Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2017Visninger
AA

10. Me, myself and you

Chanel

So tight with your love, but do I love myself?

Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre, eller sige. Jeg stod bare foran Niall med en chokeret og åben mund. Hvad gør man i denne situation. Det jeg nok allermest havde lyst til var at løbe skrigende væk. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han lige nævnede mig, hvad var der specielt ved mig.

Jeg er jo egentlig ikke nogen, ikke ligesom Niall, Harry, Louis eller Liam for den sags skyld. Det jeg var, var ingenting. Jeg lukkede munden på klem. Jeg viste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv, så det nærmeste satte jeg på. Heldigvis var det en stol, og ikke luften. Jeg kunne se Nialls blik forvandle sig til en lidt sårede en. Jeg vidste at jeg kunne lide Niall, men han burde ikke kunne lide mig.

Jeg ved nok godt inderst inde at jeg vil ødelægge den sidste gode i ham.

”Chanel?” hans stemme var så spinkel. Jeg blikkede et par gange, inden jeg sank den klump jeg havde i halsen. Lod min tunge fugtige mine læber let.

”Niall, hvad vil du have mig til at sige?” jeg lagde mine sammenrullede hænder på bordet. Kiggende ned og turde egentlig ikke at kigge på Niall, hvad skulle jeg sige til ham. Jeg havde nok allerede sårede ham, for det så sådan ud.

”Sig hvad din drøm er” jeg kunne skimte hans spinkle håb. Jeg h

avde aldrig et stort og indebrænd drøm, men den kunne aldrig opfyldes. Hvad var så ellers min drøm, var Niall også min drøm.

Eller var min oprigtige drøm egentlig bare at gå samme vej som mine forældre?

”Jeg… jeg” jeg rejste mig hurtig op og kiggede på Niall for en stund. Jeg kunne ikke se ham i øjne, så i stedet satte jeg i løb, grædende ind værelset.

Hvorfor var det egentlig så svært at få udtalt ordene.

Kunne det skyldes at jeg ikke kunne sætte finger på min drøm. Ville jeg overhovedet være nogen drøm, jeg ved jeg ikke var en drøm for mig selv. Hvordan kunne jeg så være en drøm for andre?

Siger man ikke at man skal elske sig selv, før man kan elske andre? Men hvordan kan jeg så stadige have den trykkende fornemmelse i min mave når jeg ikke kan elske mig selv. Er jeg virkelig så langt væk fra virkeligheden?

Jeg satte mig opgivende i sengen, inden jeg foldede mig sammen til en for skrumpede klump. Jeg rullede mine læber sammen, bare for ikke at lave nogen lyd. Jeg ville ikke tiltrække mig mere ind højst nødvendig opmærksomhed. Det i sig selv lyder helt forkert, men hvordan skulle jeg ellers forklare det.

Jeg åbnede mine øjne, lod mit blik ramme kanten af min hånd. Der hvor skriften stod, navnet, generalisering af den person som betød så meget for mig. jeg var kun hans pige, jeg var hans trold som han kaldte mig.

Nu var jeg ikke andet ind et forkrampede minde, et minde der kun kunne staves med fem bogstaver, et ord.

Daddy

”Chanel?” jeg kunne høre at døren gik op, og jeg strammede automatisk grebet om dynen. Lidt ligesom den sidste krampestreg. ”Chanel?” jeg lagde mit hoved længere ind mod dynen imens jeg snøftede nærmeste lydløst. Men Niall hørte det alligevel. Jeg forstod ikke hvordan han kunne det, var jeg virkelig så svag.

”Svar mig Chanel?” jeg mærkede det et bump på sengens kant. Jeg fjernede nervøs mit hoved fra sit skjul, kiggende på en sorgmodig Niall. Jeg forstod nok bare ikke hans følelser i dette sekund, måske var det fordi jeg inderst inde ikke ville det.
Jeg ville ikke vide at det var mig der var skylden i hans sorgmodige blik. Det blik han lige nu sendte mig, det fik koldsveden til at glide pindefuldt ned af min krop.

”Hvad vil du have mig til at sige Niall” min stemme var hun en hvisken og det skræmte mig egentlig ikke synderlig meget, ikke så meget som det egentlig burde. Burde jeg ikke være den der var stærk, ikke vise mine følelser. Var det ikke det alle mente jeg skulle være.

Stærk, ligegyldige med mine egen følelser.

”Sandheden, Chanel” han skubbede sig længere hen mod mig. Jeg frøs bare fast i min stilling. Jeg viste når vores kroppe mødtes, at der ville opstå fyrværkeri. Og det ved jeg ikke hvordan jeg skulle håndtere. Jeg kunne nok godt håndtere alt andet, bare ikke den følelse Niall gav mig. Den følelse af at være elskede igen.

Følelsen af at være værdsat.

”Hvilken sandhed Niall?” Niall lagde ubekvemt hans hånd på mit knæ. Jeg rystede under Nialls berøringer, hver celle i mig skreg.

”Har du flere sandheder Chanel?” Han kiggede hentydende på mig, han rykkede sig længere hen mod mig. Satte sig op af væggen, lagde armen bag mig. ”Nej” jeg vidste at svaret kom for hurtig til at være sandt, men jeg ville ikke fortælle min dybeste hemmelighed. Ikke til nogen, ikke til en verdenskendt charmør.

Slet ikke en jeg fik sommerfugle i maven af.

”Så fortæl mig sandheden. Fortæl mig din drøm” jeg kiggede op på Niall, der kiggede ned på mig. jeg rødmede stille inden jeg åbnede munden. ”Jeg ved ikke hvad min drøm er. Men en ting er sikker” jeg blev skubbede længere ind mod hans kropsvarme. Jeg lagde mig mod ham, uden egentlig at have tænkt over det. Det så dog heller ud til at det bekymrede Niall, ellers var han god til at gemme sandheden.

”Jeg ved ikke om det bliver for sødt” jeg kiggede flovt på Niall. Han smilede bare sødt til mig, kiggende oprigtig nysgerrig på mig. ”Sig frem, Chanel” han lagde et kys på min pande, og egentlig uden at tænke over det.
”Jeg tro, at min drøm er at være sammen med dig” jeg rødmede imens mit blik lå limet til mine finger. Niall som hev blidt fast i min hage, fik mig modvillig til at kigge ind i hans smukke blå øjne.
”Det betyder?” hans øjne lyste lidt. Jeg skubbede mit blidt helt op af ham inden jeg lod mine læber ramme hans. Hvis jeg havde forventet at han ville trække sig tilbage, så gjorde han det modsatte. Han lod hans hænder ligge sig på mine hofter, hive mig op og side på ham. Jeg lod blidt mine læber skille hans, og vores tunger der stille legede med hinanden. Lidt ligesom det var skæbnen.

Hans hænder lagde sig efterfølgende på min lænd, mine hænder der lå på hans kinder. Vores læber der denne gang var adskilt fra hinanden. Jeg tro egentlig ikke at nogen af os vidste hvad vi skulle sige, for der kom ikke nogen lyd ud.

”Skal vi ikke se noget fjernsyn” jeg afbrød vores øjenkontakt da jeg endelig rigtig lod tankerne renses. Jeg havde lige kyssede Niall, og han havde kyssede med. Hvad skal det betyde, hvorfor kyssede han mig overhoved.

Var der virkelig noget i det han sagde. At jeg var hans drøm, men det måtte det bare ikke være. Jeg ved ikke hvad jeg så skal stille op.

Alle dem jeg elsker, bliver taget brutal fra mig. Hvorfor tro i at jeg ikke kan se mig selv med andre, hvorfor kyssede jeg så overhoved Niall til start med.

Jeg vil heller ikke miste ham, det er den eneste der har fået mig til at glemme mine tilbagevendende mareridt.

”Lad os det”

 

I

 

Jeg lå i sengen med Niall. Ingen af os havde sagt noget til hinanden efterfølgende efter vores kys. Det var slet ikke et tantekys, det var et rigtig lidenskabelig kys. Et kys der blev delt mellem os, uden rigtig at vide hvorfor.

Skyldte det måske at jeg virkeligheden rigtig kunne give mig hen, give mig til Niall. Uden den mindste bekymring omkring at han ville forlade mig.
Hvis det var op til mig, havde jeg for længst forladt mig selv. Jeg kunne ikke bærer smerten, men denne gang var smerten mindre. Kunne det skyldtes Niall, hans væremåde?

”Chanel?” det første ord i lang tid. Jeg nikkede inden Niall lod vores læber ramme hinanden igen. Denne gang var mine sommerfugle ikke til at styre, hvis de havde kunne det, så var de fløjet ud af min mave og rundt i værelset.

Jeg trak mig væk igen. Jeg kunne ikke undgå både at rødme og få lyserøde kinder. ”Vil det gøre dig noget hvis drengene kom over?” han rødmede selv og jeg grinede hjertelig.

”Niall det er din” mere nåede jeg ikke rigtig at sige før jeg ubevist havde smedet vores læber sammen igen.

 Igen kunne jeg ikke undgå at mærke den stikkende varme i kinderne igen. Niall der smilede imellem vores sammensmeltede læber. Jeg ville nok have faldet bagover hvis Niall ikke havde bestemt sig for at hive mig op på hans lår. Hvilket nok ville virke mærkelig hvis vi ikke havde tilbragt hele natten sammen.

Jeg skubbede mine læber fra hans, inden han sukkede utilfreds. Jeg grinede inderligt inden jeg lagde mine hænder på hans mave, hans krop som spændte og gjorde at jeg ikke kunne undgå at mærke hans trænede muskler.

”Chanel. Du bor her også” han rødmede svagt inden jeg lod mine hænder glide rundt, nok mere på opdagelse ind de burde være. Men Niall sagde ikke noget, kunne han også mærke det sitre i ens finger når vores hud var i kontakt?

”Men det er dig der betaler” jeg lod mine hænder glide bag hans ryg, lod dem være der inden jeg lagde mit hoved på hans bryst. Hvilket gjorde hans hjertebankende mere voldsomme, jeg må nok indrømme at jeg blev lidt bange for at hjertet ville banke ud af hans bryst.

Det viste jeg godt aldrig ville ske, men selve tanken strejfede mig stadige.

Jeg kunne ikke lade være.

Hvis jeg ikke var sikker på at hans hjerte bankede der udad, så kunne jeg næsten regne det ud nu. Den samme effekt Niall havde på mig, havde jeg også på ham. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule beæret, selvom jeg ikke burde. Jeg burde være forsvundet fra hans liv fra lang tid siden. Det burde aldrig være kommet så langt, hvordan skulle jeg kunne retfærdiggøre det for min søster.

Min søster der i den tid jeg havde været her, haft det nogenlunde. I den tid har hun bare gået og forsvarede sig selv. Forsvarede sig overfor en verbal veludviklede mand, en mand der til enhver tid vil kunne knække, hver og en af hendes argumenter. 

Hvilken søster er jeg dog.

Jeg burde slet ikke have eksisteret.

Dagen burde slet ikke være fundet sted, måske hvis dagen ikke havde fundet sted. Så havde jeg ikke behøvede at være en erstatning af de vigtigste personer i et barns liv.

Måske kunne jeg have haft et normalt liv – men hvad er det nu at være normalt. For mig er det her liv jo normalt? Livet der har budt mig mange dårlige ting, men også budt mig Niall. Hvad hvis det aldrig var sket, hvis dagen aldrig havde fundet sted - havde jeg så nogensinde mødt Niall?

”Nialler?” vi trak os begge væk fra hinanden. Eller det vil sige at jeg skubbede mig selv ned fra ham og lod Niall rejse sig. Vi kiggede begge en smule flovt på hinanden. Jeg var nok den der var mest flov, for hvad ville de ikke tænke.

Folk som siger at man ikke skal tage sig af hvad andre tænker om en. Må have spist søm til morgenmad, for alle på et hvis punkt går da op i det. Jeg ved en ting, en ting som er sikker; det er at jeg bekymrer mig om andres tanker om mig selv. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig, det har jeg gjort hele mit liv.

”Har du allerede inviteret dem?” jeg kunne se Nialls kinder blive røde, en charmende lyserød farve. Den samme effekt kysset havde på mig, havde smilet også på mig. jeg måtte nok ligne en idiot da jeg sikrede mig at jeg stadige sad i sengen.

”Nej, Chanel. De har selv en nøgle” han satte sig på sengekanten. Jeg der kiggede overraskede på Niall. Jeg havde undervurderede deres venskab, de var ikke bare bedste venner – nej det var jo næsten som en familie. En familie bestående af Niall, Liam, Harry og Louis til sidst.

”Har de?” jeg viste det var et dumt spørgsmål, men det nåede at komme ud før jeg havde tænkt sætningen igennem.

Selvfølgelig havde de det, de var nærmeste familie.

”Ja. Undskyld Chanel” jeg rejste mig op og Niall trådte hen mod mig. Jeg trådte ubevidst væk, det var nok bare en refleks, men det fik alligevel Niall til at se sårede ud. Jeg trak vejret dybt igen inden jeg tøvende trådte helt hen til ham.

”Du skal ikke undskylde Niall” Niall lagde et kys i panden på mig, inden han rødmede gik ud af døren.

 

II

 

Dagen var gået ind i de sidste aftentimer. Drengene var gået ind i køkkenet og snakke, eller det var hvad de sagde. Jeg derimod sad på sofaen, kiggende på fjernsynet. Lige nu kørte der nyheder, de der firetyvetimers nyheder.

Drengene havde lagt mærke til vores adfærd, og de havde da også kommenteret det. Jeg lod mit blik kigge godt efter billederne der kom. Billedet der mindede så meget om min søster, Nina.

Hvad lavede Nina i fjernsynet.

Jeg registeret nok ikke drengenes spørgsmål da jeg havde min fokus på speakeren i fjernsynet. Hendes ord der stadige gav genlyd i mit hoved.

Nina Hell var efterlyst, og havde været det i flere dage. Hvor mange dage havde jeg været her, en uge og hun havde været væk i fem dage. Hun burde slet ikke være gået, hun burde være ved ham. Jeg må nok også indrømme at jeg ikke bebrejder hende, jeg kan godt inderst inde forstå hende.

Men hvis hun var væk på femte døgn, hvor stor sandsynlighed er der for hun stadige er ved sin fulde fem. Hun har ikke pengene som jeg har, hun har kun sig selv.

”Chanel?” et par hænder blev lagt på mine skulder. Jeg rystede dem bare af imens jeg kiggede indtrængende på fjernsynet. Jeg tro nok inderst inde at jeg håbede de kunne give mig svaret på hvorfor og hvor hun var.

”Er det din søster?” jeg nikkede stumt, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hun havde været væk i fem dage og jeg havde bare været her, uden kontakt med hende. Hvilken søster gør sådan noget.

Er det ikke kun den selviske, egocentriske eller for den sags skyld ødelagte søster der gør sådan noget. Hun kunne være falde ned i et hul, og ikke kunne komme op igen.

”Hvor lang tid har hun været væk?” Harrys krøller kunne jeg skimte ved mine øjnekrog. Jeg var meget sikker på at han sad foran mig, men jeg registeret ikke rigtig noget.

”Femte døgn” jeg kiggede ligeud, og nok også lige igennem Harry.

”skal vi hjælpe med noget?” denne gang rejste jeg mig, voldsomt var nok ordet for det.

”Det kan i ikke. jeg bliver nød til at gå!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...