Abraham

En 7 timer lang flyvetur bliver til et rent Helvede, da maveproblemer opstår for den angste Abraham Russel. // Deltager i 24 timers konkurrencen.

6Likes
10Kommentarer
508Visninger
AA

3. Del 3

Amy Clinton havde tre år tilbage været offer for to voldtægtsmænd og indbrudstyve.

Hun var en midaldrende kvinde med knoglede hænder, men muskler i armene. Som en respekteret forsvarsadvokat viste hun sine klienter, at hun aldrig ville give op, ved at begynde træning i karate efter overfaldet. Hun skjulte fint, at hun var svagere, end hun så ud.

Da en stærk overvægtig kvinde kom rullende væk med hendes kuffert i hånden, slog hendes paranoia ind. Efter at have konfronteret hende følte hun sig skyldig i et overgreb. Men nu da hun så den overvægtige piske stemningen op i kabinen ved at styrte hen mod toilettet, som gjaldt det liv eller død, var hun ganske overbevist om, at det ikke havde været hende, der var noget galt med.

Abbie sad på den anden side af døren til toilettet. Hun var kommet af med det værste, så nu sad hun bare, og lyttede til stewardessernes omsorgsfulde stemmer, der spurgte ind til hendes psykiske tilstand. Den var selvfølgelig helt i bund.

Jeg ødelagde den, tænkte hun med tårer i øjnene. Jeg ødelagde starten på min tur.

Alt er ødelagt.

Jeg vil aldrig ku’ komme væk herfra. Jeg vil aldrig ku’ se nogen i øjnene igen. Jeg vil aldrig ku’ gå tilbage til mit sæde ved siden af de psykotiske mennesker – omringet af dømmende blikke fra alle.

Alle så mig.

“Sig til hvis du er færdig på tøjlettet. Vi har trukket forhæng for, så du kan komme ud og tale med en af os, når du er klar. Det er helt okay at føle sig ked af det efter en dårlig oplevelse, men turen er ikke færdig endnu.”

6 timer tilbage.

“Der er stadig masser af tid …”

… masser af tid …

“… til at komme over det.”

Håbløsheden fyldte et stort hul i Abbies mave, der knurrede mod hendes vilje. Hun ville ikke snakke med nogen. Alt hun ville var at komme væk – forsvinde, ligesom hun havde ønsket det i lufthavnen, da Amy havde sørget for scenen mellem dem.

Tøvende tog hun sig til hovedet. Den føltes tung som en kampsten.

Hun kunne selvfølgelig blive nødt til at gøre noget. Før eller siden ville flyet begynde at lande, og på det tidspunkt kunne hun ikke befinde sig blandt brugt wc-papir i et lokale på størrelse med et kosteskab.

Efter at have vasket hænder åbnede hun langsomt døren op. Hun var lige ved et træde en stewardesse på tæerne, da hun trådte ud, men stewardessen nåede at vakle bagover. Hun greb panikslagen fat i forhænget, idet hun væltede helt, og det blev trukket med ned over hende.

Alle passagerer vendte med det samme deres ansigter om for at se, hvad der foregik. Dér stod Abbie med blodskudte øjne og en snottet næse, mens en kvinde i uniform lå for hendes fødder. Hun listede uskyldigt hen til sin række af sæder kun for lykkeligt at finde ud af, at hverken Blake eller Pearl sad der. Hun var for desperat efter at komme ned og gemme sig til at bemærke, hvor i kabinen de kunne være.

Tyve minutter gik, før de vendte tilbage hånd i hånd. De sagde intet, udtrykte intet, men det var Abby såmænd bare glad for.

Som tiden sneglede afsted, blev hun mere og mere søvnig. Hun besluttede sig for at hvile sig, men det endte med, at hun faldt i en dyb søvn.

Da hun vågnede igen, var de på vej til at lande.

Den glødende sol bag New Yorks skyline var alt, der fyldte Abbies lille vindue, men var også det mest surrealistiske, hun i længe havde set.

Lila, tænkte hun. Det er dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...