Portalvandreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2016
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
I unionen Skandinavien, under hverdagsrutinens kedelige overflade, ligger noget og ulmer. Da den syttenårige Ina opsøger en uautoriseret portal i nærområdet, bliver hun sammen med den mystiske Ask hvirvlet ind i en sag langt større end hende selv. Ina må se sig tvunget til at lægge sit eget had bag sig, da større trusler truer med at kulminere omkring dem. En tempofyldt historie om had, frygt, venskab, løgne, reaktioner og modreaktioner.

3Likes
2Kommentarer
158Visninger
AA

2. Kapiel 1, "Ikke-permanent"

 

Den brummende lyd er ikke til at tage fejl af.

Den starter dyb og rungende, næsten uhørlig for det almindelige menneskeøre, og med taktvise pulseringer, der kommer i rytmiske udslag. Ina mere føler vibrationerne, end egentlig hører dem, da hun smider hvad hun har i hænderne. Computeren lader hun dumpe ned i sengen, hvor den foretager sig et let hop, mens hun med et årvågent blik scanner terrænet udenfor. De grå højhuse strækker sig over hende, omsvøbt i den sædvanlige disede formiddagsluft. Skal, skal ikke?

Hurtigt springer hun hen til kommoden ved siden af døren i sit værelse. Fra den gamle træsag af et møbel fremfisker hun en lang metalgenstand, cylinderformet og med små ledninger stikkende ud. Hun fastsikrer den i linningen på sine joggingbukser, da hun med et ængsteligt blik mod døren smutter hen til vinduet.

Ruden i sig selv er forholdsvist stor, men åbningen, den efterlader, da hun åbner det, er ikke bred. Da hun kryber sig igennem og med strakte arme hejser sig ned, priser hun sig lykkelig for sin fladbrystethed. Noget kunne den da trods alt bruges til. Kortvarigt mærker hun sine fødder dingle frit i luften, før hun med en dyb indånding slipper sit tag i den kantede vindueskarm.

Brøkdelen af et sekund senere, og i en ikke-spor-elegant landing, mærker hun asfalten mod sine knæ og ene hånd. Den anden holder hun sikkert presset imod sin side, hvor metalcylinderen fryser hendes hud til is på den kolde vintermorgen. Hun grynter i et kort øjeblik af smerten, men er hurtigt oppe at stå. Den brummende lyd er allerede ved at tage til i styrke, og hun kan høre frekvensen gå opad i støt tempo.

”Løb,” fortæller hun sig selv, og det er, hvad hun gør. Den buldrende lyd af blodet samt hendes eget pumpende hjerte fylder snart hendes verden, da hun sætter ned ad gaden imod stedet, som hun skønner til at være udgangspunktet, hvorfra de vibrerende toner kommer.

Over sit eget forpustede åndedræt er lyden nærmest umulig at skelne fra den almindelige baggrundsstøj fra byen. Den pibende vind imellem bygningerne og vindens susen griber gang på gang lyden, lige i de få millisekunder før den ville have ramt hendes ører.

Hendes mellemgulv ryster og vibrerer i takt til den stødt stigende frekvens. Hun runder et hjørne, kaster sig chokeret på maven bag en bænk af beton, og mærker sine øjenlåg spærres op i fascineret rædsel over det umiskendelige blå-lilla skær fra portalen. Lettelsen blandet med triumf brænder i hendes bryst sammen med smerten over den manglende ilt.

De pulserende lyde er nu så skingre, at hun må holde sig for ørerne. Ud af øjenkrogen opfanger hun synet af en mand, høj og bredskuldret. Om han er Fremmed eller menneskelig ved hun ikke. Hans silhuet er mørk mod portalens blændende stråler, og hans ansigt er henlagt i total skygge.

Da hendes kranie føles som om, det skal til at eksplodere af larmen, holder den omsider op, så ikke andet end en svag summen er at høre. Vibrationerne i hendes bryst fortsætter dog støt. Portalen er stadig åben, og ud igennem den dukker en skikkelse op.

”Det var lige ved, vi kunne høre larmen på den anden side af åbningen!” vrisser den nyankomne. Han er skaldet og tæt bygget. Menneskelig, beslutter Ina sig for.

”Jeg ved ikke, hvad der gik galt,” indrømmer den bredskuldrede. ”Det er som om, noget prøver at konvertere portalvibrationerne til genkendelig lyd.” De veksler blikke.

Ina rykker på sig. Neglene i hendes håndflader gør ondt, men smerten holder hende ved ro, så godt som det nu kan lade sig gøre.

”Hvad med knægten, skulle han ikke mødes med os her?” Hans stemme er brysk, da han kigger sig sigende omkring. Ina lader sig synke endnu længere ned mod jorden. En skarp sten har fundet vej op i hendes ene hofte, men hun tør ikke rykke på sig. For helvede, hun tør jo næsten ikke trække vejret!

”Han kommer nok. Med virussen og alt tør han nok ikke andet.”

Ina mærker kulden løbe ned ad sin ryg, så hårene på hendes arme og nakke rejser sig. Hun ryster; og det er ikke kun på grund af kulden. En klump truer med at ville sætte sig fast i hendes hals, da hun med blikket orienterer sig og vurderer situationen. Den lukkede gårdsplads, som portalen og de to mænd befinder sig i, er omkranset af kontorbygninger. Så vidt hun kan se, er der én vej fra og til. Og den vej ligger hun mast imod, rystende over den isnende asfalt. Hvordan kunne hun være så dum?

Hun aser så lydløst som muligt op på alle fire. Hendes ben værker under hende, i den katteagtige position. Hun vil væk derfra, springe i sikkerhed bag muren og det hjørne, hun kom fra. Væk, i sikkerhed, afsted. Hjem igen til mere elektronisk undervisning og teoretiske problematikker. Til hver en tid.

Da hun løfter blikket er det med en kraftanstrengelse, at det lykkes hende ikke at hoppe og skrige af bare forskrækkelse. Ved hjørnet, skjult bag muren fra de to mænds blikke, står allerede en skikkelse.

En Fremmed.

Hans træk er umiskendeligt fremmedartede, ganske lig navnet for hans slags. Den lange, slanke figur og den brede brystkasse. Markerede muskler og ansigtstræk. Bleg hud og lysende, safirblå øjne, der-

Han møder hendes stirrende blik. Det skarpe ansigt er rettet direkte imod hende, mens det vender og drejer hende i hovedet. Hun skælver under det ulæselige ansigts sjælevinduer og de rolige vejrtrækninger, hans brystkasse foretager sig.

Et næsten uhørligt klynk undslipper hende.

Han holder hendes blik i et uendeligt sekund, før han vipper sine mørke solbriller ned fra panden, så øjnene er i skjul. Hans nærmest hypnotiske tag i hende brydes, og hun ånder tungt og kraftigt ud. Skælvende holder hun sine knyttede næver ind til sig.

Han vender ansigtet, træder frem i syne af de to mænd. I strålerne fra portalen får hans bleghvide hud et nærmest overjordisk skær til sig. Det rasler let, da lyden af skrabende fodtrin rammer Inas ører. Hun går ud fra, at mændene har set ham, men kan stadig ikke få sig selv til at tage blikket fra ham. Hun ved i det øjeblik, at hendes sidste sekunder er talte.

”Der kom han endelig!” udbryder den ene af mændene til den anden. Dernæst, henvendt til den Fremmede: ”Sig mig, er du blevet sløv i optrækket eller hvad? Jeg troede, din slags kunne mærke portaler på flere kilometers afstand. Og denne var endda defekt, lyden må have vækket det halve af Skandinavien.” Hans stemme er ikke uden en vis grad af mærkbar irritation.

Ina ved, at han overdriver. I hendes jagt efter midlertidige portaler, har hun efterhånden lært at lytte efter de hørbare lyde, som hendes jamming af portalerne får dem til at udsende. De bliver mere hørbare, jo tættere på kilden hun kommer, men kan ikke høres i specielt lang afstand. Hvilket også er grunden til, at hun aldrig før rent faktisk er lykkedes med at nå frem til en nyåbnet portal. Og godt det samme, tilføjer hun i sine tanker, mens hun mentalt må give sig selv en lussing.

”Jeg blev lige optaget af noget,” lyder den Fremmedes stemme roligt og overvejet. Den er blød og melodisk, som den syngende forlader hans mund.

Ina holder vejret af ren forbløffelse, da han diskret træder er skridt til siden, og dermed dækker de to mænds fri udsyn til hende og den bænk, hun gemmer sig bag. Et tilfælde? Hun ved det ikke, men hun er smart nok til at værdsætte situations belejlighed. Med en hurtig, kravlende bevægelse er hun atter i skjul bag hjørnet af bygningen.

Hun sætter i løb. Før den Fremmede kan nå at komme til fornuft og afsløre hendes tilstedeværelse for de andre, er hun allerede langt nede ad gaden. Luften i hendes lunger rammer som knivstik, mens hun med rasende hjerte klaprer afsted på usikre ben.

Hun tager en omvej hjem til lejligheden, for hendes tanker vrimler, med forvirring og med had. Minder og modstridende følelser flyder i hendes bryst, og hun må ånde tungt. Nu, med forvirringen total i sit hoved, ved hun slet ikke, hvad hun skal tro: Ikke om de Fremmede, og da i hvert fald ikke om sig selv.

Metalcylinderen, der med sin jamming virkede præcist som den skulle, konstaterer hun med lettelse, at hun i det mindste stadig har på sig. Godt. Et sikkert holdepunkt. Noget, der i det mindste giver mening, og som hun kan knytte sig til.

Da hun af bagvejen lidt efter når lejligheden og forsigtigt låser sig ind, står hendes mor allerede i entéen på den anden side. Hun trækker Ina ind i et hårdt favntag mod sit bryst, og skælder halvhjertet på hende: ”Ina. Du ved, du ikke bare kan forsvinde sådan.” Hendes stemme er hård og bebrejdende, men da hun holder Ina ud i en armslængde, er hendes øjne fulde af bekymring.

”Jeg var ikke væk så længe,” svarer Ina. ”Og der skete jo ikke noget,” tilføjer hun fåret, selvom hun udmærket er klar over, hvor galt optrinnet kunne være gået. Mere klar over det, end selv hendes mor aner.

Hendes mor sukker, da hun lukker døren i bag dem. ”Nej, det er selvfølgelig også rigtigt. Jeg vil bare ikke miste dig.”

”Det kommer du heller ikke til.”

Moren rækker om bag Inas ryg, og fisker med fingernemme fingre metalcylinderen op fra buksekanten. ”Ikke det? Godt nok ved jeg ikke, hvad du har gang i, men når du sniger dig ud med hjemmelavet tingeltangel uden at sige det, vækker det nu alligevel en bekymret mor-skepsis hos mig.”

Ina sukker, da hun tager metalcylinderen fra sin mors fægtende hænder. ”Det kommer ikke til at ske igen,” brummer hun opgivende. Uden at vente på svar går hun ned ad gangen og drejer til højre ind på sit værelse. Døren lukker hun forsigtigt, men bestemt, i bag sig.

Hun læner hovedet tilbage op ad den slidte værelsesdør og ånder tungt ud. Hvad hun sagde til sin mor var ikke engang løgn, funderer hun. Hun vil bestemt ikke risikere at blive indblandet i magthavernes portalaffærer og dermed komme i deres søgelys. Specielt ikke, når der er Fremmede indblandet. Hun knytter den ene næve sammen uden egentlig at tænke over det.

”Fandens til nysgerrighed.” Hvorfor skulle hun også altid være så dum og stædig? Hun kunne have sagt sig selv, at dét at iagttage ikke-permanente portaler i deres opståen ikke ville føre til andet end besværligheder.

Hun smider cylinderen fra sig efter at have slået dens funktion fra ved at pille det genopladelige batteri ud. Den lander i hendes rygsæk med et blødt bump. Ikke om hun skal have flere portaler til at fejlfungere lige foreløbigt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...