Prikker på kortet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
Bidrag til 24 timers konkurrencen om at rejse.

7Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

2. WIEN

Døren til fritidsstuen bliver skubbet op. Her triller en pige ind, som har et gips om benet. Hun ligner slet ikke en, der har ligget her i flere dage. Hun smiler stort, hendes øjne er fyldt med liv og jeg kan ikke andet end at smile tilbage. Hun sætter sig ved siden af min seng, og introducerer sig selv. Hun er spinkel, men utrolig stærk. 

”Mit navn er Astrid, hvad hedder du?”

Hun forsøger at række hånden over til mig, men da hun ikke kan nå, trækker hun den hurtigt tilbage og griner. Der er noget over hende, som fascinerer mig, og giver mig lyst til at lære hende at kende. 

”Mit navn er Johanne.” Der er stilhed.

”Nåh, må jeg se de der kort og bøger der?” Hun kommer hen og min mor render over og hjælper med at løfte armlænene på sengen ned, så vi bedre kan komme til.

”Pas på du ikke falder ned.” Astrid griner. Jeg kan mærke, at jeg bliver rød i hovedet. Men det går væk igen, da vi skal til at beslutte, hvor vi skal starte. Hurtigt kaster jeg et blik rundt i resten af lokalet. Får øje på et stykke wienerbrød.

”Skal vi ikke starte med at se lidt på Wien?” Spørger jeg hende og griber fat i et af postkortene. ”Det ser i hvert fald smukt ud.”

"Jo, lad os gøre det.”

Jeg prøver at sætte mig mere op, men må til sidst give op. 

Vi tager hver især vores stak af henholdsvis bøger og kort. Lægger dem alle ud på min dyne og kigger ned på dem. Schönbruun Slot, Kunsthistorisk Museum Wien, alle de flotte kirker. Astrid peger på verdenskortet. Wien. Østrig. 1.355 kilometer væk.

”Skal vi ikke prøve at opdigte en historie? Forestil os, at vi er der.”

Hun lukker øjnene et kort sekund. Triller hen til sølvfadet med wienerbrød. Tager et stykke og beder mig om at lukke øjnene og åbne munden. Hun placerer et stykke af wienerbrødet i min mund. Sødmen fra glasuren overvælder mig. 

”Forestil dig, at du er i Wien.”

 

Det er det eneste jeg kan lige nu. Men det er rart. Jeg forestiller mig det og drømme. Vi snakker om alle de kager vi skal spise og de små hyggelige cafeer vi skal besøge. I en af bøgerne slår Astrid op på en tilfældig side. Hun gisper.

 

”Ej, prøv at se! Det ser vildt fedt ud.” Hun peger på et billede i højre hjørne. Det er noget, der hedder Strandbar ved Donau.

 

”Det gør det faktisk, så kan man lige ligge, sole sig og gå ned i byen bagefter.”

 

Jeg nikker ivrigt og kigger i resten af bøgerne. Vi fornemmer stort set ikke, at der er gået flere timer, da vi pludselig kan høre døren til fritidsstuen blive lukket op. Mor træder ind ad døren og smiler da hun ser, hvor meget vi hygger os. 

 

”Hej mor!” Siger jeg som om, jeg hele tiden har vidst, at hun har været ude. Hun smiler og kommer over til os. Kigger på kortene og smiler.

 

”Wien er en meget smuk by, jeg var der på studietur med min klasse i gymnasiet.”

 

Så fortæller hun om alt det hun oplevede dengang. Vi lytter opmærksomt efter, og engang i mellem tager jeg både Astrid, men også mig selv i at lukke øjnene og drømme. Forestiller os, at det er os, der oplever. Os, der rejser. 

 

Da klokken efterhånden er mange, siger mor, at det er på tide at sige tak for i dag. Sygeplejersken kommer og hjælper os med at stille tingene på plads og hun sætter også armlænene tilbage. Langsomt triller jeg ned ad gangen igen, hjulene på sengen knirker, men det er også den eneste lyd, der er på den hvide, lange gang.

Solen er ved at gå ned og det skaber en dyne af røde, gule og orange nuancer henover himlen.

Efter lidt tid alene, bliver mine tanker afbrudt af min mor, der kommer ind med en bakke mad. Duften af fiskefilet med persillesovs fylder i hele rummet, og min mave begynder at rumle.

”Kan du selv i dag?” Mor rækker mig en gaffel. Jeg nikker. Jeg vil. Hårdt tager jeg fat i gaflen og prøver at få fat i maden. Mor sidder ved min side. Desperat efter at vil hjælpe mig. Men jeg vil ikke lade hende.

"Det kunne egentligt være spændende, hvis der var flere eksotiske retter, nu hvor det også er sommerferie," siger jeg. Længtes efter smagen af sommer. Smagen af varme. Mor nikker og griner lidt. Spørger om jeg mon savner hendes mad. Jeg nikker og griner lidt med. 

Da vi er færdige med maden og mørket sænker sig over Aarhus, sidder vi på det enkle værelse og ser fjernsyn. Mor ser opmærksomt med, men jeg ser igennem fjernsynet som var det et vindue. Det er et program om de smukkeste sommerhuse i Danmark. Jeg stirrer og kan ikke holde op med at tænke. Tænke på Wien. Østrig. Alle de bjerge, byen, det hele. 

Jeg kan ikke vente mere. Bliver nødt til at spørge.

”Mor, tror du nogensinde jeg kommer til at kunne andet end at ligge her i min seng?”

Jeg kan ikke ligge her mere. Bliver nødt til at komme ud. Dufte til den friske luft, mærke solen på min hud. Alt det, som alle andre tager for givet. 

Jeg får en klump i halsen og mine øjne bliver våde. Får lyst til at sparke til bordet, til sengen, til hele det her sted.

”Snart, skat.” Hun trøster mig. ”Snart.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...