En verden af tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
En rejse til det indre rum, foregår i et rumskib - det er trods alt det fartøj, man bruger, når man rejser i rum. //Deltager i 24-timers-konkurrencen// (Må. Have. Mere. Kaffe!)

6Likes
6Kommentarer
691Visninger
AA

10. Syv døre til frygt

Huset forsvandt hurtigt bag os, og blev erstattet af endnu en gang.

Denne gang var anderledes end den første. Lyset var dunkelt, og alle syv døre var i den samme koksgrå farve. Vores skridt gav genlyd, da vi gik over mod den første dør.

Mørket der herskede i det første rum, var mørkere end noget andet mørke jeg før har oplevet. Luften var fugtig og varm, og jeg rakte uvilkårligt ud efter din arm, men den var der ikke.
”Hvor er du?” kaldte jeg, men jeg fik ikke noget svar. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, og jeg pustede lettet ud. Jeg famlede efter dig i mørket, men det gik op for mig, at hånden ikke havde nogen ejermand.
”Hallo? ” prøvede jeg, men stilheden var det eneste der hørtes.  Jeg blev grebet af panik, men jeg kunne ikke huske hvor døren var. Endnu en hånd fandt frem til mig, og flere kom til. Til sidst var hele min krop dækket af hænder, der gramsede på mig. Jeg kunne ikke røre mig ud af stedet, og jeg mærkede varme tårer på mine kinder. Stilheden blev med ét afløst af et kor af hviskende stemmer. Det var umuligt at sige, hvor mange der var, eller hvor de kom fra, men deres stemmer fyldte mit hovedet, så det føltes som om, det skulle sprænges. Indtrængende gentog de ordene "kom hjem” igen og igen. Jeg havde lyst til at skrige, men jeg kunne ikke få en lyd frem. Jeg følte mig mere hjælpeløs og alene end nogensinde før. Måske ville det være bedre bare at overgive sig til hænderne og stemmerne. Mine øjne lukkedes – jeg havde givet op.

”Kan du høre mig? ” Din stemme lød bange, og da jeg åbnede øjnene, var vi tilbage på gangen. Jeg mærkede mig selv nikke svagt. Mit hjerte bankede stadig hurtigere end det burde, men følelsen af panik var langsomt ved at forsvinde.
”Hvor blev du af? Jeg prøvede at kalde på dig, men du svarede ikke, ” sagde du, tydeligvis bekymret.
”Jeg… Jeg kunne ikke finde dig, ” svarede jeg svagt, og du behøvede ikke mere forklaring end det.
”Skal vi hellere springe de andre over? ” spurgte du, men jeg rystede på hovedet. Nogen gange var man nødt til at se sin frygt i øjnene – uanset hvor klichéagtigt, det så end lød.

Det næste rum var belyst med nærmest blålige lysstofrør, og det kunne se ud til, at det var en konsultation. Ved et skrivebord, sad en læge med hvid kittel og et stetoskop hængende rundt om halsen. Han så på mig med det der medfølende blik, som jeg uden at behøve at tænke over det, vidste hvad betød. En blanding af chok og frygt skyllede ind over mig, som om nogen havde hældt en spand koldt vand ud over mig.
Jeg var syg, og jeg skulle snart dø.
”Hvad sker der?” spurgte du forvirret, og det fik mig revet ud af den drømmelignende tilstand jeg var i.
”Jeg… Bare kom,” svarede jeg, og vi gik ud på gangen igen, væk fra sygdomme og læger.

De næste døre åbnede vi kun på klem, så vi lige akkurat kunne se, hvad rummene indeholdt. På trods af, at vi ikke var derinde, følte jeg hver gang et strejf af rædsel. Et af rummene havde været fuld af edderkopper, der alle kravlede mod døren, et anden viste, hvordan mennesker ødelagde jorden og slog hinanden ihjel på grusomme måder, et tredje var et hospital med en kvinde, der sagde, at jeg skulle have taget en blodprøve og et fjerde viste folk jeg elskede, der kom til skade eller døde.

Da der kun var én dør tilbage, kunne jeg regne ud, hvad der måtte være derinde. Mine håndflader blev straks svedige, og jeg begyndte at fryse lidt. Dette var en anden form for frygt, og jeg var ikke sikker på, hvilken jeg foretrak. De andre rum havde fået mig til at føle ren panik, men dette var nærmere en form for iskold nervøsitet, der fik mig til at føle det, som om jeg havde fået for meget koffein. Jeg knugede kanten af min sorte t-shirt, for at mine hænder ikke skulle ryste. Du rakte en hånd frem og skubbede døren op. I rummet stod der en seng, og på sengen sad en anden version af dig. Den falske dig smilede til mig, men jeg kunne ikke lide blikket i dine øjne. Du vinkede mig over til dig, og jeg trådte automatisk et skridt tilbage. Den rigtige dig udstødte et lille ”åh”, da det gik op for dig, hvor det ville bære hen. Jeg kunne mærke rødmen stige op i mine kinder, og jeg ønskede, at du ikke havde set det. Jeg tog hårdt fat i din arm og trak dig med ud.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...