Mod det bedre

Hun er ung. Hun har overlevet et selvmordsforsøg, og en dagbog bliver hendes bedste ven i kampen mod en bedre hverdag. //deltager i 24-timers konkurrencen

8Likes
13Kommentarer
683Visninger
AA

8. Søndag den 1/12

10.17

Godformiddag, kære Dagbog
Okay, for det første:
I går var jeg til samtale på kontoret. Det gik rigtig godt. Hun var sød og smilende, og jeg fik det hele ud. Ud af kroppen. Nu arbejder hun på min sag, og hun sagde, at jeg om ikke så længe nok kan flytte væk. Jeg er utroligt lettet. Dog har jeg ikke sagt det til mor endnu; det er jeg ikke helt klar til.
Det kan også være, at det slet ikke bliver mig, der siger det til mor. – det sagde sagsbehandleren i hvert fald. Jeg glæder mig bare til det er overstået, så det hele kan blive bedre. Så jeg kan fokusere fuldt ud på mit liv og på at komme fremad, i stedet for at bruge halvdelen af mine kræfter på at være bange og utilpas herhjemme.

Og for det andet, mødte jeg en fyr. Han virkede så glad, lettilgængelig og åben. Hans øjne var mørke som dagen er lang, men fangende. Hans hår mørkt og bølget. Ikke langt, men heller ikke meget kort. Det nåede ham til enden af hans kranium. Han havde et smil, som ikke mange har. Så stort og varmt. Jeg stødte ind i ham, da jeg nervøst småløb ud fra kommunebygningen, og alle hans papirer røg på jorden. Men han grinede, og affejede det med hånden. ”det betyder da ingenting” sagde han til mig. Dagbog, en dreng lagde mærke til mig. MIG. Jeg kan slet ikke forstå det. Men vi stoppede i hvert fald op, begge to, og begyndte at snakke. Vi snakkede, som havde vi kendt hinanden i en evighed. Som en slutning på den historie, har han nu mit nummer. Og han har lige inviteret mig på kaffe. Hvis du kunne se mit smil lige nu, Dagbog, ville du kalde mig tosset.

For det tredje, har jeg nu haft dig i 10 dage. Det er gået stærkt, men mine følelser og tanker ligger i dig. Du har hjulpet mig så godt med at komme ud fra det stadie jeg var i. Jeg er kommet videre, jeg er ved at få mit liv på rette vej, og det havde ikke været den samme lettelse uden dig. Nu kommer den lidt hårdere del af dette afsnit: vi er nødt til at skilles, du og jeg. Måske blot for en uge, måske længere. Jeg skal kunne klare mig selv nu og binde mig til andre. – rent følelsesmæssigt. Jeg vil komme til at mangle dig, Dagbog, men jeg er desværre nødt til det. Hvis du græder nu, inde bag dine kære papirsider, så stop. Vær ikke ked af det. Jeg er sikker på, at vi ses igen på et tidspunkt. 
Jeg stopper nu, med et smil på mine læber, og et lettet sind. Da jeg skrev i dig i starten, brugte jeg vendingen; 'én gang en svag personlighed, altid en svag personlighed'. Det fortryder jeg nu. Farvel, kære Dagbog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...