Døde Gnister

Den ellers så travle gade var tom

Tømt for børnelatter

Tømt for voksensnak

Nu hørtes kun bilernes unaturlige støj

Men passagerne var blinde

de så ikke den forladte by

de hørte ikke den manglende fuglesang

de lugtede end ikke dunsten

fra deres egne rustne udstødningsrør

Menneskerne blev sanseløse bag deres ruder

de var blevet døve, blinde og følelseskolde

de levede som marionetdukker

ført af en skælvende hånd

De så ikke da lyset skiftede

De lagde ikke mærke til da mørket kom

Ingen gjorde noget ved hadet, som alle følte

da det havde lagt sig over alles hjerter

Bladene visnede og faldt

landede i det døende, gule græs

Grise, katte, hunde, alle dræbt af skoven

flygtet fra deres fangenskab

blandt menneskelige robotter

forgiftet af den farveløse væske

der dryppede ud fra de væltede, kraniepyntede tønder

Det eneste der blomstrede

var fabrikkerne

Det eneste der levede var ilden

i de kolde bygninger

som tankeløse mennesker fodrede med lig

Fabrikkernes sygeligt gule farve

og deres grålige røg

dækkede over den brændende natur

Alt døde, men ingen så det

Man var som blindet af luksuslivets djævelhed.