Prikker på kortet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
Bidrag til 24 timers konkurrencen om at rejse.

7Likes
0Kommentarer
308Visninger
AA

4. LONDON

Taskerne er pakket. Sengetøjet er skiftet. Slangerne er væk og armene ømme.

Sygeplejerskerne har pakket en af slangerne ned i en lille klar, plastikpose. Siger jeg må tage den med hjem som souvenir. Jeg griner og tager i mod posen. 

Selvom jeg hungrer efter at komme ud, tage hjem, så er der noget, jeg bare må gøre. Jeg føler mig som bambi på glatis, da jeg bevæger mig ud på gangen på mine egne, to ben. Sygeplejerskerne stopper op på gangene og kigger. Klapper. Jeg skynder mig forbi dem og hen på Astrids værelse. Banker på.

Hendes mor åbner døren. Hendes hår står ud til alle sider, og jeg kan fornemme noget er galt. Hendes mor har mørke rander under øjnene og er bleg.

”Hun har mange smerter i dag,” forklarer hun. Smerter. Fra 1-10.  10.

Jeg kan høre hende gispe efter vejret inde på værelset. Det skærer i mit hjerte, som det skærer i hendes mors.

”Det er jeg ked af, ” svarer jeg og kigger på hendes mor. ”Jeg skal hjem i dag.”

Hun smiler og siger, at hun er glad på mine vegne. Kommenterer på min gang og min ryg, der er helet så fint op.

"For nogle mennesker er de sidste dage de værste, og det kan tit ødelægge alting." En rynke former sig på hendes pande. "Men vi må håbe på det bedste. 

”Jeg må vidst hellere til at smutte nu, så,” siger jeg til sidst. ”Hils Astrid og ønsk hende god bedring.”

Hun nikker.

Men lige da jeg træder væk, kan jeg høre noget indefra værelset. Hendes mor kommer ud igen, og beder mig om at komme ind. Jeg skriver hurtigt en besked til min mor om, at jeg skal sige farvel til Astrid.

Jeg sætter mig ned ved Astrids sengekant og giver hende et meget forsigtigt klem. Hun klager ikke. Hendes øjne skræmmer mig næsten, de virker livsløse og slet ikke, som Astrids øjne burde være. Jeg får en klump i halsen. Under armen har jeg taget kassen med verden i. Det vi har brugt umenneskeligt lang tid sammen på. Nu er det snart slut og jeg skal til at opleve verden med mine helt egne sanser.

”Skal vi lige igennem et eventyr mere sammen? En rejse til?” Spørger jeg hende. Siger, at det er helt i orden, hvis ikke hun har lyst. Men hun nikker, og jeg vælger noget fra kassen.

London. Den by hun har snakket allermest om. 

Det var som at se hendes øjne komme tilbage fra de døde. Som om de fik farven tilbage.

Jeg tager et postkort og viser hende det. Røde busser, London Eye. Vi planlægger, hvad vi vil se, hvilken te vi vil drikke på hvilken cafe, hvilke museer vi skal besøge og hvor vi skal spise aftensmad. Vi snakker og drømmer videre om Oxford Street, Westminister, Soho. Bladrer igennem alle bøgerne, læser alle kortene. Vi lukker øjnene sammen en sidste gang og forestiller os det. Dufter det. Rører ved det. Smager på det. Lader som om, at vi hopper i en rød bus og kigger på de forskellige seværdigheder.

Pludselig banker det på døren igen. Min mor står i døren med alle vores ting.

”Vi skal altså køre nu, Johanne.”

"Tak for nogle gode rejser, Astrid," Jeg smiler til hende og hun ser ked af det ud. Hendes mor kommer hen og aer hende over håret. Siger, at vi nok skal ses en anden dag. Måske endda i en af vores byer. Jeg kan ikke kramme Astrid ordentligt på grund af hendes smerter, men hun ved, at jeg er der og altid vil være det. At jeg kun venter på, at vi begge to kan drage ud på vores livs rejse. 

”Lov mig, at du kommer ud, oplever verden og tænker på mig,” siger hun og bliver helt rørt. ”Så når jeg en dag kommer ud herfra, holder jeg dig med selskab.”

”Det lyder som en god aftale.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...