Anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
”Her er fantastisk,” siger Emilie, mens havet kærtegner hendes fødder. ”Jeg vil blive her for evigt,” fortsætter hun, mens hun kigger op på himlen, der har fået rødlige nuancer. Hun står med armene ud til siden, mens den hvide sommerkjole bølger om hendes ben.

4Likes
5Kommentarer
264Visninger

4. 4

Vi følges med de andre ind til byen. Emilie går forrest sammen med Tobias. Jeg går ved siden af den mørkhårede dreng, hvis navn jeg stadig ikke kender. Jeg spørger heller ikke efter det.

Vi går det meste af vejen i stilhed. Det gør de andre ikke. Jeg kan hele tiden hører Emilies stemme, og jeg smiler, hver gang jeg hører hendes latter. Den minder mig om klokker. Trætheden fra i morges er forduftet. Den forsvandt sammen med sandet, hun rystede af teltdugen. Jeg ved, at den vender tilbage lige så snart, der bliver stille omkring hende.

Vi spiser tidlig frokost med de andre, inden vi går mod stationen. Derfra skal vi i hver vores retning. Vi krammer de andre farvel, selvom vi ikke rigtig kender dem. Emilie giver Tobias sit telefonnummer.

”Vi ses,” siger den mørkhårede dreng, selvom vi begge ved, at der er større sandsynlighed for, at vi ikke gør.

”Måske,” svarer jeg.

”Pas på jer selv.”

”Pas på hinanden.”

Han smiler. ”Det er det, man har venner til.”

Vi vinker til dem, da de stiger på deres tog. Så finder vi vores egen perron. Emilie smider sin rygsæk og sætter sig på den.

”Har du styr på turen?” spørger jeg, og hun nikker. Hendes hoved har ingen problemer med at finde ned til hendes bryst. Det er sværere for hende at løfte det igen. Hun finder sin lille notesbog frem og vifter med den. ”Jeg har skrevet det hele ned.”

Jeg tager den, og hun protesterer ikke.

Vi venter en halv time, før vores tog kommer. Der er mange mennesker i den ene ende, men jo længere ned i toget, vi kommer, jo mere spredt sidder folk. Den sidste kupe er helt tom.

Emilie falder sammen på sædet, og jeg løfter vores tasker op. De kan kun lige være der. Så sætter jeg mig ved siden af hende. Hun læner hovedet mod min skulder.

”Jeg kommer til at savne stranden,” siger hun.

”Jeg troede, du ville blive der for evigt?”

”Det ville jeg også. Men så ville du jo være nødt til at forlade mig, og der ville ikke være nær så rart uden dig,” mumler hun.

Toget sætter i gang, og jeg ser hen over hendes hoved og ud af vinduet. Ser perronen forsvinde. Vi har allerede sagt farvel til stranden og bålet, og nu siger jeg farvel til stationen. For fem dage siden kom vi ind med toget, og nu er vi på vej videre. Sådan er livet vel. Fyldt med flygtige øjeblikke, smukke strande og en stjernefyldt nattehimmel. Nogle gange er vi så heldige, at livet også er fyldt med Emilie.

”Jeg vil aldrig forlade dig,” siger jeg, men hun sover allerede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...