Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2059Visninger
AA

6. Next to me

Chanel

You are trying to chase the devil, but the devil is inside yourself.

Jeg kunne ikke lade med at rødmede, det havde jeg ikke forventede jeg skulle høre – og så slet ikke fra en jeg næsten ikke kendte. Jeg blev hevet med ud af butikken inden jeg overhovedet havde nåede at få sagt ordentlig tak til ham. Selvom jeg nok måtte indrømme at jeg ikke vidste hvordan man ordentlig sagde tak, det var jo ikke ligefrem fordi det var nåede folk gjorde til dagligt for mig.

”Niall, det gør ondt” vi var kommet ud af butikken, og stod og kiggede på den store propfyldte gade. Jeg bed mig nervøs i læben da vi begge kunne noget skarpt, et lys der kort blændede os. Jeg kiggede op på Niall, der allerede kiggede ned på mig. Han sendte mig et trygt smil inden han blidt skubbede mig væk fra blitzende jeg havde set. Jeg kunne stadige ikke rigtig forstå at jeg var sammen med en verdenskendt dreng. Der nok allermest havde de samme problemer som mig, følelsen af ikke at være nok.

”Niall, hvor skal vi hen?” jeg kunne ikke holde mit lille grin inde, hvilket gjorde at Niall gik helt i baglås. Jeg gik i hvert fald lige ind i ham, så vi begge endte nede på jorden. Jeg satte mig hurtig op imens jeg kiggede flovt på Niall.

”Undskyld, Undskyld Niall” han sendte mig et smil inden han lod hans hænder ligge på mine kinder. Jeg kunne ikke lade være med at følge det samme skød som jeg også følte i morges. Jeg kiggede flovt ned på mine sammenrullede hænder.

”Det er okay, Chanel. Kom” han trak hans hænder væk og hjalp mig efterfølgende på benene igen. Jeg smilede taknemlig til ham da vi igen kiggede på hinanden. Jeg kunne ikke lade være med at rødmede, bare en lille smule.

”Nej, Niall. Det må du undskylde” jeg nåede egentlig ikke at registrere noget før jeg stod i Nialls arme igen. Jeg kiggede op på Niall der allerede kiggede på mig, jeg kunne godt se hans flove smil. Der var bare lige det, hvad var han flov over.

Han er en fantastisk, charmende mand.
En ven, en begyndende, håbefuld ven.

”Chanel, lad os bare komme af sted igen” han samlede poserne op som jeg havde tabt da jeg faldt ind i ham. Jeg rakte ud efter dem, men han rystede bestemt på hoved.

”Niall, giv mig poserne” jeg prøvede igen. Men denne gang var der noget anderledes, han greb fat om mine hænder. Holdte godt fast i dem inden jeg igen måtte kigge ned. Jeg havde ikke i mange år, følt denne følelse jeg lige nu følte.

”Kom” han klemte min hånd, hvilket nok fik os til at glemme alt omkring os. Det gjorde jeg i hvert fald, men det er jo ikke normalt. Jeg har kendt ham i en dag, og alligevel får han denne følelse frem i mig.

”Hvor skal vi hen Niall?” han fangede en taxa og efterfulgt skubbede mig ind i den. Jeg kiggede undrende på ham inden han selv satte sig ind. Han sendte mig et rødmede smil inden han sagde en adresse jeg ikke kendte stedet på.

”Vi skal hjem, Chanel” jeg rødmede inden jeg kiggede ud af vinduet. Det ville sige vi skulle hjem til Niall igen, det kunne jeg også godt bruge. Mine ben var ved at gå i stykker, jeg havde aldrig været så træt i mine fødder som jeg var i dag.

Jeg lukkede svagt mine øjne da jeg mærkede et klem på mit ene lår. Jeg sukkede lydløst inden jeg lagde mig op af den varme genstand. Jeg tro egentlig ikke rigtig jeg lagde mærke til hvem det var før den nu lidt mere genkendelige stemme grinte. Det kunne kun være Niall. Jeg åbnede rødmede mine øjne, kiggende ind i Nialls blå øjne.

Jeg ved at hvis jeg ikke havde siddet ned, var jeg faldet bagover af hans tryllebindende øjne. Det kunne da ikke passe at man allerede fik sommerfugle i maven, kun efter en dag. Der var bare lige det at han havde været alt det jeg havde haft brug for, måske var det også derfor jeg fandt ham mere tiltrækkende.

”Undskyld Niall” jeg skulle til at flytte mit hoved, da han hev den ned på hans skulder igen. ”Hvad laver du Niall?” jeg kunne ikke undgå at se Nialls kinder få en lyserød farve, hvilket jeg igen fandt utrolig tiltrækkende. Jeg bed mig flovt i læben hvilket fik Niall til at slappe mere af.

”Jeg har ikke sagt noget om at jeg ikke kan lide det vel?” han sendte mig et blændende smil, hvilket bare fik den røde farve til at komme frem på mine kinder. Jeg flyttede mit blik væk igen, jeg havde aldrig været så flov som jeg var nu.

Hvad ville de sige, hvis de havde været her. Ville de have taget imod det med kys arme, eller taget mere afstand. Det fandt jeg nok aldrig rigtig ud af, for det var vel ikke sådan at man kunne ringe og spørge dem.

”Chanel. Vi er her” jeg kiggede på Niall med den normale farve jeg plejede at have i mine kinder igen. Jeg kiggede stumt og skulle til at tage mine sidste penge frem, for at betale, men som selvfølgelig var Niall kommet mig i forvejen. Jeg mukkede lidt inden Niall hev mig ud af taxaen, som vi så køre igen.

”Niall. Er du sikker på at jeg ikke skal tage dem?” jeg hentydede til poserne han havde i hånden. Niall fik egentlig ikke rigtig svarede før den første dråbe ramte min pande og gled ned af. Jeg kiggede op mod himlen der også var blevet mørkere og mørkere. Jeg kiggede bagefter på Niall der allerede kiggede på mig.

”Lad os komme ind, Chanel”

 

I

 

Vi var begge kommet ind i tørvejr, vi sagde egentlig ikke meget til hinanden. Det eneste vi rigtige gjorde var bare at kigge ind i hinandens øjne. Jeg rødmede igen da Nialls hoved nærmede sig mit. Det var ikke med vilje, men mit hoved nærmede sig også hans.

Mon vi begge kunne mærke den tiltrækning vi havde på hinanden. Jeg stod klods op af Niall, ellers var det ham der stod op af mig.

Jeg sendte ham et tøvende smil, som han også sendte tilbage. ”Vil du have noget te?” han afbrød vores øjenkontakt, hvilket jeg var glad for. For hvad var der ikke sket hvis vi var blevet ved med at nærmere os.

”Gerne Niall” jeg trådte et skridt tilbage inden han gjorde det samme. Vi kiggede begge på hinanden kort inden jeg greb fat om poserne og skyndte mig væk igen.

Jeg nåede hurtig ind på værelset jeg lånte. Jeg åndede ud da jeg gled ned af den lukkede dør. Jeg viste ikke hvad der var gået af mig, hvad skete der lige.

Var vi begge tiltrukket af hinanden, var det så forkert, hvis man var?

”Chanel?” han stod i døråbningen, jeg drejede rundt og så elegant jeg var faldt jeg så langt jeg var. Jeg trak pinligt mine ben op til mig selv inden jeg kunne høre et hjertelig grin. Jeg tøvede let inden jeg lod vores øjne mødes igen. Jeg må indrømme at jeg ikke havde forventet at Niall sad lige foran mig, kiggende med et smil og et bekymret blik på mig. jeg rødmede igen inden jeg kunne mærke nogle finger glide ind imellem mine. Jeg kiggede ned på dem, Nialls finger der var flettet sammen med mine.

De passede så godt sammen, og var det så forkert at føle at de var dejligt.

Var det forkert at jeg kunne lide det?

Kunne Niall lide det?

”Undskyld Niall, ville du noget?” jeg trak mine finger til mig, kiggede på Niall. Niall som satte sig bedre til rette.

”Jeg ville sige teen var parat. Men lige nu er alt ligegyldig” hans ansigt nærmede sig mit. Jeg trak mit ansigt længere tilbage og blev stoppede af sengekanten.

”Okay, det var da godt” jeg lød nok lidt skræmt. Nialls ansigt der bare nærmede sig mit, jeg ville have flyttet mig, men jeg var frosset fast. ”Er du okay, Chanel?” hans læber var få sekunder væk fra mine. Jeg bed mig i læben inden mit blik landede på hans fyldige og tiltrækkende læber.

”Jeg er helt okay Niall” endnu en løgn som jeg nok ville blive opdagede i. Især når mit hjerte bankede der udad.

”sikker Chanel?” hans læber var få sekunder fra at ramme mine da et par stemmer blandede sig i gangen. ”Jeg tro dine venner er her” min vejrtrækninger gjorde det utrolig svært at få formulerede min sætningen helt. Jeg kunne mærke at mit hjerte snart ville hoppe ud af dens skjul.

”Tag armbåndet på Chanel” han greb fat om den smukke æske. Jeg derimod var helt lammet af overraskelse, jeg viste nok ærligtalt ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

”Må jeg?” efter et par minutter hvor vi bare havde kiggede på hinanden, uden nogen form for lyd. Jeg nikkede lamslået inden Niall åbnede æsken. Jeg bed mig i læben hvilket fik Niall til at smile hjertelig til mig. Lod hans finger glide hen af mine læber, hvilket gjorde at jeg gav slip på grebet.

”Her” han havde givet mig den på og efterfølgende rejst sig for at efterlade mig helt lamslået, og helt for mig selv.

Jeg sad i et stykke tid og bare stirrede mod døren. Jeg var stadige utrolig lamslået, jeg havde aldrig troede at jeg skulle være så tæt på en verdenskendt popsensation. Der nok allermest bare var en helt almindelig dreng, en dreng der fik mit hjerte til at banke hårdere.

Jeg rejste mig op og gik slingrende hen mod døren, mit hoved der bankede, mit hjerte der sad oppe i halsen. Jeg bevægede mig stille mod stemmerne. Stemmerne der blev højere og højere jo længere jeg kom ud til køkkenet.

Jeg kiggede tøvende hen på Liam, Liam som var den første der havde fået min opmærksomhed. Liam så faktisk bedrøvede ud, og det viste jeg nok inderst inde også grunden til.
”Hej Chanel” Harry kiggede smilende på mig. Jeg derimod gik med rystende skridt hen mod bordet. Der hvor Liam allerede sad.

”Hej Harry” min stemme havde mistede alt sin glød. Hvilket bare fik Harry til at kigge på jeg og så Niall.

”Hvad er der sket imellem jer?” Harry var den første til at ligge mærke Niall og min mærkværdige opførelse. Vi i går havde kiggede meget på hinanden i går, og nu kiggede vi ikke på hinanden.

”Hvad mener du Harry?” jeg kiggede lidt flovt ned i bordet, hvilket fik alle til at grine, med undtagen Liam og Niall.

”Chanel, lavede i noget?” jeg grinede sødt inden jeg fik røde kinder. Jeg rystede på hoved hvilket fik Harry til at løfte øjenbrynet. ”Den tro jeg ikke på Chanel” jeg grinede stadige af ham, jeg må indrømme. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg grinte, eller bare den sags skyld hvorfor det var sjovt.

Måske var det bare en forsvarsmekanisme?

”Chanel, sandheden” han gik hen til mig, hvilket fik mig til at gå et par skridt tilbage. Det var ikke med min gode vilje at jeg gik ind i Liam, men det gjorde jeg. Uden rigtig at tænke over det, stak jeg op i et hvin. Jeg blev forskrækket, til mit forsvar.

”Hej Chanel” Liam lagde sine arme omkring mig. Jeg gøs kort hvilket fik Liam og Harry til at udveksle blikke. ”Sandheden Chanel. Du kan ikke slippe for det” Harry lagde sine hænder på mine hofter, hvilket fik min mave til at rulle sig sammen. Det var ikke samme skød som når Niall rørte mig. Jeg kiggede op på Harry. Det kan godt være jeg er 1.70, men Harry er meget højere.
”Sandheden er den, Harry. At det ikke kommer jer ved” Harry mistede fatningen i et kort stund, og det samme gjorde de andre.

”Jeg ved i er bedste venner. Men alle har brug for sit privatliv” det var som om Harry helt misforstod min hentydning, for han kiggede drillende på Niall og efterfølgende jeg.

”Harry, må jeg komme væk?” Harry som stadige holde fast om mig, strammede bare grebet endnu mere. Jeg mumlede nok nogle irriterende grynte lyde, hvilket fik Harry til at kigge undrende på mig.

”Egentlig ikke Chanel” han gav mine hofter et klem.

 

II

 

Drengene var gået igen og havde efterladt Niall og jeg i Nialls lejlighed. Vi sad egentlig bare og kiggede på det slukkede fjernsyn. Ingen af os sagde noget til hinanden. Jeg var stadige helt i chok, både over Nialls handlinger og drengenes ligefremme måde at være på.

Jeg bed mig i læben da Nialls stemme prydrede den trykkede luft mellem os. ”Er du sulten Chanel?” han kiggede på mig, jeg kiggede stadige lige ud.

Det var det samme min søster plejede at sige, en hentydning til at jeg skulle begynde på maden. Det minde fik mine tårer til at begynde at samle sig i mine øjenkroge. Jeg ville have skreget af mig selv, hvis det altså ikke gjorde at jeg fik Nialls opmærksomhed. 

”Egentlig ikke Niall. Men du må godt spise noget” jeg kiggede stadige hen på det slukkede fjernsyn, indtil Niall trak mit ansigt hen til sig selv. Vi kiggede hinanden dybt i øjne.

”Det går ikke Chanel. Jeg kan da ikke spise alene” han bed sig i læben, hvilket fik mine sovende sommerfugle til at vågne op igen – flyve rundt og gøre mig helt døsig.

”Så…” jeg afbrød mig selv, hvilket fik Niall til at sende mig et sødt smil.

”spis med mig Chanel” jeg rystede svagt på hoved, hvilket fik Niall til at rynke undrende med øjenbrynene.

”Jeg vil ikke presse mig på Niall” jeg rødmede igen. Jeg ved nok godt det var lidt dumt, men det var sådan jeg følte det. Jeg følte at jeg pressede mig for meget på. Niall derimod kiggede undrende på mig, jeg forstod ham ikke. Han må da snart være træt af mig, ville ønske mig væk snart. Det havde alle jeg kendte gjort på et tidspunkt, så det skulle ikke komme synderlig meget bag på mig, men det gjorde Nialls svar alligevel.

”Det gør du ikke, jeg vil elske selvskabet Chanel” han klemte min hånd, inden han selv rejste sig. Han rakte mig efterfølgende mig hans hånd. Jeg tog tøvende imod den, og mærkede igen de små nervepirrende stød.

”Niall” han rystede på hovedet. ”Jeg vil gerne have dig med” han trak mig helt ind til sig selv. Vi kunne nok begge godt høre vores urolige hjertebankende. Jeg var i hvert fald sikker på Niall tydelig kunne høre mit uregelmæssigt hjertebanken.

”Jamen” han lod hans ene hånd ramme min kind blidt, lod hans læber spidse sig sammen.

”Jeg vil gerne være din ven” et eller andet i mig begyndte at knække. Jeg forstod det ikke, hvad var det der var ved at knække?

”Jeg vil også gerne være din” mere nåede jeg ikke at sige før hans læber lå for en kort stund på min kind. Vi kiggede begge overraskede på hinanden inden Niall kiggede sorgmodigt på mig.

”Undskyld Chanel” han trak vejret kort.

”Jeg ved ikke hvad der gik af mig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...