Gemmeleg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til 24 timers konkurrencen

1Likes
0Kommentarer
130Visninger
AA

3. Del 2

Emma ville ikke komme, hun var stoppet med at lede, selvom hun blev nødt til at finde ham. Tobias knugede stille sine knæ og begyndte at rokke frem og tilbage med så kraftige bevægelser, at en regn af støv dryssede ned over ham. Det var ikke gået op for ham før nu, hvor meget det havde betydet for ham at blive fundet. At der altid ville være nogen, som ledte efter ham, altid nogen der bekymrede sig nok til at lede i alle  fire verdenshjørner og ikke give op på ham. Andre børn ville måske ikke have lagt særlig meget i det – verden var et distraherende sted, og der var tusindvis af måder, Emma kunne have glemt, at hun ledte uden, at man behøvede ligge mere i det. Men Tobias var ikke som andre børn.

Emma var det eneste, som han havde. Hun var den eneste person, der elskede am, for Far havde efterladt definitionen på kærlighed på bunden af en flaske, og Mor havde formodentlig mistet troen på kærlighed, da hun engang havde elsket Far, og se bare, hvad der kom ud af det. Hun var den person, der forhindrede ham i at krydse grænsen mellem alene og ensom, og selvom han ikke kunne holde sammen på sig selv, så kunne de holde sammen på hinanden. Hun var den, der kunne få ham til at smile ægte, helt ægte.  Og hun var stoppet med at lede.

Med en styrke, der forskrækkede ham selv, sparkede han skabslågen op og trådte ud i det lille værelse. Han kunne næsten høre, hvordan hans knogler sang af glæde over ikke længere at være krøbet sammen - alt i mens hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere ved tanken om, hvad han havde i sinde. Måske burde hans krop starte et rockband – hans knogler kunne synge for, mens han hjerte spillede på tromme, og hans hjerne kunne måske spille guitar, for hvis den spillede med samme hastighed, som den tænkte, ville de hurtigt blive verdensberømte. Han havde i hvert fald så meget ulykke i sit liv, at han ville drukne i alle mulighederne for de sangtekster, som han kunne skrive.

Tobias kunne dog drukne i alt – selv vandpytter. Han havde aldrig været særlig vandglad, og det var kun sammen med Emma, at han turde springe ud i vandet, for med hende, vidste han bare, at han ville flyde ovenpå – og han talte ikke kun om vand. Denne tanke fik ham til at skynde sig hen til vinduet i værelset, og åbne det.

Den kolde natteluft strømmede ind i værelset med en masse løfter om at holde i morgen borte, som den ikke kunne holde. Vinden fik æbletræet, der havde stået i forhaven siden tidernes morgen, til at banke en gren mod huset igen og igen – næsten som om træet bankede på, og spurgte om det måtte komme ind. Hvis det var sandt havde træet mere interessere i at være sammen med ham end Emma – så elskede han da også bare træet, højere end Emma, tænke han trodsigt.

Og så – inden han kunne nå at fortryde det, tog han en enøjede bamse, som han bildte sig selv ind at han var blevet for gammel til fra skabet, og svang først det ene ben og så det af andet ud ad vinduet. Han havde aldrig været særligt adræt, så hvis tyngdekraften stadig var så ond at virke, ville det nok ikke gå særligt godt. Særligt ikke når han havde bamsen i den ene hånd, men Tobias var blevet enig med sig selv om, at den blev nødt til at komme med, så han ikke var helt alene.

Forsigtig med ikke at lave for meget lyd, gled han over i træet fra vinduet. Ved et mirakel klarede han det uden at falde, selvom han på en måde havde lyst til at falde fra første etages højde. Så ville han da få opmærksomhed, samt blive forhindret i sit forehavende. Men nej – nu sad han i træet og kiggede op på himlen over sig, der af en eller anden grund virkede så tæt på, at han frygtede at brænde sine fingerspidser på stjernerne, hvis han rakte hånden op. De fleste ville nok sige, at en sådan nattehimmel, de bredte sig over hans hoved, var smuk, men ikke Tobias. Han havde altid tænkt, at i stedet for at smile til ham, så grinede stjernerne af ham – grinede af ham, når han græd sig selv i søvn, grinede af ham , når han beklagede sig til dem over, at de var de eneste han kunne beklage sig til.

Tobias rakte tunge op mod himlen, før han begyndte at kravle ned. Han tog flere gange fat i grene, der var så tynde, at de knækkede, men alligevel formåede han og bamsen at komme sikkert ned på jorden. Han lovede nu sig selv, at han fra nu af skulle slå rod i jorden, for så behøvede han ikke frygte at falde i gen – træklatring havde aldrig været hans yndlingsbeskæftigelse.

Han begyndte nu at gå hen over den nyligt slåede græsplæne i forhaven. Deres forhave havde altid været nydelig, hvor det mindste spor af ukrudt blev fjernet, og intet fik lov til at vokse frit. Deres baghave derimod var et stort kaos med græs så langt, at han var bange for at gå derud, for han kunne nemt fare vild i en labyrint af græsstrå, og uendelige mængder ukrudt. Det var forhaven, som andre kunne se.

Da han nåede haven vendte han sig om og kiggede tilbage på den røde murstensvilla, der havde været hans hjem. Havde været. Han kunne nemt forestille sig, hvordan Far var gået omkuld på sofaen efter den tyvende flaske indenfor, og hvordan Mor ikke kunne få sig selv til at gå i seng – hun kunne godt lide, at betragte Far, når han var fredelig og ikke slog på andet end de fluer, deres hus var fyldt med. Emma sad sikkert et eller andet sted, og havde glemt alt om den tvillingebror, som hun ikke havde fundet. Og Tobias? Han gik sin vej.

Han hviskede et sagte farvel ud i natten og vendte sig så om igen. Han kunne næsten have svoret på, at han så æbletræet vinke farvel til ham med en gren, men ved nærmere eftertanke var det bedst slet ikke at få noget farvel, fremfor et farvel fra et træ. Derefter begyndte han at gå hurtigt af sted ned af vejen.

Allerede frøs han - det var vinter, og han havde ikke noget overtøj på, men der skulle mere til at stoppe ham. Allerede var han begyndt at blive bange – hans far havde engang sagt, at frygt var et frø, der ikke stoppede med at vokse, når man først havde plantet det, engang hvor han vist ikke var helt ædru, men det stoppede ham ikke. Allerede savnede han Emma så meget, at det gjorde ondt – de var et par, og nu havde han adskilt dem, men det stoppede ham ikke. For Tobias ville rejse hjemmefra.

Væk fra det hjem, hvor man aldrig kunne føle sig helt sikker. Han ville ikke længere behøve gå i skole og skulle høre på de andre børn, der grinede endnu mere af ham end stjerner. Og han ville slippe for at skulle kalde et sted ’hjem’, hvor han ikke helt følte, at han hørte til.

Hvis nogen af naboerne havde kigget ud af deres vinduer, ville de have set en lille dreng komme gående midt ude på vejen med en bamse i hånden. De ville måske have set de tårer på hans kinder, der glinsede i lyset af lygtepælene på villavejen, eller hvordan han kiggede sig paranoidt omkring for hvert skridt. De ville måske kunne stoppe ham for i en alder af 7 år 237 dage og nu 18 timer at blive hjemløs. Mn der var ingen, der kiggede ud.

Tobias blev bare ved med at gå, mens han ikke tænkte på alt det, han efterladte (Emma), ikke tænkte på hvordan fremtiden så ud (ukendt), ikke tænkte på hvor længe, han ville blive ved med at gå (for evigt)

Det vigtigste var, at han var blevet svigtet af den eneste person, som han stolede på, og at han nu havde fået nok.

Tobias blev ved med at gå

….

Der skulle gå 8 år, før Tobias vendte tilbage. Ha var nu en ranglet femtenårig, og det eneste, som han ejede, var den forbandede bamse – han hade også passet godt på det. Denne dag var det sommer, og det var så varmt, at han frygtede, at der ville gå ild i verden. Alligevel frøs han, mens han gik ned af den alt for velkendte vej og til sidst nåede sit hus. Nu var også forhaven vokset vildt, og det gamle æbletræ, var fældet og erstattet med et stort TIL SALG skilt, der stod i græsplænen.

Tobias brugte et par minutter på at stå og stirre på sit barndomshjem. Han tænkte på sin søster og begræd, hvordan han stadig tænkte på hende som en syvårig, der klædte sig som en regnbue og sagde altid i et syngende tonefald. Han kunne stadig huske hende, som var det i går, savnede hende stadig.  Så fik han øje på et stykke papir, der lå i græsset. Det var umådeligt snavset, men alligevel formåede han at kunne tyde en dato, der gik otte år tilbage, samt et billede af 7-årige ham. Under billedet stod ordet ’Efterlyst’.

Hurtigt gav han slip på papiret og lod det falde tilbage i haven. Så vendte han sig om og gik endnu en gang sin vej.

Tobias havde fundet gemmelegen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...