Distance: Nothing but a Number

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Langdistanceforhold kan være svære at holde ved lige; i mange tilfælde endda sværere end normale forhold. Men det kan til gengæld også bringe ligeså meget glæde, hvis ikke mere, den dag, det specielle øjeblik kommer - øjeblikket, hvor man står overfor hinanden den allerførste gang uden at have et kamera og en dårlig forbindelse mellem sig.

3Likes
2Kommentarer
148Visninger
AA

1. Distance: Nothing but a Number

Hun vågnede med en underlig følelse i maven - en følelse af spænding og nervøsitet. Hendes hjerte bankede hurtigt i hendes bryst. Kun få timer mere, og alt ville være anderledes. I månedsvis havde hun havde glædet sig til dette som et lille barn til juleaften.

~

Han lænede sit hoved mod flysædet. Havde det ikke været for den trange benplads til hans lange ben, ville han ikke have noget imod dét at flyve. Han kastede et blik på klokken. Derhjemme var det stadig meget tidligt om morgenen, men han vidste, at det allerede var lyst i den by, han ville lande i om nogle timer. Han havde prøvet at sove lidt på turen, men det havde været umuligt for ham. Tankerne om, at han meget snart ville opleve det, han havde drømt om og planlagt så længe, gav ham for meget energi til at kunne sove.

~

Hun lod sit blik vandre over sit værelse en sidste gang. Så det godt nok ud? Var der ryddeligt nok? Var der noget som helst, hun havde glemt? Hun vidste, at alt var på sin plads som det skulle være, men hun sikrede sig alligevel en sidste gang. Hun bed sig i læben og lod et lille begejstret fnis slippe ud. Hun havde svært ved at tro på, at dette endelig ville ske. Katten lagde hovedet på skrå og så på hende, som for at spørge, hvad der dog gik af hende, men hun aede ham bare og gav ham et kys på hovedet.

~

Lyset på flyet var blevet tændt igen efter natter og folk omkring ham var begyndt at vågne. Det var også lysnet udenfor, lagde han mærke til, da folk begyndte at slå deres små gardiner op. Snart ville stewardesserne dele morgenmad og -drikke rundt, og så ville der kun være omkring en time tilbage før de landede. Han kunne mærke sit hjerte sætte tempoet op. Så var det virkelig nu. Han tog en dyb indånding med sommerfuglene rumsterende i hans mave og et smil spredte sig på hans læber.

~

“Tak fordi du gider kører mig derhen, mor,” smilede den 20-årige unge kvinde mod førersædet. Hun kunne mærke glæden boble indeni.

“Selvfølgelig. Jeg ved jo, hvor meget han betyder for dig,” svarede hendes mor uden at kunne skjule et lille smil over sin datters begejstring.

~

“You look happy. Is someone special waiting for you at the airport?” spurgte en ældre dame fra sædet ved siden af og han kløede sig i nakken mens varmen bredte sig i hans kinder. Han plejede ikke at være så nem at læse, men på den anden side følte han sig sjældent så glad, som han gjorde nu.

“Am I that obvious?”

~

“Tror du, at han vil kunne lide gaven?” grinede hun og gav den bløde pakke et klem. Hun husker tydeligt den dag, de havde joket omkring netop denne ting, selvom det var lang tid siden. I forbindelse med en tur til Frankrig han var taget på - så tæt på, men alligevel så langt væk - havde han vist hende “en af sine hemmeligheder”, som han kaldte det: et par sokker med små Eiffeltårne, og havde for sjov sagt, at han blev nødt til at skaffe sig et par sokker med noget dansk på, før han besøgte hende. Hun havde svaret tilbage, at hun ville sørge for at have dem klar, når hun samlede ham op i lufthavnen. Dengang havde det alt sammen bare været en joke, men hun havde besluttet sig for at gøre det til virkelighed.

~

“How long have you known each other?” spurgte damen, efter han havde fortalt om den specielle pige, der ventede ham, så snart de nåede deres slutdestination. Han var faktisk glad for, at hun spurgte ind til det, for det gjorde ham mindre nervøs at tale om det.

“We met two years ago, but we’ve only been together for about a year. This is the first time we’re going to meet in real life.” Endnu et smil fandt vej frem til hans læber, bare ved tanken om det. Endelig ville han møde hende - noget, de havde snakket om længe og havde drømt om endnu længere. Endelig ville de ikke begrænset af skærme og en internetforbindelse, der nogle gange ikke helt ville, hvad man gerne ville have den til.

~

“Tænk at der allerede er gået to år, siden vi mødtes. Prøv at tænk, hvis han aldrig havde skrevet til mig, eller hvis jeg aldrig havde svaret ham. Mit liv ville have set helt anderledes ud,” sagde hun, mens hun betænksomt så ud af vinduet. Flere og flere bygninger dukkede op, hvilket betød, at de meget snart ville være i lufthavnen. Havde han ikke dengang kontaktet hende igen med et ønske om god jul, havde hun nok aldrig svaret ham i første omgang.

~

Flyet landede med et blødt bump på jorden, og han kunne mærke nervøsiteten tage til, men det var en god nervøsitet. Han vidste, at meget snart ville han ikke bare kunne se hende og høre hendes stemme gennem en mikrofon, men holde om hende, dufte hende og høre hendes stemme uden den mindste forstyrrelse. De ville kunne gøre alle de ting, de havde snakket om så tit, såsom at tale med hinanden i mørket til de faldt i søvn sammen, ikke på hver sin side af jorden, eller som at gå en tur sammen under stjernerne og måneskinnet. Han ville opleve sne for første gang i sit liv, og hun ville være ved hans side for at dele øjeblikket med ham. For ikke at forglemme, at hun endelig blev nødt til at indfri sit løfte om at se Lord of the Rings med ham, bare så hun kunne give ham ret i, at serien var bedre end Harry Potter, selvom hun så hårdnakket påstod det modsatte.

~

Hun kunne mærke sine hænder blive svedige, idet hun ventede på ham. Hun vidste, at han meget snart ville komme ud gennem dobbeltdørene. Hendes mor havde prøvet at overtale hende til sætte sig hen og drikke en kop kaffe mens de ventede, da der stadig gik noget tid før han fik sin bagage og kom ud, men det var hun alt for nervøs til - hun kunne umuligt sidde stille.

“Tror du han overlever vinteren her? Han er slet ikke vant til så lave temperaturer.” Hun sagde det mest af alt for at lette sin egen nervøsitet, men det hjalp ikke. I det øjeblik var hun ikke sikker på, hvordan hun ville reagere i det øjeblik, hvor de endelig mødtes. Ville hun grine? Græde? Den sidste mulighed virkede ikke helt usandsynlig længere.

~

Han greb sin kuffert og fulgte pilene mod udgangen. Det havde været en meget lang tur, men han var endelig fremme. Efter to lange år, ville det ske om få øjeblikke. For hvert skridt, han tog, nærmede det ventede øjeblik sig. Og for hvert skridt han tog, blev han kun mere og mere sikker på, at han havde fundet den eneste ene. Han stoppede kort op, tog endnu en dyb indånding for at berolige sit hamrende hjerte og fulgte så flokken af mennesker gennem dørene og ud i forhallen.

~

Hun observerede nøje hver eneste person, der gik gennem dørene. Hver eneste gang hun så en slank og høj mand med mørkt hår, sprang hendes hjerte et slag over.

Så skete det pludselig. I samme øjeblik hun fik øjenkontakt med ham, fik hun et blidt skub i ryggen med et “der er han” og på bare et øjeblik var hun dukket under båndet, der viste, hvorfra man skulle gøre plads til de rejsende, mens man ventede på nogen.

~

Han greb hende, idet hun kom flyvende, og knugede hende ind til sig. Han havde allerede vidst på forhånd, at deres højdeforskel ville være stor, men det var knapt nok noget, han lagde mærke til i det øjeblik. Det gjorde ham ikke noget, for hun var fantastisk, som hun var - hun passede perfekt i hans arme.

~

De havde drøftet højdeforskellen op til flere gang på grund af hendes usikkerhed omkring sin egen højde, men det betød lige pludselig ikke så meget. Hun havde ikke nogen grund til at være usikker, for dette var perfekt. Endelig kunne de være sammen, selv hvis det i denne omgang bare var for en kort tid.

~

Hun var hans.

~

Og han var hendes.

~

“Finally.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...