Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2027Visninger
AA

9. Sing for me, please?

Niall

Tell me about love. Do i know anything about it?

Sukkende øsede jeg selv mad op på min tallerken.
"Forsøger du at fornærme mig?" Spurgte Louis målløst.
"Hvad?" Sagde Chanel forskrækket. "Min mad er altså god! Prøv at smage!"
Harry fnes, men Liam kiggede bare offensivt frem og tilbage på os.
Hun sukkede og skubbede maden væk fra sig. "Jeg kan ikke det her."
Så rejste hun sig og gik, og lidt efter hørte vi et lavmeldt smæk med døren. 
Vi kiggede alle fire forvirrede efter hende.
Louis sukkede dybt og kastede det lille stykke flute han havde i hånden ned i tallerknen.
"Kom nu, Niall."
Jeg kiggede op på ham, med et forvirret blik. "Sig det nu til hende!"
"Sig hvad, Lou?"
Harry himlede med øjnene. "At du kan lide hende! I kan lide hinanden!"
Liam sendte mig et smil. "Lad nu være med at gå og spilde tiden, Niall."
Jeg kiggede ned i min mad, og ignorerede den stikkende sult i min mave.
"I skulle have ladet hendes sang være..." Sagde jeg bare.
De sukkede hele bundtet. "Niall! Pigen er jo et talent! Hvorfor indrømmer i ikke bare jeres kærlighed til hinanden?"
"Men det var stadig ikke noget der var til alle!"
"Så det er fordi sangen var til dig, eller hvad?" Harry løftede øjenbrynene.
"Nej... Men der er så meget der kan såre hende..."
"Lige nu sårer du hende også! Så gå dog ind og kys hende!"
Louis lagde armene over kors.
Jeg rystede stridt på hovedet.
Hun skulle ikke have mig. Som de havde sagt klart og tydeligt, var hun ikke en der passede sammen med mig. Hun var dygtig og smuk, og jeg var bare mig. Ikke specielt talentfuld, og heller ikke den pæneste fyr i byen.
"Niall kan du ikke se at hun vil have dig? Hun kan lide dig..."
Liam sendte mig et omsorgsfuldt blik. Jeg sukkede. "Hvorfor ville hun dog have mig?"
Tusindvis af argumenter fløj om ørerne på mig, men jeg hørte ikke et eneste af dem.
"I ville passe perfekt sammen! Du kan synge og hun kan skrive!"
Jeg opgav. De var umulige.
"Men hun skjuler altså noget for dig," ibestemte Harry. "Det kan du da forhåbentlig se."
Jeg trak på skuldrene. "Jeg stoler ikke på andet end det hun fortæller mig. Jeg vil ikke have fordomme overfor hende."
De svarede mig ikke.
Jeg skubbede stolen ud. "Jeg går ind til hende."
Nervøst gik jeg forbi dem, og videre hen til hendes værelsesdør.
Jeg pustede tungt ud. Var det mig der havde gjort noget forkert?
Sangen var vores hemmelighed. Var hun ked af, at den var blevet taget fra hende?
Hvorfor kunne jeg ikke engang holde på noget så sølle som det?
Forsigtigt bankede jeg på døren. "Chanel?" Hviskede jeg.
Jeg hørte et lavmældt snøft derinde fra, hvilket fik mig til at sukke.
Døren gled ligeså stille op, hun sad i sengen med hænderne dækket for hendes smukke ansigt.
"Chanel?" Gentog jeg.
Døren lod jeg glide i, og jeg satte mig forsigtigt ved siden af hende.
"Tal til mig," jeg fjerne forsigtigt hendes hænder.
Hun snøftede højt. "Undskyld," hikstede hun. "Det er ikke fair, undskyld Niall."
Det var da helt utroligt så mange gange hun havde undskyldt overfor mig, bare de sidste 24 timer.
"Det er okay, Chanel det er det-" "nej det er ej! Du må se mig som en idiot!"
Jeg rystede febrilsk på hovedet. "Nej bestemt ikke! Tag det roligt, Chanel."
Mine arme smøg sig om hendes krop og trak hende ind til mig, så hun lå med sit hoved imod mit bryst.
"Undskyld," hviskede hun igen. "Gå ud til drengene igen."
Jeg rystede på hovedet. "Nej. Jeg vil hellere være her. Sammen med dig," jeg kyssede hende i hovedbunden.
"Men jeg er ikke særlig attraktiv... Hvorfor vil du dog have mig her? Hvorfor smider du mig ikke bare ud? Så slap du for mine uoverskuelige handlinger."
Jeg smilede svagt over hendes ord. "Fordi du betyder meget for mig. Du er min veninde, Chanel."
Mine fingre løftede hendes blik op til mit. "Vær ikke i tvivl om det."
Hun smilede forsigtigt. "Tak Niall."
Jeg lod hende støtte sig op af mig, og sådan holdte vi lidt om hinanden.
"De må bare tro at jeg er vildt uhøflig..." Hun foldede sine hænder sammen.
"Nej... Selv vi briterne kan være ret uhøflige," jeg sendte hende et smil.
"Er du egentlig briter?"
Hun rystede på hovedet, hvilket gjorde mig overrasket.
"USA. Det er der jeg er opvokset."
Jeg smilede. "Rigtig amerikaner, hvad?"
Hun rødmede. "Ja."
"Er du ked af, at de så din sang?"
Hun rystede igen på hovedet. "I starten var jeg bange for, hvad de ville sige, men nu er det okay. Men..."
Hendes hånd lagde sig imod min kind. "Du så ikke helt tilpas ud."
"Nej... Undskyld. Jeg er nok ikke ligefrem drømmefyren."
Hun rynkede brynene. "Hvorfor dog ikke? Du er da..." Hun tav.
Syntes hun det var pinligt, eller havde hun bare ikke noget at sige?
Jeg ved det ikke, men hun rødmede kraftigt.
"Du hørte selv hvor flot Harry sang. Og at vi vidste hvor meget vi kunne hver især."
"Men du kan synge, Niall. Det er jeg helt sikker på."
"Ja vidst kan jeg synge, men slet ikke lige så smukt."
"Nej. Du synger sikkert meget smukkere," hviskede hun. Vores øjne var koblet til hinanden i en permanent stilling. Hendes brune øjne gjorde mig rolig og tilpas, og fik mig til at fortsætte: "du er ærlig ikke?"
Hun smilede. "Det er da en start. Ikke?"
Jeg nikkede med et halvflovt smil. "Jo..."
Hun sukkede med et smil på læben. "Bare fordi Harry har en stærk stemme, betyder det ikke at han synger med samme sjæl som dig," hendes fingre gled fra min kind og ned af mit kindben, videre ned ad min hals og efterlod kuldegysninger og mærker.
Hun sank en klump. "Hvorfor tror du ikke på dig selv? Hvorfor hader du at være den du er?"
"Det... Det gør jeg heller ikke."
"Så hvis mig det."
"Hvordan?"
"Syng for mig, Niall. Please?"
"Men... Det bliver ikke-" "jeg er ligeglad med, hvordan din stemme er i forhold til nogen andens. Det er dig jeg vil høre."
Hun lagde sit hoved ind til mig igen, og lyttede til mine hysteriske hjerteslag. De bankede nærmest ud af kroppen på mig, kun fordi hun var i mine arme.
"What a feeling to be right here beside you now, holding you in my arms," sang jeg stille. Hun smilede nydeligt.
Hun kunne lide det.
"When the air ran out and we both started running wild, the sky fell down."
Stille blev jeg ved, og jeg betragtede en gang imellem hendes lukkede øjne, de lange øjenvipper der strejfede hendes kind, også den evige fletning hun altid havde i sit hår.
Eventyrlysten og ung. Smuk. Klog.

"I'm watching you like this, imagining you're mine," da jeg nåede disse ord, stoppede jeg en kort stund op. Det var ikke for sjov, at jeg netop havde valgt denne sang, men jeg regnede ikke med at disse ord ville betyde så meget.
Men det var jo det jeg gjorde. Studerede hende, og ønskede at hun var min.
Forestillede mig hvordan det ville være at ligge med hende i min favn hver eneste nat.
Få hende til at føle sig speciel. 
Hendes rolige vejrtrækninger stoppede også for en stund. Hun fik røde kinder.
Det gjorde jeg også.
"Lad mig synge for dig hver aften, Chanel," hviskede jeg.
Hun smilede bredere. "Det lyder fantastisk, Niall."


I


Den aften sad vi alle i en rundkreds i sofaerne og lænestolene der stod i stuen.
"Jeg har faktisk aldrig hørt jeres sange," Chanel rødmede flovt.
Louis grinede, "det kan du hurtigt komme til! Så skal du høre den her!"
Han tog sin telefon frem, og gik ind for at søge efter noget. Imens kiggede Chanel flovt op på mig. Jeg sendte hende et genert smil.
Harry og Liam sendte hinanden skumle blikke, Harrys var mere drillende. Jeg vidste Liam havde en mistanke om, at hun havde mistet sine forældre til døden ved 9/11, og at hun ikke turde sige det til mig. Og det var også derfor han troede at jeg betød så meget for hende. Fordi ingen andre havde været der på samme måde for hende, som jeg er.
Sangen startede ovre ved Louis' telefon.
Jeg rynkede panden. Det var ikke en af vores singles, ikke en af vores mest kendte sange.
Where do broken hearts go.
Hvorfor den sang? Koblede de den sammen med Chanel?
Eller mig?
Min stemme som var den første fløj ud af højtalerne på telefonen, og jeg kunne lade være med at blive lidt forlegen, præcis som hvis min familie var til en af vores koncerter.
Chanel gispede. "Hvem er det?" Spurgte hun forundret.
"Niall," svarede Liam smilende. "Det vidste du ikke, hvad?"
Hun kiggede på mig med store øjne. "Men det lyder jo slet ikke som lige før!" Hun var nærmest helt chokeret.
Jeg grinede nervøst. "Ja... Det ændrer sig lidt..."
De andre drenge sendte mig et halvskarpt blik. "Så hør i stedet for det her."
Sangen skiftede, og denne gang var det med mere baggrundsstøj. Det var til en koncert.
"Midnight memories," forklarede Liam.
Det var den del i slutningen af sangen, hvor Harry knækkede sin stemme, men inden det sang jeg et langt stykke. Louis rakte hende telefonen, så hun tydeligt kunne se videoen af mig der spillede bas og sang samtidigt. Hun så dog videoen færdig, helt til der hvor Harry brød op.
Hun kom til at grine og kigge hen på Harry bag efter, der rødmede svagt.
Telefonen blev givet tilbage til Louis, og hun kiggede hen på mig igen. "Hvorfor siger du du ikke kan synge? Du er jo helt fantastisk!" 
Jeg kom til at rødme lidt. "Det..." Jeg kløede mig i nakken. "Selvfølgelig kan du synge, Nialler. Hvorfor tror du ikke på det?" Sagde Louis med et smil. "Altså..." Jeg rullede mine læber sammen. "Jeg har jo slet ikke samme vokal som dig."
Louis' blik ændrede sig. "Nej, men den er bedre end min."
Liam og Harry udvekslede blikke. De vidste begge to udemærket godt, at det var dem der var stærkest i vores band. 
"Du kan da i det mindste skrive sange!" Gav jeg tilbage. Louis fnøs. "Ja, men hvis der er en af os, der ville kunne klare en solokarriere, så var det dig!"
"Stop nu lige en halv, gutter, vi er ikke en og en, vi er fire..." Liam forsøgte at få os til at falde ned.
"Jeg kan ikke klare det! De eneste der faktisk kan synge her, er jer to!" Råbte jeg hysterisk.
Louis sank ned i sofaen, "wauw, Niall. Wauw!"
"Ej stop lige!" Chanel rejste sig. "I er ikke en og en og i er ikke soloartister! I er et band! I er hinandens svagheder! Stop med det der!" Hun kiggede skuffet ned på os.
Adskillige af os, sank sammen i stolene, af ren flovhed.
"I er sammen i et band, fordi i ikke kan være soloartister..." Jeg kunne mærke hendes brændende blik i min hovedbund, og jeg blev helt rød i kinderne, af indebrændthed og irritation.
Hvorfor havde vi det her i os? Var vi så ødelagte?
"Undskyld Chanel," mumlede Louis.
Harry kiggede op. "Ja. Undskyld," han tog hendes hånd, "du har ret."
Chanel kiggede ned på deres hænder, de var ikke flettet sammen.
Men jeg ville stadig ønske at det var mig.
Hun tog sin hånd til sig.
"Jeg vil ikke have, at i skændes. Det fortjener i ikke."
Fortjener? Hvorfor? Hvad mente hun med det.
Hun kiggede hen på mig, med et sorgmodigt blik, men pludselig forstod jeg det. Hun ville ikke se mig såret.


III


Den nat fandt jeg hende ude i køkkenet igen.
"Niall?" Hviskede hun spinkelt.
Jeg satte mig ned overfor hende.
"Ja?" Min stemme var åndende, varm luft.
Hendes brune øjne stirrede stift på mine hænder, der lå fladt på bordet.
"Hvad er din drøm?"
Denne gang borede øjnene ind i mine.
Jeg krympede mig under hendes blik. Lige siden hun havde stoppet vores skænderi, havde hun været inde i sig selv.
Hendes fletning var stram, som om hun lige havde flettet den på ny.
Og hvad var det for et spørgsmål?
Jeg lod mine negle glide ind under hinanden, og fjerne det brune snavs fra mine negle.
Hun havde været helt ærlig for mig, så nu var det min tur.
"Du er min drøm."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...