Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2187Visninger
AA

4. You don't understand

Chanel

When your nightmare gets too close, just know that it's just a dream. It can't hurt you anymore, than it already has.

Don't get to close to me, because the truth will destroy you

Jeg  gik med tøvende skridt ind på badeværelset jeg havde fået af vide hvor var. Jeg kiggede ind i det store spejl foran det lange vask. Der nok mest af alt bestod af to vaske og en mellemstadie imellem det. Jeg stod foran og havde mine hænder placeret på det sorte marmor betræk. Jeg rystede på hovedet imens jeg kiggede ind i spejlet. Jeg kunne se de brune øjne jeg var tildelt fra fødsel af. Jeg havde altid haft svært ved dem, det skyldtes nok at jeg aldrig har været glad for den brunlige farve der domineret min iris.

”Nialler!” jeg kunne høre en høj men mørk stemme. Jeg gøs kort, stemmen der lød så bekendt, selvom jeg nok aldrig kendte ham. Stemmen der stadige havde sin gennemgang igennem mit kaotiske hjerne.

Jeg lod rystende vandet tændes inden jeg min krop bukkes og lade det kold vand komme i kontakt med min varme ansigt. Jeg kunne stadige ikke lade være at med græde, eller det var vel ikke at græde hvis ens tårer bare løber ned af kinderne uden nogen form for lyd. Eller er det bare at græde lydløs.

Jeg åbnede døren og kiggede ned mod gulvet som jeg gik igennem hans lange gang. Niall havde været rigtigt venlig, men jeg kunne ikke forblive ved ham. Han fortjente ikke at få ødelagt sit humør, eller for den sags skyld sit liv.

Ligeså snart jeg nåede ud i entreen gik jeg selvfølgelig ind i en. Jeg gik ude af balance et par skridt tilbage inden jeg lod mit blik møde et par gråblå øjne.

”Undskyld” jeg kiggede undskyldende på manden, uden navn. Jeg prøvede at gå uden om ham, men det var som om han ikke lod mig gøre det. Jeg kiggede tøvende op igen på ham imens han allerede kiggede på mig.

”Må jeg komme forbi?” min stemme var lav, hvilket fik ham til at smile stort. Det forstod jeg dog ikke noget af.

”Hvem er du?” hans hæse stemme fik de latente kuldegysninger til at stige frem. Jeg rystede på hoved imens jeg igen prøvede at komme forbi.

”Niall!” hans stemme, navnet fik mig til at fryse helt fast. Der så jeg ikke andet ind at skubbe ham væk. Jeg kunne ikke overskue noget, følelserne var vendt tilbage. Mine dag drømme, som alt og mest nok mindede om mareridt var kommet igen. Jeg kunne stadige huske blikkede, deres kærlige men paniske blikke. De blikke der var malet i hele hoved, og ikke kun ved dem.

Nej ved alle, alle som den dag mistede noget.

”Hvad vil du Louis?” Niall stoppede op bag mig inden jeg kunne fornemme hans stikkende blik. Hans blik der udstrålede bekymring men med en snert af nervøsitet.

”Hvem er denne unge ungmø” hans drillende stemme gjorde mig næsten helt utilpas. Jeg ville nok ikke indrømme det, men det mindede mig for meget om manden. Manden hvis navn jeg ikke nævner.

”Louis, stop nu” Niall lagde trygt hans hånd på min skulder, hvilket fik mit hoved modvilligt til at kigge på ham. Noget i hans blik fortalte mig at han ikke ville give slip så let, og det var nok også det der skræmte mig mest. Den ukendte følelse jeg fik når jeg kiggede ind i hans blå øjne, den følelse jeg ikke havde stiftede bekendtskab med i mange år.

”Har vi da forstyrrede jer” jeg kiggede sårede hen på Louis. Denne gang var det som om han mistede pusten, hans mund der formede sig til et o. Jeg kiggede ind i hans øjne og han kiggede ind i mine. Jeg måtte indrømme at hans blik viste mig at han måske kunne genkende mine øjne, og det håbede jeg inderlig ikke.

Der var kun et billede af mig, et billede af tragedien. Det billede alle i verden nok på et tidspunkt havde stiftede bekendtskab med.

”Jeg tro hun var på vej ud” han trådte fortumlede væk fra os. Hans blik der var slørrede og ugenkendelig. ”Var du på vej væk?” han fik igen min opmærksomhed. Jeg sendte ham et tøvende smil inden jeg flovt nikkede på hovedet.

”Hvorfor, Chanel. Har jeg gjort noget forkert?” hans stemme var pryderet med den bekendte sorg. Sorgen i stemmen jeg nok kun kendte fra min søsters blik, hendes blik der sagde mere ind flere tusind ord.

”Nej Niall” jeg lod min hånd strejfe hans. Stødet der gik igennem min krop fik mig til at gyse, jeg tro aldrig jeg havde mærkede sådan et stød. Et stød der egentlig burde gøre ondt, men ikke gjorde.

”Hvad så?” jeg lod hans hånd gribe fat omkring min hage. Jeg derimod sendte ham et smil, og for en gangs skyld var det en ægte en af slagsen. Jeg sukkede blidt da vi stadige havde øjenkontakt. Det var som om ingen af os rigtig viste hvad vi skulle snakke om, og derfor bare kiggede intens på hinanden.

Jeg rømmede mig kort inden jeg lukkede mine øjne. Niall gav slip på min hage, men alligevel holdte jeg hovedet højt.

”Jeg ved det ikke” jeg åbnede nervøs mine øjne og kiggede ind i hans blå øjne. De var næsten helt utrolige.

”Så bliv” bad han håbefuldt om. Jeg åbnede nervøs min mund inden jeg nikkede tøvende.

Hvad havde jeg at tabe, andet det jeg allerede for længst har tabt?

Har jeg tabt mig selv?

”Og…” han afbrød sig selv, hvilket fik mig til at fnise kort. Jeg rystede smilende på hovedet, Niall der stille fik lyserøde kinder. Vil det sige at en verdenskendt popsensation blev nervøs i mit nærvær. Men hvorfor?

”Og, hvad Niall?” han lod hans hænder gribe fat om mine håndled. Jeg kiggede hurtig ned på dem, hvilket gjorde at jeg rødmede svagt. Jeg burde ikke rødme, jeg burde slet ikke føle mig tilpas her, men hvorfor gjorde jeg det så alligevel.

”Vil du møde mine venner?” hans stemme var skrøbelig og bange. Var den verdenskendte, charmende dreng bange for mit svar.

”Har jeg et valg?” jeg kiggede smilende på ham. Han rødmede kort og trak mig lidt tættere på. Jeg tro vi begge kunne føle en eller anden form for tiltrækning, eller var det bare mig der følte det?

”alle har et valg, Chanel” han trak vejret dybt og hivende. Jeg sendte ham et sødt smil inden jeg kiggede ned, og hen på stykket mellem os.

”Ikke alle har Niall” han trak tøvende fat i min hage igen, fik mig til automatisk at kigge ind i hans øjne. Jeg måtte træde et skridt bagud da hans øjne viste en følelse så bekendt for mig som det kunne blive.

Kærlig.

Hvorfor var hans blik kærlig, hvorfor gjorde det et eller andet ved mig. Er jeg også begyndt at miste forstanden, ligesom jeg har mistede alt andet i mit liv?

”Det er rigtig” jeg blev hevet helt hen til Niall. Denne gang var jeg sikker, jeg kunne høre hans ligeså bankende hjerte som mit. Jeg ville skutte mig, hvis jeg ikke allerede gjorde det. Han havde en ugenkendelig effekt på mig, og jeg tro også jeg havde det samme på ham.

”Så lad mig møde dine venner” jeg skubbede mig hurtig væk igen. Jeg var ikke vant til denne følelse, følelsen af at have flere tusind sommerfugle baskende rundt i min maveregion.

”Sikker?”

 

I

 

Jeg sad helt oppe i sofaen, længst væk fra alle de andre. De andre drenge havde stirrede chokeret på mig, og hvorfor vidste jeg ikke. Eller det vil nok være en smule løgn, for jeg havde en bange anelse. Selvom jeg med årene havde ændrede mig, så havde mit skræmte øjne forblevet tro ved mig. Det blik der dominerede næsten alt andet.

Jeg kiggede mod fjernsynet der kørte på mindehøjtideligheden fra den skæbnesvanger dag. Dagen alle gerne ville være foruden, hvilket også gjaldt mig, og tusind andre.

”Hvor er det sørgeligt” vi alle kiggede hen på Harry der sad med vand i øjenkrogen. På en mærkelig måde gjorde det mig irriteret, det var ikke ham det var ikke hans familie det var gået ud over. Som det gjorde for tusind andre.  

”Det er rigtig” istemte Niall sig hurtig, Louis og Liam stirrede dog på mig. Jeg skuttede mig, havde de regnede mig ud?

Var jeg virkelig en åben bog, som jeg inderlig ønskede jeg ikke var.

Var jeg virkelig så ødelagt at alle kunne se igennem mine facader.

”Hvad synes du Chanel?” Liam afbrød den akavede stemning. Jeg kiggede tøvende hen på ham, jeg viste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. For selvom jeg inderlig ikke ville have det, så sad der en kæmpe klump i min hals.

”Jeg…” jeg afbrød mig selv, hvilket fik klumpen til at vokse sig større. Det lignede ikke at Harry eller Niall tog mere notits af det, men det gjorde de to andre så. Liam og Louis, de stirrede mistroisk på mig.

”Er der noget du holder tilbage?” Liam kiggede indtrængende på mig. Jeg kiggede hurtig væk, jeg var ikke særlig tryg nu.

”Hvad skulle det være?” min stemme tordnende der udad, med den rystende tordne, som min stemme bag præg af.

”Chanel?!” Liam satte sig hen ved siden af mig, og hvis det havde været muligt havde jeg skubbede mig længere væk. Der var bare lige det at hvis jeg gjorde det, ville tyngdekræften sætte ind og hive mig ned på gulvet.

”Liam stop nu” Nialls stemme flød med den irske accent. Det havde jeg fundet ud af, fra de andre drenge. Deres evindelig drilleri af Nialls accent, men den var da utrolig smuk.

Var den ikke?

”Niall, kan du ikke se det. Se på hende” Liam lød for første gang i aften oprevet. Jeg havde ellers fundet ud af at han burde være den velovervejede – men selv en velovervejede person har sine begrænsninger.

”Helt ærlig Liam. Hvad skal jeg se!” de to andre drenge tav, samtidige med at jeg gjorde. Niall havde fortalt mig at han mange gange følte sig malplaceret i denne gruppe. At de andre drenge kunne synge og han bare var standard.

Jeg derimod havde prøvede at snakke ham fra det, der er ikke mange jeg kender der hjælper andre, uden at tøve.

”Se på billede, og se på Chanel!” jeg kiggede ned i gulvet. Billedet som han hentyde til var billede af den unge barn, og barnets blik.

”Jeg kan ikke se noget?!” de andre fnes kort, hvilket fik Niall og jeg til at kigge på dem. ”Niall, er du?” Harry kiggede drillende på Niall. Niall rystede hurtig på hovedet og jeg sad og kiggede på senariet foran mig.

”Ligner de ikke hinanden?” Liam afbrød drengens grin. Holdte fast om mit ansigt, så jeg ikke andet kunne gøre ind at kigge hen på Niall. Jeg sendte ham et smil, men det var ikke ægte.

”Liam. Du må have spist søm!” denne gang var det Louis der afbrød Liams udbrud. Louis, Harry og Niall kiggede hen på Liam og jeg.

”De ligner hinanden!” han udstødte et irriteret grynt. ”Sig sandheden Chanel!” hans øjne lynede og det gjorde mine også. Jeg var nærmeste helt parlyserede af vreden.

”Jeg er ikke hende! Hun er ikke mig!” ordene gjorde ondt, men jeg var vant til at sige det. Jeg havde det meste af mit liv prøvede at benægte det, jeg havde det ikke godt med folk kendte mit sande jeg.

Den skrøbelige lille pige, skræmt for liv og sans.

”det ligner det” han afbrød jeg selv igen. Jeg rystede på hovedet. Løgne var mit andet jeg.
”Det er det ikke” han tav.

 

 

II

 

Den nye dag havde indtruffet, og jeg sad stadige inde på Nialls gæsteværelse. Når jeg tænker tilbage på i aftens, så havde jeg egentlig ikke rigtig fulgt med. Eller det vil sige jeg var gået ind på værelses nogle minutter efter Liams beskyldninger. Nu var der bare lige det, at det ikke var beskyldninger, det var sandheden og jeg skammede mig over at lyve.

Der var dog bare denne indre trang til at starte på en frisk, uden min fortid. Så indebære det vel også at lyve, især hvis det omhandler det her.

Jeg satte mig op i sengen inde jeg trak mine ben op til resten af kroppen. Jeg lagde tungt min hage på rummet mellem mine knæ.

Jeg bed mig trist i læben.

Hvorfor havde jeg det så skidt med at have løjet, og hvorfor var det så svært. Jeg lod igen mine tårer få frit fald, den dag havde altid fået det værste op i mig, og denne gang var det specielt slemt, for jeg havde ikke været der ikke for min søster.

Jeg kunne ikke være der når hun var trist, når hun havde brug for en skulder at græde ud på. Men have alle ikke det, hvorfor har jeg så, så svært ved det. Jeg er vel også et menneske, menneske med følelser. Eller har jeg også mistede dem med tiden, med den indebrændte sorg jeg havde og har stadige.

Jeg kunne høre det banke blidt på døren inden jeg febrilsk fjernede tårerne igen. Jeg kiggede overmod døren som også gik op, jeg kiggede på en tøvende Niall. Jeg sendte ham et udmattende smil, der aldrig rigtig nåede mine øjne. Det var af ren høflighed at jeg smilede, det lærte jeg af dem. Deres velopdragende opdragelse, deres britiske liv der bar præg af at være høflig.

”Niall?” jeg kiggede tøvende op på uret. 11.50, havde jeg virkelig været her i så lang tid. ”Jeg tænkte på om du vil med ud og have mad?” han sendte mig et prøvende smil. Jeg kiggede igen på ham, tårerne som faktisk på mirakuløst måde var stoppede igen.

”Har du mælk?” han grinede hjertelig inden han nikkede blidt. ”Og jeg har havregryn” jeg kunne ikke lade være med at grine. Han kunne et eller andet med mig, og det skræmte mig igen.

”Jeg kommer” jeg slog mine ben ud over kanten. Mit nattøj var på, og jeg kunne ikke undgå at se Niall kigge indtrængende på mig. Grunden til jeg egentlig ikke følte ubehag kendte jeg ikke.

”Drengene er gået. Så du behøver ikke at se dem” jeg kiggede på Niall der kiggede tøvende på mig.

”Niall det er dine venner” jeg afprøvede et smil, men det gik i vasken. Ville jeg være ond hvis jeg faktisk var glad for det?

”Jamen”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...