Anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
”Her er fantastisk,” siger Emilie, mens havet kærtegner hendes fødder. ”Jeg vil blive her for evigt,” fortsætter hun, mens hun kigger op på himlen, der har fået rødlige nuancer. Hun står med armene ud til siden, mens den hvide sommerkjole bølger om hendes ben.

4Likes
5Kommentarer
276Visninger

2. 2

Jeg håbede, at Emilie havde glemt alt om bålet den næste dag. Men sådan er Emilie ikke. ”Kom nu,” råber hun efter mig, og jeg skynder mig at lukke mine sandaler. Hun har barer fødder.

Jeg løber for at nå op på siden af hende. Solen er på vej ned, og bålet er tændt. Mørke skikkelser sidder rundt om det.

Emilie går forrest ned mod dem. De nærmeste kigger op på os, smiler. ”Velkommen til,” siger en dreng og holder en flaske i vejret som hilsen. Så klapper han på tæppet ved siden af sig, og Emilie sætter sig. Hun smelter i med gruppen, og selvom jeg sætter mig ved siden af hende, føles det som om, hun er langt væk. Hun griner og snakker og griner lidt mere. Hun griner især af de ting, ham ved siden af hende siger.

Jeg kan se på hende, at hun godt kan lide ham. Hendes øjne skinner, og det er ikke bare genspejling fra bålet. Han kan også godt lide hende. Selvfølgelig kan han det. Alle kan lide Emilie. Derfor siger jeg ikke noget, da hun følger efter ham om på den anden side af bålet, mens de skiftes til at drikke tårer af en nyåbnet flaske rødvin.

Jeg kan stadig se hende, så jeg bliver siddende på mit stykke tæppe og holder øje med, at hun ikke bliver alt for fuld.

Jeg er ved at falde i søvn, da det hiver lidt i tæppet, og en skulder bumper ind i min. En mørkhåret fyr har sat sig ved siden af mig. Skygger danser henover hans ansigt. Hans blik er rettet mod Emilie.

”Hun er heldig, at hun har dig,” siger han.

”Hvordan det?” spørger jeg.

”Du passer på hende,” svarer han. Han smiler og tager den tomme flaske ud af mine hænder. Jeg har næsten pillet mærkatet af.

”Jeg føler mig mere som en byrde.” Ikke altid, men nogle dage. Aftener som denne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller ham det. Måske fordi jeg sidder ved et bål på en strand langt hjemmefra og snakker med en fyr, jeg nok aldrig ser igen.

Han ryster på hovedet. ”Du er hendes anker. Uden dig flyder hun væk, og hvis først hun flyder væk, finder hun nok aldrig tilbage igen.”

”Men måske har hun ikke lyst til at finde tilbage.”

”Man er nødt til at komme tilbage på et tidspunkt. Selv ikke eventyr varer evigt.”

Jeg svarer ikke, og han siger ikke mere. På den anden side af bålet danser Emilie, og jeg ved, at hun mente det, da hun sagde, at hun ville blive her for evigt. Her på stranden med den smukke himmel. Men jeg ved også godt, at det ikke er muligt.

”Måske har du ret,” siger jeg uden at vide, hvor længe vi har været stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...