Rejsen til det ukendte.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til 24 til skriv en historie på 24 timer) Forældre løse Ena Morris som bor på et børnehjem, har aldrig kendt til hendes fortid. En nat står den ukendte fortiden for næsen af hende. Mon om 15 årige Ena vil kunne acceptere hendes fortid? Og hvad mon der fik hende til at havne på børnehjemmet for 8 år siden, da hun mistede hukommelsen?

2Likes
2Kommentarer
270Visninger
AA

5. kapitel 4.

1953

Ny plukkede blomster visner hurtigere. 

Jeg landede på mine knæ med et bump, uden den mindste tegn på smerte. Stedet her var skummel og bomstille. Det eneste jeg kunne få øje på, at ilden der kom henne nede under broen. En bro der var mindre end frem meter høj. Jeg synes jeg kunne fornemme, at jeg befandt mig i en lille park, hvor hjemløse slentrede rundt i nattelivet.

Hvor parken befandt sig henne, havde jeg ingen fornemmelse af. Noget sagde mig dog, at jeg stadig befandt mig i England, nær Scotland.

Jeg nærmede mig det glødende lys, som bevægede sig med den stile brise. Et bar få faldende blade strøg hen over den fugtige jordbund. Jeg syntes, jeg kunne høre en ung genkendelig stemme derhenne ra, hvilket gjorde mig ekstra nysgerrig.

Da jeg nåede derover, veg jeg tilbage med et fortumlet blik. Ved det lille håndlavede bål sad Elisabeth og jeg med hænderne gnubbende i hinanden. De gjorde alt for at holde varmen, og var iført store tykke trøjer. Først tænkte jeg, at det var en almindelig mor og datter udflugt, for sjovs skyld. Dog blev det stille vendt, da jeg opdagede mit forsømte blik. Mit brune hår var filtret ind i hinanden, og så ikke ud til, at kunne reddes igen. Mit tøj var hullet og beskidt, og det samme med min mor. Vi lignede nogle der ikke have været i bad i længere tid en acceptabelt.

De flænsede tæpper blev taget godt i brug, mens de stille lukkede øjnene i, for at hvile. Jeg satte mig ned ved siden af mig selv, og studerede min væremåde. Jeg var fuldkommen anderledes der, end nu. Jeg virkede som en overlever. En der tog det mindste lasede tøj til sig, og nød hvert sekund af den varme ild, som stille truede med at gå ud.

Jeg havde sådan lyst til, at lægge en hånd på deres skuldre, og sige, at de nok skulle klare det. Det var dog først nu, at det undrede mig, hvorfor de ikke befandt sig indendørs. Og hvor var min far?

Jeg bemærkede, at jeg glippede med øjnene, og åbnede munden en anelse.

”Kan du huske da far forlod til fordel for penge? ” forhørte jeg min mor, som nikkede uden tøven.

”Selvfølgelig huskes jeg det. Din far havde altid været lidt af en grisk mand, der valgte luksus frem for familie” fortalte hun, hvilket ikke undrede mig spor. De sukkede begge tungt.

”Hvornår vil vi så et fast hjem? ” spurgte min yngre jeg om. Det skræmte mig, at jeg intet kunne huske af det her.

”Jeg ved det ikke Ena. Vi har intet, at kunne betale med. Din far forlod hos ikke med en eneste øre. Han var vred over, at jeg ikke ville lade dig tjene til familien. Men du var lagt fra klar. Du er jo kun de otte år” hun åbnede armene og tilbød hendes varme. Min yngre jeg lod sig trygt ligge sig ind i mors favn, mens natten stille svandt væk.

”Du vil altid være min lille Ena, min lille ild. Du fik ikke dit fantastiske navn for ingen mening. Du er gnisten i mit liv. Jeg troede at den gnist ville kunne holde sammen på familien, men der blev jeg for alvor skuffet” hendes ord ramte mig dybt i hjertet. Jeg var kommet til verden, for at skabe den familie hun ønskede ville holde sammen til den sidste ende.

De fleste ville tænke det var overfladisk, men med en mor så omsorgsfuld, ville man dreje ordene som væren noget positivt.

”Jeg tror jeg vil tage mig en lille gåtur i parken” angav mit yngre jeg, og rejste sig op på sine ben. Mor gav ingen lyd fra sig, så mit jeg drog ud i den dunkle nat, og fulgte de små stier nær broen.

Det ærgrede mig, at jeg så så herrens trist ud. Som havde jeg taget min mors ord til mig på en helt forkert måde. Mon om jeg følte mig uønsket?

Mit jeg gik og slingede til siderne på stien, mens jeg plukkede et par blomster fra kanten af stien. Der var så mange, at man ikke behøvede øjne, for at få fat i en lille blomst.

Jeg holdte mig lidt bag ved, og observerede hver eneste bevægelse jeg fortog mig. Hun nåede broen, og kiggede ud over vandet, der reflekterede i den klare nat.

Med blomsterne i hånden smed mit yngre jeg dem ned i det kolde vand, der med det samme druknede de ny plukkede blomster.

”Ikke plukke, hvis ikke man er sikker på, at det man plukker vil visne før tid. ” hørte jeg mig selv hviske i en dirrende stemme, mens jeg lænede mig ind over gelænderet og stirrede ned i vandet som tog blomsterne med i den svage strøm, der bevægede sig ud i natten, og fortsatte ind mellem de mange træer.

Inden jeg kunne nå at undre mig over mit eget ordspil, så jeg hvordan jeg lod min krop falde ned i det iskolde vand. Der lød et ordentlig plask, og derefter tog stilleheden over.

Et skriv banede sig vej op ad min hals, og blev til en rædsel jeg ikke havde udtrykt før. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne, for at nå ned til mig mor. Men da jeg ankom, havde hun for længst fået mig ind på sikker grund igen.

Jeg gik stille hen til dem, med tårerne der vædede mine kinder. Hvor kunne jeg? Følelserne fra den gang hobede sig op i mig, som havde jeg haft lukket ned for mine følelser lige siden faldet. Et hulk undlod mine læber, mens jeg så hvordan jeg efter en halv time blev fragtet til det nærmeste hospital.

Tilbage stod min mor med et ængsteligt blik. Hun lod sig glide ned ved siden af den slukkede ild, mens hun lod mig få chancen for, at få et andet liv.

”Nu svinder ilden ud”

Hendes ord gav et stik i hjertet, ide jeg kom tilbage til tidtunnellen, med tusindevise af følelser jeg ikke kunne beskrive.

Jeg vidste endelig, hvorfor jeg var blevet forældreløs. 

_____________

Så fik jeg afsluttet den lille historie om den fortvivlsomme Ena, der til sidst får åbnet op for hendes følelser og tanker igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...