En verden af tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
En rejse til det indre rum, foregår i et rumskib - det er trods alt det fartøj, man bruger, når man rejser i rum. //Deltager i 24-timers-konkurrencen// (Må. Have. Mere. Kaffe!)

5Likes
6Kommentarer
671Visninger
AA

7. Min fantasi bærer os væk

Vi fløj videre, men mørket overtog ikke det smukke landskab. I stedet fløj vi over sneklædte bjerge og frodige dale, indtil DEMETER I valgte, at vi skulle lande. Da vi var steget ud, fløj rumskibet videre ned i dalen under os, hvor det forhåbentlig ville vente på os.

Bakketoppen vi nu stod på var dækket af lysegrønt græs og hvide kløverblomster. I det fjerne kunne man skimte høje bjerge med granskove voksende på siderne. På klippeafsatser sad lå hundrager i hundredvis af farver og rugede på deres æg, mens hannerne fløj over dalen. En smal grussti snoede sig ned ad bakken til dalen forneden. I dalen lå en lille landsby med en spejlblank sø ved siden af.

Jeg havde aldrig været her i virkeligheden, men min fantasi havde båret mig herhen masser af gange. Dette var stedet, hvor jeg kunne slappe af og være helt mig selv, uden at skulle tænke på den virkelige verden.
Længere fremme på stien stod to heste og ventede på os. Den ene kunne jeg ikke huske at have set før. Den var gråbroget med sølvfarvet manke. Den anden genkendte jeg med det samme – det var min egen hoppe med den nøddebrune manke og pelsen, der skinnede som flydende karamel i solen. Vi sadlede op og galoperede som vinden ned mod landsbyen, som jeg havde gjort det så mange gange før.

Da vi nåede de første huse, var himlen over os blevet mørk, og tusinder af stjerner blinkede ned til os. Vi fandt byens stald, og gav med et smil hestene til stalddrengen.
”Denne vej! Jeg skal vise dig noget! ” Du fulgte mig gennem de brostensbelagte stræder, indtil vi nåede det, der om dagen var byens markedsplads. I midten af pladsen brændte et stort bål, der sendte gnister op mod natten. Foran bålet stod de lokale musikere og spillede en traditionel skotsk sang, og rundt om dansede hele byens beboere lystigt med hinanden. Der var ingen forskel på rig, fattig, gammel eller ung, for alle kunne nyde musikken som de ville. Jeg kastede mig ind i dansen, men du så lidt usikker ud.
”Jeg kender jo ikke trinene,” råbte du usikkert efter mig.
”Det er lige meget! Kom nu bare! ” svarede jeg grinende, og du trådte nervøst ind i mængden. Straks tog en ældre kvinde med laset tøj dig i hænderne og svingede dig rundt. Jeg smilede til dig, og du smilede leende tilbage.

Vi dansede indtil bålet var blevet til gløder og solens første stråler kastede lys over hustagene. I det øjeblik vi kom ud fra byen, blev alt igen mørkt, og rumskibet stod og ventede på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...