Rejsen til det ukendte.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
(Bidrag til 24 til skriv en historie på 24 timer) Forældre løse Ena Morris som bor på et børnehjem, har aldrig kendt til hendes fortid. En nat står den ukendte fortiden for næsen af hende. Mon om 15 årige Ena vil kunne acceptere hendes fortid? Og hvad mon der fik hende til at havne på børnehjemmet for 8 år siden, da hun mistede hukommelsen?

2Likes
2Kommentarer
269Visninger
AA

4. Kapitel 3.

1944 – Nyt plukkede barn

Her var stille og roligt. Det første jeg lod mærke til på stuens hylder, var billedet af damen og manden. Dem jeg havde set, da jeg havde været i 1937. Jeg vidste ikke hvilket år jeg var havnet i nu, men jeg vidste, at vi var fremme i tiden.

Idet jeg rakte ud efter billedet af dem, hørte jeg et skingrende skrig af en pige stemme. Jeg stoppede min handling, og drejede om mig selv. Lyden kom inde fra sovekammeret, som kun lå få meter fra mig. Med rolige skidt gik jeg hen til den slidte dør, og så hvad der foregik.

En brun håret dame lå badet i sved, mens hun var iført en lang hvid kjole.

”Der ser vidst ud til, at deres frue må have barnet ud nu” sagde en fornem stemme. Jeg kiggede i stemmens retning, og fik høje på en velklædt herre, samt to yngre piger der så noget så forskrækket ud.

Et ordentlig brøl undslap den brun håret dame, som lå på de bløde tæpper og anstrengte sig. ”Kom i gang med det samme” beordrede manden åndsfraværende, mens han tillod sig, at proppe tobak i hans pibe. Han tog sin bowlerhat af, og gned sine beskidte hænder over hans sorte fedtede år. Med piben i munden, satte han sig på den enorme grønne lænestol henne i hjørnet. Et grønt forlod hans læber.

Hans væremåde fik vreden til at blusse i mig. Han var fuldkommen ligeglad med damen. Han ville bare have succes og penge, hvilket slet ikke var fair over for kvinden, der lå med ubegribelig veer.

”Javel” sagde den ældste pige, iklædt hvid kjole, som mest lignede et forklæde, samt den hvide sygeplejerske hat, som var umådelig skindene og ren at se på.  De lignede alle nogle der kunne gå for, at være fra tiden i slutning 30’eren og midt 40’erne.

”I må se at få det overstået. Jeg skal ikke nyde noget af, at tyskerne kommer og forstyrre processen. Jeg er aldeles ikke i mit gode humør, til at kunne føre en ordentlig samtale med dem.”

”Hvis De dog bare vidste hvilke smerter der hørte med, det at skulle føde! ” hvæsede kvinden af ham, mens hun indimellem gav små stød pust fra sig. Hun vred sig i smerter, men var som limet til sengen med hendes store hårde mave.

Han skulle lige til at sige noget, idet hun gav endnu et skrig fra sig. Sygeplejerskerne holdte om hendes svedige hænder, og hjalp hende i gang med fødslen, ved at guide hende. Mest af alt havde jeg bare lyst til at kigge væk, og fremane tidstunnellen, så jeg kunne komme væk. Men jeg blev ikke placeret i dette hus, hvis ikke dette havde en betydning.

Pludselig kunne vi høre hvordan det rummede i væggene, da et par kampfly susede forbi, få centimeter fra, at snitte husene i omegnen.

”Forbandede tysker! ” råbte Manden arrig, og lavede en masse uforstående grimasser.

Det gik lige så stille op for mig, at jeg befandt mig midt i 2. verdenskrig. Det var både skræmmende, men fascinerende, at opleve denne tid af historien. I skolen blev man bombarderet med præcis denne krigs, men det var også kun 15 år siden, det havde fundet sted.

Med sved og tåre, og ikke mindst fuld koncentration, lykkedes det kvinden at føde barnet. Med blod på lagnerne, så jeg på en stolt mor, holde om sit nyfødte barn. Den lå svøbet ind i tæpper helt op til moderens ansigt.

Inden længe hørte vi hvordan den begyndte at græde, hvilket kun var et godt tegn. Et smil var ikke til at fjerne på hendes læber, og endelig reagerede manden på omgivelserne.

”Det må jeg sige. Sikke dog den kan vræle. ” påpegede han, hvilket fik både moderen og sygeplejerskerne til at skule surt til ham.  

Han kom hen i deres retning, og så ned til barnet, der lå trygt i mors favn og fik al den nærkontakt den havde brug for.

”Sikke en fin lille… ”

”Pige” fastslog den yngste sygeplejerske, da manden var stoppet op midt i hans sætning.

”… pige. Hvad skal vi dog kalde hende? ” han kløede sig fortvivlet i nakken, og lagde piben på bordet. Han tog plads ved siden af dem, og strøg den lille piges kind med hans tommelfinger.

”Ena… hun skal hedde Ena Morris” angav moderen bestemt, som var det ikke nogen diskussion. Han nikkede dog bekræftende til den endelige navn, og vente opmærksomheden ned på… mig.

Jeg snappe efter vejret, og trådte et skridt tilbage, da jeg ikke kunne tro mine egne øjne. Var de to mine forældre. Efter al den tid jeg havde brugt på, at få oplysninger omkring dem, stod de nu henne ved sengen, og så ned på mig. De så umådelig glade ud for mig, hvilket kun forvirrede mig endnu mere.

Så min far var altså lidt af en egoistisk mand, der holdt af at lave forhandlinger, samt nasse penge fra primært velhavende mænd. Min mor derimod, var en stille og rolig person, der gjorde hvad hun fik bud på.

”Hun vil vokse op i vores trygge hænder, selvom verden udenfor er stor og forfaldende. ” sikrede hun mig om, mens hun vuggede mig forsigtigt frem og tilbage i sin favn.

”Du ved, at hun en dag ville skulle forlade reden og kunne brødføde sig selv Elisabeth” Huskede han hende på, i en lidt blidere tone end sædvanligt. Selv hun havde ikke forudset, at han ville kunne have disse ord i sig.

Det var noget så barsk, men alligevel sandt.  

Jeg kunne mærke hvordan tårerne trille ned ad mine røde varme kinder. Jeg svajede usikkert på benene, og nød synet af at se hvem, der havde fået mig til verden.

Min mor hed altså Elisabeth Morris. Et smuk navn, der passede perfekt til hende. Hun havde forandret sig en del siden jeg så hende løbe usikkert rundt på gaderne i 1937. Hun var ikke længere den lille svage pige. Nej, jeg så hende som væren en stærk kvinde, der levede med en mand, som ikke altid viste omsorg og nærvær.

Indtil videre var mine forældre ikke det værste man kunne forstille sig. Jeg var en smule skuffet over min fars ligegyldighed. Men min mor tøvede ikke det mindste med, at holde mig ind til sig, og selv min far kunne sidde ved siden, og give mig sin fulde opmærksomhed.

Sagen var bare – hvad gik der galt, siden jeg endte på børnehjemmet?

Mit syn blev sløret, mens min krop blev skubbet ud af sovekammeret, og ind i tidstunnellen igen. Denne gav det mig ikke helt så stor en forskrækkelse. Og jeg var ikke den mindste i tvivl om, at rejsen på ingen måder var slut nu.

____________

2 timer til, at skulle have skrevet færdig! 

10:14  07-08-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...