Anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
”Her er fantastisk,” siger Emilie, mens havet kærtegner hendes fødder. ”Jeg vil blive her for evigt,” fortsætter hun, mens hun kigger op på himlen, der har fået rødlige nuancer. Hun står med armene ud til siden, mens den hvide sommerkjole bølger om hendes ben.

4Likes
5Kommentarer
276Visninger

3. 3

Emilie kaster sig ned ved siden af mig. Hun er lige ved at vælte, og jeg griber fat i hende, slipper ikke før hun har genvundet balancen. Hun griner.

”Kom,” siger hun så. Hun forsøger at rejse sig og hive mig på benene på samme tid.

”Hvad skal vi?”

”Bade,” svarer hun. ”Kom nu, alle de andre gør det.”

Jeg kigger ud over det mørke hav og ryster på hovedet. ”Ikke nu.”

”Øv.” Hun sætter sig ned igen og lægger hovedet på min skulder. Jeg finder den trøje, jeg har taget med til hende og forsøger at lægge den om hende. Så hviler jeg mit hoved mod hendes og aer hendes hår.

”Jeg er lykkelig,” hvisker hun.

Jeg stirrer ind i flammerne. Bålet er ikke længere så stort, som da vi kom. Rundt omkring er flere faldet i søvn. ”Det ved jeg,” svarer jeg.

”Tak,” siger hun.

”For hvad.”

”Fordi du gik med.” Hun bliver stille, og jeg kan ikke finde ud af, om hun sover. Jeg lægger armen omkring hende og er ligeglad. Der er noget fredfyldt over lyden af hendes sagte åndedræt og duften af hendes hår. Larmen fra tidligere er forstummet. Folk sidder i små klynger, og deres stemmer når os næsten ikke. Til gengæld kan jeg hører havet og bålet.

På et tidspunkt kommer en gruppe gående nede fra vandet. De er våde, og deres latter virker høj i stilheden. De sætter sig tæt på bålet med tæpper om skuldrene. Drengen fra tidligere kigger over mod os, og han smiler, da hans blik møder mit. Jeg smiler tilbage. Ved siden af ham sidder drengen, Emilie drak rødvin med. Hun flytter lidt på sig.

”De andre tager videre i morgen,” siger hun. Hun snakker lavt, men der er heller ikke andre end mig, der skal høre det. ”Gør vi også stadig det?”

”Hvis du har lyst.” Det er Emilie, der styrer, hvor vi rejser hen. Hver gang, vi pakker teltet sammen, sætter hun et kryds på sit slidte papirkort, og så er det der, vi tager hen.

”Det har jeg,” svarer hun. ”Tobias spurgte, om vi ville følges med dem.”

”Vil du gerne det?”

”Nej.”

”Sikker?”

Hun nikker mod min skulder. ”Vi skal til Paris,” siger hun. ”For det ville du gerne.” Jeg smiler til natten. Det vidste jeg ikke, at hun kunne huske. Hun trækker trøjen tættere omkring sig og lægger sig ned. Hun hiver i mit ærme, ind til jeg lægger mig ved siden af hende.

”Se,” siger hun og peger op på himlen. Stjernerne blinker ned til os. ”Det er så smukt, at jeg har lyst til at græde,” hvisker hun og tager min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...