Abraham

En 7 timer lang flyvetur bliver til et rent Helvede, da maveproblemer opstår for den angste Abraham Russel. // Deltager i 24 timers konkurrencen.

6Likes
10Kommentarer
505Visninger
AA

2. Del 2

Pearl Nightingale havde én ting tilfælles med Abbie: Statussen som forældreløs. Teknisk set, da Pearl aldrig havde haft fornøjelsen af at møde hendes perverse far, der i sin tid havde redet hendes prostituerede mor gravid.

Hun kendte til alt om at blive svigtet gennem barndommen til det punkt, hvor man ville høre heavy metal og klæde sig ud som en punkrock-tøs for at blive bemærket. Men det var adskillelige år siden, før hendes mor fik en overdosis, før hun blev hjemløs, før hun fik et bartender job til at samle penge sammen for at flygte væk fra det hele … hvilket var præcis hvad hun havde gang i nu – blot to sæder væk fra Abbie og én sæde væk fra hendes mørkhudede elsker.

“Fucking gider du lige!” Hun gav ham et heftigt albuestød ind i siden. “Du ska’ sgu da ikk’ sidde og overglo den sos patter. Hold din kæft og klem øjnene i resten af vejen.”

“Vi skal ikke sidde og diskutere det her på et fly, søde.”

“Nej.” Et truende blik borede sig dybt ind i Blake, til han sukkede dybt, og gjorde hvad hun havde bedt ham om.

Abbies øjne blev kuglerunde i det lyse skær fra lampen over hende. Hun turde ikke sige et ord – på ingen måde bede dem om at flytte sig, for at hun kunne komme ud. I stedet vendte hun ansigtet om mod den smalle revne, der var mellem hendes og Blakes sæder. Det ældre ægtepar, hun fik øjenkontakt med, så mindst lige så forskrækkede ud.

Jeg kan holde mig, tænkte hun, og prøvede at være optimistisk. Bare 7 timer.

420 minutter.

Gud ved hvor mange sekunder.

Uden videre blev vognen med snackforsyningerne trukket frem bag et forhæng i den anden ende af kabinen. Det eneste Abbie kunne bede til var at nogen, der havde bemærket Pearls psykotiske adfærd, ville anmelde det til stewardesserne, så hun kunne blive smidt af flyet.

Ønsketænkning, selvfølgelig.

Men idet vognen nåede længere og længere ned, passerede forbi Abbies række, og blev kørt længere ned endnu, så det ikke ud til at noget ville ske. Der var ikke mere at gøre.

“Jeg skal virkelig forbi,” sagde hun i en spøgelsesagtig hvisken, der knap nok var til at høre.

Hun kunne mærke, hvordan det begyndte at prikke under hendes øjne lige så meget, som knuden i hendes mave vred sig. Det var hysterisk – det gjorde ondt som et åbent sår.

Da Blake med lukkede øjne og ører ikke lod til at bemærke hendes kommentar, mærkede hun panikken gribe om hendes ben i form af en gysen. Med rystende stemme, men en anelse højere, gentog hun sætningen. Stadig ingen respons.

Andre hører mig. Ser mig. De ser mig blive ignoreret. De hører mig blive afvist af stilheden. Det er ikke første gang. Det bliver ikke sidste gang. De forstår ikke.

Lila ville forstå.

 

Lila Rivera var den smukkeste japanske kvinde, England nogensinde ville komme til at se. Det havde Abbie fortalt hende på deres fireårsdag. Men hvad betød det, når Abbie alligevel forlod hende for at rejse til et andet land?

Åbenbart en hel del.

I ugerne op til rejsen havde parret ikke lavet andet en at skændes hen over stuebordet.

Hvorfor vil du rejse uden mig? Vil du ikke være sammen med mig?

Jo! Det har intet at gøre med det.

Hvad så?

New York har altid været min drøm – du kan ikk’ engang lide byen.

Jeg synes, den er overvurderet. Det betyder ikke, at jeg hader den, og det betyder ikke, at jeg ikke vil være der sammen med dig.

Det vil jeg ikk’ have.

Du vil ikke have mig med?

Nej, du ødelægger alt! Du er negativ hele tiden. Du ville ikk’ lave andet end at kritisere hver en bygning. Bare se: Vi skændes hele tiden.

Det passer ikke.

Det gør det.

“Hvad har du gang i?” Pearl Nightingales mørke stemme skar gennem stilheden, og bragte bevidstheden tilbage til Abby. Hun fandt sig selv med fugtige kinder i en meget akavet situation.

Blake åbnede forsigtigt øjnene for at se, hvad der skete. Da han opdagede, at Abby havde smågrædt, holdt han hende ind til sig. Han spurgte, hvad der var galt, men måtte give slip på hende, da han mærkede Pearls skarpe negle bore sig ind i hans rygsøjle.

“Du vil virkelig gøre alt for at føle en anden kælling, dit store svin.”

Blake vendte sig hastigt om mod hans elsker, og greb hårdt fat om hendes bare arm.

En stewardesse kom i deres retning.

Du gode Gud.

Det gav et kvalmende opstød for Abby, der måtte holde gylpet tilbage og synke det for ikke at ramme Blake i ansigtet. Hendes tarme føltes, som var de på vej til at sprænge hendes indre i stumper og stykker. Hun kneb øjnene så hårdt i, hun kunne, og et vræl slap ud mellem hendes læber. Det genlød i hele kabinet som et forvrænget råb om hjælp.

“Forbi,” stønnede hun, og prøvede at skubbe Blake fri fra hans sele og op at stå. “Nu! Jeg skal forbi!” Hun kunne mærke, at det var på vej. Der ville ikke gå mange minutter – sekunder.

Både Blake, Pearl og stewardessen så desperationen i hendes øjne, så de skyndte sig at gøre plads for hende. De andre passagerer nåede ikke engang se hende skynde sig forbi dem, før hun var ude på toilettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...