En verden af tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
En rejse til det indre rum, foregår i et rumskib - det er trods alt det fartøj, man bruger, når man rejser i rum. //Deltager i 24-timers-konkurrencen// (Må. Have. Mere. Kaffe!)

5Likes
6Kommentarer
675Visninger
AA

11. Det værste

Mit hjerte sprang et slag over, da jeg ud af vinduet så Håbløsheden snerre af rumskibet. De grå skæl var matte i dunkelheden, og de flagermuslignende vinger slog et par slag. Halen var dækket af spidse pigge, der nem kunne skære Håbet i småstykker, piskede frem og tilbage som en kats. Hurtigt passerede vi det dragelignende væsen, og styrede videre ud i intetheden.

Vi var nu dybt inde i Tankeverdenen, og mørket omkring os så nærmest ud som en slags flydende substans. Uformelige silhuetter begyndte at tage form i mørket, og vi landede DEMETER I.

Instinktivt vidste jeg hvad der ventede, og jeg bed mig nervøst i læben. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik før jeg tog mod til mig, og gik ned ad trappen sammen med dig.

Stedet vi var kommet til var dunkelt, men da vores øjne havde vænnet os til mørket, tonede to sæt togskinner frem foran os på jorden. Jeg trak vejret dybt – jeg havde haft ret i, hvilken del af Tankeverdenen, vi var kommet til. Den samme følelse jeg havde haft, da det skete, vældede nu op i mig og jeg bed mig hårdt i kinden for ikke at komme til at græde.
Jeg kiggede rundt, og fik øje på omridset af en dreng, der gik alene på skinnerne. Straks fik jeg lyst til at råbe til ham, sige at han skulle flytte sig, men jeg vidste, at det ikke ville gøre nogen forskel. I det fjerne kunne jeg nu høre toget, og jeg vendte ansigtet bort. At se toget ramme ham var ikke noget jeg havde lyst til at være vidne til, men jeg kunne ikke undgå at bumpet, da tog og dreng kolliderede. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig hvordan det måtte se ud, hvordan skinnerne blev farvet røde som toget, hvordan hans lemmer måtte sidde i forvrængede stillinger. Rystende tog jeg en dyb indånding og håbede, at du også havde kigget væk.

Ligesom før vidste jeg, hvad der ville komme, før jeg så det. Over os blev himlen grå, og jorden vi gik på blev til en bred asfaltsti. Vi var ikke længere alene. Rundt om os stod folk så tæt, at man ikke engang kunne se, hvad de var samlet foran. Størstedelen var unge mennesker, måske lidt ældre end os, men der var også enkelte voksne rundt omkring. Nogle græd, mens andre talte lavmælt med hinanden. Forsigtigt fik vi skubbet os fremad, indtil vi stod inde i tunnelen. Lyset fra de mange stearinlys flakkede mod de kolde stenvægge og dannede dansende skygger. På jorden lå bundter af roser og breve tæt sammen, og det gjorde ondt at vide, at han aldrig ville få dem at se, at han aldrig ville vide, hvor mange der tænkte på ham.

Du trak blidt i mig, og jeg var klar over, at vi måtte videre, men jeg havde ikke lyst til at konfrontere det næste der ville komme. Jeg vidste, at jeg ikke havde noget valg, så jeg fulgte modvilligt med.
Jeg mærkede følelsen inden vi nåede frem, og jeg stoppede med et ryk. Jeg ville ikke, jeg kunne ikke gå videre. Du må have vidst hvad det var, for du gav min arm et lille klem.
”Vi behøver ikke, hvis du ikke har lyst. ” Du så bekymret på mig, men jeg følte at jeg var nødt til det. Jeg samlede al min viljestyrke, og tog et skridt fremad, efterfulgt af et andet. Vi gik indtil ekkoet fra sangen, der blev spillet til hendes bisættelse lød, sunget med hendes stemme. Det var svært at se, hvad der foregik omkring os, for alt var et rodet billede, der hele tiden skiftede. Hendes ansigt, hende der lærte mig at dividere, armbåndet hun altid gik med, kram og tårer, den hvide kiste, blomsterne på gulvet og tusind andre ting som fór forbi så hurtigt, at det var umuligt at følge med. Indimellem opfattede jeg hendes latter og ord som ”en halv times pause” og ”byggeklodser”.
Med ét blev det for meget for mig, og jeg satte mig ned med hovedet gemt i hænderne. Jeg ænsede knap nok da du satte dig ned ved siden af mig og strøg mig på ryggen. Det virkede usandsynligt at mørket nogensinde skulle forlade min krop, så jeg besluttede mig for at blive indtil jeg rådnede op.
”Gå bare,” hviskede jeg derfor, men du ruskede nænsomt i mig.
”Se på mig, ” sagde du, og jeg løftede hovedet. ”Du er nødt til at komme med. Ellers bliver jeg her sammen med dig indtil du skifter mening. ” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for jeg var sikker på, at jeg ikke var i stand til at rejse mig op, hvor meget jeg så end prøvede. Du tog min hånd, og trak mig op som du så mange gange før havde gjort det.
Jeg ved ikke, hvordan du var i stand til det, men med din hånd på min skulder, fik du mig med væk, tilbage til DEMETER I.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...