Prikker på kortet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
Bidrag til 24 timers konkurrencen om at rejse.

7Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

1. AARHUS

De samme kridhvide vægge. Den samme kliniske lugt. Dog er dagen lidt anderledes, selvom jeg stadig ligger her. Venter på jeg kan komme ud fra det her hul. Væk fra smerter, indsprøjtninger, maskiner, der vækker en om natten og alt det andet. Jeg retter forsigtigt på droppen i min hånd. Ser på væsken, der langsomt går igennem slangen, næsten ligeså langsomt, som dagene går. Mine tanker bliver afbrudt af en, der banker på døren. Mor kommer ind som den første, men jeg kan se en skikkelse mere.

”Hvem der?” Jeg råber. Venter på et svar. Udenfor kan jeg høre en fnise. Så hører jeg hende løbe ind.

”Hej Johanne!” Hendes stemme er skinger. Men jeg smiler alligevel ved synet af hendes runde ansigt og mørke hår. Hun giver mig et forsigtigt kram, for hun ved godt, at hun skal passe på. Mor kommer ind og hjælper mig med at sætte mig op.

”Av!” Mit hoved snurrer rundt og en skarp smerte skyder igennem hele min ryg og igennem min venstre arm, som jeg griber fat i. Kniber øjnene sammen. Mor bukker sig over og spørger om det gør ondt.

”Hvor ondt gør det på en skala fra 1-10?” En sygeplejerske kommer rendende. Hun har en masse håndklæder i hånden. Med det samme smider hun dem på stolen ved siden af min seng og kigger på min drop. Tjekker maskinerne.

”Det gør altså ikke ondt længere,” forklarer jeg og smiler. ”Det var bare lige at komme op, det er jo lidt hårdt, når man ikke er så vant til det endnu.”

Jeg vil bare være sammen med Jasmin nu. Uden nogle forstyrrelser. Men sygeplejersken ser skeptisk på mig, indtil jeg overtaler hende om, at alt er i orden. Langt om længe går hun ud. Mor smutter ned i kantinen og køber en kop kaffe. Så er der kun Jasmin og jeg tilbage. Hun slår sig ned i stolen og smiler. Siger, at det er godt at se mig. Spørger hvordan jeg har det. 

”Vi har fået virkelig mange lektier for, nu hvor det snart er sommerferie. Jeg glæder mig virkelig til at tage til Madrid og ikke skulle tænke på alt det.” Hun sukker. 

 

”Det forstår jeg virkeligt godt!” Jeg ville dog ønske, at jeg kunne vende tilbage til hverdagen for uanset, hvor kedelige skoledage kan blive, så bliver det langt fra mere kedeligt end hverdagen her. Men det siger jeg ikke til hende. 

 

”Madrid bliver så fedt, jeg glæder mig så meget," starter hun og smiler stort. "Der er 35 grader stort set hele tiden, virkelig fantastiske strande, dejlige shoppingmuligheder.” Hun fortæller videre om alt det tøj, makeup og sko hun skal have, som vi ikke kan få fat i herhjemme og hvor fattig hun bliver. Jeg nikker forstående og lyder begejstret ind i mellem. Stiller et enkelt spørgsmål eller to. Ellers forbliver jeg stille. Lader hende styre samtalen. 

 

”Er du træt, Johanne?” Jeg når ikke engang at registrere, at hun er holdt op med at snakke. Jeg ryster på hovedet. Det her er bedre end intet selskab. Vi snakker lidt om de andre. Det er længe siden jeg har set eller hørt fra dem. Ikke overraskende. 

 

”Marie skal til London her om en uge, og hun ville høre om ikke der var noget, du gerne vil have med hjem?” Jeg tænker over spørgsmålet. Hvorfor skriver Marie ikke bare selv til mig? Gider hun mig virkeligt så lidt til, at hun ikke engang selv gider at skrive og høre om jeg vil have noget? Jeg får lidt ondt i maven. Der er ikke engang så lang tid, og folk er allerede ved at glemme mig.

 

”Nej, ellers tak. Det går nok. Men sig til hende, at det var en sød tanke.” Hun kigger mærkeligt på mig, men spørger ikke yderligere ind til det.

 

”Der er kommet en ny butik på Vestergade. De har vildt fedt tøj! Når du engang er kommet ud af det her hul, så skal vi ud at shoppe, jeg tror virkeligt, at deres tøj er lige din stil.”

 

Nyt tøj. Det virker fjernt, da jeg kigger ned ad mig selv og ser min opslidt, store, grå trøje og hospitalsbukser. Jasmin opdager, at jeg kigger på mig selv og fniser. Siger jeg jo ikke kan gøre for, at jeg skal have det her tøj på her. Det giver jeg hende ret i og griner. Det er rart at grine, selvom det gør utrolig ondt i maven og spænder i siden.

 

Resten af tiden går utroligt stærkt, og lige pludselig kommer min mor ind og siger, at det nok er bedst, at Jasmin går nu. Hun forstår, og tager med det samme sin cardigan på og sin taske over skulderen.

”Hav en vildt god ferie til Madrid, Jasmin! Husk at tage billeder og fortælle mig om det, når du kommer hjem.” Hun nikker og krammer mig.

”Selvfølgelig, det skal jeg gøre,” hun er på vej væk. ”God sommer til jer også. Eller. Du ved. Hav det godt.” Hun ser trist ud. Og det stikker lidt i mig, for selvom jeg ved, at det ikke er med vilje, så gør det stadig ondt. Men jeg bebrejder hende ikke. Alle kan glemme det engang i mellem. 

Jeg kigger ud af vinduet og ser hende forsvinde ud på parkeringspladsen og ned til busstoppestedet. Med hjælp fra både sygeplejerske og mor, lægger jeg helt ned i sengen igen og lukker øjnene. Forestiller mig varme, turkisblåt vand, storby, ja, måske også stranden. Forestiller mig sandet imellem mine tæer, storbyslarm midt om natten, turkisblåt vand fra poolen, der omfavner min krop.

Langsomt kan jeg mærke mine øjenlåg blive tungere og tungere. Men jeg prøver at kæmpe i mod. Vil ikke sove. Min mor sidder i stolen. Jeg laver lyde, så jeg tiltrækker hendes opmærksomhed. Prøver at strække mig, men trækker hurtigt mine arme tilbage, da en skarp smerte overvælder hele min krop. 

”Du ser træt ud, skat,” Hun aer mit hår. ”Vil du ikke sove lidt? Jeg er jo lige her.”

Jeg ryster på hovedet. Jeg er bange.

Men til sidst giver jeg op. Lukker øjnene. Forestiller mig min drømmerejse. New York. Eller måske Paris? Forestiller mig i en stor by med mine poser med det nyeste tøj og med en kaffe i hånden.

Jeg vågner dog det samme sted. Det samme kedelige sted. Og min krop overvældes af taknemmelighed for, at jeg ikke er rejst bort, men også af længsel. Længsel efter at komme væk herfra. Ud i den store verden udenfor de her fire kridhvide vægge. 

Dagene kommer, går og en dag får jeg nok af at sidde her og vente på ingenting. Jeg spørger sygeplejersken om det er i orden, at jeg bliver kørt ud med sengen i fritidsstuen. Hun godkender det hurtigt og siger, at det er godt, at jeg har lyst til at socialisere, selvom vi begge to ved, at der stort set aldrig er nogen i fritidsstuen medmindre man aftaler noget. 

”Jeg var blevet lidt bange for om du var ved at blive lidt ensom.” Rummet fyldes med tavshed og sygeplejersken skynder sig at ordne sengen, så jeg kan komme derud.

Hun stiller mig hen til boghylderne og mumler et eller andet med, at jeg jo godt kan lide bøger. Det bekræfter jeg, og så sætter jeg hænderne på nogle af bøgerne. Mon jeg har kræfter til at løfte dem op? Hvad hvis jeg taber dem? Jeg kigger rundt i lokalet. Der er ikke nogen lige nu. Men jeg nyder stilheden omkring mig.

Hurtigt skimmer jeg titlerne på de massevise af bøger, der er at finde her. Men der er noget andet, der fanger min opmærksomhed. Jeg prøver at trække mig tættere på væggen. Efter forskellige, katastrofale forsøg, ser min mor det, og hun rejser sig og hjælper mig. Verdenskortet. Jeg bliver stillet i en vinkel, der er helt perfekt. Nu kan jeg betragte alt. Finder Madrid på kortet. Så London. Husker min drøm og prøver at bygge videre på den. Dagdrømmer lidt.

En hel ny sygeplejerske, jeg ikke har set før, kommer ind og ser mig være helt betaget af dette kæmpestore verdenskort. Hun smiler og kommer hen til mig.

”Det er en stor verden vi lever i, hva’?”

Jeg bliver forskrækket, men skynder mig at nikke. Vi smiler til hinanden. Hun går hen til den anden ende af lokalet, tager en kasse op med noget, der ligner kort og en til kasse med nogle bøger i. Så kommer hun hen til mig med det. Stiller det på min seng, så jeg kan se det.

”Jeg skulle faktisk have hentet de her to kasser til en pige, som er på værelset, men det kan være, at jeg kan lokke hende ud, og så kan I kigge på det sammen?”

Mor ser begejstret ud. Efter lidt snak, bliver vi enige om, at det er en god ide. Sygeplejersken forsvinder atter igen bag en af de mange døre.

”Det bliver spændende at møde en ny pige! Det trænger du vidst også til, skat.” Det gør jeg vel. Jeg kigger igen ned på de kort og bøger, der er. Rejs til Thailand, rejs til Italien, rejs til Østrig. Mine fingre hungrer efter at åbne bøgerne og absorbere hvert et år der er at sige om disse fantastiske steder, som jeg kun kan drømme om at besøge og opleve med mine egne øjne.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...