Abraham

En 7 timer lang flyvetur bliver til et rent Helvede, da maveproblemer opstår for den angste Abraham Russel. // Deltager i 24 timers konkurrencen.

6Likes
10Kommentarer
506Visninger
AA

1. Del 1

Abraham Russel havde aldrig sat så meget som en lilletå i et fly før. Bange for højder og kørende maskiner havde det aldrig været muligt for hendes forældre at slæbe hende med på ferie udenfor byens arealer, da hun var mindre. Men nu var det heller ikke længere en mulighed, da hendes far afgik ved døden på hendes ni års fødselsdag, og hendes mor begik selvmord kort tid efter, da hun ikke kunne håndtere situationen.

Det ændrede Abbie.

Nu 18 år senere med et arbejde i Westbrooks fineste, dyreste og eneste legetøjsforretning, var hun klar til at overvinde, hvad der altid havde naget hende. Efter at have taget den overfyldte bus til lufthavnen og presset sig ud af den hede menneskemængde, var hun overbevist om, at det ikke ville blive et problem med resten af turen.

Hun trillede sin røde kuffert hen mod indgangen, sænkede langsomt sit blik, og begyndte at smile for sig selv. Spændingen hang overalt i luften som små elektriske gnister, der blandede sig med duften af brændt kaffe og friskbagt morgenbrød i hallen. Der var enormt, glasoverdækket, og lunt – sandsynligvis på grund af de mange grupper mennesker.

Det gav et sæt i hende, da en skinger stemme skar gennem luften i hendes retning.

“Hallo! Dig der! Stands!”

En bølge af usikkerhed og forlegenhed skyllede rundt i hendes mave. Hun turde ikke vende sig om i frygt for, at stemmen virkelig kaldte på hende, så i stedet sank hun farten. Hun krummede sig sammen i sin hættetrøje, da der lød hurtige skridt bag hende.

I samme øjeblik som en hånd greb fat om hendes skulder i en hurtig bevægelse, kom ildrøde nuancer til syne på huden om Abbies kindben.

“Det er min kuffert, du render med,” hvislede en midaldrende kvinde i jakkesæt, der stod med en kuffert magen til den, som Abbie havde taget med ud af bussen. Kvinden flåede den ud af hendes hænder uden at frembringe et ord mere.

“Undskyld,” sagde Abbie lavmælt med et pludseligt ønske om at forsvinde væk fra lufthavnen. “Jeg må ha’ forvekslet din kuffert med den her.” Hun lagde forsigtigt en hånd på den anden kuffert, som kvinden holdt, hvor en seddel med hendes navn på var bundet fast om hanken. “Den er vist min.”

Kvinden i jakkesættet sendte hende et skarpt mistænksomt blik efterfulgt af en lang tavshed. Så vendte hun blikket mod sedlen med navnet på.

“Abraham?”

“Mine forældre ville ha’ haft en dreng. De valgte at beholde navnet, da de fik mig.”

“Kan jeg se dit pas?”

“Bestemt.”

Med rystende hænder over opmærksomheden, som situationen havde fået fra de andre mennesker i hallen, gav Abbie sig til at rode i den taske, som hun bar om armen. Hun vidste, at hun havde lagt den øverst med nogle papirer. Men nu var det kun papirerne, der lå øverst, og passet var nok blevet rystet ned i bunden af tasken under busturen.

“Okay. Det er fint,” sukkede kvinden, og rakte tøvende Abbie hendes kuffert. “Du må have en god tur.”

“Tak,” udbrød hun lettet, og kiggede op fra sin taske. “I l…lige måde.” Men kvinden havde allerede vendt sig om for at fortsætte sit liv.

Da Abbie havde tjekket ind, og var gået igennem sikkerhedskontrollen, var der kun tilbage at vente til hendes gate blev åbnet. Hun krøb op ad trapperne til en lille café, hvor hun satte sig ned i det mørkeste hjørne med et lunkent krus kakao, som hun lige havde købt.

Inden hun var taget afsted med bussen, havde hun lovet sin kæreste at ringe, når hun var kommet frem. Det var som om at lysten til det – ligesom den positive stemning – var taget fra hende. Det var omtrent en time siden, at de sidst havde set hinanden, og deres samtale havde ikke ligefrem drejet sig om roser og chokolade, men om egoisme og små sko at gå i.

Alligevel rodede Abbie nu rundt i sin bukselomme for at finde sin gamle Nokia.

“Det er Lila. Men det er kun relevant, hvis du ikke er en telefonsælger.”

“Vil du købe mit hjerte?” fniste hun dæmpet ind i mobilen, tog en slurk af kakaoen, og spyttede det tilbage i kruset igen med en rynket grimasse.

“Aldrig,” fniste Lila tilbage. “Du er i lufthavnen, skat.”

“Du er en god gætter, skat.” Abbies impulsive smil svækkedes ved kælenavnet, og hendes stemme blev køligere. “Med alt det terror, du ved, var jeg ikk’ sikker på, at jeg ville turde sidde her, men nu gør jeg det. Jeg burde sikkert ikk’ føle mig stolt, men det gør jeg.”

“Du bør føle dig stolt. Du lader dem ikke tage modet fra dig, og det er en stor ting. Jeg ville ønske, jeg kunne være der med dig.”

Abbie sukkede let, og stirrede blankt på familien ved bordet ved siden af. De bemærkede hende ikke.

“Du sku’ bare bringe det op.”

“Hvad?”

“Jeg orker det ikk,’ Lila. Det okay, du vil med, men ikk’ nu. New York er min drøm, og den ska’ ikk’ ødelægges, fordi vi skændes hele tiden.”

“Det er også for sent nu, selvfølgelig, jeg mente det ikke sådan.” Hun tøvede lidt, før hun indså, at Abbie ikke ville svare, og fortsatte så: “Skat. Bare hav en god tur.”

“Det vil jeg. Kakaoen er dog virkelig dårlig her.”

De lo begge med tankerne et andet sted henne – et sted hvor de aldrig ville mødes. De ønskede ikke at afrunde samtalen, men de gjorde det. I det næste øjeblik indså Abbie, at fra dét sekund af og i løbet af de næste seks måneder ville afstanden imellem dem kun blive længere og længere.

 

Blake Parrish var normalt en stille mand i 30’erne, men det ville Abbie ikke have troet, hvis hun fik det at vide. Han satte sig ved siden af hende i flyet to minutter efter, at hun havde gjort plads til sig selv. Et kvarter senere havde han allerede fortalt hende om starten af hans voldsomme barndom. Hun forventede, at han ville være i gang med at tale om planlægningen af hans begravelsesceremoni, når de endelig var nået til de amerikanske stater.

Mens flyet var begyndt at køre rundt på startbanen, fandt Abbie et stykke tyggegummi frem fra sin taske til sig selv. Sommerfuglene i hendes mave var djævelske, så hun tyggede ekstra hurtigt, som Lila havde sagt, at man skulle gøre.

“Har du det godt?” spurgte Blake, og betragtede hendes kæbe vibrere, som fik hun elektrochok.

Abbie nikkede kraftigt, og turde ikke at svare ham i frygt for at få propper i ørerne imens.

“Simpelthen fantastisk. Min yndlingsdel ved sådan en flyvetur her er når vi letter, og bare kan se alt det, som vi hader, forsvinde væk på jorden under os. Det er rigtigt som at give fingeren til dem alle og bare skride hen til et bedre sted.”

Damen ved hans anden side løftede et øjenbryn i hans retning, men vendte så tilbage til at høre rungende heavy metal i ørerne.

“Hvis man da hader noget.”

Det gav et dramatisk sus i Abbies mave, da flyet forlod den engelske grund, og steg til vejrs med hvad der føltes som lynets hastighed. Farverne udenfor det vindue, som hun sad ved, blev langsomt malet til et hvidt slør af skyer.

Det var slet ikke sådan, hun havde forestillet sig, at det ville være. Det hele var så sikkert, men så vildt. Hurtigt, men balanceret. Den spændingsfyldte atmosfære spillede et crescendo for hendes ører. Så pludseligt sank musikken igen, og flyet føltes ikke længere, som kørte det opad, men ligeud.

“Du behøver ikke at tygge så brutalt nu,” forsikrede Blake, Abbie om. “Der er størst chance for at få ondt i ørerne på vej op og på vej ned.”

“Tak,” mumlede hun, og spyttede tyggegummiet ud i brækposen, der var hægtet til sædet foran hende.

Et uventet vrid i hendes tarme fik hende til at rynke panden og læne sig fremad.

“Stadig okay?”

“Ja tak.” Men hun kunne ikke skjule smerten i hendes smil.

Hun genkendte det som diarré, som hun havde haft et par uger tilbage. Det havde føltes præcist sådan på nær værre, fordi hun havde holdt det tilbage. Hvordan kunne hun ikke holde det tilbage nu, hvor hun var fanget på det yderste sæde i et kæmpe fly?

Hun ville blive nødt til at bede Blake og rocktøsen om at flytte sig, for at hun ville have mulighed for at komme forbi. Derefter ville hun blive nødt til at balancere sig vej ned gennem den smalle midtergang, for til sidst at skulle skynde sig at blive lydløst færdig på wc’et i tilfælde af, at der ville samle sig en kø. Hun ville blive nødt til at tvinge Blake og rocktøsen op at stå igen for at komme tilbage til sit sæde, og tænk så hvis én gang på wc’et ikke var nok.

Nej.

Det ville være en fuldstændig umulig mission. Det ville ikke bare skride én grænse, men alle Abbies grænser.

Der lød en hårrejsende skratten fra højtaleren, før en meddelelse blev sendt ud til alle passagerer: Man kunne nu vandre frit rundt i kabinen, men der ville komme en vogn med snackforsyninger ned ad midtergangen om fem minutter.

Tænk positivt og tag chancen, tænkte Abbie så. Gå til tøjlettet inden vognen bliver sendt ned. Ingen vil kunne stå i kø på det tidspunkt, og folk vil tænke på snacks og ikke …

“… mine forældre. Undskyld, hører du efter?” Blake stirrede ind i Abbies forvirrede øjne.

“Egentlig ikk,’” mumlede hun.

“Okay min ven, så tager jeg den forfra for din skyld.

“Det begyndte, da jeg startede som privatdetektiv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...