og hvide lammeskyer. Der havde været en let brise, som fuldendte det perfekte sammen med det friske, grønne græs og det glimtende, blå vand i det fjerne. Tidligere på dagen havde hun været sammen med en veninde,Nina, men da Nina måtte gå, var de skiltes som uvenner, og hun havde lagt sig under et træ, for at være i skygge fra den tiltagende sol og tænke det hele igennem. Pludselig havde hun, helt uden varsel, fået et voldsomt slag i hovedet, og hun var gået ud som et lys. Da hun var kommet til sig selv igen, havde hun bind for øjnene, hænderne bundet og en dundrende hovedpine. Han havde snakket til hende, da han opdagede at hun var ved bevidsthed, men ikke med hende. Han havde sagt at alt hun kunne gøre, skulle gøre, var at vente, for det var ikke op til hende at beslutte hvornår hun skulle ud, og hun kunne heller ikke selv komme ud. Han havde talt, som om hun ville komme ud på et tidspunkt, spørgsmålet var bare hvornår. Hun havde strittet imod, da han tvang hende frem, så hun havde modtaget adskillige slag og spark som straf for sin ulydighed. Trods hendes utallige forsøg på flugt, måtte hun indse at hun ikke var stærk nok, og skrige om hjælp kunne hun ikke, for lyden blev kvalt før den forlod hendes læber. Han havde tvunget hende ned ad en trappe, og det sidste stykke havde han båret hende, så hun slet ingen ide havde om hvor hun befandt sig. Hun havde dog hørt en jernlåge åbne og smække og nøglen dreje rundt, inden han havde ført hende dybere ind, i hvad end de befandt sig i. Der havde han sat hende med ryggen mod væggen og taget bind af hoved og hænder. Da han frigjorde hendes hænder, strejfede hans hænder hendes og hun bemærkede hvor kolde og glatte de var; han måtte være forholdsvis ung. Han mindede hende om at hun ikke kunne komme ud, satte en bakke på skødet af hende og sagde ordet `mad´, inden han forlod hende, eller i hvert fald gik langt nok væk til, at hun ikke længere kunne fornemme ham. Nu kunne hun kun fornemme den tiltagende kulde, der gav hende gåsehud.

Hun vidste ikke hvor længe hun havde siddet der eller hvad klokken var. Hun havde spist brødet og drukket vandet i det krus hun havde følt sig frem til. Nu sad hun lænet op ad den kolde stenvæg og forsøgte at hvile sig lidt, når nu hun ikke havde andet for. Hun var udmattet, fuldstændig udtømt for kræfter, både mentalt og fysisk, så det var ikke svært at falde i søvn. Hendes tanker gik til hendes familie; en enlig mor med to piger, hendes dejlige lillesøster og hende selv, en far der højst sandsynligt var ligeglad, de kærlige bedsteforældre og onklen. Tankerne nåede lige at strejfe Nina, inden hun døsede hen og begav sig mod drømmeland.

Hun vågnede med et sæt, overbevidst om at hun ville komme for sent i skole. Et øjeblik befandt hun sig stadig hjemme, indtil hun fik gnedet øjnene, så mørket, mærkede den kølige mur bag sig og huskede. Det havde føltes så virkeligt, moderens smil og kærlige blik, men nu var det væk. Hvorfor havde hun ikke sat pris på det i tide? Havde hun blot værdsat de beskyttende tanker der fulgte forbuddene, i stedet for at forbande og bryde de velmente regler. Nu savnede hun moderen og indså, at havde hun blot fulgt moderens råd om ikke at være alene mennesketomme steder, så havde hun højst sandsynligt ligget hjemme i sin egen seng nu. Så havde hun kunnet høre søsterens lette snorken fra den anden ende af værelset, og hvis hun var helt stille ville moderens tunge vejrtrækning også nå hende, som et beskyttende tæppe vævet af kærlighed og omsorg. Så havde hun kunnet være rolig og føle sig tryg, beskyttet mod omverden af hendes altopofrende moder. Men her kunne hendes mor ikke nå hende, og hun følte sig mere alene, lille og ubetydelig end nogensinde før. Ingen kunne nå hende. Ingen andre end den rædselsfulde mand der havde bragt hende derned. Hun anede ikke hvornår han ville komme igen, men var også ret ligeglad, det han havde gjort mod hende ville hun aldrig kunne tilgive ham for. Hun vidste ikke engang om han ville komme igen, og på den ene side håbede hun at han ikke ville. Men på den anden side; tænk hvis han aldrig kom og hun skulle sidde her resten af sit liv, hvilket ville blive kort tid, hvis hun ikke fik bragt forsyninger. Tænk hvis hun aldrig kom ud, aldrig så sin familie igen, aldrig fik fortalt Asbjørn sandheden. Det ville nok ikke gøre nogen forskel, men det ville lette hendes hjerte en del. Tænk hvis hun aldrig fik sagt farvel. Som hun sad og overvejede forskellige drejninger hendes skæbne kunne tage, og de værste scenarier tog form i hendes hoved, dannedes tårer i hendes øjne og en lind strøm begyndte at løbe ned over kinderne på hende. Hun havde altid haft let til tårer, græd for det meste til film eller når hun blev rørt, men her på det sidste var tårerne steget hende i øjnene i tide og utide. Da snøftende begyndte at tage til, blev hun afbrudt.

-Gider du godt lade være med at tude, det er ikke til at holde ud at høre på, lød en stemme fra et sted mørket. Det var manden fra tidligere, men på en eller anden måde lød den dybe stemme mere bekendt end det. Hun havde hørt den før, men hun kunne ikke sætte ansigt på. Han måtte være i nærheden, men hun kunne ikke se ham i mørket.

-Er det ikke muligt at tænde noget lys?, hun var efterhånden blevet træt af ikke at kunne se noget.

-Og der blev lys...hvem tror du egentlig at du er? Gud?, spurgte han i en sarkastisk tone.-Der bliver først tændt lys når jeg vil have det!

-Nåhr, så du er Gud?, hun forsøgte selv at bruge den sarkastiske tone.

-Nej, men jeg bestemmer!

-Hvem er du?, hun måtte udnytte at han var begyndt at svare på spørgsmål.-Har jeg mødt dig før?

-Den samme som før og ja, det var mig der fulgte dig herned.

-Fulgte mig herned? Du bar mig sgu da!

-Du ville jo ikke gå selv, sagde han i en beklagende tone.

-Nej selvfølgelig ikke! Jeg har jo ikke noget ønske om at være her. Hvor er `her` uanset og hvem er du? Og lad være med at svare `den samme som før`, for du ved udmærket godt hvad jeg mener, spurgte hun, desperat efter svar.

-Den samme som før, og her er det mig der sætter dagsordenen, så hvis ikke du kan bruge mine svar til noget, må du finde dine egne, svarede han og valgte at overhøre det første spørgsmål.

Hun opgav at få svar ud af ham og satte sig i stedet tilbage mod muren igen, for at tænke. De havde bagtalt hende ude på skolens toiletter, og hun havde hørt det. Det var sket før, mange gange, men hver gang havde hun forsøgt at glemme og fortrænge det. Men denne gang havde Nina været med, og ikke for at forsvare hende. Nina havde benægtet det da hun havde konfronteret hende med det, da de senere på dagen var mødtes. Men hun havde hørt Ninas stemme, klokkeklar, skære gennem rummet og give de andre ret i hvad de havde sagt om hende. Nina havde endda tilføjet mere til deres lager af sladder og rygter om hende. Hun havde ikke kunnet tro sine egne ører, og endnu mindre da Nina benægtede og sagde, at hun bare havde været på toilettet og ikke lavet andet derude. Til sidst havde Nina dog bekræftet at hun havde givet de andre ret i at hun til tider var noget af en vigtigmås, hvilket var ret så irriterede. De var skiltes som uvenner, da Ninas mor havde ringet og givet hende en undskyldning for at smutte. Hun havde følt sig forladt og ensom, men ikke i samme grad som nu. Hun havde skubbet de ubehagelige tanker fra sig og ringet til Nina, for at tale det hele igennem stille og roligt, men Nina havde ignoreret opkaldet. Og SMS´en. Og enhver anden måde hun havde prøvet at kontakte hende på. Selv moderens gik direkte på svareren. Hun stak hånden i den slidte lomme efter mobilen, men den var væk. Han havde sikkert taget den fra hende, da hun var bevidstløs. Godt han ikke kunne koden. Den eneste der kunne koden var Asbjørn og Nina.

De andre piger, der havde bagtalt hende, havde været fra klassen, og en enkelt havde været fra parallelklassen, men dem havde hun ikke været så tætte med, så det sårede hende ikke i samme grad som med Nina, der havde været hendes bedste veninde igennem de sidste fire år. Drengene fra klassen havde ikke været med, men mon ikke de blev underrettet om pigernes holdninger på andre måder. Charles havde allerede tidligere spredt rygter om hende, så han ville nok gribe chancen for at starte nye, og i morgen ville hun ikke være der, hvilket både var godt og skidt; hun ville ikke lide under det, men ville samtidig heller ikke kunne forsvare sig selv. Han og Peter røg også, og så vidt hun vidste var i hvert fald Charles´ far småkriminel, og muligvis også hans storebror. Peter tilbragte meget tid hos Charles, og hans letpåvirkelige sind ville nok snart få ham ind på en mindre fin vej. Det var ingen overraskelse for hende at Tilde også havde været med til at bagtale hende. Hun havde haft et ondt øje til hende lige siden hun indså hvor tydeligt det var, at hun havde en meget større chance hos Asbjørn end Tilde selv. Men alligevel havde Tilde gang på gang flirtet med Asbjørn, der heldigvis var ligeglad, og sagt frastødende ting om hende hver gang hun fik chancen, hvilket heldigvis ikke var særlig tit. Nu da hendes tanker havde strejfet Asbjørn, kunne de ikke forlade ham igen. Han havde set på hende med sine store, kærlige, brune øjne, der ikke var til at stå for. Hun vidste ikke hvorfor han havde set på hende, men hun kunne lide det. Hun var overbevidst om at han kendte til hendes følelser for ham, men endnu havde han ikke konfronteret hende med det, og selv turde hun ikke sige noget. Han havde de kæreste, mørke krøller og et smil der kunne fælde en hvilken som helst pige, og som havde fået hende til at falde for ham. Han var bevidst om sit flotte ydre, men lod det ikke ødelægge hans smukke indre. Men han var langt væk og hun var her, uden at ane hvor ´her´ var. Hun sad et øjeblik med billedet af Asbjørn på nethinden, men lod det så flyve væk og sad nu alene i mørket igen. Med ét var hun taknemmelig for at hun taknemmelig for at hun aldrig havde været mørkeræd, for så havde det hele været endnu værre. Hun besluttede sig for, at når hun nu alligevel ikke havde noget at lave, kunne hun ligeså godt udforske rummet hun var i. Så hun rejste sig og begyndte at føle sig frem langs muren.

-Er du her stadig?, måske ville hun kunne finde hen til ham hvis hun kunne gå efter hans stemme.

-Nej, jeg smuttede for 5 minutter siden, lød svaret fra et sted i mørket.-Ja selvfølgelig er jeg her stadig, hvad tror du selv?

Hun begyndte langsomt at forlade den sikre mur og skråne tværs gennem rummet mod der, hvor hans stemme var kommet fra.

-Hvorfor er du her stadig?, hun måtte holde samtalen kørende, så hun havde noget at gå efter.

-Fordi jeg kan! Hvad ellers, for at holde dig med selskab så du ikke bliver ensom?, han brugte stadig den sarkastiske stemme.

-Nej, jeg mener det! Hvorfor bliver du hernede i mørket, når solen skinner udenfor?

-For det første så skinner solen ikke udenfor, for det er nat, og for det andet; hvem siger at jeg har et valg?, et øjeblik blev hans stemme blød, sårbar, men så kom kanten på igen.

-Har du da ikke det?

-Det var ikke det jeg sagde...

-Men det var det du hentydede til...

Hun var næsten fremme nu. Hans stemme blev kraftigere for hvert skridt hun tog imod ham.

-Du er ikke i position til at stille spørgsmål!

-Jo, det er jeg netop. Men du nægter bare at svare på dem.

Pludselig stødte hun ind i noget, og da hun mærkede efter hvad det var, opdagede hun at der var en jerngitterlåge hun ikke havde indset var der tidligere.

-Så opdagede du også lågen. Troede du virkelig at jeg var i samme rum som dig?, han var helt tæt på nu og hun kunne høre hans åndedræt. Uden varsel greb han om hendes hænder gennem tremmerne, og i det øjeblik hadede hun ham mere end noget andet. Hun forsøgte at komme fri, men han strammede bare grebet endnu mere. Hendes hænder var om tremmerne og hans hænder holdt hende fast i et jerngreb. Hun måtte igen indse at hun ikke var stærk nok. Bare Asbjørn havde været der. Han havde ikke tøvet et sekund med at hjælpe, og han var én af de stærkeste i klassen. Havde han været her havde han uden tvivl kunnet befri hende fra hendes modbydelige fangevogter.

-Slip mig!

-Ellers så hvad? Ringer du til mor? Når nej, du har jo ikke din mobil og uanset hvad så gad jeg godt se dig ringe til nogen som helst, mens dine hænder er her! Jeg slipper dig når jeg har lyst, og der kan godt gå lidt tid...

-Hvad får du ud af det her? Er det sjovt at være så dominerende?, spurgte hun grædefærdig.

-Ej please lad være med at begynde at græde, det hjælper dig alligevel ikke, sagde han og svarede så på hendes spørgsmål.

-Hvad hvis jeg ikke får noget ud af det?, spurgte han, nu med en hel anden stemme der hverken var hård eller sarkastisk.-Hvad nu,Rebekka, hvis det eneste jeg får ud af det her, er at hjælpe en jeg elsker?

Pludselig var stemmen ikke spor fremmed mere, men let genkendelig og hun kunne sætte ansigtet på. Men hun kunne ikke tro det, han var så ung. Kunne det virkelig være ham?

-Asbjørn?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...