Den ellers så travle gade var tom
Tømt for børnelatter
Tømt for voksensnak
Nu hørtes kun bilernes unaturlige støj
Men passagerne var blinde
de så ikke den forladte by
de hørte ikke den manglende fuglesang
de lugtede end ikke dunsten
fra deres egne rustne udstødningsrør
Menneskerne blev sanseløse bag deres ruder
de var blevet døve, blinde og følelseskolde
de levede som marionetdukker
ført af en skælvende hånd
De så ikke da lyset skiftede
De lagde ikke mærke til da mørket kom
Ingen gjorde noget ved hadet, som alle følte
da det havde lagt sig over alles hjerter
Bladene visnede og faldt
landede i det døende, gule græs
Grise, katte, hunde, alle dræbt af skoven
flygtet fra deres fangenskab
blandt menneskelige robotter
forgiftet af den farveløse væske
der dryppede ud fra de væltede, kraniepyntede tønder
Det eneste der blomstrede
var fabrikkerne
Det eneste der levede var ilden
i de kolde bygninger
som tankeløse mennesker fodrede med lig
Fabrikkernes sygeligt gule farve
og deres grålige røg
dækkede over den brændende natur
Alt døde, men ingen så det
Man var som blindet af luksuslivets djævelhed.