The Chances of Falling In Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Sophie er en gennemsnitligt 19-årig dansk pige, der sammen med hendes bedste veninde, Katrine, tager til England, for at møde Joe Sugg. Eller det er grunden til at Katrine er taget af sted, for hun har været så heldig at have fået fat i to billetter, til en bogsingering af Joe's nye bog: "USERNAME: EVIE", hvilket - ifølge Katrine - ikke kunne blive bedre. Sophie kunne ikke være mere ligeglad, men hun tager med for hendes skyld. Under signeringen støder Sophie helt tilfældigt på ind i en hvis høj, blond, YouTuber ved navn Caspar Lee. Eller det ved Sophie ikke. Hun tror bare han er en normal fyr, der farret vild mellem de mange bøger i boghandlen. De to falder i snak og lige pludslig er køen væk, og det er tid til at gå. Men et løfte bliver sagt, og mon ikke det bliver infriet? *Skrevet til Fandom konkurrencen*

4Likes
5Kommentarer
839Visninger
AA

1. Sandsynlighed

Sophie’s facts tilegnede til YouTube fans

Sandsynligheds facts, side 23

Dato: ikke nødvendig - udløber aldrig

 

Hvor stor er sandsynligheden for, at dit crush også kan lide dig? Svar: 50% - kommer helt an på hvordan man opfører sig, og om man viser sine følelser gennem flirteri.

 

Hvor stor er sandsynligheden for, at dit idol retweeter dit tweet, liker dit billede eller svarer på dit spørgsmål i en Q&A? Svar: 44%, 31% og 10% - kommer helt an på hvor mange gange du tweeter dem, tagger dem og også antallet af spørgsmål du sender ind.

 

Hvor stor er sandsynligheden for, at du engang møder dit kendis crush? svar: 0,1% - de bor helt sikkert i et andet land.

 

NOTE: hvis du er i samme land er svaret: 0,5%

NOTE: hvis du er i samme by er svaret: 1%

NOTE: hvis du er i samme bydel er svaret: 2%-75% - kommer an på hvor stor byen er og hvad tidspunkt du dukker op.

 

Det er er alt sammen kolde fakta, man kan tage til sig eller ej. Men facts er facts. Chancerne for, at du møder ikke bare dit idol på gaden, er ret minimale. Og jeres møde er helt tilfældigt, og kan ikke planlægges. Sandsynlighed er det der styrer vores verden. Der er en sandsynlighed for at dit crush også kan lide dig. En chance for at en celebrity lægger mærke til dig på de sociale medier. - Men det er helt tilfældigt og kan ikke styres.

 

Det er hvad jeg fortæller min bedsteveninde, Katrine, hver gang hun går helt i selvsving over Joe Sugg’s nye video, nye instagram billede eller seneste tweet. Men hun lytter ikke - hvilket er ret forståeligt, siden jeg har sagt det en million gange til hende. Hvis ikke det hele, så bare dele af det. Men nu har hun taget sagen i egen hånd:

 

Efter at have sparet sammen i 1 ½ år, har hun endelig fået råd til en tur til London, England, hvor hun skal til Joe’s bogsignering, af hans bog ‘USERNAME: Evie’, som hun selvfølgelig skal eje en udgave af. Mig? Ellers tak. Men jeg tager med hende alligevel. Har bare tænkt mig at holde mig væk fra de mange fangirls, og se på alle de andre bøger, som boghandleren har at tilbyde. Holde mig i baggrunden - lav profil. Ikke at nogen ville lægge mærke til mig alligevel.

 

Katrine trækker i mig, for at få mig til at gå hurtigere.

 

“Kom nu, Rose! Vi skal skynde os hen til gaten.” siger hun utålmodigt. Man skulle ikke tro, at en 19-årig pige som Katrine, kunne opføre sig som en 6-årig. Men det sker af og til.

 

“Slap nu af, Katrine. Vi skal nok nå det.” svarer jeg afslappet, men sætter dog farten op for hendes skyld. Lufthavnen er fyldt med mennesker - mange forskellige typer: forretningsmænd, familier, eventyrlystne og kærestepar.

 

“Kan du tro det?! Vi skal til London. Og se Joe!” siger hun begejstret og jeg smågriner.

 

“Du har virkelig taget sandsynligheden i din egen hånd.”

 

“Snakker du nu om det der med sandsynlighed og chancer igen?” spørger hun tydeligvis irriteret. “Vil du ikke nok love, at du ikke snakker om det før vi kommer tilbage til Danmark igen?”

 

“Pinky promise.” siger jeg og holder min lillefinger frem. Hun vikler hendes lange, tynde finger rundt om min.

 

“Pinky promise.” gentager hun og giver så slip. Vi kommer hen til vores gate, og da det er tid til afrejse, viser vi vores pas og går ombord. Vores pladser er placeret ved siden af hinanden og jeg lader Katrine få vinduespladsen. En sikkerhedsvideo beder os om, at spænde vores sikkerhedsbælter og fortæller om udgangene, hvis nu vi skulle styrte ned. Flyets gør klar til at lette ved at køre rundt på landingsbanen, og jeg kan mærke hvordan Katrines vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere: hun er bange.

 

“Så er det nu.” siger jeg og lægger min arm på armlænet med håndfladen opad. Hun ser på den og så op på mig. “Er du klar?”

 

Hun tænker lidt over det, men smiler så og nikker, før hun lægger sin hånd oven på min. Vores fingre flettes sammen og flyet letter.

 

* * *

“That will be... five pounds please.” siger taxachaufføren og holder venstre arm op.

“Okay... One second I just need to find my wallet…” svarer Kathrine med en søgende stemme. Hun har hele armen nede i tasken, og prøver desperat på at finde sin pung. Jeg ånder tungt ud og kigger ud af vinduet. Solen skinner ind af det lille vindue i bilen, og menneskene ude på gaden har travlt med at komme videre. Der er dog nogle, der går i et nogenlunde tempo og spiser is i den tidlige september sol. Det er nu alligevel dejligt at vide, at man har et helt år fri. Et helt år til at lave lige hvad man vil, og ikke skulle bekymre sig om skole, lektier og ikke mindst drenge.

“Kommer du, Sophie?” spørger Katrine og river mig ud af mine tanker. Jeg vender mig mod hende, nikker og stiger ud af taxaen.

“Thank you.” siger jeg til chaufføren og smækker døren i. Katrine har allerede taget vores kufferter ud af bagagerummet og taxaen kører videre hen af vejen. Jeg går ind på fortovet og stiller mig ved siden af Katrine, der ser op af bygningen der skal være vores hjem den næste uges tid.

“Wauw... Er det ikke smukt?” spørger hun med et imponeret blik. Jeg nikker og ser op på den smalle, gamle, hvide bygning. Katrine synes det ville være en god idé, hvis i lejede en lejlighed, i stedet for at leje et hotelværelse, der er meget dyrer. Det ligner, at der er cirka tre etager og de to øverste har altaner. En mand træder ud af den sorte hoveddør og smiler venligt til os.

“Sophie and Katrine?” spørger han med en tyk, britisk accent. Katrine ser over på mig og jeg på hende, før jeg kigger på manden og nikker. Han virker ikke særlig gammel - nok sidst i 20’erne. Han er høj og ranglet, har brunt hår og daggamle skægstubbe.

“That’s us.” svarer jeg med et smil og han kommer hen til os, for at hilse.

“I’m Parker, nice to meet you,” siger han, da han giver os hånden. “Let me show you inside.”

Vi følger efter ham hen til døren, hvor han tilbyder at bære min kuffert, så jeg kan hjælpe Katrine med hendes rygsæk. Jeg lader ham tage den og vi går op til anden sal, hvor den lejlighed vi har booket er. Han låser døren op, og virker ikke det mindste træt af at bestige de 30 trappetrin vi lige er gået op af. Mig på den anden hånd, er ved at falde om.

“C’mon in.” siger han og fører os ind i lejligheden. Vi går indenfor i et meget oplyst rum. Parker lader os træde forbi ham. Jeg ser mig rundt og opdager at grunden til at her er så lyst, er på grund af store vinduer, der vender ud mod vejen. Hele rummet er formet som en rektangel. I den ene ende er der køkken og spiseareal, i midten er der en sofa med en fladskærm stående overfor sig, og i bunden - afskærmet med to skydedøre - står der en dobbeltseng overfor en nedlagt pejs. Jeg går hen til sengen og ser, hvor der ligger to dyner og tre puder i forskellige farver spredt ud over den, og over den hænger nogle billeder, der er blevet sat op med tegnestifter.

“I’ll lay the key here. And remember if you need anything, you can contact me on the app.” siger han og vi takker ham, før han går. Katrine bestilte vores ophold på appen AirBNB, og skrev lidt med Parker før vi kom, bare for at sikre sig, at det ikke var snyd.

“Wauw…” siger jeg og ved slet ikke hvor jeg skal kigge hen. Der er en dør et stykke fra sengen, som Katrine opdager er badeværelset. Hun gået over til køkkenet, der er placeret ved siden af en dør, der fører ud til altanen og jeg følger efter hende. Det er helt hvidt og har en lille bar, der adskiller det fra resten af rummet. Både spisebord og stole er lavet af hvidt træ og der hænger en lysekrone ned over den.

“Her er da vildt flot!” siger jeg og sætter mig i den eneste sofastol der er her. Den kan dreje rundt, hvilket jeg udnytter.

“Ja ik’?! Jeg vidste du ville elske det!” siger Katrine og jeg kan se på hende, at hun har svært ved at holde sin begejstring inde i sig. Hun går hen til døren, der fører ud til altanen og åbner den. Vi er begge stille og man kan høre bilerne suse forbi nede på vejen.

“Er du klar til bogsigneringen imorgen?” spørger jeg og hun nikker ivrigt. Hun har ryggen til mig og hun tager en dyb indånding.

“Det her bliver den bedste ferie i vores liv, Sophie.” siger hun med et kæmpe smil, og jeg griner let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...