Gemmeleg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til 24 timers konkurrencen

1Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

1. Del 1

”27, 28 29, 30… Nu kommer jeg!”

Tobias krøllede sig sammen i skabet, prøvede at fylde så lidt som muligt i mørket. Hans vejrtrækning kom i stød, selvom han desperat prøvede at trække vejret så lidt som muligt – hans søster havde skarpe ører og et for højt åndedrag kunne nemt afsløre ham. Han havde i forvejen ikke valgt et særligt godt gemmested, men det gjorde ham nu heller ikke noget. Tværtimod nød han alle sekunderne, der ledte op til, at Emma rev døren op, han nød at lytte til hendes skridt, der kom nærmere, og at være bevidst om, at hun ledte efter ham og kun ham, som var han den ubetydelige person i dette univers, der betød mest.

Det var dog ikke gået op for Emma, hvor meget sådanne lege betød for ham. Trods de var tvillinger og begge var 7 år og 237 dage, og 13 timer, mindede de på mange måde slet ikke om hinanden. Men al dette syntes dog at forsvinde, når de legede gemmeleg – de glemte at verden bestod af andet end dem og potentielle gemmesteder, for det behøvede verden heller ikke. Tobias havde set nok voksne gennem sit liv til at vide, at han skulle være glad for at være barn og have tid til at vente på at blive fundet i et skab, som om tiden kun eksisterede uden for skabslågerne.

Tobias kunne godt lide tanken om, at han var i sikkerhed inde i skabet, at hverken tiden eller monstrene kunne nå ham. Eller selvfølgelig vidste Tobias godt, at der ikke fandtes monstre – han ville gerne se sig selv som en klog dreng - men der var forskel på at vide og på at acceptere. For hvis der nu bare var monstre, havde man altid nogen at skyde skylden og altid et håb om, at hvis man dræbte alle monstrene, ville alting blive perfekt. Eller måske bare okay – det var nok for ham.

Okay ville være, at han ikke kendte definitionen på dysfunktionel som syvårig og ikke vidste, at denne definition kunne findes i hjertet af hans eget familie. Okay ville være, at han kunne tillade sig selv at tro på magi, på mere mellem himmel og jord lidt endnu. Okay ville være altid at kunne smile, men aldrig smile falsk. Okay ville være aldrig at gå i skole, at bygge sandslotte med Emma i sandkassen dagen lang og derefter flytte ind i slottet – så ville de ikke engang behøve dræbe monstrene, da slottets murer ville være tykke nok til at holde dem ude – tusind gange tykkere end væggene i deres eget hjem.

Det gibbede i Tobias, da han pludseligt hørte en dør smække nedenunder. Enten var Emma bare ekstra grundig i sin gennemgang af huset, eller også var Far kommet hjem fra arbejde – Tobias kunne ikke huske sidste gang, at Far havde lukket døren som et normalt menneske. Ikke at han selv var normal – de andre børn i skolen havde for længst gjort det klart for ham. Det var derfor, han var så taknemmelig for at have Emma – hun var og blev hans eneste ven, samt den eneste person der forstod ham til et vist punkt, selvom de to ting vel var det samme. Hvis det ikke var for hende, ville han ikke blot være unormal – han ville være blevet skør, da det sikkert løb i familien - man skulle bare kigge på deres forældre.

Apropos Emma… Burde hun ikke snart have fundet ham? Hun var begyndt med at lede nedenunder og selvom det tog noget tid at gennemsøge en etage, hvor man hele tiden skulle være forsigtig med ikke at træde på glasskår, burde hun da snart være kommet ovenpå. Han sad i skabet i deres fælles værelse blandt tøj, der var blevet for småt og deres gamle bamser. Og netop der havde han gemt sig så mange gange før, så det var underligt, at hun ikke havde fundet ham. Hun skulle dog nok komme, det var han sikker på.

For at lede sin tanker på afveje gav han sig til at tælle revnerne i træet i skabslågen. Der var så mange, at det var fuldkommen meningsløst, men Tobias holdt af ikke altid at skulle have en mening med alt, hvad man gjorde.

Han var nået til 456, da han hørte et klir af flasker nedenunder. En trækning løb over hans ansigt, men ellers lod han sig ikke mærke med det. Der var i forvejen et verdenshav af grønne glasskår nedenunder – hans far foretrak øl – så dette var at forvente. Dog kunne han bedst lide, når han far ventede til efter aftensmaden med at begynde at drikke. Så kunne de nemlig spise et måltid sammen, mor, far og børn og snakke om alt og intet over maden – bare uden at nævne, hvordan hans far snart ville gå ned i Fakta og købe den billigste rødvin, som de havde, og hvordan det røde mærke på deres mors kind havde form som en hånd. De ville bare tale og tale, og glemme dem selv i samtalen. Der burde vel også snart være aftensmad – hvert øjeblik kunne hans mor kalde ham ned, så han var tvunget til at forlade sit gemmested. Medmindre hun selvfølgelig ikke orkede at lave aftensmad – når det skete plejede han og Emma at føre hviskende samtaler om alt andet end mad til langt ud på natten i håb om at jage sulten på flugt.

Og næste morgen ville de så stå op og gå i skole og smile og lade som om, at alt var godt og ikke beklage sig og lade lidt mere som om. Tobias havde for længst lært ikke at snakke om, hvad der skete indenfor husets fire vægge uden for disse vægge – og heller ikke inden for dem, for den sags skyld. Det var vigtigere end at kunne plusse og læse, sagde hans forældre. Han skulle holde sin mund, sagde de, så det havde han gjort. Nu åbnede han den næsten aldrig henne i skolen, fordi han havde svært ved at skelne mellem alt det, han måtte og ikke måtte sige, så det var nemmest slet ikke at sige noget. Så måske var det også lidt hans forældres skyld, at han manglede venner – det var i hvert fald dem, der forhindrede ham i nogensinde at have andre Emma med hjem. Eller det kunne også være monstrenes.

Hvor blev Emma dog af? Hun måtte da snart finde ham - hun havde ledt så længe, at hun kunne have fundet lykken og meningen med livet, hvis det ikke var Tobias, som hun havde været ude efter. Han bevægede stille læberne, mens han endnu en gang talte revnerne. Så talte han dem igen. Og igen. Der var nu blevet helt stille nedenunder – og hvis han ikke vidste bedre, ville han have troet, at nogen havde sat verden på lydløs. Men det var vist kun telefoner, som man kunne sætte på lydløs, selvom han nu ville ønske, at han en gang i mellem kunne slukke for Far og Mor, når de råbte så højt af hinanden, at selv Solen holdt sig for ørene. Tobias kunne nu kun høre sin egen hektiske vejrtrækning, mens han ikke kunne gøre andet end at frygte, hvad der ville komme efter stilheden. For hvis der var en ting, som han havde lært var det, at stilhed ikke var evigt.

Tobias ventede så længe, at han begyndte at blive stiv i hele kroppen og havde svært ved at holde øjnene åbne – det måtte være langt over deres sengetid efterhånden. Alligevel kom Emma ikke op for at gå i seng, og før han vidste af det, sad Tobias og tyggede intenst i sin ene tommelfingernegl, indtil den var bidt ned til roden, og han kunne smage noget metallisk, som han gik stærkt ud fra var blod. Måske havde Far nu også slået Emma, og det var derfor hun ikke kom. Han havde slået Tobias før, men ikke Emma. Og de tre gange hvor Far havde slået ham, havde han sagt undskyld bag efter (Far sagde ikke længere undskyld til Mor), og Tobis ville gerne tro på, at han mente det. Men de fleste ting som han gerne ville tro på, viste sig ikke at være sande.

Han ville også gerne tro på, at Emma snart fandt ham. Han burde måske kalde på hende, men så ville han afsløre sig selv og have tabt gemmelegen. Og han vidste det måske også allerede, men han var ikke helt sikker på, at han havde accepteret det.

Hun ville ikke komme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...