TAbT oG øDelAgT

Jeg er ikke bange for døden. På ingen måde. Jeg har altid fundet det fascinerende. Kan man mon mærke noget, når man er død? Føler man noget? Får man et nyt liv, lige bagefter og aner ikke noget om, at man har været i dette? Jeg er træt. Træt af at være tyk, træt af mine forældres måde at se mig, og ting på, træt af venner, der viser sig at være falske og alligevel ikke.

3Likes
2Kommentarer
99Visninger
AA

2. Prolog

Larmen. Jeg må væk fra larmen. Den fylder min hjerne op med billeder af skrigende, grædende og leende børn og unge. Min mor siger, det er stress. Men jeg er ikke enig. Jeg kan ikke lide mennesker. Det er det, der sker her. Mennesker der kommer fra alle sider. Skal brokke sig, sladre eller sige hej. Bliv væk, for guds skyld. En hånd tager fat om min arm.
’’Malie! Kan du høre mig? Følg med!’’. Jeg tænker ikke rigtig, følger bare med. Mennesker der glor på mig. Mennesker der peger efter mig. Mennesker med åbne munde. Lad mig dø i jeres klamhed. Ja tak. Nej tak. Jeg banker ind i noget. Formodentligt en væg. Jeg kan ikke se det. Alt er sløret, ligesom når man kigger ud af et vindue hvor der på den anden side, vælter regn ned. Flere mennesker peger efter mig. Jeg tror jeg giver en af dem fingeren. Jeg vælter. En hjælper mig op. En lægger mig ned. En anden holder en hånd på min pande.
’’Hun har det ikke godt. Vi tager hende med. Få ringet til hendes forældre’’.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...