The Chances of Falling In Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2016
  • Opdateret: 26 aug. 2016
  • Status: Igang
Sophie er en gennemsnitligt 19-årig dansk pige, der sammen med hendes bedste veninde, Katrine, tager til England, for at møde Joe Sugg. Eller det er grunden til at Katrine er taget af sted, for hun har været så heldig at have fået fat i to billetter, til en bogsingering af Joe's nye bog: "USERNAME: EVIE", hvilket - ifølge Katrine - ikke kunne blive bedre. Sophie kunne ikke være mere ligeglad, men hun tager med for hendes skyld. Under signeringen støder Sophie helt tilfældigt på ind i en hvis høj, blond, YouTuber ved navn Caspar Lee. Eller det ved Sophie ikke. Hun tror bare han er en normal fyr, der farret vild mellem de mange bøger i boghandlen. De to falder i snak og lige pludslig er køen væk, og det er tid til at gå. Men et løfte bliver sagt, og mon ikke det bliver infriet? *Skrevet til Fandom konkurrencen*

4Likes
5Kommentarer
840Visninger
AA

9. Pink: alles yndlings farve

For at finde ud hvilken slags person Caspar er, beslutter jeg mig for at se nogle af hans videoer. I nogle af dem snakker han bare eller er akavet overfor fremmede, mens han i andre er sammen med hans venner - hvor han laver nogle ret underholdende interviews - laver challenges, Q&A’s og meget mere. Det hele er faktisk ret underholdende - han er en ret sjov person. Jeg er ved at se et interview mellem ham og Chloë Grace Moretz, da han skriver til mig. Jeg pauser videoen og tager mine høretelefoner ud, for at læse den.

 

Caspar: “When is our date?”

 

Jeg ruller smilende på øjnene, men svarer ham ikke. Starter bare videoen og ser videre. Katrine er ellevild over det faktum, at jeg potentielt kunne begynde at date Caspar Lee, men som jeg ser det, er han bare en normal fyr, som seks millioner andre personer, tilfældigvis kender til. Det kan jo ske for enhver… helt sikkert. Det virker ikke som om, at Caspar giver så let op, for endnu en besked bliver modtaget.

 

Caspar: “I know you saw my last text.”

 

Jeg smiler og skriver et svar.

 

Mig: “True.”

 

Caspar: “So, when is it?”

 

Mig: “When is what?”

 

Jeg driller ham bare fordi, jeg endnu ikke har et konkret svar på hans spørgsmål. Jeg ville elske at tage på date i aften, men jeg vil på den anden side heller ikke lade Katrine i stikken… Igen. Min mobil siger en lyd igen: en ny besked.

 

Jeg samler den op og læser. “Hvem er det der skriver så meget?” spørger Katrine, mens jeg smilende skriver et svar. “Oh my God, det er ham er det ikke?”

 

Jeg ser over på hende. Har slet ikke hørt efter. “Hvad?”

 

“Det er ham, er det ikke? Caspar?” spørger hun energisk og læner sig over mod mig, for at kunne læse beskeden. Vi ligger begge i sengen, hvor vi surfer lidt rundt på nettet. Jeg nikker. “Hvad snakker i om?”

 

“Han spørger bare hvornår vi kan gå ud sammen.” svarer jeg henkastet, som om det er noget helt normalt. Jeg bliver aldrig inviteret ud. Sidste gang var af Ludwig til gallafesten på skolen tidligere på året - hvilket var ret sødt af ham, taget i betragtning, at mit chrush lige havde afvist mig.

 

“Uhh! Hvornår er det så?”

 

“Jeg har ikke svaret ham. Jeg er her jo sammen med dig.” svarer jeg og hun ruller med øjnene.

 

“Det har vi snakket om!” vrisser hun. “Når det gælder en fyr - og den fyr er Caspar Lee - så er det okay! Med den betingelse, at jeg får alt at vide - selvfølgelig.”

 

“Selvfølgelig.” gentager jeg på en parodisk måde. Hun slår mig let på armen og jeg griner.

* * *

To dage senere tager jeg på date med Caspar. Katrine og jeg oplevede mere af London de foregående dage - og med det mener jeg shopping - og i aften er det alene aften for vores vedkommende. Hun bliver hjemme i lejligheden for at se lidt engelsk netflix - der har flere film og serier end i Danmark - mens jeg tager på date med Caspar Lee. Alt taget i betragtning virker det som en fair deal. Jeg venter nede foran bygningen hvor vores lejlighed er, hvor jeg venter på, at Caspar skal komme og hente mig. Vinden går lige igennem min tynde cowboy jakke, som jeg har over en råhvid blonde kjole, jeg købte i Forever21 tidligere i dag. En bil holder ind til siden og Caspar træder ud af den. Han har en blå skjorte på sammen med et par hvide cowboybukser med hul på knæet. På fødderne har han et par sorte sko, der ser ret fancy ud. Mere fancy end mine cowboy-lignende støvler. Han smiler da han ser mig og kommer tættere på mig, for at give mig et af hans nu velkendte kram. Selvom det er to dage siden, at vi aftalte vores date, har vi stadig skrevet sammen. Det har næsten blevet en hel vane at snakke samme. Hvis ikke i virkeligheden så over SMS.

 

“You look great.” siger han, mens jeg skubber en tot hår om bag øret. Jeg smiler og siger det samme til ham. Han holder sin arm ud, som jeg tager og han fører mig hen til bilen, som viser sig at være en taxa. Det er svært at se i efterårsmørket.

 

Taxaen kører os hen til en restaurant, som jeg aldrig har hørt om; sikkert fordi vi er i London. Jeg tilbyder at betale for taxaen, men Caspar afviser mig blankt, ved at give taxachaufføren nogle penge, før jeg får nogle op af den brune taske med frynser jeg har med mig. Vi komme ud af bilen og den kører videre. Huset, som restauranten er placeret i, er et lille rækkehus i en pastel blå farve. Det ligger ret langt inde på grunden, så der er fortov og en slags 'forhave' inden man når ind til selve bygningen. Jeg læser skiltet, der hænger oppe over døren til restauranten; 'The Eating Place'. Jeg kigger rundt og er forbløffet over, hvor 'tøset' stedet egentlig er. Udenfor i forhaven er der lagt falsk græs på jorden, og der står et hvidmalet stakit ud mod fortovet, hvor der er små blomster i altankasser hængende ud over. Det ligner ret meget et lille hus fra Paris. Siger jeg, der aldrig har været i Paris. Hele forhaven er oplyst af lanterner og lamper, der hænger i snore, som er sat fast på pæle rundt omkring. Der står der borde, stole og bænke - alle i pastelfarver som lyserød, gul, grøn, lilla og blå. De står alle tomme, men jeg er sikker på, at de er fyldte om dagen.

 

“Wow! Here's amazing!” siger jeg forbløffet. Jeg er vildt betaget af alle farverne, stemningen og bare det, at Caspar er her sammen med mig, gør oplevelsen endnu bedre.

 

“I'm glad that you like it. It’s one of my favorite places in London,” fortæller han og ser fra bygningen og ned på mig. “Ready to go inside?” Jeg nikker bekræftende og følger efter ham hen af en lille sti, der fører hen til fordøren. Han holder døren for mig - som en rigtig gentleman - og jeg går forbi ham. Der er ikke ret mange mennesker indenfor, men det er jo også bare en almindelig torsdag aften. En tjener fører os hen til et mørkt bord, hvor der en gul dug med polkaprikker lagt henover. Stolene er begge af samme træ som bordet, men sæderne og ryggene er dækket af pastel maling. Den ene af lyserød, den anden af blå. Jeg sætter mig på den blå, bare for at drille Caspar. Men det giver bagslag, da han stolt sætter sig ned på den lyserøde stol.

 

“How could you know pink is my favorite color?” spørger han jokende og jeg ler.

 

Hvor stor er chancerne for, at han lyver lige nu? Svar: 100% - Caspars yndlingsfarve er blå. (tak google)

 

Jeg trækker på skuldrene. “I may have watched some of your videos.” svarer jeg lusket og hans ansigt lyser op.

 

“Really?” spørger han og tjeneren kommer hen til os med en kande vand og to menukort. “What do you think?”

 

“You’re hilarious,” svarer jeg med et smil. “I hope you’re just as funny in real life.”

 

Vi åbner begge vores menukort, for at se, hvad restauranten har at byde på. “It's a bit more forced at times. But I’m pretty much the same person, as I am online. Maybe a bit less awkward… At least in some situations.” svarer han med et grin. Jeg nikker og kan godt se hvad han mener. Det er jo ikke alt online, der er ægte. Det er jo ikke fordi folk ville poste et grimt billede på instagram - alt er perfekt. Pænt. Endda falskt i nogle tilfælde. Sådan er det vel også med YouTube. Nogle gange skruer man vel bare op for sin personlighed.

“We’ve talked a lot about me the last few days. I hope, I can get to know you a bit better today.” siger han og lukker sit menukort i. Når jeg tænker efter er det faktisk rigtigt - vi har snakket en del om ham. sikkert fordi hans liv er en del mere spændende end mit. Jeg er jo bare en almindelig pige fra Danmark. Han er en verdenskendt fyr fra England - eller Sydafrika: kommer an på hvordan man ser på det. Men i sidste ende har vi vel noget tilfælles; vi er begge to mennesker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...