Prikker på kortet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
Bidrag til 24 timers konkurrencen om at rejse.

8Likes
0Kommentarer
317Visninger
AA

3. BERLIN

Den samme, kedelige hverdag står for døren. Morgenkontrol, morgenmad, op at sidde, skrige af smerte lidt. Så samme ritualer om eftermiddagen. Også om aftenen. Lægen har været forbi i dag. Kirurgen lige så. Han fortæller, at såret er ved at hele rigtig fint, at jeg gerne må komme op i kørestol et par timer om dagen. Noter smerterne på en skala fra 1-10. Dagene går bare med at vente på, at det bliver næste dag. 

”Alt ser ganske fint ud,” lægen tjekker maskinerne en ekstra gang og tager nogle mål. ”Måske skulle du gå ned i fritidsstuen i kørestolen senere? Det ville være godt for dig.”

”Jeg vil i hvert fald overveje det!” Svarer jeg. Jeg skal ikke lyde alt for ivrig.Da han går, skynder jeg mig alt, hvad jeg kan og tager mobilen frem. Smider en besked til Astrid og spørger om hun kan mødes senere. Jeg får næsten et svar med det samme. Selvfølgelig vil hun det. Klokken 15. 

Mor og jeg snakker. Om livets rejse og alt, hvad det indebærer. Hvad eller hvor er endestationen? Destinationen. Hver gang jeg har haft mareridt om endestationen har hun altid snakket om, hvor smukt det er. At man ikke behøves at være bange, fordi livet ved, hvor det fører en hen. 

”Er du bange?” Hun virker helt oprigtig nysgerrig, da hun spørger.

Jeg trækker på skulderne. ”Det er jeg vel. Som altid. Mareridt. Det ved du godt.”

Hun nikker. Hun ved. 

Tavshed. Så bliver der ikke snakket mere om det. Det ved hun godt. 

Efter middagsmad prøver mor og jeg at gøre mig så menneskelig som overhovedet muligt. Vi får sat mit hår i en høj hestehale, taget noget andet tøj på og vasket ansigtet. I det vi er færdige, banker det på vores dør. Mor lukker op. Astrid sidder i døren med sin stol. Jeg triller også hen til hende, og hun griner.

”Ej, se dig nu,” hun betragter mig. ”Det går jo fremad! Nu ligner vi sådan nogle gamle damer, der har været venner i 100 år og en madpakke, men det er vel meget sødt." Hun fniser. 

Vi smutter hen til nogle sofaer og tager kassen frem. Astrid er den, der bærer æsken. Vi hjælpes ad med at åbne den og får låget af, selvom det falder på gulvet. 

"Prøv at se her!” Hun viser mig en stak af kort og bøger, hvor der med store bogstaver står BERLIN. "Skal vi ikke rejse til Berlin i dag?" 

Jeg nikker ivrigt. Berlin. 

Jeg tager den bog, der står øverst og åbner. Alexanderplatz, Madame Tussauds, Kurfürstendamm. Vi opdigter hver især en rejse. Fortæller den. Jeg vil op i fjernsynstårnet og se solen gå ned. Shoppe. Opleve nattelivet på Alexanderplatz. Gå i boghandlen, køb en masse bøger for derefter at gå ned i cafeen. Astrids tur. Hun fortæller, at hun vil holde mig med selskab i fjernsynstårnet, lave sin egen chokolade, tage selfies med voksmodeller.

Sådan fortsætter det næste stykke tid. Billeder, drømme, forestillinger om livet udenfor disse fire, kridhvide vægge. Sætter prikker på kortet. Der bliver flere og flere. I vores drømme i hvert fald.

Når fantasien er der, så er det næsten som at være der. Næsten.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...