Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2023Visninger
AA

17. Over and out - in.

Niall

Take me back, princess 

Jeg vidste det.
Jeg vidste det simpelthen.
Dengang jeg sagde at det var en fejl at vise Chanel drengene, var det af en tydelig anden grund end den jeg troede.
Hvorfor var jeg sådan?
Selvfølgelig passede Harry bedre sammen med hende end jeg,
De var begge så modige og tilpassede i livet. Ja, Chanel havde nogle enkelte ting, men hun var ikke skadet af nogle åndssvage ting som jeg.
Så endte jeg samme sted som før.
Alene, med mine mærkelige forestillinger om livet og de drømme der hørte til.
Hvis Chanel var min drøm, var hun på samme måde mit liv.
Hvad skulle man gøre uden sit liv?
Lidt efter åbnede døren sig i gangen.
"Niall?" Louis kom ind til mig, med et bekymret smil.
"Hvad?" Sukkede jeg.
"Hvad laver du her? Liam's forældre er på vej herover. De kommer nok om et par timer."
Jeg sukkede igen. "Fint."
"Ja. Men du har det ikke fint."
Jeg fnøs. "Det er den samme gamle ring om igen, Louis."
"Hvilken ring?"
"Den ring, der omkredser mig. Når jeg har jer som venner, nytter det aldrig at finde kærligheden."
"Hvad taler du om, Niall?!"
"Kunne du ikke se det?!"
"Hvad?!"
Jeg hoppede ned fra vindueskarmen som jeg sad i. "Chanel vil jo ikke have mig! Det kan da godt være, at hun løb hysterisk hjemmefra, da hendes plejefar gjorde skade imod hende og hendes lillesøster, men da hun ramte ind i mig, vidste hun da hvem jeg var! Hun vidste også at folk som Harry var i min nærhed!"
Louis rynkede forarget panden. "Hvad fanden taler du om?"
"Hvad fanden taler du om? Du kunne da sagtens se det!" Råbte jeg irriteret.
"Hvad?! Hun elsker dig! Kan du ikke se det?"
"Ih ja! For hun har ikke hængt op og ned af Harry hele dagen, vel?"
"For fanden Niall! Han støttede hende!"
"Nå ja, for hun kunne ikke få sin støtte fra mig!"
"Hvad hvis hun ikke ville have sin støtte fra dig? Hvad hvis hun ønskede du skulle passe på Nina? Du kender Chanel! Hun ville ikke have den oplevelse med dig, fordi hun elsker dig!"
"Men jeg er jo hendes kæreste! Det er meningen hun skal have min støtte, og de oplevelser med mig! Det burde styrke vores forhold!"
Louis lignede en der var ved at sprænge i luften, da han vredt tog et skridt tættere på mig.
"Niall. Du og Chanel har nogle ting i bagagen, og det har medført til, at ingen af jer ved hvordan man har et forhold! Chanel var bange for at miste dig, hvis hun stod og lukkede det vrøvl ud hun siger det var. Hun troede at hun ville miste dig hvis hun hang op af dig hele dagen, for hvad hvis du blev træt af hende? Sådan er Chanel jo, det ved du."
Jeg fnøs af ham. "Fedt. Nu ved jeg ikke engang hvordan man har et forhold til et andet menneske."
Fornærmet trådte jeg væk fra ham og ud i gangen, hvor jeg blev mødt af en noget større overraskelse.
Chanel og Harry stod ude i gangen. Jeg havde aldrig set Chanel så skuffet og chokeret før, og Harry var rød i hovedet af raseri.
"Flot Niall. Mega flot."
Louis klaskede sine arme ned af sine sider.
Chanel snøftede. "Jamen... Tak da. Jeg ville bare lige hjælpe Nina med at pakke de sidste ting. Så... Ja."
Hun trak sig væk fra gangen, og gik ind i gæsteværelset hvor Nina sikkert var ved at pakke tingene sammen.
Harry lagde armene over kors. "Sig mig, hvem fanden tror du jeg er? Måske du ønsker jeg skal blive hendes kæreste? Ja, for du kan tydeligvis ikke klare det."
Jeg knyttede mine næver. "Stop."
"Skal jeg stoppe? Men nu vil jeg bare lige fortælle dig hvor såret hun blev, da du ikke engang gad at dele den glæde der var ved, at manden endte i fængsel. Faktisk blev hun slet ikke glad, for hun havde jo ikke dig, vel? Og jeg er jo hendes nye yngel. Ja tak da."
Jeg mukkede mine læber.
"Og for lige at tilføje, at hun på mange måder ønsker hun ikke havde mødt dig. Kun fordi du ødelagde-" "så stop dog Harry!" Skreg Chanel fortvivlet.
Stilheden spredte sig i rummet som en ond ånd.
"Stop! Der er ingen af jer der er retfærdig lige nu!"
Hun tog sig til kinderne. 
"Please... I sårer mig også lige nu..."
"Chanel..." Sukkede Harry.
"Men det gør i! Prøv at høre, ligeså meget som jeg ikke gider være venner med jer, gider jeg heller ikke at have, at i er det!"
Hun lagde armene om sig selv.
Forsigtigt tittede Nina frem fra døren.
"Jeg har alt nu," sagde hun lavt.
Harry kiggede på mig da han sagde det. "Jeg skal nok bære det ned."
Lidt efter forsvandt de som i slutningen af en film.
Harry, Louis. Chanel.
Til sidst var det kun Nina og jeg herinde.
Jeg kiggede trist ned i gulvet.
"Niall?" 
Som Chanel var næsten ligeså høj som jeg, var Nina også de fine 160-165 cm høj. Hun ville blive ligeså høj som sin søster.
"Vil du ikke nok... Forsøge at lytte?"
I den skumle gang, hvor intet dagslys kom ind, tog hun forsigtigt fat i min hånd.
Det føltes mærkeligt at holde Chanels lillesøster i hånden, som blot var de nervepirrende 15 år, som både havde mistet sine forældre, og tilmed sin familie. Og ja, nu fik hun fornøjelsen af at se sin storesøster være nedtrykt, trods de fantastiske handlinger der var sket.
"Mhm," kom det ud af mig, følte mig malplaceret.
"Chanel elsker dig. Mere end noget andet. Mere end hun elsker mig."
Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle svare.
"Du må ikke se Harrys og Chanels venskab som noget specielt. De holder bare af hinanden. Men vent bare. Chanels tatoveringer betyder så meget mere, end hun fortæller."
Hun gav slip på min hånd.
"Der er nok flere meninger, med hendes handlinger," Nina strakte sig svagt på tæer, og efterlod et forsigtigt kys på min kind, inden hun forlegent trådte ud af døren.
Mine fingerspidser strejfede blidt hendes læbers afmærkning.
Det betød intet at hun havde kysset min kind. Hun var min veninde.
Vent.
Det betød intet.
Intet.
Som da Harry holdte Chanel ind til sig, betød det intet?
Mine fingre gnubbede min kind hårdt. 
Selvfølgelig.
Jeg braste ud af døren og løb ned af alle trapperne, og ned på gaden.
Chanel stod - med tårer ned af kinderne, men dog - og blev trøstet af Louis og Harry, da jeg løb direkte hen til hende og tog fat i hendes kinder.
Hun nåede ikke engang at opfatte det, før jeg havde presset mine læber imod hendes.
En pivende lyd røg ud af hende, inden hun stivnede og lod mig kysse færdig.
Da jeg trak mig væk var jeg forpustet, men mine øjne var fanget i hendes.
"Selvfølgelig. Undskyld Chanel."
Hun så irriteret og mopset ud.
"Undskyld? Siger du bare undskyld?"
"Ja! Ved du i virkeligheden hvor klog din lillesøster er?!"
Jeg var helt glad, selvom jeg nok ikke havde rettigheden til det. 
Hendes ansigt blev lidt mildere. 
"Hvad taler du om?"
"Hun havde ret!"
"Ret i hvad?"
Chanel vendte sit blik om bag mig, hvor Nina stod med uskyldige ansigtstræk og underlæben skudt ud.
Chanel grinede. "Hvad har hun gjort?"
"Alt."
Også kyssede jeg hende igen.
Hun trak sig væk fra mig med en hovedrysten.
"Hvorfor troede du, at Harry betyder mere for mig end du gør?"
Jeg hørte Louis fnise af Harrys mopsede udtryk.
"Fordi... Men..."
"Men hvad? Jeg elsker dig. Selvfølgelig ville jeg kunne bytte dig ud med nogen som helst."
Jeg kiggede ned i jorden, flov over mine handlinger. Hun løftede mit blik, så jeg mødte hendes stærke brune øjne.
"24, for de dage vi har kendt hinanden, Niall. Vi boede i nr 13."
Hun rødmede.
Jeg spærrede mine øjne op.
"Hvad?!" Jeg fik fat i hendes arm og vendte tatoveringen op imod mig.
Hun grinede. "Tænk, hvis du aldrig havde fundet ud af det."
Jeg kiggede ned i hendes arm, og derefter op på hende.
"Betyder det vi er venner igen?"
Hun løftede øjenbrynene. "Det gider jeg da ik-" jeg afbrudte hende ved at kysse hende.
Hun fnes, inden hun trykkede sine læber imod mine igen.
"Niall din idiot," hviskede hun.
"Ti nu stille."

I


"Hej!"
Ind i entreen kom Karen og Geoff, Liam's forældre. Selvfølgelig startede de med at hilse på deres søn, og derefter Louis, Harry og jeg.
De vendte sig imod Chanel og Nina.
Chanel sendte dem et stort smil, og havde sin ene arm om Nina.
"Jeg er Chanel. Og det er så min lillesøster Nina."
Nina smilede genert til dem, og kiggede ned i gulvet.
Karen grinede hjerteligt til Nina.
Nina trådte forsigtigt væk fra Chanel og strakte sin hånd ud. 
"Jeg er Nina," sagde hun lavt.
Karen grinede, og tøvede ikke med at trække hende ind i et kram i stedet for. 
Nina stivnede. Noget sagde mig, at det var længe siden hun havde fået et kram af en rigtig voksen på den måde. Måske havde hun aldrig fået sådan et.
Da Karen trak sig væk fra hende, tørrede hun forsigtigt de tårer væk der var på vej ned af Ninas kinder.
"Jeg er Karen... Jeg lover dig vi nok skal passe på dig," hun havde stadig sine hænder på Ninas skuldre, da hun trak sig væk og lod sin mand sende et bredt smil til hende.
Han nikkede. "Det vil vi altid gøre," han trak derefter Nina ind i et kram.
Chanel stod med hænderne foran munden, fuldkommen stum over hvordan de på den måde bare hev hende ind i deres familie.
Liam smilede stolt over sine forældre, og Louis og Harry nød også det smukke scenarie.
Jeg gik hen til Chanel og trak forsigtigt hendes hoved ned til min skulder, imens hun gemte sig hos mig.
"Åh... Tak."
Jeg kyssede hende i håret. "Selv tak, Chanel."
Nina smilede stort og taknemmeligt over hele ansigtet da hun havde givet slip på dem.
"Men... Tak," hendes kinder blev tomatrøde,
Karen grinede igen til hende. "Kom, så kan vi lige snakke lidt. Vi har glædet os til at møde dig i person."
Ninas smilede ned i gulvet. "I lige måde..."
Grinende forsvandt de tre, og vidst nok også Liam ud i køkkenet. 
Chanel trak sig sukkende væk fra mig.
"Hvad skulle jeg stille op uden dig?"
Jeg smilede skævt. "Det er ikke til at vide."
Hun lod sine fingerspidser glide hen over mit ene smilehul. "Næh... Det er ikke."
Harry og Louis listede forsigtigt ud af gangen.
"Jeg holder af dig, Chanel. Jeg er ked af det der skete."
Hun smilede forsigtigt, men havde stadig sit fokus imod min hals og kæbe.
"Jeg burde nok også have udtrykt mig bedre. Selv undskyld, Niall."
Hun kiggede op i øjnene på mig.
"Jeg elsker dig."
Jeg grinede lidt forfjamsket. "Men... Ja. I lige måde."

 

 

 


II

 


Hun kyssede min næsetip, da jeg vendte mit ansigt imod hende.
Hun grinede. "Lad være med at se så sur ud," hun tog sit ansigt i sine hænder, og trykkede sine læber imod mine. De varme bløde læber kærtegnede mine i et sitrende kys. Kærligheden boblede i mig, og fik mig til at smile svagt.
Vi trak os fra hinanden. 
"Jeg har stadig dårlig samvittighed..."
Hun grinede. "Lad være med det. Det var bare nogle dumme tanker, ikke?" Hun kørte sine fingre igennem mit hår igen, noget som hun tit gjorde, som når jeg lagde lidt hår om bag hendes øre.
"Jo... Men alligevel."
Hun kyssede mig igen. "Liam's forældre er smuttet nu."
Jeg smilede. "Godt. Jeg er sikker på, at Nina får det godt hos dem."
Chanel nikkede. Hun lagde sin pande imod min.
"Hvis hun har det godt, så har jeg det godt."
"Og hvis du har det godt, så har jeg det godt."
Hun smilede.
"Jeg elsker dig."
"Jeg elsker også dig."
Jeg svang hende op til mig, så vi begge kunne side i vindueskarmen. Hun sad imellem mine ben, og lå op af mit bryst.
Hun fnes. "Dejligt, hvad?"
Jeg grinede. "Ja. Behageligt."
"Jeg er ikke for tung, vel?"
"Nej," grinede jeg. "Slet ikke."
Hun lagde sig lidt bedre til rette. Inde på vores soveværelse havde jeg fået lavet mig en stor vindueskarm, som jeg tit sad og tænkte i.
Men nu havde jeg jo Chanel her hos mig.
Hun åndede tungt ud.
"Hvad så nu?"
"Hvad mener du?"
"Det er bare... Nina har et nyt sted at bo, jeg er her. Er vores historie så slut?"
"Altså... Vores historie?"
"Ja. Er det også slut for os? Var det det?"
"Nej da. Vi har stadig hinanden."
Hun vendte nakken imod mig.
"Hvad hvis nu, vi kun holdte af hinanden, fordi vi havde brug for hinanden?"
"Men vi har stadig brug for hinanden."
"Kan du slet ikke se min pointe?"
Jeg tav. Jo jeg kunne, men jeg kunne desværre ikke argumentere mig ud af det.
"Du fik vel ikke bare den tatovering, fordi at jeg intet betød for dig, vel?"
Hun rystede på hovedet.
"Godt. Nina har det godt. Drengene har det godt. Vi har det godt."
Hun smilede. "Ja. Alt er godt. Takket været dig."
"Nej! Nej nej det var kun fordi at-"
"Jo det var Niall! Fordi hvad? Hvorfor gjorde du det egentlig? Hvorfor lod du ikke bare Nina og jeg dø på gaden? Af sult og kulde?"
"Fordi jeg vidste du ville betyde noget for mig. Det kunne jeg se. Jeg kunne se din sorg, og tro mig, ingen skal mærke den sorg du har haft."
Hun sukkede. "Nej. Men igen, det er dig der har vendt sorgen til glæde, så noget må du da have gjort."
Jeg rødmede. "Fint nok. Jeg elsker også dig, Chanel."
Hun grinede og kyssede min kind.
"Så er damen tilfreds."
Jeg himlede med øjnene. "Endelig."
Vores latter blev blandet med hinandens, inden hun fik vendt sig, og smedet vores læber sammen.
"Virkelig. Det kan kan ikke beskrives med ord."
"Det skal det heller ikke. Det skal kærlighed ikke."
Hun smilede skævt. "Det har du ret i."
Jeg sukkede og trak hende ind til mig igen. Gav hende et lille kys, inden jeg tvang hende til at ligge imod mit bryst igen.
Forhåbentlig faldt vi ikke i søvn, og faldt så ned af vindueskarmen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...