En verden af tanker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
En rejse til det indre rum, foregår i et rumskib - det er trods alt det fartøj, man bruger, når man rejser i rum. //Deltager i 24-timers-konkurrencen// (Må. Have. Mere. Kaffe!)

5Likes
6Kommentarer
670Visninger
AA

12. Det bedste

Vi var nu helt inde i kernen af Tankeverdenen, og jeg kunne kun komme i tanke om én ting, vi endnu ikke havde mødt. 

Da vi nåede frem, steg vi ud af rumskibet. Stedet vi var kommet til, var svært at forklare. Det var ikke rigtig et rum, men det var heller ikke det mørke intet, der var imellem tankerne. Der var lyst, selvom der tilsyneladende ikke var nogen kilde til det.
Måske var stedet ikke noget rigtigt sted, men nærmere en følelse. Så snart jeg mærkede den, kunne jeg ikke lade være med at smile, for det var følelsen af dig. Du mærkede den samtidig, for du kiggede over på mig med store øjne. Jeg ventede på, at der skulle ske et eller andet, at noget ville vise sig, men det gjorde der ikke. Det eneste, der gik gennem mit hoved, var de gange, vi havde holdt i hånden om natten i spejderhytten, da du lå med hovedet i mit skød, alle vores sms-samtaler om natten, hvordan du varmede mig på Island, da jeg frøs.
Efter lidt tid gik det op for mig. Stedet her var dig og mig, og da vi allerede var her sammen, kunne det ikke vise mere. Visheden om det fik mig til at smile endnu mere, og jeg mærkede en varm glæde strømmede gennem mig.
”Det er os. ” Jeg vidste godt, det lød dumt, men jeg kunne ikke forklare det anderledes.
”Ja, ” svarede du, og jeg kunne se, at du forstod det.

Vi stod lidt og nød følelsen af, bare at være sammen. I det øjeblik du fandt min hånd og flettede dine fingre ind mellem mine, var det som om et stød af energi skød fra mine fingerspidser og ud i hele min krop. Mit hjerte bankede så hårdt, at det næsten sprang ud af min brystkasse, og jeg havde glemt hvad normal vejrtrækning var. Jeg samlede alt mit mod, og kiggede dig i øjnene. Der var ikke andet end dig og mig tilbage i verden nu, og der var ikke andet end det, jeg behøvede.
”Du… Du betyder altså meget, ” sagde du, og jeg vidste med det samme hvad du hentydede til. Jeg sendte dig noget, der skulle have været et smil, men som nok ikke blev til andet end en sær grimasse.
”Det gør du også.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...