Paradise - Niall Horan

Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

2Likes
2Kommentarer
2043Visninger
AA

8. Don't be afraid

Chanel

On a scale from one to ten, I am perfect like I am. Just don't be afraid to put yourself out there. Because you're perfect like I am

Jeg vågnede næste morgen, uden egentlig at have fået den helt optimale søvn. Jeg kunne ikke lade virkelig ikke lade være med at tænke over Nialls kys. Jeg ved det var dumt at tænke sådan, men tænk hvis han virkelig kunne lide mig. Jeg må nok indrømme overfor mig selv, og alle andre at jeg ikke ville klare det. Tænk hvis nogle kodede Niall og jeg sammen. Eller nok  min største frygt, at de kodede mig sammen med den skrøbelige pige jeg i virkeligheden var.

Jeg havde aldrig været synderlig stærk, og jeg viste også at jeg ikke kunne forblive i den tilstand jeg var i.

På et eller andet punkt må jeg jo krybe til kors. Der er bare det, hvad ville folk ikke tænke om mig. nok det jeg frygtede allermest, nemlig medlidenhed. Jeg har ikke brug for medlidenhed, det gør det hele meget værre.

Jeg trak vejret dybt ind inden jeg slog dynen af mig selv. Jeg kunne ikke undgå at se mine mange tatoveringer, men af en eller anden grund havde jeg altid dækkede dem til. Alle undtagen den på min hånd. Den tatovering der nok betød allermest for mig, og også for Nina. Nina, jeg havde helt glemt hende.

Hvad er jeg for en søster, hvorfor forladte jeg hende overhoved. Er det ikke kun det egocentriske mennesker er, men vil det sige at jeg er egocentrisk?

Jeg rejste mig efter nogen lange minutter, jeg kiggede ned af mig selv inden jeg hurtig svang i noget andet tøj. Jeg må indrømme at jeg var bange for at gå ud til Niall. Det jeg nok allermest var bange for i dette scenarie var at Niall grinede af mig.

Hvem ville dog også lave en sang til en man ikke kender?

Jeg kender åbenbart kun en der kan finde på at gøre det, nemlig mig selv.

”Chanel?” jeg kiggede nysgerrig ud i køkkenet, hvor de fire drenge allerede sad. Var de aldrig alene? Det virkede ikke sådan, men det er vel også forståeligt. De plejer at bruge hele døgnet samen.

”Godmorgen” jeg skubbede mig selv længere ind i køkkenet. Jeg havde nok allermest lyst til at løbe ind på værelset igen, og ønske at Niall ikke havde fundet mig. For hvordan skal man starte et nyt liv op, når det eneste man egentlig er, er at være en forskræmt unge. En unge der ikke burde have levede, jeg har snydt døden en gang, hvor lang tid går der før jeg ikke kan snyde døden længere?

”Sovet godt, Love?” Louis lagde sine albuer på bordet. Jeg satte mig tøvende på barstolen inden jeg sendte ham et mistroisk blik.

”Love?” jeg kunne ikke gemme mit undrende undertoning af spørgsmålet. ”Ja Love” han sendte mig et drillende smil inden jeg mærkede et par hænder ligge sig på mit lår. Jeg kiggede først ned på stedet, for så at kigge op på Liam. Jeg kunne ikke lade være med at spænde i min krop, havde jeg sagt jeg ikke var tryg ved det?

”Det er en sødt kælenavn” Liam forklarede det uddybende, eller det synes han at han gjorde. Jeg derimod fik ikke svaret på mit spørgsmål.

”det var ikke særlig uddybende” jeg skubbede endelig Liams hånd væk, da jeg ikke kunne klare det mere. Jeg kiggede på Niall der kiggede på mig. jeg bed mig i læben inden jeg rødmede. Jeg vil til mit forsvar sige at Niall så utrolig attraktiv ud, selvom morgen – hvordan kan det overhoved være muligt.

”Det finder du nok ud af Chanel” Nialls hæse morgenstemme prydrede rummede. Jeg kiggede flovt ned på mine negle, som det var blevet det mest interessant. Det var det også blevet i dette tilfælde.

”Uha” Niall og jeg kiggede hen på Harry der stod med det mest smørret smil. ”Hvad Harry?” Niall lød en smule pinlig berørt, men det gjorde ham bare endnu mere charmende. Hvad sker der med mig? Man kan da umuligt allerede være forelskede, jeg vil ikke være forelskede.

Jeg ved i sidste ende at jeg ødelægger folk, jeg ødelægger det gode i folk. Det gode vil alle miste når de finder ud af hvem jeg i virkeligheden er.

Jeg er pigen som oplevede det umulige.

”Hvor er i søde” Harry skubbede sig selv op på køkkenet bordet. Er jeg den eneste der synes at det er lidt klamt, de mange bakterie der bliver efterladt. ”Harry!” Niall fik røde kinder, og vil slet ikke sige at jeg allerede havde røde kinder. Jeg viste ikke hvorfor de kørte så meget på Niall.

Eller inderst inde vidste jeg nok godt det allerede.

”Så tag dog skridtet” min røde farve blev erstattede med en gråhvid farve. Jeg åbnede munden og lukkede den efterfølgende.

Hvad skulle jeg sige.

Hvad skulle Niall sige, hvis han overhoved var ved tilstede. Det så ellers ikke sådan ud.

”Harry, lad dem være” Liam kiggede advarende på Harry. Harry der bare sendte et drillende smil tilbage. Der må jeg indrømme at jeg var forvirrede, burde han ikke skamme sig. Det ville jeg ellers gøre, det skyldtes nok også at det var noget jeg havde medbragt fra min barndom. Så længe jeg nu havde den i, for som de få børn blev den revet ud af mine hænder. Efterladt til skæbnen.

”Men de er så søde” jeg rejste mig op. De kiggede alle opmærksomt på mig. jeg bed mig i læben, hvorfor var det nu jeg rejste mig op?

Var det fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle, jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

”Hvad skal du Chanel?” jeg bed mig i læben inden jeg mærkede nogle hænder på min hofter. Jeg vendte mig hoved halvt om, kiggende op på Niall. Jeg kunne ikke gøre andet ind at mærke mine lyserøde kinder brænde igen. Jeg bed mig tøvende i læben hvilket fik Nialls øjne til at stråle endnu mere.
Drengen er heldig med den øjenfarve han fik tildelt fra naturens side.

”Hvad mener du?” jeg var for parlyserede til overhoved at kigge overmod stemmens oprindelse. Det eneste jeg egentlig gjorde var at kigge ind i Nialls øjne og han kiggede ind i mine.

”Tag dig ikke af dem Chanel” Niall lagde sin pande mod min pande. Jeg tro egentlig at vi begge var parlyseret og at det ikke kun var mig.

”Det er dine venner” Louis brød ind, med et kæmpe drillende grin. ”Bedste”

Jeg tro Louis blev en smule fornærmede da Niall eller jeg ikke registeret at han snakkede, vi havde stadige ikke fjernede blikkede fra hinanden. Det der burde skræmme mig, gjorde mig ikke det mindste.

Lige nu kunne alt være lige meget.

”Så kys dog hinanden. For god sake!” Liam udstødte et forpint støn, hvilket fik Niall og jeg til at træde et skridt væk fra hinanden.

”Liam” jeg kiggede tøvende hen på ham. Liams overbærende smil der ikke var til at overse.

”Bare indrøm at i kan lide hinanden. Det er der intet galt i” Niall sendte mig et skævt smil, og jeg sendte ham et sødt en.

”I kan jo begge lide hinanden” Liam skubbede mig frem mod Niall, Niall blev skubbede frem af Louis. Vores kroppe som ramte hinanden med et smæld. Jeg kunne ikke andet ind at mærke de mange stød ramme min mave igen, sommerfugle som igen var på udflugt.

”Jeg” jeg blev stoppede af Nialls finger der lagde sig på mine læber.

 

I

 

Vi havde brugt hele dagen på at lære hinanden at kende da Liam kom ud med et stykke papir. Vi kiggede alle hen på Liam. Niall der lagde sin arm på lænet bag mig. Jeg kiggede dog på papiret, det så utrolig bekendt ud.

”Det her” han vendte papiret frem og tilbage. Af hvad jeg kunne skimte var det min håndskrift, så den eneste logiske løsning var at det var min sang.

”Er vidunderligt smukt” han vendte papiret om, så vi alle havde udsigten til skriften. Jeg havde lært på det punkt at gemme min utilpashed for andre, og det svigtede mig ikke.

”Hvor har du fundet det Liam?” Niall rykkede uroligt på sig selv. Liam sendte Niall et stort smil.

”På badeværelset” Niall krympede sig sammen. Louis og Harry der allerede sad og nærstuderede det.

”Er det dig Niall?” jeg kiggede over mod Niall. Niall som bare trak på skulderene. Jeg var i det øjeblik utrolig taknemlig for at Niall ikke havde sagt det var mig.

”No, I don't take for granted. All the time you've wasted. Making sacrifices for a fool” Harry kiggede undersøgende på mig. Jeg skubbede mig ubevidst længere hen mod Niall. Niall som ubevidst lagde armen omkring mig.

”Det kan ikke være Niall” Niall så en anelse forarget ud, og jeg bed mig i læben. ”Siger du at jeg ikke kan skrive sange?” han strammede ubevist grebet om mig.

”Niall, det jeg siger er at det er en sang med smerte” jeg lagde mig endnu mere ubevist ind til Niall. Niall der ikke lagde mærke til det, men det gjorde Louis og Liam.

De to L’er.

”Jeg kan da godt skrive sange med følelse i” han kiggede irriteret på Harry. Jeg tro grunden for hans forsvar, lå både ved mig og hans stolthed.

”Niall, helt seriøst. Hvem har skrevet det. Det er jo fantastisk” Louis blandede sig. Jeg ved jeg burde være taknemlig, men det kunne jeg ikke være.

Jeg følte mig blottede.

Blottede for mine følelser.

”Prøv at hør: You lift me higher, you hold the fire. You make me strong enough to stay. Made up stand tall but without you I'd fall” Harry sang teksten smukt, og det skræmte mig helt. Kunne jeg virkelig ikke selv se at jeg havde talent for det, eller var det bare noget jeg selv bildte mig ind.

”Det er så specielt, at det kun kan være skrevet af” både Louis, Harry og Liam kiggede indtrængende på mig. ”Chanel” afsluttede Liam nåede tid efter. De alle sad med åben mund, og øjne så store som tekopper.

”Kan du skrive sange!?” Niall sad nok mere mopset ind jeg gjorde. Jeg sad nok bare mere skrøbeligt.

”Det er ikke mig” jeg peb, min løgne der snart havde fortæret alt min ærlighed. Det de havde bedt mig om, lige inden de stillede deres sko.

Røg op i røg.

Forsvandt i røgen, lod røgen omsluge dem.

”Chanel, hvorfor kan du ikke bare sige det, som det er!” Harry lagde sangen på bordet, skubbede den bevidst hen til mig. Jeg kunne ikke gøre andet ind at kigge ned på sangen jeg havde skrevet. Men havde de ret, hvorfor kunne jeg bare ikke sige det?

”At du skrev den” Louis kiggede indtrængende på mig. Jeg skuttede mig under deres ord.

”Hvorfor vil i det vide det?” jeg rettede mig op, kiggende tøvende på dem. Bange for deres reaktion var nok det rigtige ord at bruge.

”Fordi det ikke er hvem som helst der kan skrive sådan” Louis bankede hentydende på bordet.

”Hvad får i ud af det?” jeg var så tæt på at skrige af afmagt.

”Lidt af sandheden” jeg åbnede og lukkede munden af ren og skær skræk.

”Du gemmer på en hemmelighed Chanel. Og jeg er sikker på det har noget at gøre med 9/11”

 

II

 

Dagen var kommet til sin ende, vi sad og skulle have aftensmad. Jeg havde prøvede at få lov til at lave maden, det var da det mindste jeg kunne når jeg ikke havde betalt for noget. Det fik jeg bare ikke lov til, jeg havde derimod siddet med Niall. Niall og jeg havde bare siddet og holdt hinanden i hænderne, imens vores blikke på hinanden.

”Hvad skal vi have?” Niall sad allerede og kiggede opmærksomt på maden der blev sat på bordet. Jeg kunne derimod ikke lade være med at grine lavt. Jeg havde aldrig set en være så glad for mad. Jo måske min søster, hende der minder så meget om hende jeg mistede.

”Kødsovs og pasta Nialler?” Harry satte maden foran os. Jeg derimod kiggede ned på min tallerken. Jeg havde for at være ærlig ikke lyst til maden.

Hvordan kan jeg spise når de ikke kender sandheden.

Dem der går og tro at jeg er helt almindelig pige, der ikke har oplevede noget sønderknusende.

”Dejligt” Niall tog fat om min tallerken. Jeg derimod prøvede at få den tilbage, uden større omsvøb.

”Spis Chanel!” jeg havde opgivende kampen og bare sad og stirrede på maden foran mig. Jeg må sige det så lækkert ud, men ikke nok til jeg blev sulten.

Jeg kunne vel ikke blive ved med at lyve.

Men er det at lyve hvis jeg bare undlader at sige sandheden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...