Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2027Visninger
AA

2. I want the best for her

Chanel

I only live to see your beautiful smile, even if it's behind your tears.

Jeg lod mit hår samles op i et høj knold inden jeg lod jeg kiggede på mit spejlbillede igennem spejlet. Jeg lod efterfølgende mine hænder ramme den kolde overflade på bordet med det store spejl. Jeg havde alt hvad jeg kunne ønske mig, og så alligevel ikke. Jeg har stadige de samme mareridt, om og om igen – den samme drøm og de samme mennesker.

Jeg dunkede mit hoved ind mod spejlet imens jeg lod et langtryggende suk ramme den trykkede luft omkring mig. tårerne var for længst faldet ned af mine kinder inden jeg kunne mærke at mine ben ville give efter. Så i stedet for at lade dem få den nydelse, satte jeg mig ned på mine knæ imens tårerne uafbrudt løb ned.

”Chanel?” jeg tørrede mine øjne hurtig inden jeg kiggede over mod døren. Der stod hun, hende som lignede personen fra mine mareridt. Hendes smil, hendes grin der næsten var som en gengivelse af hende. Hende jeg ikke kan få formuleret over min mund, selvom personen betød så meget. Det kan jeg bare ikke, det gør for ondt.

”Nina, hvad sker der? Min stemme dirrede voldsomt som hun stod der i døråbningen. Det så ikke ud til at hun synderlig meget lagde mærke til det, for hun stod selv med tårerne rendende ned af hendes kinder.

”Ham” hun udtalte ikke hans navn, og det gjorde jeg heller ikke. Ham der taget imod os, ham som havde ødelagt os endnu mere. Ham nævnte vi ikke navnet på, det fortjente han ikke.

”Hvad har han gjort?” hun satte sig tøvende ned ved siden af mig. jeg prøvede at holde mine rystende under kontrol. Jeg havde for længst opgivet at passe på mig selv, i det mindste kunne jeg stadige nogenlunde passe på Nina. Hun som betød alt for mig, selv når jeg alligevel har mistede så meget.

”Hans ord gør ondt” jeg trak hende rystende ind i min farv. Hendes tårer der ramte min trøje og gjorde den våd. Jeg lukkede pinefuldt øjne imens jeg holdte om hende. Hendes små rystende bevægelser gjorde det mere tydeligt at hun græd. At hun græd på grund af ham, hvad er det for et menneske som gør sådan. Hvordan kan man finde på det, når man ved hvad vi har været udsat for.

”Nina, du skal ikke høre på hans ord” jeg vidste at det var letter sagt ind gjort. For selvom jeg ikke ville indrømme det, så gjorde hans ord også ondt på mig. det skyldtes nok at han mindede utrolig meget om manden, manden som havde opfostret mig, os.

”Det er bare letter sagt ind gjort” hun strammede grebet om min trøje. Holdte godt og grundt fat om stoffet. Jeg lod hende bare gøre det, i det mindste har hun stadige livsglæde i sig. Alt i forhold til mig.

”Jeg ved det skat, men vi kommer igennem det - sammen” jeg aede hende op og ned af ryggen. Hun stoppede stille med at græde og denne gang lod hun bare de rystende bevægelser være tilbage.

”Sammen?” jeg trak hende lidt væk. Hun kiggede nok en smule optimist på mig, men det kunne jeg ikke være. Jeg havde mistede den for lang tid siden, sammen med resten af mit livsglæde.

”Sammen” min stemme lød ikke overbevisende, men hun lagde ikke rigtig mærke til det. For lidt efter sendte hun mig et smil, jeg kunne nok ikke se noget at smile af. Mit hjerte er for langt tid siden ødelagt og det kan ikke redes mere. Det har jeg prøvede, alt for mange gange til at jeg kan forblive optimist.

”Jeg elsker dig Chanel” jeg vidste hvad hun mente, og jeg sendte hende et rolig smil. ”Jeg elsker også dig Nina. Det ved du!” Jeg holdte fast om hendes overarme op til skulderne. Da døren gik op, vi kiggede begge en anelse nervøs der hen. Manden med det fine jakkesæt stod og brummede i døråbningen. Man kunne tydelig se hans øjne lyste af arrighed. Hvilket bare fik mine arme til automatisk at hive Nina ind mod mig selv, i den betrykkende omfavnelse jeg plejede at være vant til at mærke.

”Du går ikke fra mig Nina, ikke når jeg snakker med dig!” han bevægede sig langsomt mod os. Jeg løftede advarende min finger hen mod hans synsfelt. Jeg kunne ikke styre hans verbale ord mod Nina. Men jeg kunne prøve at gøre det her, på mit alt andet ind rigtige værelse.

”Stop! Gå” jeg viste at det ville gøre ham endnu mere sur, men jeg kunne da ikke bare se på at han verbalt grov angreb hende.

Min søster, mit et og alt.

Den eneste der havde holdt mig fra at gøre ende på mit liv.

”Du skal ikke snakke sådan til mig! mide!” hans ansigt var helt tæt på mit, og jeg kiggede med lynende øjne på ham. Dog havde jeg blidt formodet at skubbe Nina bag mig, jeg hadede når hun stod i midten af ham og mit skænderi. Noget hun gjorde alt for tit, noget jeg ikke havde overblik over. Jeg mistede besiddelsen når han var nær mig, hans ord der snart ikke gjorde ondt længere.

Det værste ved det hele var nok at jeg var blevet for vant til det.

”Har du været ude og drikke igen?” jeg kunne selv fra denne afstand tydelig lygte den bekendelig lugt. Lugten der bare stank i hele rummet snart, hvert pust han gjorde ville have slået enhver om kuld, hvis man altså ikke var vant til den odør.

”Det rager ikke dig” han satte sig på hug foran mig imens han holdte fast om min hage. Jeg gøs slet ikke, jeg var nok mere gået i en trance for at beskytte hende, min kød og blod.

”Det gør det, når du verbalt er voldlig mod Nina” han gav slip på min hage for bare at ryste i min følelsesløse krop. Som sagt, som så var jeg ikke rigtig tilstede i min egen krop. Jeg var i en trance.

”Det er mit hus. Mine regler” han ruskede i min krop, jeg kiggede bare op i hans halvgrå øjne, og han kiggede direkte ind i mine nøddebrune øjne. Vi vekslede interne blikke, sådan så vi egentlig ikke sagde noget med ord, men med vores øjne.

”så skal vi måske finde et anden familie til Nina” hans ubehagelig lugt ramte mine næsebor igen, såsom at han prustede og stønnede lige op i hoved på mig. jeg sendte ham et flabet smil efter et par minutters stilhed. Jeg måtte nok indrømme at jeg troede jeg havde vundet, men det havde jeg aldrig rigtig gjort – aldrig sammen med ham. Hans bevægelser blev voldsommer som han stadige ruskede i mig. Men jeg var som sagt stadige ligeglad, jeg kunne ikke rigtig fornemme det før han kiggede hen mod Nina.

”Måske skulle jeg bare sende jer væk” han grinede lavt og hæst da han lagde sine hænder på mine skulder. Jeg rystede dem irriteret af, jeg kunne ikke lide denne følelse jeg fik. Den følelse af at blive mere og mere hjælpeløs.

”Jeg er kun her for Nina. For at sikre mig hun stadige har det godt!” han fnøs arrogant, så meget at hans små dråber af spyt ramte min kind. Jeg tørrede det af i ren og skær trodshed – hvis det overhoved er et navn, synonym.

”Hun får det meget bedre når du ikke er her”

 

I

 

Der var gået flere uger siden vores sidste sammenstød. Nina havde næsten flyttede ind hos mig. Jeg derimod lagde stadige ikke rigtig mærke til det, for hver sekund, hvert minut der gik nåede vi tættere og tættere på dagen alle snakker om. Dagen som har været et stort og følelsesladet emne for alle i verden. Dagen hvor mange familier mistede en eller flere de elskede. Jeg, Nina mistede to.

To mennesker der burde have været der resten af ens liv, de burde ikke været gået med i den tragiske dag. Dagen jeg nok allerhelst ville glemme fandtes, men det kommer jeg aldrig rigtig til. Uanset hvordan man drejer og vender det, vil mine tilbagevendende mareridt altid følge mig. En ting som dog er bedre er at Nina knap og nok kunne huske det, hun var for lille, lille og skrøbelig.

”Chanel?” jeg blikkede et par gange igennem spejlet, kiggende på Nina. Hun sad så fint og elegant i skrædderstilling, ovenpå min seng.

”Ja?” jeg sendte hende i lang tid et rigtig oprigtig smil. Jeg kunne ikke bare lade alt gå ud over Nina, hun er i samme båd som mig, som mange andre børn, forældre og selv endda venner, veninder.

”tro du vi kommer ud på den anden side?” jeg vendte mig om da hun havde afsluttet hendes sætningen.

Ordene gjorde af en hård grund egentlig ikke så ondt som det burde. Jeg vidste at hvis der var en af os, der kom igennem det her, og ud på den anden side. Så blev det aldrig mig, jeg vidste at Nina, hun ville klare det. Som alt andet hun også havde klarede indtil videre.

”Jeg ved en ting, Nina” jeg lagde min hårbørste fra mig. Jeg kiggede smilende på hende, hendes øjne der lyste af nysgerrighed.

”Hvad?” hun hoppede op og ned i sengen, hvilket fik et længeværende grin til at ramme lyden her.

”Hvis du lod mig snakke færdig” hun nikkede glad, uden bekymringerne. Noget jeg altid havde elskede at se på hende, noget der prydrede hendes ansigt så godt.

”Så skal du nok komme ovenpå igen” alle andre ville nok have været ovenud lykkelig, men det var hun ikke. det skyldtes nok at hun inderst inde godt viste at det var rigtig. Hun var den robuste og livsglade pige. Hende igen han få knækkede nakken på.

Jeg derimod var en hel anden sag, og det vidste hun. Jeg var for længst knækkede midt over, uden nogle form for reparation.

”Du skal nok komme over det. Vi gør det sammen” jeg rystede afvigende på hoved. Hun af alle burde vide at jeg ikke behøves at lyve for. det hjælper jo alligevel ikke noget.

”Nina, det ved du godt ikke er rigtig” jeg lænede mig frustreret på bordet, kiggende på hende. ”Vi lovede hinanden at vi gjorde det sammen” hun skubbede sig ud på kanten. Jeg rystede dog bare på hovedet.

”Sammen kommer vi aldrig til Nina, det ved du godt” det havde altid været en følelsesladet emne, og det var det tydeligvis stadige. For få sekunder efter var de første tårer faldet langs hende kinder og det sårede mig at se hende ked af det.

Men jeg havde lært fra at jeg lige kunne gå, at man uanset hvem man såre ikke lyver. Det vil jeg holde, for det sidste de sagde var.

Forbliv tro mon dig selv, og at forblive ren og ærlig

”Chanel, det kan du ikke mene” hun hikste i ordene og det gjorde det at det blev sværere at forstå. Jeg nikkede dog med sammenrullede læber. Det var lige det jeg mente.

”Nina. Af alle burde du vide at jeg ikke komme igennem det her” jeg lukkede mine øjne stramt og lukkede alt min luft ud, bare for et sekund.

Et langt og inderligt sekund.

”Du skal nok klare det” jeg åbnede mine øjne, stirrende ind i hendes blå øjne. Jeg sendte hende et svagt smil, det var dog langt fra ægte.

”Nina, du ved godt det ikke er sandt” jeg vendte mig om igen og lod min hårbørste ramme silkebløde hår.

”Chanel” hun lød utrolig skuffet og det irriteret mig faktisk. For hun vidste det ligeså godt som jeg. Jeg var sunket med skibet, aldrig at komme op igen.

”Stop så, Nina!” jeg lød en smule vred og det kunne hun også mærke. Ordene efterfølgende gjorde nok ondt på os begge, men det viste jeg bare ikke.

”Så skrid!” hun kiggede arrigt på mig. jeg vendte mig om og kiggede med store øjne på hende.

”Vil du have jeg går? Du kan ikke klare ham selv?” jeg rystede på hovedet kort.

”Ja, gå. Aldrig kom tilbage!”

 

II

 

Der var gået nogle dage og jeg og Nina var stadige ikke på talefod. Eller jeg prøvede at snakke med hende, men det var som om hun ikke ville mig mere. Det der nok gjorde mest ondt var at jeg viste at jeg var skylden.
”Nina, snak nu med mig” jeg sukkede ned i min morgenmad, da vi sad ude i køkkenet. Manden var for længst væk, enten arbejde hen ellers drak han sig stiv. Måske en smule af begge en gang i mellem.

”Hold nu mund Chanel” hun rullede med øjne, noget enhver teenagere gør på et tidspunkt. Men det havde Nina aldrig gjort, så det kom nok mere bag på mig ind det burde. Jeg sukkede frustreret inden jeg lagde skeen fra mig. Jeg viste at jeg var ødelagt, men var Nina også blevet det, men bare var bedre til at gemme det. Det kunne hun da ikke være, det var ikke hende der så det samme om og om igen. Hver nat, hver eneste dag.

Drømmen der nok mest af alt minder om en forfærdelig film, men det er sandt nok. Så sandt som mit navn er Chanel Victorius Hell. Drømmen som viser alt i tåge, alt undtagen blikkede de sendte mig som de forsvandt op i røgen.

Den hvide og utrygge sky, den hvide sky af døden.

”Hvorfor skal jeg det? Lad være med at opføre dig som du ejer hele verden” hun satte sig modvilligt ved siden af mig, på stolen kant. Hun rørte rundt i de røræg hun havde lavede, jeg derimod kiggede på min ikke så tiltrækkende mælk med havregryn.

”Kan du ikke bare være ligeglad” hun prikkede til maden. Jeg rystede opgivende på hovedet inden stikket kom igen.

”Nej, det kan jeg ikke. jeg lovede vores forældre det” jeg bed mig trist i læben, men det virkede ikke som det havde nogle påvirkning. Det burde det heller ikke, eller jo måske en smule. Det er vores forældre.

”Jeg er da ligeglad” hun sendte mig et sigende blik. Det var tydeligt i hendes blik at hun ikke ville snakke om det. Men så let slap hun ikke.

”Hvordan kan du være ligeglad?” jeg lukkede stramt mine øjne imens jeg gjorde alt for ikke at lukke de længe ventet tårer. De tårer der havde presset sig på siden vores forældres afgang.

”De var der ikke for mig” hun lagde sit bestik, og hendes stemme var grødet. Denne gang tro jeg at jeg forstod hvorfor hun var som hun var. Hun var bange for at blive forladt igen, og at det sidste hun kunne kalde familie.

”Det ville du gerne være” hendes hånd rystede og jeg lagde min ene hånd over hendes rystende.

”Det er kun dig der sådan rigtig kan huske dem” hun græd denne gang. Jeg trak hende ind til mig, lod mine arme stramme om hendes krop. Kroppen der havde fået en del fylde, og jeg vidste også hvorfor. Man skulle ikke være blind for at se hun trøstespiser.

”Og jeg ved de elsker os!” hun hulkede højt.

”Men elsker vi dem? Jeg kan næsten ikke huske dem” hun trak sig væk og kiggede trist på mig. jeg sendte hende et halvhjertede smil. Det var bare næsten ikke andet ind det, halvhjertet.

”Vi elsker dem” jeg klemte hendes hånd jeg holdte om. Jeg kunne se hun kiggede trist, mon hun stolede på mig?

 

III

 

Dagen var gået og Nina var gået ind til sig selv. Manden havde overfusede os igen, men det var som om ingen af os virkelig registeret det. Jeg var selv i et dilemma og det gjorde at jeg egentlig ikke lagde mærke til det.

Jeg måtte sige at jeg gerne ville væk. Jeg ville gerne kunne beskytte Nina, men hvordan skulle jeg gøre det hvis jeg ikke selv kunne passe rigtig på mig. Være tro mod mig selv, det havde jeg mistede i løbet af forløbet.

Jeg bukkede mig ned inden jeg lagde et brev på min seng inden jeg lukkede og lynede tasken. Jeg havde besluttede mig, om det gjorde ondt eller ej. Jeg måtte finde mig selv, jeg måtte lære mit nye jeg at kende. Jeg måtte gøre det for Nina, jeg måtte blive den mor hun aldrig havde fået.

Jeg åbnede døren ud til den kolde brise imens jeg lukkede øjne for en kort stund. Det var nu eller aldrig. Et skridt mere og jeg var væk for altid, væk fra manden, men også væk fra Nina. Jeg svajede i min krop inden vinden tog fat om min krop, tvang den til at tage det sidste skridt. Ud og væk i forglemmesen, jeg ville kun være et minde, et minde Nina kan holde sig oppe af. Vide at jeg ville komme tilbage og være den person hun altid har haft brug for.

Jeg kiggede kort tilbage ind i gangen inden jeg lukkede døren mod det gamle liv, og ind i det nye liv.

Et nyt liv hvor jeg måtte lære at kontrollere mine drømme, nej mareridt.  

”farvel” hviskede jeg lydløst som jeg gik de få skridt ned af trappen og væk. Jeg kunne ikke lade være med at græde, gråden som bare blev forværrede jo længere væk jeg kom fra det kæmpe og næsten overdådige hus – nok mere en villa, end et hus.

”Jeg gør det for dig, Nina” jeg vendte mig om da jeg nåede porten, kiggende en sidste gang på mit gamle liv.

”Og jeg gør det for jer, mor og far. I døde ikke forgæves”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...