Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2185Visninger
AA

22. My paradise

Chanel

I fund my paradise, I got to keep it.

Jeg havde danset med alle drengene, alle med undtagen Niall. Nu stod vi ude foran baren eller hvad man kaldte den, på det lokale sprog. Jeg lod et grin falde igennem mine læbers sprække, Louis og Liam grinede stort af mig imens jeg sprang rundt. Jeg kan kun give alkohollen skylden, sådan her ville jeg aldrig være overfor andre, altså nu snakker vi i ædru tilstand. Jeg drejede mig grinende rundt, landede ude på vejen. Heldig for mig, var der også hundred af andre mennesker her, det skyldtes vist nok en eller anden nationaldag, nu kunne jeg ikke være mere ligeglad.
Jeg havde det for engang skyld godt, og det var udelukkede på grund af Louis og Liam. De havde virkelig været helt og igennem fantastiske.

”Chanel, lad os nu gå ind” jeg grinede inderligt imens jeg drejede rundt i små og elegante rundkredse. Drengene grinede lavt af mig da jeg valgte at ignorere dem.

Hvad er det værste der kan ske?

”Jamen jeg har det så godt” jeg grinede højlydt imens jeg ubevist drejede længere væk fra drengene. Drengenes smilende blikke lå stadige limet fast til mig. Drengene der blev mere slørret jo mere jeg drejede rundt.

Jeg ville dog ikke stoppe det for noget i verden, jeg var glad.

”Chanel, kom nu?” jeg vendte mig smilende om mod dem, deres slørret kroppe var som en svag silhuet da jeg hørte nogle inderlige skrige. Jeg tog dog ikke længere notits af det, det var vel normalt at skrige af glæde?
”Chanel!” Liams stemme var så tæt på mig, hans hænder der prøvede at hive mig ind. Jeg forstod det ikke, jeg var glad hvorfor var de andre ikke det?

Jeg kunne endnu en gang høre skrigene, denne gang var der flere ind jeg først havde antaget. ”Chanel, kom så!” jeg kunne mærke min glæde falme lidt, det varede dog ikke længere tid ind at jeg lod et grin ramme muren. Jeg skubbede mig selv hoppende tilbage imens Liam og Louis kiggede sigende på hinanden.

Vidste de noget jeg ikke gjorde, eller for dens sags skyld resten af befolkningen?

Jeg og en masse andre løb glade rundt, gadens vej der var flydt med mennesker, de glade stemmer der ikke viste andet ind glæde, præcis som jeg.
Den varme luft der omslugede os, den varme der udstrålede fra de andres kroppe. På en mærkværdig måde beroligede det mig mere, de skrig jeg havde hørt før måtte have kommet fra min underbevist.

Jeg kiggede grinende rundt da et par hænder lagde sig på mine hofter, jeg vente mig hurtig om. Kiggende på en høj og ekstrem veltrænet mand.

”Kan jeg byde på denne dans?” jeg sendte et stort smil til ham.
”Ikke før jeg kender dit navn?” han drejede mig rundt så jeg endte i hans stærke og veltrimmet arme. ”Jacob” jeg sendte ham et skævt smil da jeg kiggede op på ham. Jeg ville vel skyde på han var på Harrys højde, til eller fra.
”Chanel” jeg blev skubbede frem for bagefter at blive hevet tilbage i hans varme arme. ”Smukt navn, til endnu en smukkere pige” han strammede grebet om mig, hans finger der gled sammen med mine, det var nok mere at flette dem sammen. ”siger du det til alle piger, du møder?” jeg svang nok lidt mere ind hvad der var attraktivt, nu var det vel heller ikke fordi jeg skulle score.
”Kun dem der hedder Chanel” han lod hans læber kærtegne min kind, hans hænder der gled ned af min krop. Jeg grinede lavt inden han drejede mig rundt, lidt ligesom ballerinoer og ballerinaer gør. ”jeg bliver helt smigret Jacob” jeg lod min hånd strejfe hans underdel. Jeg sendte ham et drillende smil inden jeg vendte mig om og løb langsom væk.
Jacob var dog ikke længere tid om at gribe fat om mig, eller retter sagt hans hænder lagde sig på min lænd.
”Det behøver du ikke” det var først nu jeg lagde mærke til hans britiske accent. Jeg stoppede nok mindre elegant op, åbnede min mund på klem.

”Du er briter” jeg lagde chokeret mine hænder på hver af mine kinder. Jeg grinede dog lidt efter da han kiggede drillende på mig.

”Og du er amerikaner” han trak mig ind og ud mod sig selv. Jeg grinede inderligt da jeg egentlig ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre eller sige. Hvad gør man når man bliver konfronteret med sin fortid. Jeg vil gøre alt for at glemme tiden i Amerika, tiden der ikke gjorde andet ind at få de dårlige minder til at overtage de få, men gode.

”Der har du fat i noget der, Jacob” han holdte blidt om mig inden han vuggede mig frem og tilbage. Jeg derimod lagde mit hoved på hans bryst, kiggende på ham.

”Siger pigen med den britiske boyband på slæb” jeg bed mig i læben. Selve navnet boyband var ikke farligt. Nej det var nu mere følelsen jeg fik når jeg tænkte på den bestemte person i bandet.
Personen der betød alt for mig, og nok inderst inde stadige gjorde det.

Jeg vil dog ikke indrømme det, han har såret mig en gang for meget.

”Det er mit følge” jeg skubbede mig grinende væk fra ham. Jacob der kiggede smilende mod mig, jeg der gjorde alt for at sende ham et så ægte smil som det kunne blive.

”Sikker, det så ikke sådan ud?” jeg drejede mig rundt inden jeg mærket den mærkværdige følelse igen. Følelsen der bare ikke denne gang forsvandt.

Der var blevet så stille, det eneste der kunne høres var en motor. Jeg kiggede hen mod Jacob, ellers var det ham der kiggede på ham.
”Lad os komme væk” jeg smilede inden jeg ville dreje ind mod ham.

 

I

 

Jeg var kommet halv tilbage mod drengene, alt efter at jeg han efterladt Jacob. Drengene havde konstant ringede til mig. Alkohollen var denne gang kommet under kontrol, for jeg slingrede ikke mere. Jeg sukkede da jeg kunne skimte dem, deres smil der var sendt mod mig. jeg lod et smil ramme deres vinkel alt inden jeg satte i hop.
”Chanel!” jeg grinede da drengene råbte af mig, jeg forstod dog ikke hvorfor deres blikke var paniske. Jeg kunne mærke hvordan en person løb ind i mig, eller det følelse det som om. For inden længe kunne jeg mærke hvordan vægten forsvandt fra mig, hvordan hele tyngekraften forsvandt under mig.

Jeg kunne mærke hvordan luften lavede et hul til mig, hvordan hele min krop susede igennem luften. Jeg udstødte et forpint skrig inden jeg mærkede jorden mod mig igen.

Jeg måtte indrømme at det hele virkede alt for forkert. Det skyldtes nok at jeg ikke rigtig kunne mærke mig selv længere.

”Chanel?” jeg åbnede mine øjne, tårerne der allerede trillede langs deres kinder. Jeg sendte dem et træt blik inden jeg hostede kort. Det jeg ikke havde forventet var at der kom noget med op. Jeg kiggede med blodsprængte øjne op på de to drengene der stod og kiggede bedrøvede ned på mig.

Jeg kiggede undrende på dem inden det rigtig gik op for mig. Jeg blødte og det var ikke fra de normale steder, nej for at det ikke skulle være løgn blødte jeg ud af min mund. Jeg kiggede denne gang lidt mere panisk på dem, jeg kunne ikke forstå hvad der skete.

Kan nogen fortælle hvorfor jeg bløder fra munden?

Er der sket noget?

”Hvad?” jeg hostede kramagtig inden jeg lukkede mine øjne blidt. Jeg var så forfærdelig træt, jeg havde ondt og det jeg allermest havde lyst til var at sove.

”Chanel, hold dine øjne oppe” et par hænder lagde sig på min arm. Jeg krampede dog en smule. ”Jeg er træt” jeg hostede noget mere væske op. Min stemme var hæs og jeg lod med besvær mine øjne åbne sig, bare på klem. Men nok til at se Liam sidde foroverbøjede mod mig.

”Det skal nok gå” jeg lod mine øjne åbne sig lidt mere, tårerne havde allerede tørrede ind i min blodfyldte ansigt.

Jeg var nok rimelig forslået, og jeg forstod stadige ikke helt hvad der var sket. Dog var jeg sikker på en ting, det var at sandkornene var ved at løbe ud.

”Hvor er Niall?” det var nok det eneste jeg rigtig kunne tænke klart. Jeg måtte nok indrømme at jeg ikke var særlig overbevist om Liams ord. Jeg vidste, og lige så godt som de andre at det ikke var sandheden.
Jeg ville ikke klare den.

”Jeg ved det ikke Chanel!” han aede min håndflade. Min mund der stadige var indsmurt i blodet, jeg der godt vidste hvad tiden havde slået.

”Jeg…” jeg afbrød mig selv da blodet skulle op fra sit skjul. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde nogle pinefulde støn. Jeg havde sådan lyst til at lukke mine øjne.

Bare for et kort sekund.

”Chanel. Hold dig vågen” jeg kunne se Liams bekymrede blik, hans hænder der lå nede ved min arme.

”Kan du ikke mærke det?” hans stemme var så spinkel. Jeg prøvede at kigge ned, men det jeg kunne se fik mig til at kigge panisk væk. Det eneste jeg faktisk kunne se var blodet, det skræmte mig alligevel en del.

”Hvad?” jeg lukkede blidt mine øjne da en bekendt stemmes paniske klang.

”Chanel, åben øjne!” jeg kæmpede nok alt hvad jeg kunne, men jeg havde ikke rigtig lyst. ”Chanel” jeg åbnede på klem inden jeg udstødte et hulk. ”Jeg elsker dig” denne gang havde jeg lysten til at åbne mine øjne, denne gang kiggede jeg ikke ind i Liams brune øjne. Derimod kiggede jeg ind i nogle tårefyldte havblå øjne.

”Hej” jeg sendte ham et sødt smil. Det var som om alt smerte forsvandt, bare for en stund. Men det var rigeligt for mig.
”Du må ikke forsvinde fra mig” Niall lagde sin hånd mod mit bryst. Jeg kunne mærke den brændende varme, men ikke selve hånden. Endnu en gang skræmte det mig.

Blodet der igen forsvandt ud af min mund, efterlod en hosten der bare blæste blodet op i stride strømme.

”Niall, undskyld” han kiggede panisk på mig inden han lagde sine hænder på mine kinder.

”Chanel, det må du ikke sige” han lagde et blidt kys mod min pande. Jeg kunne ikke lade være med at begynde at græde igen.

”Niall” jeg spyttet kort, eller det mindede nok mere om et forkrøblede host. ”Ja?” hans stemme var præget af grådens rand.
”Sig til Nina…” jeg trak vejret dybt ind. ”at hun skal blive ved med at holde hoved højt” jeg græd stille, Niall rystede panisk på hoved. Jeg grinede bare hjertelig, men lavt.

”Niall, ikke græd” han snøftet kort, kiggede mig dybt ind i øjne. Jeg kiggede ind i hans, sendte ham et rolig smil. ”Niall, jeg er ikke bange for at dø” han hulkede højt. Jeg sendte ham et smil, jeg ville inderlig ønske at jeg kunne fjerne hans sorg, hans tårer der var et symbol på den sorg han gik med nu.

Men han skulle nok komme over det.

Han er en stærk kriger

”Jamen” jeg tvang mine øjne op efter de havde lukket sig.
”Men en ting er jeg bange for” han kiggede berøvede ned på mig. Jeg grinede lavt, hæsende og pivende. ”Hvad?” han lagde igen hans hånd på min kind. ”At du aldrig kommer videre” han åbnede sin mund på klem da vi begge kunne mærke et kæmpe bravt og skarpt lys, bare for et splitsekund. Jeg viste allerede hvad det var, men alligevel bekymrede det mig ikke det mindste.

”Du må ikke gå i stå, bare på grund af mig!” jeg missede med øjne, prøvede at holde dem oppe, men for hvert sekund der gik, jo mere søvnig blev jeg.
Jeg ville snart gerne sove ind”

”Niall. Hvorfor frygte døden? Det er den smukkeste oplevelse i livet” han kiggede undrende, sårende på mig. Jeg grinede lavt, men grinet fadet også ud, ligesom mine sidste åndedrag.
Jeg sendte ham et smil, min sætning der også tog resten af mine få åndedrag ”Jeg elsker dig Niall”   der lukkede mine øjne og åndede ud for sidste gang, jeg havde fundet min paradise. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...