Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2043Visninger
AA

18. Ego

Chanel

If I told you this would only gonna hurt. If I warned you that the fire's gonna hurt. Will you listen to me, and still lead me when I'm blind.
Could we to shout out, that the love is still between us?

Der var gået over en måned og Niall og mit forhold var bedre ind regnet med. Nialls selvværd var kommet en smule mere op siden hans millioner af fans havde accepteret hans valg af kæreste. De havde ikke været synderlig rare og det havde undrede mig utrolig meget, især fordi kaldte sig selv for fans.

Havde de virkelig troede at nogen af drengene ville falde for dem, det eneste de gør er at skrige og græde i deres nærvær. Så helt seriøst hvordan tro de at drengene har det?

Hvis man skal involvere sig med en andet individ, så vil det nok være en god ide, at snakke sammen, uden skrig og gråd i lange baner.

Det fandt jeg ud af på den hårde måde – men heldigvis var der ikke sket større harm, ind at vi havde været uvenner. 

”Chanel?” jeg vendte mig om og kiggede mod Liam. Dagen i dag var nok ekstra hård for mig, for det var præcis 31 dage siden Nina tog med Liams forældre. Jeg sendte ham et halvhjertet og halv ægte smil.

Jeg var da glad på Ninas veje, men den indre egoist der var i mig var skuffet over at hun ikke havde haft det svært ved at tilpasse sig. Hun havde allerede flere gode venner, og nok havde lagt mig lidt væk.

”Liam?” jeg skubbede mig væk fra vasken af, trådte et par skridt tættere mod Liam. Liam kiggede medlidenhedsfuldt på mig, jeg ville enhver anden dag være lidt mopset over blikket. Men i dag kunne jeg faktisk godt bruge det, jeg følte lidt at jeg havde fortjent det. Jeg har været nok igennem i mit liv, og at se Nina have det godt gjorde nok mere ondt ind det burde.

Som sagt, som så var jeg ødelagt.

Den egoist der levede under overfladen på mig, beviste mig min dystre teori.

”Nina, er på Skype” jeg nikkede kort inden Liam flyttede sig så jeg kunne komme forbi. Jeg stod dog i et stykke tid inden jeg tog mig tilløb, og gik med faste skridt ind i stuen.

Indeni stuen kunne jeg ikke undgå at høre den bekendte latter, blandet med den charmende latter der kun, kunne tilhøre min kæreste.

Kæresten som ikke var andre ind den charmende dreng fra et verdensomspændende boyband. Min helt egen sanger, mit livredder.

Niall 

”Hej Chanel” drengenes blikke landede på mig. Det vil så være Louis, Harry og Niall. Louis havde dog et vedhæng med sig i dag, sin helt egen søn. det skar i hjertet hver gang jeg kiggede på Louis kærlige blik til sin søn, Freddie.

Jeg ved det er egocentrisk, men jeg følte også at jeg burde have det. Jeg burde stadige have mine forældre, men de blev revet væk fra mig, som alt andet også gjorde.

Hvad havde jeg overhoved tilbage?

Niall? Men ville han ikke også snart forlade mig, jeg er jo ikke værd at samle på i længere tid. Dog efter denne måned

var jeg mere usikker på Niall ind jeg burde. Det havde været magisk, men enhver magisk ting har sine begrænsninger ikke?

”Hej Niall” jeg lagde mig tungt op af Niall, hans små kys han lagde på mit hår fik mig til at kigge rødmede op på ham. Jeg havde nok ikke rødmede så meget i mit liv, som jeg havde gjort i den sidste måned.

”Hej Chanel” Jeg vendte mit blik hen mod lyden fra Nialls computer. Der sad Nina, hendes buttede kinder der havde mindskede sig med tiden. Nu lignede hun enhver anden teenager med former.

”Hej Nina” jeg kunne ikke lade være med at smile overbærende da hun vinkede med hånden. Jeg vidste jeg var egocentrisk, men jeg havde nok den teori at jeg godt kunne gøre det. Det skader vel ingen?

”Hvordan har du det?” jeg skulle gøre alt for ikke at lyde alt for egocentrisk. Niall var nok også den eneste der havde regnede mig ud, for han trak mig længere ind til sig selv. Jeg kiggede hen mod skærmen hvor Nina sad med et smil. Hun havde ikke smilede så meget som hun gjorde nu. Jeg kunne ikke lade være med at blive misundelig, selvom jeg ikke burde.

Jeg kan dog ikke gøre noget ved mine følelser, kan jeg?

Burde jeg ikke være glad på hendes veje?

”Helt godt. Jeg elsker det her” Nina tro jeg ikke lagde mærke til mit lidt forpinte ansigt. Jeg var da glad, men jeg var også trist samtidige. Jeg havde aldrig kunne få den glade Nina frem.
Mon jeg ikke var god nok?

”Chanel?” Nina kiggede spørgende på mig. Jeg sank den klump jeg havde siddende i halsen.
”Nina?” hun kiggede kort væk fra skærmen. Der så Niall smuttet til at lade vores læber mødes, det gjorde de også med et smæld. Hans læber der sitrede mod mine, kunne ikke gøre andet ind at få et smil frem på mine læber.
Hans kys havde stadige en utrolig effekt på mig, en effekt jeg ikke rigtig havde vænnet mig til. Drengene, helt konkret Harry havde fortalt det hed forelskelse.

Forelskelse var det.

Jeg var stadige dybt forelsket i Niall.

”Drengene siger i skal rejse?” denne gang lød hun en anelse trist. Ville det være så forkert hvis jeg sagde at jeg faktisk var glad for det. Det ville vel betyde at hun stadige huskede mig.

”Det har jeg ikke hørt om” Niall og jeg havde for noget tids siden sluppet hinandens læber, nu var der bare brændemærket efter hans læber.

”Jo Chanel, vi tager dig med til Brasilien” Jeg kiggede over på Harry der bare nikkede anerkende efter hans lille konstatering. Jeg grinede halvhjertet, jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre eller sige.

Hvad skulle man ellers sige?

”Du må ikke efterlade mig Chanel!” jeg vendte blikket hen mod skærmen igen. Denne gang var det et ægte smil jeg sendte, jeg var faktisk en smule smigret. Det kunne jeg vil aldrig sige højt, og alligevel havde Niall regnet den ud, for han grinede lavt af mig. jeg kiggede bare hurtig, rødmede og flovt op på ham.

”Jeg forlader dig aldrig” jeg sendte hende et beroligende smil. Denne gang kunne jeg endelig faktisk føle at jeg var værdsat, værdsat af en af de vigtigste personer i mit liv.

Nina, Niall, Harry og så drengene.

”Aldrig?” hun kiggede optimistisk på mig. Jeg selv ved ordet har den største betydning, men jeg har ikke i sinde at forlade hende nogensinde, ikke hvis det er op til mig.

”Chanel, det er et stort ord” Harry kiggede bekymrede på mig.

 

I

 

Dagen var kommet til at vi alle skulle have vores vaccinere. Jeg var generelt ikke bange for ting, jeg havde oplevede mere ind hvad nogen burde, men jeg var bange for at blive vaccineret og endnu mere bange for nålen. Har nogen nogensinde tænkt på alle de bivirkninger, man kan risikere at få.

Jeg måtte nok indrømme at mit hjerte nu sad oppe i halsen, bare tanken om at den nål skulle stikkes ind i kroppen. Det fik hele min krop til at ryste endnu mere, tanken der drev mig til vandvid. Jeg trak mig længere hen til Niall, lagde mine arme omkring ham. Lagde utrygt mit hoved ned mod brystet.

Niall som den gentleman han var, lagde han ubemærket sine arme omkring min rystende krop. Jeg ville næsten betegne mig selv som et nevrevrag, med sin fortid som, bagage.

”Er du okay, love?” han hviskede det blidt ind mod mit øre.

”Jeg er bange, Niall” jeg faldt over mine ord. Jeg viste det var dumt at være bange for, især når det var sådan en lille bagatel.

”Det er okay at være” han hev mig op og sidde på ham. Jeg lagde sukkende og rystende mit hoved mod hans bryst. Drengene kommenteret dog det ikke, selvom det var så tydelig.

Måske var de også gentleman.

”Nej Niall” han trak mit ansigt lidt væk, kiggende undrende ind i mine nøddebrune øjne. Jeg kiggede ind i hans havblå øjne, de var helt magiske i dette øjeblik. Jeg rystede på hovedet, bare for at få mine tanker helt på det rene igen.

”Jeg burde ikke være bange for en nål” halvhviskede jeg frustreret. Der var så mange andre ting man burde frygte. Såsom døden, men jeg var ikke bange for døden. Jeg havde lært at omfavne det med tiden, måske er det også den eneste grund til jeg kan snakke nogenlunde om mine forældre. For alle skal vel dø på et tidspunkt, det er vel bare hvornår ens tid er rendet ud.

”hvorfor, love?” han aede blidt min kind med hans spidsen af hans tommelfinger. Han sendte mig et beroligende smil, som fik kommende klump i halsen til at forsvinde ind.

”Der er så mange andre ting man burde være bange for” Harry rejste sig da han blev kaldt ind. Louis og Liam sad længere væk og snakkede intens, måske var det noget spændende.

”Chanel. Det er okay at være bange” han trak mit hoved ned mod sine læber, efterladte et brændende mærke. Mærket brændte stadige, selvom det var nogle minutter siden hans læber havde forladt min ansigt.

”Niall. Jeg burde ikke være bange for nåle” jeg lagde mine håndled oppe på Nialls skulder. 

”Vil du høre noget, som kan berolige dig?” jeg nikkede, ude afstand til at formulere bare de simpleste ord.
”Liam er bange for skeer” jeg prøvede at holde smilet inde, det gik bare ikke særlig godt. For selvom det ikke var Niall ret til at fortælle Liams hemmelighed, så gjorde han det for at opmuntre mig. Det kan man da ikke andet ind at elske.

”Er han?” jeg kiggede over mod Liam der allerede kiggede på mig. Jeg sendte ham et sødt, men med en snert af drilleri. Liam havde nok allerede regnede halvdelen ud, for han så lidt mopset ud, men ikke mere ind at han kunne sende mig et smil.

”Ja, så at være bange for en nål er ikke slemt” jeg nikkede inden jeg lagde mit hoved mod Nialls bryst igen. Denne gang rystede min krop ikke, så jeg kunne bare sidde og lytte til hans rolige hjertebanken, uden nogen form for rystelse.

”Tak Niall” jeg greb fat om Nialls finger, lod selv mine finger sammenflette sig med hans. Vores finger passede perfekt til hinanden, som et puslespil der endelig er gået op efter at have været ødelagt i flere år.

”Alt for min prinsesse” han lagde brændende aftryk af hans læber mod min hovedbund. Jeg kan næsten ikke forklare det på andre måneder ind at det er nervepirrende.

”Tak” hvisket jeg svagt inden Harry satte sig tungt ned ved os. Han sad lidt og ømmede sig, gjorde det virkelig så ondt?

”Chanel Hell?” vi kiggede begge hen mod lægen der allerede havde blikket mod os. Jeg nikkede lydløst inden jeg rejste mig op med de rystende ben. Jeg var næsten helt sikker på at mine ben snart ville knække under mig.

”Niall?” jeg kiggede bedende ned på Niall, der som den gentleman han er, rejste sig uden lyd og gik med mig ind til min undergang.

 

II

 

Jeg lå inde i min og Nialls seng. Niall havde sagt med store bogstaver at det ikke var hans, men vores. Jeg derimod synes stadige at det var utrolig akavede at sige. Derfor holdte jeg mig bare til den generelle betegnelse.

Nemlig sengen.

”Chanel?” jeg skubbede min krop rundt, kiggende på Niall der lagde sig ned ved siden af mig. Jeg sendte ham et rolig smil.

”Hvordan har du det?” jeg viste godt hvad han hentydede til, så det behøvede han ikke synderlig meget at uddybe.

”Jeg har det godt, tak igen” han grinede hjertelig inden han trak mig op og halvsidde på ham. Jeg grinede højt, da det kildede nederst i maven. Om det så var af en anden grund, vil jeg ikke informere mig selv om. Jeg kunne da ikke tænke sådan om mig selv, eller kunne jeg?

”Skulle det være en anden god gang” jeg skubbede mig ned så min næse ramte hans. Jeg kunne mærke hans hjertebankende blive hårdere og hårdere, det samme gjaldt mig.

”Ellers tak” hans læber strejfede mine, så let at det var som en blid strøg af en fjerlet fjer. ”Det snakker vi om en anden god gang” hans ånde ramte min mund, min krop der gav et ryk i sig. Jeg lod mine læber ramme hans, i et umotiveret kys. Men alt behøver vel heller ikke at være planlagt?

”Så siger vi det?” jeg trak mig væk, lod ham ikke svare mig før vores læber ramte hinanden igen.

Jeg lod blidt mine finger glide elegant igennem hans halvbrune og halvblonde hår. Jeg forstod ærligtal ikke hvorfor han farvede sit hår?

Det havde sådan en naturlig farve.

”Jeg elsker dig” hans ord varmede, som en varmekilde i kulden. Jeg trak mig væk, lod blidt mine hænder glide ned af hans spændte krop.

 Han sendte mig et pinefuldt smil, jeg derimod sendte ham nok et lidt for grådigt smil. Dog forstod jeg ikke hans pinefulde blik, var han ikke tiltrukket af mig?

Jeg derimod var vidst lidt mere grådig, ind hvad der var sundt. Jeg kunne ikke lade være med at kysse hans læber, grådigt og ikke mindst lidenskabeligt.

”Jeg elsker også dig, Nialler” jeg lod mine finger glide ind under hans trøje inden jeg skubbede den længere opad. Da jeg endelig havde fået fjernede trøjen fra hans krop, kunne jeg igen se hans usikkerhed spille ind.

Men hvorfor var han så usikker? Han er perfekt.

Alt ved ham er smukt

”Du er smuk Niall” jeg sendte ham et sødt smil inden jeg selv trak min trøje af. Jeg tro begge at vi vidste hvor det ville ende, men som sagt jeg er ikke heldig. For som stemningen var i top, toppede Niall stemningen med den kommende sætning.

”Hold nu op Chanel. Du kan få så meget bedre og smukkere” jeg kiggede ind i hans sorgmodige øjne. Jeg sukkede trættende inden jeg skubbede mig væk og ned fra sengen. Jeg greb hurtig fat trøjen og tog den over hovedet igen. Jeg havde virkelig ikke forventet de ord, hvorfor skulle han ødelægge stemningen.

”Jamen tak Niall” jeg sukkede irriteret inden jeg kiggede mopset på Niall. Jeg troede virkelig at vi havde gang i en god stemningen.

”Chanel, stop nu. Sig mig, du føler dig slet ikke tiltrukket af Harry, Liam eller Louis?” han satte sig fnysende op i sengen, kiggende på mig, hans havblå øjne mod mine nøddebrune.

”Niall. Jeg er så træt af du tro det” jeg skubbede mit hår sammen, inden jeg lod en eleastik samle det til en rodet knold.

”Men det er jo sandheden. Du og Harry er begge utrolige smukke” han stoppede sig selv, og jeg skulle til at svare ham da han tog en hånd op foran. Jeg kiggede fornærmet på ham, var det virkelig sådan han ville behandle mig.

Fint nok

Så bliver det sådan.

”I ville jo passe perfekt sammen, i er begge så modige og smukke!” han skubbede sine ben ud over kanten til sengen. Jeg derimod stod henne ved døren og kiggede med lynende øjne på ham.

”Niall, dig og dit selvværd. Stol på du er smuk, og at du er den for mig!” jeg lod min hånd ramme dørhåndtaget. Niall der kiggede indtrængende på mig, jeg kunne ikke gøre andet ind at skutte mig.

”Chanel. Bare stop det!” jeg fnøs inden jeg trykkede håndtaget ned og gik ud af den åbnede døren. Jeg var så skuffet over hans måde at ødelægge stemningen på. Det jeg nok var mest skuffet over var at han nærmeste skubbede mig hen til Harry.

Igen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...