Muren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til 24-timers konkurrencen. En lidt anden fortolkning af en rejse.

0Likes
0Kommentarer
141Visninger

1. ♥

Nogle gange rammer jeg en mur. Ikke en mur som i en rød murstensmur eller en hvid, nykalket mur. En mental mur. Det er ikke en mur, man kan se. Man kan ikke engang se det på mig, når jeg rammer den. Den kan komme så pludseligt, at jeg ikke engang selv ser det, før det er for sent. En mur kan blive til to. Jeg er trængt op i et hjørne. Et mentalt hjørne. Så skal der tænkes taktik for at komme væk derfra. De to mure kan også blive til en kasse. Fire solide mure man ikke kan se, men som holder mig fanget. Alt imens forventes der, at jeg går rundt og smiler og er glad. For hvis man hænger med mulen, eller siger man ikke har det godt, så er man pludselig opmærksomhedskrævende. Jeg får klaustrofobi af de fire mure.

Første gang jeg for alvor mærkede Muren, var jeg 12. Du ved, når man er pre-teenager sker der mange ting i ens hoved. Man glæder sig til at blive teenager. Det er det eneste, du så brændende ønsker. Du begynder at mærke de første tegn på, at ting forandrer sig. Drenge bliver pludselig spændende på en helt ny måde. Du begynder at synes, alt er irriterende. Nogle vil kalde det puberteten. Det skal de have lov til. Jeg fik min første kæreste, William. Vi skrev sammen en gang imellem. Vi mødtes aldrig. Han var ikke engang en sød fyr. Jeg kendte ham knap nok. Det var vores fælles ven, Oscar, der førte os sammen. Det var også ham, der skilte os ad igen.

Jeg har kendt Oscar, siden han flyttede til byen. Han var min første drengeven. Allerede der burde man fange hintsne. Jeg afviste ham et par gange, før drenge blev interessante. Men denne gang kunne jeg ikke afvise ham. Han var blevet interessant. Vores forhold udviklede sig. Jeg svævede på en lyserød sky. Han svævede på mit udseende. Det fysiske. 7 måneder. Det hele var en løgn fra hans side. Han fik Muren til at komme i første omgang.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg pludselig havde det sådan. Jeg ville ikke være sammen med mine veninder. Jeg ville ikke være sammen med min familie. Alt gjorde mig ulykkelig. For jeg opfangede intet. Muren havde taget tre venner med sig og var blevet til Kassen. Alting gik mig forbi næsen. Folk tænkte, jeg var distræt. Men det var Kassen.

Det har altid været et problem at komme ud af Kassen igen. Det eneste man kan gøre, er at sidde og kradse i Muren i håb om at kunne grave sig ud. Men det kan man ikke. Det eneste du i virkeligheden gør, er at vænne dig til Kassen. Vænne dig til at gå glip af ting. Vænne dig til at lade som ingenting.

Da jeg var 14, kom Niclas ind i billedet. Vi blev aldrig rigtig kærester, men vi havde godt kemi på Snapchat. Men da jeg ramte Muren igen, var det ikke ham, jeg tænkte på. Det var Oscar. Det var ham, der havde skabt Muren, men denne gang var han ikke skyld i den.

Kassen havde forandret sig denne gang. Den var mørk. Jeg gik ikke bare glip af ting. Jeg ville gå glip af ting. Faktisk ville jeg med glæde gå glip af det hele. Kassen var isolerende som aldrig før. Der skulle nye midler til at komme ud. Smerten indeni blev for stor. Måske, hvis smerten blev synlig, kunne jeg komme ud. I 3 måneder sultede jeg mig selv. Skrev min vægt ned morgen og aften. 3 måneder. Også med enkelte selvpåførte ar. Jeg skreg, men Kassen tog al lyd. Indefra og udefra. Ingen opdagede noget som helst. Ikke engang Niclas.

Da jeg var 15, kom Oscar ind i billedet igen. Jeg havde glemt alt om Muren og om Kassen. Han havde forandret sig utrolig meget de år, vi ikke rigtig havde holdt kontakten. Hans brune øjne var blevet varmere, og hans udstråling var blevet blidere. Så jeg faldt i.

11 måneder senere. Mange gange Muren senere. Her sidder jeg. Næsten kærester med Oscar. Hvorfor bliver jeg ved med at holde fast. Hvis det virkelig er ham, der er skyld i Muren, hvad er der så at kæmpe for. Muren har ændret karakter. Måske er det derfor. Den udvikler sig ikke længere til Kassen. Muren gør mig blot opmærksom på at passe på. Passe på mig selv. Passe på andre. Det gør ondt helt ned i maven. Uden nogen grund. Men den kommer hver gang, tingene ikke går, som de burde med mine venner. Specielt Oscar. Jeg holder virkelig af ham. For i virkeligheden var Oscar nok slet ikke skyld i Muren i al den tid. Måske var jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...