Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2037Visninger
AA

11. Maybe i love you

Niall

Be mine tonight, Chanel

"Chanel!"
Jeg hørte det desperate råb fra Harry inde i stuen, og ikke så lang tid efter fandt jeg hende ude i gangen, rystende og forvirret.
"Chanel tag det roligt, vi finder hende, det lover jeg!"
Chanel virkede dog ikke rigtig til at opfatte hvad der skete.
Istedet fandt hun sine sko og forsøgte at hive dem på.
Jeg stirrede frem og tilbage imellem dem.
Pludselig fandt jeg ud af, at hun var på vej ud.
"Chanel," jeg tog fat i hendes skuldre, men hendes blik var fjernt, kiggede væk fra mig.
"Chanel?" Jeg ruskede blidt i hende.
Hun mumlede et eller andet.
"Hun er væk Niall! Det er min skyld!"
"Selvfølgelig er det ikke din skyld, Chanel!" Indbrød Harry.
Hun så bare mere sorgmodig ud.
Jeg kiggede længe på hende, forsøgte at få bare én tanke fra hende. Men hendes brune øjne var slet ikke til at se i.
"Chanel!" Jeg skubbede hendes ansigt hen til mit med min tommelfinger, og holdte hendes hoved fast så hun ikke kunne kigge væk. Alligevel forsøgte hun at kigge væk, med et flakkende blik.
Til sidste klarede jeg dog at få hende til at se på mig.
De andre drenge forholdte sig i tavshed bag os, og forsøgte at kigge væk.
Jeg fik en pludselig trang til at mærke hendes læber imod mine igen, men det var ikke det der var vigtigt.
Hun var fortabt, bange. Og måske var jeg den eneste der ville kunne berolige hende.
Jeg kæmpede med den røde farve i mine kinder, da tanken om min samtale med drengene kom frem igen.
De havde tvunget mig ud med detaljerne, og det havde endt med at jeg havde fortalt dem, at Chanel og jeg endelig havde fundet ud af det.
At vi havde kysset.
Hun fik tårer i øjnene. "Det er min skyld, Niall..."
Hun kiggede ned i jorden, forsøgte ikke at kigge på mig, bange for om jeg ville blive sur.
"Åh Chanel..."
I stedet trak jeg hende bare ind til mig, og lod hende gemme sig i min favn. Tøvende lod hun det ene hulk slippe ud efter det andet.
"Hvad skal jeg gøre?" Hun slap et hulk ud endnu engang, hvilket gjorde hendes ord meget uforståelige.
"Rolig..." Hviskede i hendes hovedbund, jeg strøg hende over håret. "Vi finder ud af det."


I


Efter en følelsesfuld samtale imellem os alle fem, var det endt med, at vi nu var blevet enige.
Vi blev nødt til at finde Nina, Chanels lillesøster.
"Vi bliver nødt til at informere politiet," sagde Liam klogt.
Chanel skælvede. "Nej! Lad være med det! Vi finder hende selv!"
Liam havde allerede haft mange skumle mistanker om Chanel. Hvorfor var hun løbet hjemmefra, og nu også hendes lillesøster?
Var der noget ved hendes forældre?
Hvad skete der i det hjem?
"Men Chanel," Louis lagde sin hånd ovenpå hendes rystende hænder. "Det ville være nemmere, hvis vi fortalte dem at du var her. Så ville de måske sige hvor du er. Måske hun leder efter dig."
Hun kiggede ned i bordet. "Men det er ikke godt... Bare... Lad være med det."
"Chanel?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun søgte forsigtigt mine øjne, og jeg blev helt forskrækket over hendes sorgfulde blik.
"Du kunne ringe til dine forældre? Fortælle dem, at du er i sikkerhed her?"
Hun kiggede længe på mig, "mine forældre ved jeg kan klare mig."
"Men for en sikkerhedsskyld," Harry rakte hende sin telefon.
Hun stirrede længe på genstanden. "Nej," hviskede hun. "Jeg kan ikke."
Liam sukkede. "Chanel hvor er dine forældre? Har du overhovedet nogle forældre?!"
Han lød opgivende og irriteret.
"Ja! Men derfor behøvedes jeg ikke at informere dem om det!"
"Men hvorfor løb du overhovedet hjemmefra? Hvad har de gjort dig, Chanel?"
"De... Intet!"
"Så ring til dem," Liam tog Harrys telefon og lagde den i hendes hånd.
Jeg trak mig lidt tættere på hende, nysgerrig over hvad hun ville gøre.
I det mindste kunne jeg give hende min støtte.
Hun sukkede dybt. "Hvad vil i gøre, hvis jeg ikke ringede?"
Liam, Harry og Louis kiggede på hinanden, inden de kiggede på mig.
"Jeg er ked af at sige det, Chanel. Men der går ikke længe, før selv din kæreste kan se det."
Hun tabte mælet. "Jeg har ikke nogen kæreste!"
Hendes ord sårede en hvis del. Men hun forsvarede sig vel bare... Imod mig?
Men de havde ret.
Selvfølgelig havde Liam og Harry og Louis ret.
Liam havde haft ret helt fra begyndelsen. Jeg havde regnet den ud.
Jeg kyssede hendes kind. "Nu kigger vi lige på det, okay?"


II

"Du har ikke nogen forældre, vel?"

Sådan startede samtalen, der fik Chanels og mit forhold til at vælte sammen i en stor klump.
Klumpen var fuld af fortvivlelse, men også af kærlighed. Vi havde gået os to, også Harry alene og Liam og Louis sammen.


"Nej," sagde hun stille. Vi gik langsomt, med vores fingre flettet sammen.
Det var beroligende.
Hun kiggede ned i jorden. "Undskyld," hviskede hun. "Jeg burde have været ærlig... Det havde jeg jo lovet dig."
Jeg vidste hun gik med en frygt om, at jeg ville give slip på hende, men jeg ville aldrig kunne forestille mig end anden end hende, som min. Hun skulle være min.
Jeg gav hendes hånd et klem.
"Vil du selv fortælle det?"
Hun nikkede langsomt, og pustede tungt ud. Hun kiggede kort op i luften.
"De døde... I angrebet... I 9/11." Hun bed sig hårdt i læben. "Jeg var 11... Nina var blot meget meget lille. Hun husker dem ikke," hun snøftede.
Jeg stoppede op, et fjernt sted, bare så ingen kunne se os.
"Og... Vi kom i plejefamilie. Men det blev aldrig vores familie," jeg tog forsigtigt begge hendes hænder i mine, og nussede blidt hendes håndrygge. "Han angreb altid Nina. Det er ikke fair... Jeg kunne ikke mere, Niall." Hun så forpint ud i ansigtet, da hun holdte et hulk inde. "Det gør så ondt. Hvorfor tog jeg hende ikke med? Niall hun tog væk. Som jeg gjorde. Men hun er kun 15! Hun klarer det ikke!"
"Rolig," jeg tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes kinder. "Vi finder hende, okay?"
Jeg kiggede dybt i hendes øjne, og langt derinde fandt jeg et glimt af anerkendelse.
"Du er der virkelig for mig, er du ikke?" Hviskede hun. "Til enhver tid," forsigtigt smedede jeg vores læber sammen i et blidt kys.
"Chanel... Det her ændrer intet, okay? Jeg er ikke sur på dig," jeg gav hende et lille kys mere.
Hun sukkede. "Du burde være sur... Du burde aldrig have taget mig til dig."
Jeg smilede forsigtigt til hende. "Men så var jeg gået glip af, at kende den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt."
Jeg tog hendes hånd op, og lagde den på min brystkasse, lige over mit hjerte.
"Kan du mærke det?"
Mit hjerte bankede for fuld drøn, som det ingen ende havde.
Om jeg var forelsket? Nej, jeg var nærmere besat. Besat af hendes glimtende brune øjne, og hendes hår der kun netop idag var hængende løst. Det krøllede fint og naturligt, og passede perfekt til hendes halvbrune undertone i huden.
"Sådan har jeg det, når jeg står sammen med dig," jeg lagde min hånd imod hendes kind.
Hun rødmede svagt. "Jeg lover dig, af hele min person, at vi finder hende, okay? Og selvfølgelig må hun blive i vores lejlighed, Chanel. Selvfølgelig må hun det."
Chanel smilede svagt.
"Ved du hvad?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun rystede på hovedet. "Det bedste er... At du ikke bor i min lejlighed længere, fordi at du mangler et sted at være."
Hendes blik blev nysgerrigt. "Nu bor du her, fordi at..."
Jeg fik svagt røde kinder.
"Fordi at hvad?" Spurgte hun en anelse kækt.
Min mund tegnede sig i et lille smil.
"Fordi jeg kan lide dig. Jeg kan rigtig rigtig godt lide dig," hviskede jeg.
Hun rødmede også selv.
"Og jeg ønsker at du er min."


III


"Yeah, so tell me girl if every time we to-o-uch
You get this kind of ru-u-ush"
Sang jeg med et drillende smil. Hun grinede muntert.
"Baby be mine tonight, mine tonight, baby be mine tonight yeah," mit blik blev mere mildt da jeg sprang i teksten.
Hun svarede ved at vælte mig bagover i sengen, så hun landede grinende hen over mig. "Du behøvedes ikke engang at spørge," det var de ord jeg fik, inden hun begav sig til at kysse mine læber grådigt.
Smilende trak jeg hende tættere ind til mig, og lod mine hænder køre op fra hendes hofter og på hendes ryg. 
Vores læber mødtes på ny igen og igen, imens hendes hænder selv holdte om mine skuldre og hals.
Hun smilede da hun forsigtigt kyssede mig ned af halsen, inden hun kyssede mig igen.
Jeg skubbede hende en anelse væk, med et forelsket grin.
"Jamen så..."
Hun rødmede med et lille fnis. "Jeg troede jeg havde svaret på det," hun smilede drillende til mig.
"Hmm nej. Gentag det lige," jeg kørte min finger ned af hendes hals.
Hun skælvede. "Det får du ikke lov til! Kun hvis jeg får et kys!"
"Sig mig, skulle vi ikke synge færdig?" Spurgte jeg forarget.
Hun grinede. "And let me kiss you," uden omsvøbninger trykkede hun sine læber imod mine igen.
"Det var lidt snedigt det der," sagde jeg blidt.
Hun smilede.
"Vil du vide noget?"
Jeg nikkede.
"Jeg fandt min drøm," hun flettede vores fingre sammen. 
"Og jeg fandt min."
Pludselig fandt jeg ud af hvad livet var.
Man skulle ikke jagte drømme, med derimod opleve dem, når de en dag kom til en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...