Anker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
”Her er fantastisk,” siger Emilie, mens havet kærtegner hendes fødder. ”Jeg vil blive her for evigt,” fortsætter hun, mens hun kigger op på himlen, der har fået rødlige nuancer. Hun står med armene ud til siden, mens den hvide sommerkjole bølger om hendes ben.

4Likes
5Kommentarer
268Visninger

1. 1

”Her er fantastisk,” siger Emilie, mens havet kærtegner hendes fødder. ”Jeg vil blive her for evigt,” fortsætter hun, mens hun kigger op på himlen, der har fået rødlige nuancer. Hun står med armene ud til siden, mens den hvide sommerkjole bølger om hendes ben.

Jeg står inde på stranden med hendes sandaler i hånden. Hun glemte alt om dem i samme øjeblik, de ramte sandet, og hun løb ud i det klare vand. Vi har gået langs vandkanten længe, og hun er stadig ikke kommet i tanke om, at hun ikke tog dem med.

”Kommer du med videre?” spørger jeg. Vinden har taget til, og det er ved at blive koldt. Jeg slår armene om mig selv.

”Lige om lidt.” Hendes ansigt er stadig vendt mod himlen. Min fod borer huller i sandet, mens jeg betragter hendes ryg. Solen har gjort hendes lyse hår lysere, så det står i endnu større kontrast til hendes solbrune skuldre.

”Det bliver snart mørkt,” forsøger jeg, men hun hører det ikke. Eller også undlader hun at svare. Jeg svinger med hendes sandaler og overvejer at sætte mig ned, da hun endelig vender sig mod mig. Hendes ansigt er ét stort smil.

”For evigt,” gentager hun og begynder at gå. Vi passerer klynger af telte. Uden for dem sidder unge mennesker og betragter solnedgangen. Latter og lyden af snak når ned til os. Emilies blik hænger ved bålet hele vejen, mens vi passerer det. Det gør det hver aften.

Vi kan stadig hører dem, da vi nærmer os vores eget telt, og Emilie må forlade vandet, så vi kan komme længere op ad stranden. Hun spørger ikke efter skoene.

Mens hun tørrer vand og sand af sine fødder med et håndklæde, kravler jeg ned i min sovepose. Jeg er træt og vil gerne sove, men Emilie vil snakke. ”I morgen vil jeg sove nede ved bålet,” siger hun. ”Jeg vil have, at stjernerne er det sidste, jeg ser, inden jeg falder i søvn.”

”Er du sikker på, det er en god idé?” spørger jeg, mens hun skifter til nattøj. Da hun ligger ved siden af mig, stirrer hun op i teltdugen over os, som om hun kan se igennem den og op på nattehimlen.

”Ja,” svarer hun blot.

”Det lyder koldt,” siger jeg.

”Vi tager tæpperne med.”

”Men vi kender dem jo ikke.”

”De kendte sikkert heller ikke hinanden, før de kom.” Hun lukker øjnene, og et suk forlader hendes læber. ”Forestil dig at falde i søvn til lyden af hav og knitrende flammer.” Kort efter sover hun. Smilet pryder stadig hendes læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...