Nørd alarm!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2016
  • Opdateret: 11 aug. 2016
  • Status: Igang
Mine fingre danser på tastaturet og laver linje efter linje af tekst på skærmen. Lyden fra tastaturet fylder hele rummet med en behagelig stemning. Naboens græsslåmaskine giver en dyb, brummende lyd fra sig, som hæver og sænker sig i lydstyrke, alt efter hvor den er i haven. Silja går i 8. klasse og er noget af nørd. Hendes hjerne er meget aktiv, og har derfor brug for noget at arbejde på hele tiden. Historien er et one-shot om, hvad hun laver i hendes fritid. //Bidrag til Autofiktion challengen//

2Likes
5Kommentarer
140Visninger
AA

1. Fritid som maksimal nørd

"Du er en nørd, Silja," siger alle til mig. Og måske har de ret. Jeg sidder derhjemme hver eftermiddag og læser eller skriver. I skolen får jeg altid 12. Eller rettere sagt. Jeg har fået 12 hele året. Hvis vi havde haft karakterer inden 8. klasse, som jeg går i nu, ville jeg sikkert også der have fået 12. Hele mit liv har jeg været en enspænder. Det er egentlig ikke mærkeligt, da jeg siden min børnehavetid har interesseret mig for viden og videnskaben. Mine jævnaldrende medmennesker forstår mig ikke. De ser ikke det sjove i at lære og forstå. Og bruge den viden. Mine lærere og min familie siger, at jeg har alle muligheder liggende for mine fødder. Jeg har tænkt mig at gå på gymnasiet. Hvad jeg skal derefter har jeg ingen anelse om. 
"Du burde studere medicin," siger de til mig, men jeg vil ikke være læge. Jeg vil være noget andet. Hvad ved jeg ikke, men ikke nogen form for læge. Jeg har ikke rigtigt nogen hobbyer. Når jeg er derhjemme læser, skriver, eksperimenterer og regner jeg. Faktisk er jeg i skolen 24/7. Jeg er specielt glad for at læse Sherlock Holmes historierne. Jeg føler, at min hjerne er en smule som Holmes'. Den skal hele tiden have noget at tænke på og gruble over. Ellers keder jeg mig. Hvordan jeg føler mig, kan man forklare sådan her: Der findes adrenalin-junkier. Det er folk, der hele tiden skal føle den kriblen, når man bungyjumper, eller laver noget man ikke må. De skal hele tiden have en masse adrenalin i blodet. Dén forlangen har jeg også. Bare efter viden. Det er som om min hjerne er på stoffer, og viden er stoffet.  

Jeg vender tilbage til virkeligheden. Min computer står på mit rodede skrivebord og lyser ind i mit ansigt. Lyset bider i mine øjne. Jeg skruer lysstyrken ned og glipper et par gange med øjnene. Foran mig er der et word dokument med en halv færdig stil. Den er fem sider lang indtil videre. Emnet er 'Fordele og ulemper ved digital undervisning'. Det er spænende. Men det er alt skolearbejde jo i mine øjne. Jeg læser de sidste to linjer for at komme tilbage til temaet, og tænker mig ikke om i mere end et halvt sekund, inden jeg begynder på at skrive igen. Mine fingre danser på tastaturet og laver linje efter linje af tekst på skærmen. Lyden fra tastaturet fylder hele rummet med en behagelig stemning. Naboens græsslåmaskine giver en dyb, brummende lyd fra sig, som hæver og sænker sig i lydstyrke, alt efter hvor den er i haven. Lyden giver mig en smule hovedpine, som ligger lige inde bag øjnene og irriterer mig. Lyden stopper efter et kvarters tid. Langsomt stopper hovedpinen også. I al harmoni fortsætter jeg min skrivning en god time. Min hørelse bliver skærpet og får lyden fra tastaturet til at runge i mine ører.

"Det er utroligt, at du kan holde dig tynd uden bevægelse," siger folk tit til mig, når jeg fortæller, hvor lidt jeg bevæger mig. Idrætstimerne er mere end rigelig bevægelse for mig, synes jeg. Selvom jeg ved, at man har brug for mere. Hver gang folk siger sådan noget til mig, tænker jeg for mig selv, at ens vægt også hænger sammen hvad man putter i munden. Nogle gange tror jeg, at folk dømmer en, ud fra hvor meget man motionerer, hvilket irriterer mig gevaldigt. Man behøver ikke være i topform for at være et godt menneske. Åbenbart får folk det ikke ind i deres små hjerner. Deres hjerner er et lille USB stik med 4gb, mens min hjerne er en stor harddisk med noget lignende 1.000gb. Hvis sådan noget da findes. Sådan sammenligner jeg tit folks hjerner med min. Selvom mange sikkert ville give mig uret.

Alt dét når jeg at tænke på den tid, jeg bruger på at åbne min bog. Det er bare en flygtig tanke, der ikke fylder noget i mit hoved. Sådan nogle har jeg mange af i hverdagen. Faktisk hele tiden. De varer aldrig mere end tre sekunder, men alligevel kan jeg huske dem lige så tydeligt som de fleste andre tanker. 
Bogen jeg sidder med i hånden hedder Natdværgen. Jeg er næsten færdig med den, selvom jeg begyndte på den for to dage siden. Generelt når jeg at blive færdig med en bog på tre dage, så det undrer mig ikke. Faktisk er jeg ved at slippe op for bøger. Jeg har kun to tilbage, som ikke er særligt tykke. I hvert fald i mine mål. For andre er de sikkert meget lange, men 500 sider er ikke meget for mig. 
Jeg sidder og nyder papiret mellem mine tynde fingre. Det er næsten helt hvidt og samme tykkelse som det fleste andre nyere bøger. Jeg elsker følelsen af papir mellem mine fingre. Det er så skrøbeligt, og dog så værdifuldt for mig. Fra tid til anden læser sig også på min tablet, men jeg gør det ikke tit. Jeg foretrækker fysiske bøger. Vægten i hænderne, og duften af papir. Duften er noget helt for sig selv. Duften af trykkeri. Fantastisk! Det første jeg gør, når jeg har købt en bog, er at stikke næsen i den. Jeg ved godt hvor mærkeligt det lyder, men duften af bøger er bare fremragende. Følelsen af papir mellem fingrene er også noget for sig selv. Jeg kan skrive en hel stil om det. Jeg ved ikke hvorfor, jeg elsker den så meget. Måske fordi jeg siden første klasse har læst. Læsning er bare en stor del af mit liv. Karakterene i bøgerne er stort set mine eneste venner. I skolen har jeg nogle 'venner', som nok nærmere er bekendte, jeg engang imellem snakker med. 

Mens jeg sidder og læser er jeg et helt andet sted. Man kan ikke kontakte mig ordentligt under min læsning. Jeg dykker dybt ned i det univers i bogen og glemmer tid og sted. Det er sket for mig mere end en gang, at jeg har sat mig og læst, og så kigget op af bogen, efter noget der føltes som minutter, og opdaget, at jeg har sat i mange timer og bare læst. Det irriterer mig ikke så synderligt meget. Faktisk slet ikke. Hvilket er en total modsætning til hvad andre synes om det. De fleste synes det er træls. For det tager gerne sin tid at få mig op af verdenen, jeg har været i. For det meste tager det mig også et minutstid, inden man kan få et ordentligt svar fra mig. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle mennesker hader at læse. Måske fordi de er dårlige til det eller ikke har fundet den rigtige genre eller bogrække. Personligt selv læser jeg mest krimi og fantasy...
"Silja!" siger min mor og rusker i mig. Hun vækker mig fra tankeverdenen. "Vi skal spise om fem minutter."
"Ja ja. Jeg kommer med det samme," siger jeg. Min mor sender mig et mistænksomt blik.
"Nu ikke noget med at begynde på at læse! Jeg vil ikke til at gå op og vække dig igen."
"Sov jeg?"
"Nej, men du var i dine egne tanker. Kom, jeg tager lige bogen og lægger den her," siger min mor blidt og tager bogen forsigtigt ud af mine slappe hænder. Hun lægger den på skrivebordet, som er lige ved siden af min seng, hvor jeg sidder. Jeg sukker skuffet, og min mor forlader mit værelse. Lige så snart hun er gået, snupper jeg hurtigt bogen.
"Bare to minutter," siger jeg til mig selv og sukker i velbehag. Jeg finder siden jeg er kommet til, og jeg genoptager min læsning. 

Pludseligt blev hvert ord en besværlighed. En forhindring. Hele min krop skreg, at jeg skulle stoppe og gå ned og spise. Måske føltes læsning sådan for andre mennesker? Hvert ord er en kamp. Men noget i mig siger, at jeg ikke har ret. Den selv samme stemme siger, at jeg skal læse videre. Så jeg burde nok ikke stole på den. Med et dybt suk. Lægger jeg bogen fra mig og kigger på uret. Syv minutter havde jeg læst. Fem for mange. Lige da jeg havde tænkt den tanke færdig, begyndte min anden nabo også med at slå græs, mens den første hørte høj musik. Jeg gav et højt udbrud fra mig, mens jeg trykkede mine hænder ind mod ørene for at beskytte dem. Den dejlige harmoni og stilhed var brudt for alvor. Med tunge skridt tramper jeg ud i spisestuen, hvor mine forældre sidder og spiser. De kigger kort op på mig og sender undrende blikke til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...