Ella, if we could fly

Ella, if we just could fly

3Likes
2Kommentarer
179Visninger

1. 1.

Håret sad i en tæt fletning, og selvom dens opgave var at holde mit hår tæt, gik det ikke helt godt. Jeg gik med en varm kande kaffe i min ene hånd, og på den anden balancerede jeg med 6 tallerkner. Smilende og skøn måtte jeg se ud, imens jeg med den tunge kande i hånden, hældte kaffe op til de forskelle, men utrolige velhavende gæster. 

''Her'' sagde en kvinde til mig, idet hun smed en tallerken på min hånd. Jeg bed mig hårdt i læben, imens jeg kort skulle vænne mig til den ekstra vægt, der hurtigt føltes som flere kilo. 

Jeg kiggede kort rundt på de andre borde, og hurtigt fandt jeg ud af, at mine kræfter ikke var til at regne med mere. Jeg skyndte mig, at vende mig om, men med hurtige skridt bevægede jeg mig mod køkkenet, hvor jeg forsigtigt lagde tallerken på opvaskernes bord. Han kiggede opgivede på mig, inden han sukkede. ''Det var ikke mange'' svarede han sarkastisk. ''Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Johan. Jeg kan snart ikke klare mere, og min skulder er ved at dræbe mig.'' Hurtigt fortrød jeg, at jeg overhovedet havde brokket mig til ham. Jeg vidste hvilken lang tale jeg nu ville få, om hvordan jeg var nødt til at sygemelde mig, inden det ender galt. Men jeg bad selv om den. Jeg var lige kommet ud i hans køkken, hvor jeg havde beklaget mig. Jeg førte min modsatte hånd op til min ømme skulder, og pressede på mit ømme punkt. ''Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke melder dig syg. Du har jo både lægeerklæring og det hele?'' Selvom jeg havde taget denne diskussion med Johan mange tudsinde gange, ville han ikke give op, men det han bare ikke helt har forstået, er at jeg ikke har råd til at melde mig syg. Jeg kan ikke brødføde mig selv, betale mine regninger og have min bil, hvis jeg ikke har et job. Og jeg vil være ærlig og sige at dette arbejde tjener jeg til lige, at kunne klarer mig, men det vil ikke varer ved hvis jeg sygemeldte mig. Så ville jeg blive fyret, og inden jeg havde set mig om, var jeg blevet erstattet. Det går hurtigt. Især sådanne et sted.

''Du forstår ikke'' sukkede jeg en sidste gang, inden jeg hældte kaffen ud i vasken for at sætte en ny kande over. Klokken var nu 16:00, og hvis jeg var heldig ville Bea komme om 5 minutter og tage over, også havde jeg fri. Endelig.

 

Turen hjem uden bil var lang.. Virkelig lang, og jeg kunne næsten ikke magte det,  men pengene gik ikke lige pt til en uber, og hvad der nu ellers fandtes af spændene sager- desværre, også selvom vablerne på mine fødder tiggede og bad om det. Jeg kiggede kort op i himlen, og et let suk slap fra mine læber. Klokken var kun midt om eftermiddagen, men jeg var ikke et sekundet i tvivl om, at jeg ville sove resten af dagen, og natten væk. Ikke det fedeste liv, jeg lige pt kunne komme i tanke om. Jeg var ung, men alligevel følte jeg mig så brugt, og voksen. I en alder af 19, havde jeg ikke tid til at feste, drikke, og være sammen med mine venner og veninder. Jeg måtte istedet læse og arbejde. Jeg ville gerne rejse. ud i verden og opdage noget nyt hele tiden, men jeg manglede penge, og da jeg begyndte at tjene penge, manglede jeg tid. Desværre- men sådan er det. Udover at arbejde læser jeg fremmed sprog, samfundsfag samt etik og moral. Jeg elsker det, og kunne bruge hele min dag på det. 

Hvilket minder mig om, at jeg i hvert fald lige skal hjem og terpe lidt samfundsfag inden skole i morgen tidlig, inden skole starter igen. 

 

Mit vækkeur vækkede mig som det skulle klokken 06:00, også selvom jeg først skulle møde klokken 08.00, men inden det, skulle jeg nå i bad, gøre mig klar. Ikke fordi, at det tager super lang tid, men det skulle jo gøres- og hvis jeg var rigtig hurtig kunne jeg smutte ned forbi resturanten og arbejde i en lille halv time, inden verdens sødeste Johan kørte mig hen til skolen. Det har han altid gjort.

Jeg tog mit, ikke så pænt foldet tøj, og tog det med ud på toilette, hvorefter jeg gik i bad. Jeg nødt hvordan det varme vand gled ned af min krop. Med fødderne på de varme sten, og hovedet begravet inden under bruseren, var jeg ikke et sekundet i tvivl om, at jeg hurtigt kunne glemme tiden, men heldigvis er jeg typen der nyder de få ting i livet, selvom at  jeg kun kan være herunder i få sekunder. Jeg skyldede hurtigt min shampoo med hindbær duft ud, vaskede min krop, og trådte derefter ud i mit mere kolde badeværelse, hvor spejlende var dugget. Inden at duggen forsvandt, skyndte jeg mig hurtigt at tage mit tøj på, hvilket bestod af sorte stramme bukser, og en hvid lys, lidt løs trøje. Jeg satte hurtigt mit våde lange mørke hår, op i en heste hale og begyndte at tage make up på. 

Mine bilnøgler hang på knagen, lige vedsiden af min dør. De grinede bare af mig, imens de langsomt begyndte at samle støv. Jeg havde ikke brugt min lille lyseblå bil i snart 4 måneder, efter den var gået i stykker, men hverken pengene eller overskuet var der, til at få den fikset- så det måtte vente lidt endnu. Jeg hev mine hvide ankel converse på, og hang min sorte læder jakken over armen, inden jeg forsvandt ud af døren

 

Jeg åbnede bagdøren til restauranten, hvorefter jeg hurtigt begyndte at kigge efter Johan som det første. Johan vaskede op ude i køkkenet, sammen med de andre chefer. Han store drøm var, at åbne sin egen restaurant, men som han sagde, så måtte man starte et sted. ''Hey'' smilede jeg til vores mange mænd der stod i køkkenet. De smilede alle sammen venligt tilbage, men skyndte sig derefter hen til deres arbejde igen. Den eneste kvindelige chef vi havde var Heidi. Heidi var simpelhen så sød, men man skulle ikke komme på tværs af hende. Men hvem havde ikke regnet det ud? Hun styrer en hel restaurant, samt er den rigtige chef overfor 6 mænd, og 6 tjenere. Hun er betegnelsen af knofedt og hårdhed. ''Du behøver ikke, at hjælpe til i dag Ella. Både Vic og Bea er her, og de er ikke særlig mange lige nu'' smilede hun sødt til mig, inden hun satte sit røde krøllede hår op i en hestehale. Jeg smilede taknemlig. ''Jeg skal ellers først i skole, om 45 minutter, hvis det er'' Heidi rystede på hovedet, hvorefter hun takkede nej til mit tilbud om hjælp. ''Har du egentlig ikke fået ordnet din bil? eller er Johan bare et bedre tilbud'' blinkede hun til mig, inden hun slog et æg ud på panden. ''Jeg har ikke fået ordnet den, nej..'' mumlede jeg. Heidi var som en mor for mig, og jeg var ikke et sekundet i tvivl om, at hvis jeg manglede noget, såvel som penge, ville hun komme til hjælp. Men du kan godt huske, at jeg fortalte dig at jeg på ingen tid ville kunne blive udskiftet? Det ville jeg- hvis jeg sygemeldte mig. Heidi er som min mor, men man skal ikke tage fejl af, at hun vil sin restaurant det bedste. Og hvis jeg ikke kunne arbejde der, så var det farvel og tak. Hun ville sikkert hjælpe mig med at finde et andet arbejde, men problemet er bare, at jeg ikke vil have noget andet, jeg vil gerne være her. Sammen med min familie. Heidi rystede på hovedet, hvorefter hun sukkede. Hun gav mig en tallerken med et æg og franskbrød på, hvorefter hun blinkede til mig. ''Jeg har fået en rapport for i drama'' sukkede jeg, med maden fuld af æg. ''Jaså?'' hun kiggede undrende på mig. ''Eller.. Det vil sige, at jeg skal inde for et bestemt scenarie fortælle hvordan og hvorfor folk reagerer som de gør'' jeg trak kort på mine skuldre. Det var ikke svært, men detsværre var det uddelt som gruppearbejde. ''Det bliver da spænenede'' svarede hun. ''Ja, altså det var enten drama, eller skrive en sang'' fnøs jeg, hvorefter jeg tog den sidste slurk af appelsin juicen. ''Hvorfor tog du ikke musik?'' spurgte Johan. Jeg trak igen på skuldrene ''du ved, at jeg hader at synge'' sluttede jeg den af. ''Tak for mad, Heidi'' smilede jeg taknemligt, hvorefter jeg lagde tallerken ned i vasken. ''Skal vi?'' jeg kiggede kort op på Johan, hvorefter jeg gik lige forbi ham og ud af døren.

Turen til skolen var tarvs. Selvom der var meget at snakke om. Om det er skole, arbejde eller det helt tredje sad ordene fat i min hals. Jeg havde ikke lyst til at starte en dialog med Johan lige nu. Jeg ville gerne sidde i stilhed inden, jeg skulle ind og bruge alt min positivet på at komme igennem dagen. 

''Hvilke timer har du i dag?'' jeg sukkede hurtigt, inden jeg lænede mit hoved tilbage i sædet. ''Musik, drama og dansk'' smilede jeg kort, inden jeg fiskede en pakke tyggegummi op fra min jakke. jeg tog selv et stykke i munden, og nydte kort smagen af hindbær. Jeg kiggede på johan, hvorefter jeg tavs tilbudte ham et stykke, men han rystede kort på hovedet, inden han standsede bilen. ''Så er vi her sukkermås'' blinkede han til mig, inden han klikkede min sele op. ''Er i sikker på, at i virkelig ikke har brug for min hjælp i dag?'' jeg kendte allerede svaret, og det ville være tåbeligt at håbe på et mirakel- jeg kunne alligevel ikke skippe skole. Det ville hverken Johan, eller Heidi tillade. ''glem det'' fik jeg svaret inden Johan. Jeg rejste mig op, og den kolde morgenbrise ramte min ansigt. ''Kommer du ned og spiser i aften?'' Johan lænede sig ind på mit sæde, så han lige kunne kigge ud af vinduet. Jeg trak kort på skuldrene, inden jeg smækkede døren og Johan var ude af syne. 

''Ella?'' Tays lyse stemme lød henne fra den anden ende af parkeringspladsen. Hurtigt fik jeg øje på den blonde pige, med sine bare ben, og lyserøde taske. ''Godmorgen Tay'' smilede jeg, hvorefter jeg trak hende ind i et kram. Hun tog fat i sine solbriller, hvorefter hun hurtigt gav mig elevatorblikket. ''Der er da vidst ikke nogen du skal imponerer'' mumlede hun, hvorefter hun tog en dyp indåndigen. ''Men det er også fint. Du er perfekt som du er, skat'' hun tog mig under armen, hvorefter vi i fælles skab gik ind i på skolen. 

Der var mennesker over alt. Alle ligeså højt råbende som altid. Måske mere. Vi havde lige haft en forlænget sommerferie, og nu var folk glade og spændte på alle de nye mennesker og oplevelser. ''Har du egentlig hørt at der er kommet nogen nye drenge?'' Tay, lænede sig længere ind til mig, hvorefter hun kiggede scannede rundt. Jeg nikkede. 

Turen ned af gangen, var næsten umuligt. Folk stod som en sild i en tønde, og selvom folk var gode til at gøre plads til folk, var der bare ikke megen plads at gøre godt med. Smilede og med blikket i gulvet, fik jeg snoet mig ned til skab 360, hvor jeg kastede min taske ind. Jeg havde sådan set ikke noget i den, men hvis jeg kendte Highwell godt, ville jeg ikke gå tomhændet her fra. Duften af suresokker og billig parfume, ville jeg nok bedst kunne beskrive highwell. Det var fint nok- ikke noget at råbe hurra for, men fint. 

Imens jeg stod i mine egne tanker, og overvejede om lugten på skolen virkelig var så slem, gik det op for mig, at alle på gangen var væk. Virkelig væk. Stressede gik det op for mig, at det havde ringet ind- imens jeg var i en helt anden verden. typisk. 

Imens jeg løb ned af gangen, men en mappe i hånden, løb jeg ned til lokale E14, hvor vi normalt ville have drama. Døren til lokalet var blå, og den så ikke særlig indbydende ud, men jeg tog alligevel fat i håndtaget og åbnede ind til alle de 100 øjnede der vendte sin opmærksomhed på mig. Jeg krummede hårdt mine tær i mine sko, imens kunne mærke, hvordan farven i mit ansigt skiftede. Jeg kiggede hurtigt væk fra eleverne, hen til læren, der var ved at skrive sit navn på tavlen. ''Undskyld jeg kommer for sent'' mumlede jeg, usikker på om jeg rystede i stemmen. ''Hvad er dit navn?'' den mandelige lære, med skægstubbe, briller der sidder ned på næsen, og en skjorte puttet ned i buskerne kiggede mig i øjnene. ''Øhh'' hvorfor kunne jeg ikke huske hvad han spurgte mig om? hvorfor kunne jeg ikke sige mit forbanede navn- og hvorfor var det lige dét spørgsmål, hvor ordene sad fast i halsen på mig. 

''Ella.. Ella Martin'' svarede jeg endelig, og denne gang kiggede jeg ned i gulvet. ''Værsgo, at sætte dig ned Ella.'' derefter skrev vores lære, Mr Anderson, sit navn færdig på tavlen. Jeg satte mig på den eneste tomme plads i rummet. Ved siden af en lille pige. Håret sad ned i hovedet på hende. Hun var i ført i en alt for står sort hoodie. ''Jeg hedder Klara'' mumlede hun kort, hvorefter hun igen kiggede koncentrede på mig. ''Ella'' mumlede jeg. 

Imens mr Anderson, forklarede hvordan året ville komme til at forløbe sig, kunne jeg ikke lade være med at have den her ubehagelige følelse i nakken. Og det løb enda koldt ned af ryggen på mig, ved tanken om at der måske sad nogen bag ved mig- nok gjorde grin med mig. 

''Jeg vil nu pege på nogen af jer, hvorefter i skal fortælle lidt om jer selv'' Hr Anderson kiggede med det samme på mig, hvorefter han smilede skævt. ''Hvorfor starter du ikke, Ella?'' jeg sukkede lydløst, hvorefter jeg rettede ryggen. ''Jeg hedder Ella, det er mit andet år her og jeg arbejder som tjener på restaurant Wilbeck'' ''Hvor gammel er du?'' ''19 år''. Mr anderson nikkede kort, hvorefter han kørte den rundt til de fleste i klassen. ''Som i nok ved får I i starten af skole året en rapport i skal lave, i enten drama eller musik som er jeres hovedefag. Eftersom jeg både er musik, og drama lærer kan i ligeså godt fortælle mig hvad i har lyst til nu.'' han sattes sig ned skrivebordet. ''Klara, musik eller drama?'' ''musik'' mumlede hun. Og sådan spurgte han rundt i hele klassen. Der var overraskende mange der havde valgt drama. ''Ella?'' ''Drama'' svarede jeg kort. ''Harry?'' sekunderne føltes som minutter inden stemmen bag mig valgte at svare. ''Drama'' kom det endelig. Jeg bed mig kort i læben. Drama.. det er bare drama.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...